0
registrerede
802
gæster og
261
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25161 - 19/04/2018 20:29
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Svikmøllens gamle slagsang til regeringen - genbrug absolut muligt:
Sangens Vinger
Snart klages der, brødre, i øst og vest, den signede dag giver lyd. Man håner den fattige bondemands hest og krænker en arbejders dyd. Nu lyse på himlen vor tang og vor le. Til arbejdet, S - ak & V.
Årtusinders åg får på folket vi lagt, vor fromme og lyst er dets nød. Vi standser på borgen så sprud i vor magt, og had blev til kærligheds glød. Thi fædrenelandet skal sammen os se til arbejdet, S - ak & V.
Det knager i gruppernes brogede flok, den blegnede kind bliver rød. Men ræk mig, oh broder, din hånd og din stok, da får vi det daglige brød. Blandt venner i mørket det frydeligt ske. Til arbejdet, S - ak & V.
*
Og dig, RM, ja du er da rigtig på den grønne gren, nu vor der atter er lidt sol på næsetippen; det gør nu også underværker, især efter den pøs vand. Og lægger vi øret til vinden, hører vi allerede de små søde snegle synge deres slagsang: åh, vor mutter hun strutter af kærlighedsbud, Edens have vi æder sommeren ud, tra-la-la...;)
mvh & go' sol ditto ;) Simon
Redigeret af Simon (19/04/2018 20:30)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25162 - 19/04/2018 20:37
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Essays af Knud Sønderby er en særlig nydelse, de har det hele, motiver badet i en poetisk rytme, der også får en selv til at stå vagt om bevarelsen af bestemte minders atmosfære, og man forstår de der dengang mente, at romanerne snarere end ophøret var oplæg til de senere essays. Her et, plukket med besvær fra De blå glimt. Lydene af fiskekutterne, de mange små forretninger og hele det genkendelige menneske er nu erstattet af ejendomsmæglere, pizzabikse og kold steril boligindretning støvsuget for enhver mindelse om personlig aktivitet, rene udstillingslokaler. Stemningen og mennesket på den tid bevarede Knud Sønderby som flaskepost, og trækkes proppen op, dufter der igen herligt af …
Christianshavn
Når jeg hører klokkespillet fra Vor Frelsers Kirke eller lyden af en bestemt fræsermaskine på Burmeister virker det altid stærkt på mig. Jeg har boet på Christianshavn engang. Dengang gjorde det ikke særligt indtryk på mig, jeg blev ikke bydelspatriot, fik det ikke som visse selvfølende christianshavnere, der sender breve tilbage, hvis postdistriktet er angivet som Amager eller København S. De bor på den anden side af Lange – og Knippelsbro, men inden for voldene vel at mærke, det og kun det hedder Christianshavn. For enden af Torvegade, hvor Acisseboden ligger, hører Christianshavn op, og der kan folk selvfølgelig have de bopæle, adresser og postdistrikter de selv ønsker.
Jeg boede der som sagt engang, og selv om jeg var godt tilfreds, indser jeg nu, at jeg måske ikke skønnede helt nok på det. Jeg kan se, hvor dejligt det var, længes efter det.
Vi boede med udsigt ned til kanalen. Det liv der var. Bådene. Om vinteren var der flokke af troldænder dernede, et forår kom en stor torsk svømmende på ryggen i overfladen af det grønne vand, var flere timer om at passere, og engang lå der en udsultet havmåge med knækket vinge, og jeg benyttede mig af lejligheden og tog elevatoren ned for at se om der ikke kunne gøres noget, om man ikke kunne få forklaret det til en båd, der kom forbi, eller måske selv få fat i en båd, og jeg snakkede med to gamle mænd, der sad på en af bænkene, om det, og cigarhandleren kom op af sin kælder i huset overfor, og lidt efter var der en mand til, kommet ovre fra beværtningen, og vi snakkede sammen, medens vi kiggede på fuglen, og han kridtede billardkøen, som han havde fået med sig, men ingen båd kom, og ingenting var der rigtigt at gøre andet end at stå og hygge sig, før en mand, der var ejer af en salonriffel, dukkede ind i billedet, først prøvede han at ramme den med fast anlæg oppe fra sin vindueskarm, så kom han ned og stod med den ene fod i dramatisk positur på bolværket og gav den nådeskuddet.
