Hej igen Simon
Nej, SR vil jeg helst heller ikke undvære, men jeg synes nu, han virker både frisk og frejdig trods alder og skavanker. Næste gang han byder velkommen i det grønne er han tilbage i direkte udsendelse, og jeg håber så inderligt på en guidet tur i det høje bløde græs med pinseliljer i blomst. Ja, lige dér ku' jeg godt tænke mig at nedsænke mit korpus for at nyde pinseliljeduften og udsigten til himlens blå igennem de grønne trækroners birkeløv ... :))
Dagvise
Nu blomstrer marken skær med græs,
og græsset på det grønne næs
så yndigt kalven klæder;
hvert dyr i rigdom smykker sig,
så dyk med lyst da også dig
i Danmarks fagre glæder.
Den mørke jord, den tunge jord
er grebet af en dårskab stor,
af elskovslængsler blide,
frem i det høje svale rum
som havblå himmelbølgers skum
går skyer jomfruhvide.
Min sjæl vågn op, det er en dag
af overjordisk velbehag
med sol på brede enge,
o, lad din sang om træets blad
opløftes fint i brisens bad,
stig frit min sang og længe
Paul la Cour
***
En ny Dagvise
Vi hilser vor Verdens eneste Sol
af Hjertets dybeste Grunde.
Som Hanen højt i Dagningen gol,
som Lærkesang over Lunde,
saa stiger mod Himlens Gudestol
vor Hymne fra tusind Munde.
Se, Dagen straaler i Himmelens Sal,
saa Øjnene tynges og blændes,
i Østens og Vestens Lysportal
dens Færd begyndes og endes;
og ved dens Gang over Bjerg og Dal
paa Jorden Sjælene tændes.
Naar Solen gaar højt, maa den mørke Nat
halvvaagen over os blaane,
og selv naar den dybest os har forladt,
den tit har en Drøm at laane,
som spejler sig inderligt, mildt og mat
ned fra den slukkede Maane.
Højlovede Sol, i Middagsstund
dit Lys som et Hav sig lukker,
i korte Skygger fra Træ og Lund
vi sløret vort Hoved dukker
og hører som gennem et Flor af Blund,
det kurrer, kagler og kukker.
Paa Bugter og Vige, langs Skrænt og Næs
det flagrer som gyldne Vinger,
Som hen over Agre om Gren og Græs
smaa Sommerfugle sig svinger,
og Bankerne ligger som Blomsterlæs,
mens Bække klukker og klinger.
I Løv og Buske, i Krat og Hegn,
hvor Fuglene Reder bygger,
er Æg og Unger, og vidt over Egn
det vifter af Vingeskygger,
og Skyerne Byger af Torden og Regn
i Himmelens Kroge brygger.
Ved Aaer, som sig mellem Brinker snor,
og rundt i frodige Enge,
hvor gule solrige Blomster gror,
der flokkes Piger og Drenge,
som af det blussende Blomsterflor
sig Kranse om Haar maa hænge.
Du Sommerens Guddom, Verdens Fryd,
der vækker af Døs og Dvale
hver levende Sjæl til Lys og Lyd
i dæmrende Morgensvale!
Velkommen i Øst! Højlovet i Syd!
Paa gensyn, naar du maa dale!
***
Jeg står i dag på stjernens hvælv.
I mig dens kræfter strømmer.
Jeg føler stjernen i mig selv,
hvor alle farver drømmer.
De drifter, som i ungdoms sang
mod himlens vidder tindre,
af dybe dulgte kilder sprang
i jordens eget indre.
Af muld og hav sprang livet frem
i fjernt forglemte tider.
Til muld og hav går livet hjem
hver gang det døden lider.
Og alle ting, jeg kommer nær,
har dyb, jeg aldrig måler.
Ej røber solen, hvad de er,
men kun, hvordan de stråler.
Dog nærmer verden sig så øm.
Og månen over haven
er som fortabte sjæles drøm
om solens skin – i graven.
Det er, som sø i sommervind
og Danmarks grønne dale
står spændt som sluser mod mit sind,
vil briste ud i tale.
Det er, som jordens hav og muld
med alle deres døde
er med en viden underfuld
mig gået stumt i møde.
Det uudsigelige land
som genfærd søger sjæle.
Og stjerners mulm og stjerners brand
i mig vil have mæle.
Thøger Larsen
... og tak for Bjørnvig til inspiration for alle sanser :))
Go' weekend til dig med vildt og hvidt fra himlen
RoseMarie
Svar
Citer