Hej Arne og Tikka
De tre første, har jeg ikke de store problemer med. Dem kan jeg stort set meget vel tilslutte mig.
Hvad det fjerde punkt angår: at Jesus genopstår fra de døde - og siden farer til himmels - nævner du at have fundet "troværdige argumenter". Det pirrer jo nysgerrigheden
Ja, det pirrede også min - især da jeg opdagede, at det var professorer, der diskuterede indbyrdes.
Nogle af dem, der forsvarer opstandelsen, går ud fra nogle ganske få punkter, som de fleste lærde på tværs af tro og ikke-tro kan blive enige om. Jeg mener, at det kan koges ned til to punkter:
Efter Jesu død:
1) Jesu grav var tom.
2) Flere mennesker, individuelt og i grupper, oplevede Jesus.
Herfra udfolder en masse hypoteser og argumenter sig. Ovenstående - skal vi lige huske - kan langt de fleste lærde blive enige om.
Hvad det femte punkt angår, synes jeg, der er mange "knuder".
Du nævner selv "verdens ende" - og der er vel også teodicé-problemet: Hvorfor har Gud skabt det onde?
Verdens ende er let nok at forstå. Det skal forstås som en tidsalders ende. Og den tidsalder sluttede i år 70, da templet blev ødelagt. Guds Rige var da blevet indviet på Jorden, og det voksede hastigt. Templet - og den gamle måde at tilbede Gud på - blev fortid. En ny æra var begyndt.
1) Man skal blot ikke lade sig forvirre af den megen billedtale!
2) Man skal forstå, at der bliver talt om "verden" i to forskellige betydninger.
Tikka skriver:
Når jeg søger på nettet forbindes ordet uselvisk kærlighed verdsligt med næstekærlighed, men næstekærlighed mener jeg ikke er uselvisk i kristen forståelse, når jeg eksempelvis kigger på beretningen om den barmhjertige samaritaner fordi, selv om det er ham, der yder den nødlidende hjælp, så er det ham selv der er næsten, så der er vel her tale om en form for pligt, når vi skal elske næsten som os selv. Ikke en tvunget pligt, men en naturlig medfølende handling, som vi selv kunne få brug for, og det kan vel ikke betegnes som uselvisk?
Den barmhjertige samaritaner er et godt eksempel på uselvisk kærlighed. Samaritaneren handlede her for den nødlidendes skyld - ikke for sin egen.
Nuvel, samaritaneren kan meget vel være blevet "glad" over sin beslutning. Men for ikke at ende i polemik - når vi nu diskuterer, hvad det vil sige at være uselvisk - så mener jeg, at vi må skelne mellem den glæde, som de to følte, da han gik uden om den nødlidende, og den glæde det er at gøre andre godt.
Kærlig hilsen
Thomas
Svar
Citer