Og blot hundrede meter borte buldrede færdslen gennem Torvegade, næstefter Vesterbrogade det mest trafikerede strøg i København. Man kan på Christianshavn gå blot nogle skridt bort fra storbyens forvirring og gamle folk sidder i fredfyldt meditation på bænke mellem bindingsværkshuse og kigger på fiskekuttere, hvor man sætter agn på krogene, små drenge ligger på maven ud over bolværket, med snor i hånd, selvforglemmende, i virkeligheden er de der ikke, de er i snorens anden ende. B&W-arbejdere ligger på fortovet og slikker solskin i middagspausen, fabrikspiger driver afsted i grønmalede robåde med fødderne ud over rælingen ned i det kølende vand. Der er noget fredfyldt og levende, noget usnobbet og usterilt over det. Utilfredsstillende ord. På Christianshavn var fiskeforretningen anbragt på en pram, og når man skulle have fisk til middag, balancerede man ad en smal landgangsbro ned på den pram. Sådan er fiskeforretningen ikke der hvor jeg nu bor. Jeg savner den på Christianshavn.
En morgen ved syvtiden mødte jeg i Sofiegade en yngre fejende og fyldig dame på vej hjem fra morgenindkøb, stram sort silkekjole, rød ræv, nedtrådte sutter, fire bajere og en deciliter fløde, da tænkte jeg ikke over det, men nu husker jeg hende som noget betydningsfuldt, noget af Christianshavn, jeg vidste jo heller ikke dengang, at jeg ikke skulle se hende mere og komme til at savne hende. Man møder hende ikke i de velplejede forstæder. Der tager man heller ikke sine spisestuestole ud på fortovet, når man vil nyde sommervejret. Det gør man på Christianshavn. Engang så jeg endda en sofa, lænestol og bord stillet ud foran huset, og der var flasker på bordet og familie og venner hyggede sig, så det i hvert fald ikke var indlysende, at de bare har ventet på en flyttevogn. Fra et andet af vinduerne havde vi udsigt til noget af vold af voldterrænet, kunne se træerne over gamle tegltage. Skulle vi til den ende af byen, i retning af Rådhuspladsen, gik vi over på volden og henover den og et sted ned ad nogle trapper og videre langs voldgraven, og så var vi allerede ved Knippelsbro. Voldene der engang var yndede udflugts- og spaseresteder og nu forekommer så øde og folketomme, voldene med de mange udmærkede bænke for gamle og unge. I det hele taget kender jeg ingen bydel med så mange bænke som Christianshavn. Er det Christian IV, der har tænkt på sømandens og andres hvile? Ellers er bænke sjældne, navnlig hvor man har brug for dem, bliver vistnok betragtet som noget potentielt umoralsk man helst bør undgå, hvor Fanden anbringer en bænk stiller kommunen for en sikkerheds skyld en lygte, men på Christianshavn har det været uoverkommeligt.
Og det får mig til at tænke på, hvor turene ind til byen altid var smukke og oplivende. Gennem den myldrende Torvegade og pludselig åbner et vældigt lys sig, med hele færdslen svæver man til havs over Knippelsbro, standser sommetider op, når broklapperne hæves som augurarme mod himlen, en folkemængde i andagt, medens noget åbenbarer sig, jordkloden drager forbi, fra Marstal til Yokohama. Et par gange om dagen får christianshavnerne sindet luftet ud ved de lange åbne kig over havnens vand, bliver dus og på fornavn med handelsflåden og passagerskibene, Bornholm: ˶Rotna̋, ˶Kongedybet̋, ˶Hammershus̋, Hvem er hjemme i dag? ˶Tjaldur̋ og ˶Gullfos̋, Færøerne og Island, smukke skibe, og hvad er smukkere.
Men også på anden måde er christianshavnerne havvendte. Den bekvemmeste måde at komme frem og tilbage på er faktisk til søs. Da jeg boede derude var der passagersejlads til Højbro og Kongens Nytorv, nu er kun den sidste rute tilbage, ikke bevaret som turistattraktion, men som praktisk trafikmiddel året rundt. Vi var så heldigt stillet, at vi kunne holde øje med båden fra vinduet og nå at komme ned, hvis vi skyndte os. Om sommeren var der bedre tid, da slog det sjældent fejl, at styrmanden også måtte lægge bi ved den flydende iskagebod, medens passagerer blev ekspederet gennem den søværts lem. Og vi sprang om bord som var det ingenting, som var det en sporvogn, optaget af os selv eller andre ting, man skulle bare et andet sted hen. Nu synes jeg det er underligt, at jeg ikke tænkte mere over det. Da jeg første gang ankom til Venedig og gik om bord i vaporettoen for at sejle til hotellet ad Canale Grande og var ved at gå omkuld over denne sejlads, denne gade af vand, dette eventyr, så jeg i en modgående vaporetto en mand, der sad og læste avis. Og eventyret var så stort, at ønsket om at blive som denne mand strejfede mig, at kende dette så godt, i den grad være ét med det, at man kunne tage det som noget selvfølgeligt, beskæftige sig med andre ting. Men – sans comparaison – sådan har jeg altså selv haft det i bådene på Christianshavn, jeg havde månedskort, jeg har sikkert siddet og læst avis, taget det som noget selvfølgeligt, at man kunne side i et københavnsk trafikmiddel, bragt under fortovshøjde, lade en hånd hænge ned i vandet, hvis man ville. Når man passerede B&W’s pladser, hvor nittemaskinerne sender deres spættehamren som et haglvejr ud i luften, har det været noget selvfølgeligt.
