Ohøjsa i regnens vælde, RM..
Ja, allerførst Graceland, der næsten blev min egen lille biwel, en helt fantastisk LP, som jeg, da den kom ud, hørte igen og igen, lige til vores vidunderlige hus blev til en vestafrikansk rytmesektion.
Jeg hører den fra tid til anden, og får stadig fornemmelsen af at fødderne bare må danse - og så var det sgu' en amerikaner, der tog den med hjem til mig!
Orm og Tyr, lige præcis hvad jeg tidligere her mellem alt muligt forestillede mig måtte være dig så kær, og måske noget af det mest fantastiske, hvad der jo så alligevel ikke er helt rigtigt, for Jonathans Rejse, Lykkelige Kristoffer, Tornebusken og andet, rager jo også bevægende op. Men den ér jo et livsværk, og står nu på landets biblioteker som et historisk arbejde. Så jeg forstår så fint hvorfor netop dén sætter noget i bevægelse i dig, som middelalderhistorie, vores kultur, noget så grundlæggende dansk/nordisk og derfor, historien om os selv - genfortalt af en forfatter som betød uendelig meget for samtidens mange litteraturelskere. Desuden er bogen smuk, en smuk reol værdig, og lige til natbordet med puden i ryggen..;)
Prøv så engang at forestille dig, hvordan det må ha' været at ha' haft ham som dansklærer, hvad mange børn oplevede, hvoraf nogen jo fik uerstattelige minder med sig videre ud i livet, for ikke at tale om tidlige kundskaber. Så udover de fatale historier om skolen også på den tid, fandtes der også gode lærerkræfter, en fornemmelse man får alene fra det du ville kalde hans skriverier.
Med tak for Martin A. Hansen, som man jo aldrig rigtigt lægger fra sig, her en skylle mellem solstrejf, selv om solen nu rigtig har bidt sig fast - forøvrigt blæser det helt vidunderligt, så holdt endelig på hat og briller:
Regnvejr
Det har regnet hele Dagen,
det har regnet, det har rislet,
det har suset under Himlen,
og mod Gaden har det hvislet,
og det syder for mit Øre,
saa jeg måber som en Døv,
og det pisker i mit Ansigt,
jeg skal piskes døv og sløv.
Der er Trommedans paa Taget
og paa Ruden Minuetter.
Der er Klukken i Kloaken
som fra klikkende Spinetter,
og naar Draaber rammer Flisen,
og de springer op igen,
er der hvide Sprøjt på Gaden,
er der Dans af Lygtemænd.
Og de blanke Brosten skinner.
Jeg kan se mit eget Billed,
her mit Ben, og dér mit Ansigt,
men hver stump paa Ho’det stillet.
Har der været Bolsjeviker
i Vorherres blaa Palads?
Er hans Spejlesale knuste?
For det drysser jo med Glas.
Og saa sænker jeg mit Hoved,
søger Ly bag Hatteskyggen
og misunder alle Mandfolk,
som har Regn og Blæst i Ryggen.
De kan læne sig tilbage
som i Stole, fugtigt graa,
og alligevel spasere,
gaa og sidde – gaa – og staa.
Og saa vender jeg mig ogsaa.
Jeg maa prøve denne Lykke.
Og jeg læner mig tilbage,
og saa sidder jeg et Stykke
ned ad gamle Nørregade,
han ad gamle Frueplads,
og jeg finder mange Spejle,
for det drysser jo med Glas.
Det har regnet hele Dagen –
og nu lukker jeg mit Øre.
Jeg kan ikke mere lytte,
jeg kan ikke mere høre,
for det drypper, og det drypper,
og det døver, jeg er døv,
Jeg kan ikke høre Regnen.
Jeg er salig som en sløv.
Men mit indre Øre vaagner,
og mit ydre Øje lukkes,
og jeg hører Symfonier,
som i Regnens Rislen vugges.
Ad de vaade Regnvejrstove
klatrer Toner op og ned,
de er mine, disse Toner;
men de kommer Ingen ved.
- Tom Kristensen.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (17/09/2019 11:38)
Svar
Citer