For lægprædikanten er forkyndelser af kristentro og højenergifysik jo selve ”beviset” på et ”meningsfyldt gudskærligt univers”. Både Einstein og din jesusven har lægprædikanten jo forlængst indhyldet i buddhistisk klædebon, og sidenhen bare jublet molevitten af mystik ind i fantasien om universet som en ”åndelig skabelse”…
Så da du jo skal forestille at være sådan en slags jesusdiscipel, og denne en ”skabsbuddhist”, hvor i lægprædikantens-hellige-fantasiunivers mon du så befinder dig, tror du? ;)

Der har nu aldrig været noget mystisk at finde i fantasier tiljublet af nok så mange troende. Det eneste fantastiske er vel, at pråsen så sjældent går op for de tilbedende selv, og at hvis den så omsider gør det, at de da bare tiltror virkeligheden at være et udtryk for en anden mystik end den førhen tilbedte…;)

mvh
Simon

Hej Arne, Jørgen og Simon

Arne:


Det kan jeg faktisk heller ikke, må jeg indrømme. I den retning er jeg meget mere buddhistisk.

I hvert fald kan jeg ikke forestille mig, at Gud har lavet noget mislykket. At der finder en slags "dom" eller "konsekvens" sted, kan jeg godt forestille mig. Men at et menneske skal dømmes til evig pinsel, kan jeg ikke tro.

Arne:


På trods af det mere "mekaniske" verdensbillede af "årsager og tilstande", der også virker åndeligt, finder jeg ikke, at buddhismen ligefrem mindsker menneskets betydning. Tværtimod er det vist kun mennesker, der ifølge buddhismen kan blive en buddha.

Arne:


For mig er kristendommens største kvalitet, at vi kan udvikle kærlighed over for hinanden/hverandre.
------------

Jørgen:


Jeg har svært ved at forestille mig en renset jordklode, hvor mennesket skal leve evigt i kød og blod.

Kan jeg finde nogle citater af dette i biblen? Nogle du måske vil citere?

------------

Simon:


Jeg kan forstå ud fra dine andre indlæg, at du tænker, at Arne er en lægprædikant. Det er vi andre vist ikke enige med dig i, har jeg også forstået.

Kan du citere Arne for at have påstået noget om et "meningsfyldt gudskærligt univers". En ting er vel, at han selv skulle påstå det - hvilket du måske kan citere ham for - andet er, at han ser, at det er en religiøs idé. Det kan ikke-religiøse jo også se.

Simon:


Kan du citere Arne/os for disse påstande om, hvad vi tror?
Jeg har på fornemmelsen, at du tror noget om, hvad vi tror - men at du rammer ved siden af.

Simon:


Jeg er ikke en Jesus-discipel ... hvorfor tror du dette?
Er Arne en "skabsbuddhist" - hvordan er det fat?
Kan du citere os? Kan du underbygge dine påstande?

"Hvor jeg så befinder mig"? Jeg forstår ikke, hvad du mener. Dine mange påstande om, hvad vi tror, ser jeg ikke underbygget - og resten af dine påstande bliver derfor sværere og sværere at følge.

Jeg vil så gerne debattere med dig. Men der må være ræson i det, en form for klangbund. Ellers kan jeg simpelthen ikke følge dig. Kan du citere os for det, du påstår, vi tror på? Så bliver det lettere at tage udgangspunkt i det.

Simon:


Altså en slags behov for at tilbede det mystiske, hvor det end befinder sig? Jeg kan ikke følge dig, hvis du mener, at det skulle gælde os - eller andre. Kan du argumentere, citere, begrunde - debattere?

Vi udveksler syn på religiøse ideer. Gør det os til "dybt troende", "Jesus-disciple" og "skabsbuddhister"?

------------

Hvis jeg må byde ind med den tredje saligprisning:

Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.

Igen forholder jeg mig til saligprisningen via en fortolkning, jeg har hørt. Ifølge denne er sagtmodighed "magten til at begrænse sig selv". Begrænse sig selv på den måde, at man faktisk har magten til at gøre noget ... men for situationens skyld, eller for andres skyld - ja, for det godes skyld - gør man det ikke.

Jesus kunne ifølge fortællingen hidkalde legioner af engle til sit forsvar. I stedet for gik han stille mod korset og lod sig korsfæste. Han begrænsede sig selv og sin evne til at hævne sig, eller til at forsvare sig selv - og han gjorde det for andre menneskers skyld. Hvilken magtdemonstration!

- Dette er i hvert fald ifølge fortællingen.

Det modsatte af sagtmodighed er stolthed.

Sagtmodig, fra ordnet: som ikke protesterer eller beklager sig; stilfærdig på en resigneret eller lidt sørgmodig måde.

Kærlig hilsen
Thomas

Jeg kan forstå ud fra dine andre indlæg, at du tænker, at Arne er en lægprædikant. Det er vi andre vist ikke enige med dig i, har jeg også forstået.


Hvem "vi andre"?

"Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden."

¨¨¨¨
Det interessante ved dette vers … Guds Ord … og løfte … er at de sagtmodige kan være lykkelige, fordi de skal arve jorden, som Jesu frivillige offerdød muliggør, fordi hans far i sin store kærlighed sendte ham til frelse.

¨¨¨¨

Ifølge skriften vender Guds Ord ikke virkningsløst tilbage til ham.


For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,
sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde. Esajas 55:10-11

¨¨¨¨
NB: Jeg har nok brugt min kvote af farve, siden jeg ikke kan få mere.

Ville gerne ha' farvelagt noget af teksten.

¨¨¨¨