Bådene langs kajerne, ja, der lå jo altid både, nutid og fortid, rigdom og fattigdom ligesom husfacaderne, flotte lystbåde og frønnede plimsollere, ofte nogle hvidmalede Hundested-kuttere med net til tørring fra masterne og tovruller på dækket, hvide måger fra Hundested. Jeg husker en gammel udflugtsdamper, der i gråmalet forfald lå fortøjet på samme plads i årevis. Den havde sejlet måneskinsture til Kongelunden og tilbage igen, kunne man se., og nu lå den der, den gamle dame og gyngede blidt med puffet gået af tournuren, hælene slidt skæve på knapstøvlerne og øjnene slået ned for helst ikke at se på nogen. Hvad forstod man sig på Kongelunden nu? Hvad forstod man sig på Constantia? Bedst ikke at tale om det. Bedst ikke at se sig omkring, men passe sig selv og gynge så lidt som muligt.
Jeg husker en anden gammel dame. Det var en dag, hvor styrmanden blev liggende påfaldende længe ved Bodenhoffs Plads, der var nogen han ventede på, tilsidst løftede han bilhornet, sigtede op mod et bestemt vindue og truttede vedholdende. Og skibsdrengen, selv fyr og flamme af interesse, vender sig mod passagererne og synes vi skal delagtiggøres. – Ja, for når hun har sat aspedistraen frem, så er det for det hun skal med, forklarer han. Og så kom hun jo også, det bedste hun kunne, en gammel dame med den ene hånd på hatten for blæsten og den anden o indkøbsnettet. Fredeligt og levende, usnobbet og usterilt. Når jeg hører klokkespillet fra Vor Frelsers Kirke, husker jeg det hele og mærker samtidigt, at der var mere endnu, noget glemt der presser på, men aldrig vil nå frem. Eller når jeg hører den bestemte tudende lyd fra Burmeister, en tuden der stiger som et højt suk og lægger sig til ro som udrugende et hemmelighedsfuldt fortidens æg. Hvad er hemmeligheden? Det skal jeg vel aldrig få at vide. Jeg aner, at det bare er en tilstand, noget der var anderledes, mig selv som jeg var dengang. Men Christianshavn var omgivelserne for tilstanden, spillede en rolle for den, det kan jeg høre på Frelserens klokkespil, den måde det får noget til at ringe inde i mig selv. Den signede dag … En lys fortrøstning. Toner der svinger sig som en fugleflok ud i solskinnet over hustagene.
Jeg husker, at vi engang var oppe i det tårn, en af de tossede ideer, man får en søndag eftermiddag. Jeg husker bare et glimt af det, at vi var kommet ud på den udvendige vindeltrappe og at hun, der heller ikke oprindelig havde haft lyst til at gå derop, satte sig svimmel på et af trinene, holdt sig fast, lukkede øjnene og syntes det var rædselsfuldt. Og at jeg lo og sprang videre op ad trappen til kuglen under spiret. Nu for nylig gik jeg derop igen, og jeg genkendte udsigten, men det var ikke behageligt, jeg holdt mig i strakt arm væk fra rækværket. Der er meget højt, så højt, at der er stilhed, lyden fra færdslen er forsvundet, blot en skoles legeplads høres, som det eneste når de klingre barnestemmer herop i højden – jordens klokkespil. Tårnets indre huskede jeg derimod ikke, de kolossale, skumle egetræsbjælker, de alvældige, sorte klokker. Og et solidt ståltrådsnet, der afspærrer et rum med mægtige tromler, tykke virer og store tandhjul, tiden der er sat i bur. Kun et enkelt af hjulene anes i langsom tikkende bevægelse, de andre står stille, men kun tilsyneladende, de bevæger sig alligevel – som jorden selv – vær fuldt fortrøstet om det. For bag gitret bevæger sig en anden ting, et kæmpemæssigt pendul hænger ned mellem bjælkernes virvar, som et lukket ansigt, der aldrig hæver blikket, aldrig får tid til det, blot er optaget af at svinge fra side til side, sekund efter sekund, mange meters udsving, en helt imponerende tur – men det nås, det nås, hver gang, hver gang.
- Knud Sønderby, De blå glimt, 1964.
mvh Simon.
Redigeret af Simon (19/04/2018 20:45)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|