Du skriver Tikka:



Nej troen kan ikke påduttes nogen, ej heller proppes, fra nogle tvivlsomme påstande man har læst i Bibelen, ned i hjertet. Dette er åndelig voldtægt (dødens ånd) som Paulus siger.

Det er en misforståelse og må skyldes dit bibelfundamentalistiske tidligere engagement og malpraksis, og det må du se at vokse fra igen.


Og nu slår du lyttelapperne ud Tikka, jeg har ikke sagt at Gud har virkelighed uafhængig af mennesket. Der findes ikke nogen Guds menneskeløshed. Mennesket har åndelige spirituelle erfaringer og endda erfaringer med Ånden selv, med Gud selv, med arkeånden selv, der ikke er nogen tilbagestående Ånd men er Ånden hinsides fornuftens subjekt objekt spaltning. Så den virkelighed der er tale om er menneskers virkelighed med Gud, ikke noget med at Gud uafhængig mennesket er virkelig. Gud og mennesket er samhørige og uadskillelige.

Skriv dig nu dette bag øret! Så vi ikke igen igen skal tale om tingene som børn.

Ingen kan forhindre dig, Simon eller M Rothstein og R Dawkins mfl på en anstrengende stiv, ubehjælpsom kluntet barnlig måde at komme med jeres bud på hvad den kristne tro og spiritualitet dækker over. Som dog kun er fordomme og ikke beror på at I har studeret og forsket i emnet, sagen, de spørgsmål der er på tale.

Hvorfor det ikke lykkes særligt godt for jer og det vækker ikke opsigt og flytter ingenting, hverken for religionsvidenskaberne eller som relevant kvalificeret religionskritik teologien altid er beskæftiget med og har brug for.

Religionskritik skal være skarp med vid og dyb forståelse for hvad de religiøse diskurser dækker over. Og her er det i dag især neurovidenskab der kaster en forklarelsens lys på hvad det religiøse dækker over for menneskets vedkommende.

Hvad betyder det for mennesker i praksis at have taget Gud med ind over deres liv, forstået som et levende dynamisk dialogisk kommunikerende størrelse og begreb der får/har indflydelse på os gennem vores vej her gennem livet?

Gud kan ikke være menneskeløs, uden sin anden, mennesket, men mennesket kan være så traumatiseret at det ender sit liv i Gudløshed, Åndløshed og værensglemsel og fremmedgjorthed sig selv i overensstemmelse Livets Ånds Love = Guds Ånd der giver os livet.



Var det som I ateister hævder, ville det religiøse for længst være opgivet, men dette er på ingen måder tilfældet. Næppe nogensinde før i historien har det spirituelle og religiøse været så vitalt mangespektret frugtbart personligt ægte og vedkommende. Hvilket de traditionsrige Kirkeretninger både frygter lidt men også glæder sig over, at vi er i en tid hvor de åndelige behov og den religiøse længsel giver sig til kende og manifesterer sig med så uimodståelig kraft og kreativitet.

Kirken og den kristne tro og spiritualitet er jo ikke noget en gang for alle givet fastlagt stendødt hårdt traditionsbestemt, men oppebæres af mennesker i en forsat åndelig udvikling og vækst, hvor tradition og ritualer konstant fortolkes og forklares påny.


Ateisterne bidrager ikke længere som de gjorde for ca 150 år siden med en opsigtsvækkende skarp kritik, religionskritik. Religionskritikken som er uundværlig for alle sunde religiøse retninger får i vor tid næsten ingen impulser fra ateismen som det ellers så ofte har været tilfældet gennem historien. Neurovidenskab er i stedet for trådt ind på banen som værende hvorfra kvalificeret frugtbar religionskritik kommer i dag.

Mennesket har person og personlighed, individualitet som dets Guds livs fuldkommenheds kronjuvel (kulminationen på dets liv med Gud), hvorfor Gud ikke kan befinde sig under personplanet, ikke kan skydes ud og fra os i en jeg-det diskurs, men må være at finde i forbindelse en "jeg-du" diskurs.

Det Guds Billede mennesket tilhører har selvfølgelig ansigt og person med ind over ellers ender mennesket sine dage i demens eller åndsformørkelse, uden person, ansigt og personlighed. Uden stærk aktiv forhjerne virksomhed især understøttet af fyldestgørende dopamin kredsløb.

Neuropsykoanalysen og den Polyvagal Theory såvidt vores Autonome Nervesystem har endelig ført et utvetydig bevis for hvad jeg hævder i afsnittet ovenfor.

Bibelens gud har ifølge skrifterne altid været – er hverken født eller skabt – og da "han" kan skabe med sin ånd og ord, er "han" energi.

Livet er energi.

Mennesket er energi.

SÃ¥ bibelens gud skaber ikke ud af ingenting, men af sin egen energi.

Men ja, bibelens gud har mennesket designet.

*
Den energi/liv som jeg mener, er årsag til det liv vi kender i dag, den energi tror jeg altid har været tilstede.

¨¨¨¨

Hanskrist:
- Min guds forståelse er: Hvis gud er virkelig, skal han også være det uden for mig, jeg er ikke tilfreds med "han" kun er en personlig indre sparringspartner, det er jo som at snakke med sigselv, eller som at ha’ en hemmelig ven man kan dele sit liv med.

Jeg oplever, det sted hvor gud "bor" i hovedet, er samme sted de kreative oplevelser/udfoldelser kommer fra, så ingen grund til at kalde dette gud.

¨¨¨¨