2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
783
gæster og
236
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#16284 - 27/10/2013 10:37
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'søndagmorgen i en times længere morgenlys ... og med et lysdigt i oktoberlys Jeg begynder at se lyset Jeg begynder med at se lyset Jeg så lyset en dag i oktober Det var godt at se Så i dag kan jeg ikke forstå at jeg skreg den dag men det gjorde jeg jeg husker det tydeligt overvældet af lyset Og det har været der lige siden Lyset er det der er tættest ved min hud Og jeg ser lyset hver morgen og overvældes Det første jeg ser er lyset og det sidste jeg skal se vil være lyset.
Jeg begynder at se lyset og lyset er sikkert og stærkt og lige så fjernt som nært og lyset er en anden og ser på mig ser mig
Poul Borum
Oktoberlyse hilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16300 - 31/10/2013 13:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Coda
Ilden er i ordene og man må tage hvad der skal til. Det gælder om at brænde, altid med en ren hvid ild. Buen spændes. Pilen flyver. Pilen falder. Og vi er fluer, men vi er guder, hørte du hvor højt de skreg? Tag lidt mere for flugten, et sted mellem flammen og flasken vil også denne krop slå ned. Så syng indtil kødet af sol og skum bliver en blød og hvid forvokset ting. Alting er i farten og sangen, lad andre le og fortryde. Los Angeles Sunset Dommedag NU, ingen her kommer levende ud og undergangsenglen kan smile. Vi andre rejser stenen for en mand hvis sjæl blev ædt.
(fra Det absolutte spil, 1981) - i digtsamlingen: Jim Morrison, Guderne/Øjne/En amerikansk bøn, oversat af Bo Green Jensen.
mvh Simon.
P.s.: Lp’en med The Doors, ”An american prayer” har flere af disse digte i sig – en pragtplade!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16307 - 01/11/2013 09:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Her lidt til kaffen fra Bo Green Jensen og Michael Strunge - som vi endnu ikke har set så fandens meget til, imellem andet i rummet:
Den nære dag –
Skyllet væk i skyggerne Er asken af de fjerne rum, Jeg ser tavse mennesker Passere gennem rosen nu.
Pulsen i armen er dyb af blod, Regnsol sætter jorden fri Og hånden holder stærkt. Som alle børn Af bregnens net Er vi sporer i Den nære dag.
(Den blivende engel. Borgen 1982).
Coda: I begyndelsen –
En stemme i en have I mit hoved i begyndelsen Og mange år efter den samme regn Som gjorde himlen hvid og jorden sort Mellem mormors stikkelsbærbuske.
Det gule lys om morgenen Holdt snestormen udenfor glasset fast Og vi læste i stuen og lyttede halvt Til radioens knitrende stemmer Som man tændte for før i tiden.
Senere solen vi krøllede under Som celluloid der brænder væk På de stille veje i sommerens hjerte Og så brun våd krop mod brun våd krop I søvnige rum efter festen.
Det var sådan vi blev ældre, Er jeg sikker på, i begyndelsen, Og jeg læser det ikke på skuffernes ark Der rasler væk nu i vinden som fejende løv. Jeg læser det ikke i støv som beviser.
Jeg læser det i de grene Som forvitrer inde i bålets kerne Men aldrig har været stærkere til. Jeg læser det punktvis i svalernes tegn. Jeg læser det som lys i dine øjne.
Tegn en cirkel i ilden med din hånd Træk vejret langsomt og træd så ind. Således kom vi til denne verden. Således går vi bort igen. Allesammen Genskin og grene, men aldrig stærkere til.
(Stedernes mening. Borgen 1985).
Og så, smag lige på ham her – der er langt imellem digtere af en sådan kvalitet, så her et opvågningsdrop lige op i sindet, som fredagskaffebordet med bagværk til indersiden, ka’ du ønske dig mer?
