Hej Arne

1):

Selvfølgelig forstår Thomas mig, ellers kunne vi slet ikke have den debat vi har i denne tråd. Og der er da mange der forstår mig Arne, fx vil alle teologi studerende forstå mig, men nok ikke alle enige med mig, for der er jo forskellige skoler og traditioner. Husker du slet ikke det parløb eller den sparring jeg havde med fx Anne og Flemming Vang.

2):

Det store citat afsnit du bringer af hvad jeg har skrevet er slet ikke specifikt en redegørelse for den paulinske spiritualitet, mystik og religiøsitet. Hvilket jeg heller ikke har skrevet noget om i forbindelse det afsnit.

Hvad er det så? Hvilket du ville vide om du havde læst mig.

Det jeg forsøger er at beskrive hvor jeg finder vi står overfor noget religiøst. Og jeg har slået fast at Gud og mennesket er uadskillelige størrelser, ihvertfald findes der ikke nogen Guds menneskeløshed (altså vi kan ikke tale om Gud uafhængig af mennesket, da vi ikke kender en menneskeløs eller menneskeuafhængig Gud, for nemlig er Gud vores Gud). Det er iøvrigt Karl Barth, teologiens Einstein bliver han kaldt, der har slået disse forhold fast.

Men mennesket kan være Gudløse, hvilket neurovidenskab har dokumenteret. For præsenterer man begrebet Gud for ateister så sker der nærmest ingenting i hjernen (og den smule der sker mener man er tegn på forlegenhed), modsat om man præsenterer troende mennesker for begrebet Gud, så kan modsat ateisterne konstateres meget omfattende hjerneaktivitet. Dette skyldes associationer meget og i hjernen er store områder de såkaldte associationsområder.

Gud og mennesket har altid kommunikeret, det drejer sig om fra tidernes morgen at Gud (det mennesket forstår ved Gud) meddeler sig til mennesket (med psykoanalysen og forståelsen af det ubevidste er der blevet kastet et forklarelsens lys på forholdet). Men mennesket har også altid forsøgt at kontakte størrelsen Gud (bøn taler vi om). Derfor skriver jeg det er et intimt Jeg-du forhold. Eller som Karl Barth siger, det giver ingen mening at tale om en Guds menneskeløshed eller uafhængighed. Det gør Paulus fx ej heller og det er først da kristendommen kommer under indflydelse af græsk tænkning at Gud bliver en abstrakt størrelse. Den form for metafysisk teologi bliver først for alvor med Emmanuel Kant skudt i sænk.


Vi to står meget langt fra hinanden Arne og det har vi gjort gennem alle årene. Flere gange har du givet udtryk for at du gerne ville forstå mit syn på det religiøse og måske specielt gerne forstå min kristendoms forståelse eller kristne tro, der er paulinsk i ekstrem grad. Men det er aldrig lykkedes dig at forstå mig og jeg mener også det virker lidt søgt eller på skrømt du udtrykker den interesse, for du har aldrig gjort dig særlige store anstrengelser for at forstå mig, ja du gider nærmest ikke læse hvad jeg skriver og du har aldrig som Thomas og andre vist at du kunne spørge ind til eller problematisere hvad jeg skriver og det tror jeg altså skyldes den kæmpe afstand, ja nærmest afgrund, der er mellem vores opfattelse af det religiøse og hvad det dækker over.

De bedste hilsner Hans-Kristian

Hej Hans-Kristian

Ja, jeg tænkte nok, at du ikke var til Tolle og østens mystik. Glad for at få det afklaret.
(Jeg er selv dedikeret meditationsudøver, dog ikke Tolle-fan, men lad det nu ligge for nu).

Så Paulus var en tænker midt i hans mysticisme. Hvis jeg spurgte dig, hvordan Paulus mon adskiller sig fra andre store tænkere og filosoffer, så gætter jeg på, at du vil sige, at Paulus har Gud med inde i livet. Og hvis jeg spørger dig: Hvad eller hvem er Gud? Så hører jeg dig sige, at det ikke er en "Ånd i Himlen", men den ekstase og det engagement, der får mennesket til at overskride sig selv - transcendere - og selv skabe sin egen skæbne med gejst.

Men ovennævnte i kursiv ... vil ikke også mange af de store tænkere, som ikke har Gud med inde i ligningen, ikke også kunne sige, at mennesket kan opleve gejst, entusiasme, ekstase og en selv-overskriden i skabelsen af egen skæbne, uden Gud?

Paulus må have fat i noget mere end selve begrebet Gud, mener jeg at kunne forstå. Kan du uddybe hvad det er? Hvad lægger han i Gud, som ikke andre store tænkere også kan tage greb om - blot uden at give det navnet Gud?

Kærlig hilsen
Thomas