Tak så meget :))

Den senere William Heinesen – en opsang til forårsbadet, et batteri af udvist menneskelighed, og sikke en bedstefar!


Tusinde master i regn


Hvilken herlig by!
Afgangsstationen ved færgestedet bliver udvidet
og er blokeret af stilladslabyrinter.

Man snapper sig en mundfuld bitterbrændevin
før overfarten til Cytheres Ø.

SÃ¥ ud i stilladsskoven.
Så ud på vandet
med en liden geyser i brystet.

Fortryllende regn og tåge.
Fortryllende hverdag,
sjaks og sjap og pløre.

Hvor er det dog godt og rigtigt.
Hvor er det trivielle vidunderligt
når blot baggrunden er glad forventning.

*

Den røde kjole


Hvad vejret angår
blev hendes tolvårige fødselsdag en fiasko:
gråvejr og bygehimmel.
Ikke en solstråle.
Men denne skuffelse opvejedes hurtigt og tusindfold
af Den røde kjole.

Den røde kjole –
tro nu ikke
at det bare drejer sig om et pynteligt stykke tøj
af kønt changerende blomstret stof.
Oh nej
det var noget ganske andet og mere,
noget virkelig sublimt.

Det var hjertensfryd uden grænse.
Det var poesi og apoteose.
Det var blomstrende enge
og tusinde valmuehaver!
Det var landskaber
himmelstrøg
indian summer i vældige skove,
rosa midnatssol over polkalotten!
Det var selve vort hjem i kosmos,
vores livsalige regnbuekode
når den fanger lyset
i sine vandes morgenspejle!

Det var endnu mere:
det var sjæl og skæbne –
ja undskyld
nu bliver deres korrespondent vist selv noget eksalteret!

Men som hun står dér,
vores lille fødselsdagsbarn foran spejlet:
disse øjnes jordisk/overjordiske lykke
på grænsen af gråd!
Dette bristefærdige smil
der næsten lige så godt kunne udtrykke
en stor tragédiennes bundløse smerte!

Nej, stem i, instrumenter,
og bring os ind i en rimeligere dimension!

Kom, strygere, rejs jeres lystige storm!
Kom, alle blæseres henrykte fugleskare!
Kom pauker og bækkener
med glædeskluk fra dybe vande!
Kom triangler og kastagnetter
med jeres dansende perlerader af fornøjet timelighed
og sund fornuft!

Kom, kontrabas,
kom gamle prøvede ven,
stor og stærk og faderlig
og tag vores forheksede fødselsdagsbarn venligt og fast
ved de spinkle skuldre
og tryk et svalende kys på hendes pande!

- William Heinesen.

mvh
Simon

P.s.:

Selv tak, RM.
Her en anbefaling til natbordet, ikke videre poetisk, til gengæld yderst interessant: Dick Harrisons Stora Döden (2000). Historien om pestens udbredelse fra Sorte havet udover Europa fra midten af 1300-tallet og frem; et kolossalt forskningsarbejde med en bagvedliggende dyb forståelse for vore forfædres livssyn og perspektiver ud i fremtiden.

Jeg ved ikke om den findes på dansk, omvendt er det vel heller ikke ilde at nyde vokalarbejdet trods den dystre indsigt. Måske du husker DR's fremragende serie Pest over Europa, hvori der bl.a. var interviews med Dick Harrison. God fornøjelse..;)

mvh
Simon

Hej Simon

Døden får nu altså vente lidt endnu ...Stå op og tænd lys! kom først i køen til livet, et genbrugsfund til en femmer og et smil fra den lokale :)))


TIL EN PH LAMPE

Det Lys, der skaber
alt, vi ser,
find mig saa fint
et Skaberler.

Hvad er den grove
Ordmusik
mod Lampens lysende
Logik?

Se paa en graa
Decemberdag
i en PH

den gamle Pagt
af Aand og Lys
fornyes.

***

REFERAT AF EN DRØM

Jeg drømte, at der stod en Havebænk i Skyggen og længtes
efter en eneste Gang at blive flyttet over i Solen.

Saa drømte jeg, at der var en Trappesten mod Nord, som
længtes efter, at der blot en Gang skulde komme en Kat
og sætte sig paa den som paa Stenene mod Syd.

Saa drømte jeg, at der var en Skovl, som hver Aften blev
sat ned i Kælderen, og som længtes efter, at Havemanden
skulde glemme den, saa den kunde faa Natten og Stjernerne
at se.

***

SOMMER

Jeg laa paa Ryggen i det høje Græs.
En Sværm af hvide, gule Sommerfugle
fløj over Strandens hvide, gule Blomster.
Min Næse raged som et Bjærg af Sølv
op i det Blaa. I mine Øjenvipper
sprang alle Regnbufarver frem til Dans.
Og i en dyb og dunkel Dvale tog
min Sjæl mod Rummets Ild - saa drømmetung
som Havet, der let sukkende i Søvne
bestormedes af Solens Pileregn.

Og i det sødmemætte Zenith samled
en Draabe sig, en gylden Himmeldraabe.
og løsnede sig lysende og faldt
ned i min Sjæl og fyldte den til Randen.

***

ROMHEDE

Der traver Horder af Træer og Huse
i Solens Flimmer langs Jordens Rand,
og hvide Skyer med vilde Miner
staar panisk stille i Solens Brand.
Saa sært kan Dvale og Drift forenes
og Hjertets Uro til Ro forstenes.

l Lyngens Ørken forenkles Verden
- et Loft, et Gulv, det er alt, der ses.
Saa bøj din Længsel mod altings Midte
og favn i Hjertet den hele Kres.
Saa sært kan Dvale og Drift forenes
og Hjertets Uro til Ro forstenes.

De himmelfarvede Pytter skinner
som blaa Turkiser i Vejens Baand.
Der gnistrer Draaber i Spindelvævet
- stat stille Sol over Gibeon!
Saa sært kan Dvale og Drift forenes
og Hjertets Uro til Ro forstenes.

Otto Gelsted

Dagens bedste hilsner
RoseMarie

Hej RM..

"Ã…ndslyset" her er ikke rigtigt vakt..? ;)

Var nu ellers så god igår - selv om jeg som Kafka nok anser disse "positive" religioner som en påvisning af menneskets mangel på mulighed for vedvarende at være god -, idet jeg fra en opvakt JV'er, en ældre mand, tog imod hans "Vågn Op"; som jeg dog gav videre til de næste retgående ben, der så angiveligt troede jeg kom fra JV.
Kald det gerne dagens gode gerning, fra én der nok ska' vare sig for ikke at forveksles med en sød lille kordreng...;)

Selv om Dick Harrisons Stora döden ellers nok er ganske fængslende læsning, forstår jeg så fint du forbeholder dig din stilling til denne dramatiske begivenhed med ordene: så længe der er lys, er der håb! - og de to tørstige sjæle, Otto Gelsted & Heinesen, ville ganske vist ha' været helt enig med dig, imens de to åndslys klinkede en skål for foråret med blikket mod himlen..;)

Bedste hilsner..
Simon