Simon:
Ja, - jeg kan også undre mig over hvordan statistikken er blevet til, og hvilke kriterier der er anvendt, når man betegner et trossamfund for kristent.

Jeg har læst et sted - husker ikke hvor – at nykristne blander deres gamle gudstro med kristendommen - Så er de også regnet med, kan tallet på forskellige kristne trosretninger jo hurtigt vokse - selvom der ikke informeres om, hvor mange medlemmer der er i de enkelte trossamfund.

Dog syntes jeg at tallet 43.000 fortæller, at mennesker ikke bare indgår i eksisterende trossamfund …

… og nye grupperinger kan let blive til, blot fordi man ikke kan li’ den lokale præsts holdninger ved jeg.

Simon:
Ja det med nye "pop smarte" tiltag for at få folk indenfor mangler heller ikke her, hvor jeg bor.

Der er mange arrangementer, ligesom der bygges til og renoveres, og meningen med det store nye menighedshus er, at det skal fungerer som en slags kultur/mission/borger hus, som faktisk tiltrækker visse unge, da der tilbydes sang, musik og klubber, fællesspisning og vandreture ... altså fællesskab.

Derudover er der ældre klub, babysalmesang og foredrag - lige hvad jeg kan huske og selvfølgeligt også diverse koncerter.

… men hvor mange der kommer til en søndagsgudstjeneste, ved jeg ikke, måske jeg skulle kigge inden for en dag.


Simon:
Ja det er ikke rart.

Har hørt at godkendte trossamfund i Danmark får tilskud i forhold til hvor mange medlemmer de har. (Ved ikke om dette også gælder folkekirken)


Simon:
Ja fællesskabet betyder meget - det sociale vejer tungt - måske mere end det religiøse – og jeg ved nogle bliver, fordi omgangskredsen befinder sig der.


Simon:
Tak for anbefaling. Er noteret på boglisten.

¨¨¨¨

”…men hvor mange der kommer til en søndagsgudstjeneste, ved jeg ikke, måske jeg skulle kigge inden for en dag.”

- Det ku’ du jo gøre, der er sikkert kaffe på kanden over en sludder om vind og vejr.
Samværet må vel også være det centrale omdrejningspunkt, om det folder sig ud ved vandet i den fælles interesse omkring bådene eller et kirkeskib, spiller vel ingen større rolle, folk vil uanset snakke om livet som det nu engang fremstår, dets mange nuancer, unge som ældre og uanset deltagelsen i produktionshysteriet oppe i det røde felt. Det er trods alt nu og her man trækker vejret, nu dråberne glimter i træers knopper, ikke i morgen.
Den kristne tro ka’ ingen alligevel gøre noget ved, det nytter hverken at hidse den op i gamle filosofiske tankebilleder, der alligevel ikke havde meget med dén at bestille, eller pudse den blank med psykologiske onanibilleder. Den er jo ingenlunde et naturligt men derimod et produkt af kulturer, så den kristne tro vil sandsynligvis, som alle andre religioner før den, langsomt ændres for til sidst helt at forsvinde i forandringen kulturer undergår. I den græske arne, Europas vugge, findes der endnu flere spændende livssynsanskuelser, alt sammen menneskers og i mange tilfælde smukke kunstneriske påfund. Også de forsvandt jo ganske langsomt, hvor nogen selvfølgelig også har brokket sig og fundet på gode idéer der skulle få interessen til at gløde op. ”Åh, bare en lille bitte flamme…”, ku’ man tænke sig den tids apologeter brændende har tænkt.
Hvileløsheden har jo så mange ansigter, tænk bare på hvordan livet som jøde har været her i landet i 1943/44, den rastløse søgen måned efter måned, udsigterne ofte de samme, helt underlagt tilfældet i store langsomt drejende hjul, der skabte følelsen af magtesløshed i alle. Ingen ka’ jo tåle den i længden, hvileløsheden, så man ku’ jo forestille sig at der engang i fremtiden igen opstår behov for konstanter i tilværelsen, at nutidens produktionshysteri simpelthen finder et leje, og at opbragte sind igen vil hvile i vanemønstre der måske ikke ligner vore.

Villy Sørensen ønskede nok til tider aldrig at ha’ skrevet Jesus & Kristus, folk oprørtes nøjagtig som under Oprøret, også han havde brug for masser af ro ;)

mvh
Simon

Simon:
Nu var det en joke - og kaffeklubber søger jeg ikke, og det at støtte kirken, er det samme som at forlænge dens levetid, mener jeg.

Jeg ønsker stat og kirke adskilt, og at medlemmerne selv skal betale for deres gudsdyrkelse.

¨¨¨¨

Hanskrist:
Jamen det glæder mig, du vil indrømme, at det du kalder kristusvirkeligheden ikke kommer ud af den blå luft men, at det kommer gennem ordet.

Det er jo logik, det er GT, denne Jesus oplæser og citerer fra i synagogen og blandt disciplene. Det kan man jo læse i NT – som der jo gøres en del ud af, for at bevidne han var/er guds søn, der opfyldte profetierne, for at genoprette forholdet mellem mennesket og gud således, at mennesket der vælger at "gå i Jesu fodspor" kan stå ren for "vor" himmelske far gennem Jesu offer.

¨¨¨¨

Med hensyn til ordet/Ordet så er sproget det hus vi bor i og ikke sådan lige kan falde ud af. Det er her vi befinder os, vi er sproglige tænkende væsner der deler tanker erfaringer og viden med hinanden.