Helligt, Helligt –
Vor guddom er kærligheden - nu og altid, båret imellem os. Ritualet er kroppenes leg under nattens bløde tæppe eller stilheden, simpelthen, mellem øjnene over bordet når du tegner og skriver - eller i enighed over en flaske vin på tilbud i supermarkedet.
Begge er vi hedninge med dages mellemrum jeg bliver en krævende engel og du lader din indre djævel bryde ud.
Vor guddom er kærligheden... Helligt, helligt når vi bader sammen og skiftes til at holde den varme bruser, når vi deler en smøg og kun med ordfrie tegn skiftes til at ryge. Helligt, helligt når vi venter på bussen og går en tur i det underjordiske om natten i tre graders varme, og når vi sover tæt kun dækket af mørket og hinandens varme kroppe. Helligt, helligt når vi kører i bus og du sidder med hovedet på min skulder og tæt ved søvnen snakker om i morgen, eller når jeg vågner og ligger en time bare seende på dig og dit ansigt så let som en vinge. Helligt, helligt når vi om sommerdagen går ned på ”vores” café for at spise ”morgenmad”, helligt når du ringer og lyden er ren som en klokke og din stemme så levende en fugl. Helligt, helligt når du lukker øjnene og slår dit hoved fyldt med lys tilbage i ryk så natten må splintre, mens jeg er over og i dig og trækker dig i håret hårdt som du elsker det. helligt og blidt.
Og vor bøn er de ord vi siger til hinanden i de øjeblikke hvor vi glemmer at være moderne i denne verden. Vor bøn er de øjne vi holder fast for at slippe løs i verden med kærtegn.
(fra Popsange, Borgen 1983).
19 Juni 1983, 25 ÅR. København –
Kupeen er stille, alting...
Berlin, mit hoved... zigzag gennem erindringers by der står som en stille dam med guldfisk. Hybrider af ideer skinnende i en billig farve, på bunden rådner årenes planter. Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv – der er områder lukket for levende og steder hvor alting brænder sammen. Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten, cigaretternes grå lugt og pistolernes metalsmæld i begge halvdele. For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys en kunsteufori, en glæde købt og ædt. Berlin, mit ansigt, en by uden plan, linier uden mål, for hvad skal jeg se hen til og hvor skal jeg danse når musikkens presses gennem filtre mens køn passes til form i nylon. Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet! Og blodets veje kan forudsiges som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede af en pige på Kurfürstendamm der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin, mit hoved er så uklart hvordan skal jeg finde hendes læber u alt det støv?
(Væbnet med vinger, Borgen 1984).
HJERTERNES TERRORIST –
Jeg er verdens søn. Kølig og klar diamanten der ridser dit øje. Jeg er den store hader alt i verden er mig fremmed og min angst er kun kendt af mig selv som kun tigeren kender sit bur.
Det guld der flænser sin ild i mig har intet med verden at gøre. Jeg blev smidt herind med et bål af skrig. Altid nede og ude af mig selv fordi intet kan røre mig i min klokke af glas.
Jeg ringer tiden ud og springer urene med nådeløs vision. Alting lammes i mit fejende lasersyns højspændingsfelt. Da jeg er en sten der blev kastet knuser jeg nu jeres nipsagtige glæde med ord. Vores liv er sprogets diktatur og jeg er hjerternes terrorist.
Vores syn er et jomfruslør af neuroser lad mig gøre det klart: ingen slipper herfra uden blæksorte pletter på sindet.
Jeg skal splintre snakken om mening og mål. I kan vinke med billeder af ungdom og jeg skyder skarpt med mit blændende blik Ubehagelig og sand: jeg har kun drømt om jordens hvidglødende kerne men nu har jeg intet at miste og det skærende vanvid i min golde blødende hjerne udsendes nu gennem øjets projektor. I er hvad jeg ser er det løgn? Glem det men husk: i den smerte der ligger klistret med døden og tigger om kys er der kun én sandhed: den hvide smerte der ridser i øjet til alting er sort.
(Simon Lack: Verdensbørn. Borgen 1985).
mvh & god weekend, Simon.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|