1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27093 - 24/03/2019 03:49
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'dag i natten her Åh ja, et skønt program med tekster af Karin Boye, og derfor denne gentagelse af et par stykker eller tre fra digtsamlingen För trädets skull ...
Ja visst gör det ont när knoppar brister. Varför skulle annars våren tveka? Varför skulle all vår heta längtan bindas i det frusna bitterbleka? Höljet var ju knoppen hela vintern. Vad är det för nytt, som tär och spränger? Ja visst gör det ont när knoppar brister, ont för det som växer och det som stänger.
Ja nog är det svårt när droppar faller. Skälvande av ängslan tungt de hänger, klamrar sig vid kvisten, sväller, glider - tyngden drar dem neråt, hur de klänger. Svårt att vara oviss, rädd och delad, svårt att känna djupet dra och kalla, ändå sitta kvar och bara darra - svårt att vilja stanna och vilja falla.
Då, när det är värst och inget hjälper, Brister som i jubel trädets knoppar. Då, när ingen rädsla längre håller, faller i ett glitter kvistens droppar glömmer att de skrämdes av det nya glömmer att de ängslades för färden - känner en sekund sin största trygghet, vilar i den tillit som skapar världen.
***
Nattens djupa violoncell slungar sitt mörka jubel ut över vidderna. Tingens töckenbilder löser sin form i floder av kosmiskt ljus. Dyningar, lysande långa, sköljer i våg på våg genom nattblå evighet. Du! Du! Du! Förklarade lätta materia, rytmens blommande skum, svävande, svindlande drömmars dröm, bländvit! En mås är jag, och på vilande sträckta vingar dricker jag havssalt salighet långt östan om allt jag vet, långt västan om allt jag vill, och rör vid världens hjärta -- bländvitt!
***
Havssvall, kom sköljande, ge mig den salta och runda klangen att smaka, den som gavs mig till ett urnamn åldrar och åldrar tillbaka! Ord, som inga dödliga läppar kan uttala, ligger gömda inne i svallen svala.
Länge, för länge svalt jag på lättuttalade människoord. Jag vill uppstå, jag vill mätta min mun vid moderns bord. Som ett förvillat barn i ledans ånger vänder jag hungrig om till hemmets sånger.
Låt mig dricka språkens språk ur eviga dova brus. Låt mig klarna till ditt vilande djup av skapelseljus. Innanför själ och ande hör jag dig sjunga. Stig i mitt blod, och blomma i min tunga!Link til et essay, der med andre ord udtrykker samme dybde som Karin Boyes tanker og digte: https://pov.international/en-formiddag-i-koge-kirke/Sov godt og god søndag RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27095 - 24/03/2019 20:54
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Aften' i skuret, RM..
Fin artikel med fint tankestof. Ja, det er en herlig lille serie af musikalsk-poetiske udfordringer, DR i gamle dage straks ville ha' kopieret, men det ka' de jo nå endnu, der er i al fald masser af fine danske poeter til inspiration, hvis man er en dygtig musiker.
Her lidt til forårsøjnene i dag så solfyldte, apropos herlighederne, næsten fra knoppers udspring og lige efter at vennens fremtidsminder stormede afsted med Livets hastighed, der virkelig var til, til tider dansende i mørket til Anisettes sang på Loppen med blot stearinlys langs scenekanten, og kolde øller langet over disken til svedende pander, grinende. Mange er nu væk, men meget liver op i kraft af ord som disse…
min optimale åbningssang,
hvergang jeg føler jeg står overfor en opstandelse af den tilstand jeg øjeblikkeligt befinder mig i,
iklæder jeg mig mit hvide silketøj og begiver mig ud i gaderne,
så alle får mulighed for at tage del i min pludselige anonyme lykke,
får en mulighed for at tilføre sig verden og en smule let rensende mani,
for selv med blomsternes fugtighed står vi her alene om hænderne,
først når tiden har lagt sig formår vi at frelse os selv,
jeg spadserer rundt og løfter med min ilterhed al støvet så alle rigtigt selvmedlidende kan betræde sig ud i de rene fortove,
men jeg afskyr alle opløb for jeg har ikke magten over mig selv,
og hver gang min bevidsthed formulerer sig dansende for mig er jeg bare dens formidlende identitet af hvid ren anonym fuldbyrdelse,
jeg står her bare ustandselig af farvet bleg uskyldighed og expanderer med mig selv i huden,
bliver spontan et sted i stenene eller skaber episoder med glæden,
for jeg vil kræve at blive til i en stadig udfoldelse der tager til og til og til i luften,
jeg spadserer groft lyksaligt rundt for at fortælle dem og den ny anonymitet,
men jeg løsner aldrig for ordene for de skal kunne forstå at det er min opløselige krop der bliver sin hidsige heftighed bevidst i de sarte hvide silkestoffer,
og at dette alting der omgiver os kun er vores sproglige afmagt,
og ikke forfængeligheden i os der stille men sart forløber sig,