Vi lærer om kristendommen, som at sådan og sådan er det og var det. Som om det er en ligning der skal gå op, som om det er logik og sandhed. Og hvis det ikke er sandt præcist som der står så opfatter nogle kristne at det er deres tro der er truet.

Men tværtimod vil jeg sige. Vi kan jo ikke bare sige fordi vi finder ord i NT der siger det, at Jesus er Guds Søn at så er det sådan og det hviler eller står og falder den kristne tro med. På den måde vender det ikke. Og vi skal 2000 år tilbage for at forstå det korrekt. Og her finder vi et menneske som alle os andre som Paulus siger om Jesus.

Dette menneske er tydeligvis meget engageret som mange andre i en religiøs politisk bevægelse. På et tidspunkt så engageret at bevægelsen bliver vigtigere end sit tømmer bygnings håndværk.

Meget dramatisk sætter han på et tidspunkt sig selv på spil som om han har Gud på sin side endda i så fuld udstrækning at han demonstrerer (gennem sin karisma og sine åndsgaver talegaver og oprørske ikke konventionelle opførsel/adfærd) for omverdenen at han er Guds Søn og den Guds Velsignede (salvede) Frelser/Kristus det jødiske folk opfatter og fortolker at de på et tidspunkt er lovet kommer.

Utallige mennesker optræder i en sag med en vished uden lige om at de har Gud på deres side. Dette har Jesus gjort, og det er en såre menneskelig optræden, hvor Jesus dog tilhører de der insisterer voldsomt/radikalt på det overfor omverdenen.


Dette er jo fantastisk dramatisk og et vovestykke uden lige at gøre hvad Jesus her gør og et ganske ikke ufarligt "eventyr" om sig selv som religiøs og politisk revolutionær. Det kan ende galt og det gjorde det jo også med korsfæstelsen kan vi sige. Sådan er det når man stikker hovedet frem og stiller sig meget åbenmundet i spidsen for en bevægelse.

Denne bevægelse kunne have endt i ingenting og det er nok også med Jesu henrettelse tæt ved at bevægelsen der er meget knyttet til Jesu person er ved at død ud. Ihvertfald er det ikke nogen verdensbegivenhed eller nogen stor begivenhed der vækker nogen særlig opsigt (selv om vi her 2000 på afstand af det hele er tilbøjelige til at opfatte det sådan).

Men nu kommer det fantastiske og det er at de tilbageblevne i bevægelsen efter Jesu henrettelse hævder at Jesus var Kristus og at Kristusbegivenheden eller begivenheden Kristus (Guds Nådesværk med os mennesker) er spillet ind i verden.

Selve kristendommen er at slutte sig til denne bevægelse og lade sig optage i Kristusbevægelsen og ja Kristusbegivenheden og Kristusvirkeligheden hvorved vi også er i Kristus, er i Gud og Guds Vilje som vi er under Guds Nåde eller benådelse og begunstigelse.

Dette er en uhørt autonomi ind i verden (selvstændiggørelse, individuation og Gudsliv, en hel ny virkelighed, måde at kunne være til i verden på som menneske) for de der siger ja hertil som hurtigt bliver betegnet som at være i KRISTUS.

Det er en hel ny måde vi mennesker får at fortolke os selv på som os selv (denne autonomi der frisætter vores kreative åndsevner), og i forhold til vore medmennesker og i forhold til den politiske magt.

Hvad det er og hvem det er kan kun kendes på frugterne. Så hvad og hvem vi kristne er = hvem KRISTUS er, kan kun kendes på frugterne af vores liv i KRISTUS.

Hverken mere eller mindre. Intet er afgjort. Det er stadig højt spil. Men dog med en ikke ringe succes (også når KIRKEN og de kristne skal dømmes på frugterne, deres nytte og gav og tjenester for menneskeheden).

og JEG TILSLUTTER MIG og jeg er FANDEME STOLT pavestolt af at være i KRISTUS, i denne autonomi frihed og SPIRITUALITET = fri udfoldelse af min kreative intelligens. Ja jeg er stolt over at tilhøre denne bevægelse som KIRKEN er af folk der er i KRISTUS.


Jeg har selv erfaret alt hvad Paulus skriver om såvidt Damaskus begivenheden og dette at være i KRISTUS. Jeg forstår alt hvad Paulus skriver fordi jeg kendte det fra mit liv før jeg læste Paulus grundigt.

KRISTUS blev jeg i sin tid grebet af og er jeg stadig grebet af.

Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.


Damaskus begivenheden KRISTUS = åbenbaringsbegivenheden KRISTUS var en indre katastrofe i mig, og en eksistentiel krise der omfattede hele min person og indtræffer denne katastrofe ikke vil det hele være uden betydning.

Kristusbegivenheden, er det store ekstatiske brud og indbrud, gennembrud, i mit liv, åndens noumenale, kreative spontane entusiasme og begejstring jeg får at råde over.

-0-0-0-

det var endnu et Kristus vidnesbyrd og dem er der givet milliarder milliarder af og min er som alle andre et personligt vidnesbyrd

Det jeg har skrevet er ikke SANDHEDEN men det er et sandt personligt vidnesbyrd om SANDHEDSBEGIVENHEDEN KRISTUS i mit liv.


-0-0-0-

Ingen mennesker ved deres fulde fem render rundt og tror noget de har læst

Eller tror fordi de har læst noget et sted

Troen/Gud kommer til os i livet, møder vi undervejs i livet og uafhængig af bibelen

I Bibelen kan vi så læse beretninger og vidnesbyrd om andre menneskers møde med Gud i livet

Gud er uløseligt knyttet til menneskets eksistens