jeg fortæller dem aldrig om sproget nærmer mig bare vanviddets renhed ved at stille mig imellem når truslerne når ind på blomsterbuketterne,
jeg kræver kun i mennesket,
foruroligende som det at være sig selv bliver meget mere modent modtaget når klimaet har gjort kroppene hastige bevægende og formuleringsduelige,
og se alle de flæbende hænder strakt som cirkellyn mod himlen der får lov til at fortælle os at denne dag er kulminationen,
og at vi bør hænge sammen i små anelser af uendelige klumper,
og at dette alting kun er i kroppene der sensibelt rammer tiden og gnider sig for hinanden,
for det er begyndelsernes kedsommelighed vi bærer over med når vi står stolte frem i neglene,
og det er virvaret med alle løsnngerne når vi står frem formfuldendt for læberne,
jeg håber ikke at de begynder at analysere,
for der er aldrig nogen der har fået lov eller smerte til at se dybt i mine øjne,
men jeg ved at de vil røre mit hvide silkehalstørklæde for at identificere sig så tæt ind på en isolation som det nu er muligt,
men jeg vil danse for dem skrige hyle blotte beroligende og motivere mit skridt for dem,
men de vil ikke kunne se at munden sart bevæger sig de vil kun kunne mærke en hård følelsesmæssig befrielse i deres øverste lag af hud,
jeg vil hyle som en revsende gal markere lykken stærkere end sneen,
hælde vinen ræbende i mit sår mens jeg styrket hylder rus og fortabelse,
for hvor helvede er religiøsiteten når ens anonyme humør kan skræmme en hel verdens pamfletter og nuancere stilstandende op,
jeg håber i er med på omkvædet alle i lastede gennemsigtige derude,
lad jeres spytkirtler synge og verden forme alle afsættene,
lad jeres virilitet formulere centre . og slå sig ud i et varmt bombardement til denne verden af elskende der unddrager sig al snørklet ondskab og tilfældighedernes venlige overdrivelse,
kom alle i spejlende anonyme alle i kom alle i varme neurotikere alle i,
og lad os som den hvide skare i silke formation af denne vor lette verden fortælle at vi er på dens absolutte side,
kom alle i fordrukne med billediveren kom alle i kækt forsinkede og løft sproget,
lad os sammen fortælle menneskehedens bredde at vi kun nærmer os for at elske dem,
uden at vi behøver løsne et ord,
- Jac, Jeg er fandme til, 1979.
Samt endnu en herlig digter øjnene holder af at hvile i, når de trænger; næsten som ørers reaktion på amerikansk hjerteblues fra 60’erne...
Venner, så snart man er død, har jeg observeret, ligner man en sæk kartofler, intet ondt om disse, netop, det gør det lettere at fatte, at man simpelthen ikke i nogens som helst forstand er der, tænkt: kartofler, de skønne dyr (de mortuis nihil sine bene)
*
Her sidder man så og lytter opmærksomt til sine tanker, med benene i vandet, der strømmer sorgløst afsted, med fiskene fløjtende om tæerne; tankerne må hviske for ikke at skræmme dem væk som små lyn, de fordrer hengiven opmærksomhed, både fisk og tanker, lige sky og bortvendte
*
kat, min sorte ven, forstår du, hvad det drejer sig om, spørger jeg, ja, svarer han med sine lysende øjne, jeg vil ud i lyset og ud i mørket og være sammen med dig, tilføjer han kærligt med snuden, jamen så, kat, svarer jeg med hånden, er vi enige
*
himlen blåner med efterårets særlige ironiske distance, den organiske verden omkring mig synes forvirret og intimideret – jeg vander, meget filosofisk, mine tøvende roser: velan, for mig kan I bare klø på, for vi er her endnu
- Per Aage Brandt, En flue i en dråbe rav, 2018.
mvh & natnat under månen.. Simon
Redigeret af Simon (24/03/2019 20:57)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27111 - 26/03/2019 15:57
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Nu én igen luller forudsigeligt i sit gevind, som alle tidligere lullerier der fremover vil lulle i sit leje. Tidligere fik man næsten indtryk af en opmærksomhedsprøve: én går lidt ved siden af sit ansigts sved, selv bagvæggens fuger tegner sig i spejlet, dog synes skyggen at ane en mystisk eksistens…
Ham her, har sin sjove vinkel på situationen:
min fortid er nådigt slettet af historien, jeg har spurgt omkring mig, folk jeg har kendt, de stirrer stift på mit ansigt, hvem er du, hvad er du ude på, hvad siger du; o.k. jeg har så ikke eksisteret, og i morgen vil jeg heller ikke have gjort det, når solen går, for træt til at huske, som sole jo er, og for gammel (ikke-væren)
*
alt fortsætter, hvorfor skulle alt ikke fortsætte, det har alt altid gjort, uanset man hyler eller piber, om man hænger i laser eller ruller sig i rosenblade, mens paganini underholder; også jeg vedbliver fra i dag til i morgen, dér er den sværeste overgang, søvnen er realitetsløs og rå (til berkeley, biskop)
- Per Aage Brandt.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|