Hej i søndagen, RM..
Du skr.: ”Små sko er det værste, jeg ved. At ha' fordomme er noget helt menneskeligt, men der ér også et tidspunkt, hvor nok er nok, og hvor menneskers fordomme nærmest med stolthed overtager og udråbes i total mangel på empati og medfølelse.”
- Tja. Folk blir jo så yndige af at blive elsket lidt, om selve fordomsfuldheden elskværdigt afrundes af ture i elskoven med udvalgte himmelnisser, det må som tankeexperiment nok ha’ strejfet en del troende, der sikkert også gerne så de forstoppede skrigs begær efter bogstavelighed afhjulpet.
Man kan fuldt ud elske nogen trods dumhed, men næppe nogen for deres smålighed, og det var dén gemalen i årevis var omringet af, og dér fornuften stadig er på herrens mark. Hvad dén slags angår, kryber jeg selv til korset, hvad der i en kristen nisses ører må lyde vidunderligt dramatisk, næsten helt teatralsk – det samme ku’ siges om Ekstrabladets seneste kærlighedserklæringer til gemalen, har man set mage til frækhed! ;)
Men nok om kærlighed og prinser, nåja, måske ikke helt endda, for i WA # 05 holdt Bo Bjørnvig nemlig båltalen ved sin fars 100 års fødselsdag, der som lørdagsnydelse indtoges på langs med skagenshorn til kaffen, en passende hyldest til Kandestedernes vandringsmand, sku' jeg mene - læste/hørte du mon artiklen? Her et par af digtene:
Jeg skyder skriften
Jeg skyder skriften af mig som en ham
hvad jeg har været, det er ligegyldigt
om jeg er skyldig eller ikke skyldig
om jeg har grund til stolthed eller skam.
Om der er vinger under hammen, ved jeg ikke
og jeg er vingeløs, en orm måske.
*
Vandring alene
På vandring mellem bakkerne
henad en dalsti, fjernt fra årstider og mennesker
alene med den blå himmel over mig
nærmer jeg mig døden, ikke som en udgang
men grebet af den blideste hjemfølelse
som en indgang. Til hvad ved jeg ikke.
I al fald intet synligt, men
undertiden hørligt
som havets pålandsbrus nede bag træerne.
- Thorkild Bjørnvig.
Troels Kløvedal er i Alle mine morgener på jorden (2017), utvivlsomt grebet af en hjemfølelse nogenlunde identisk med Thorkild Bjørnvigs, og det er lidt af en nydelse fra tid til anden at begive sig ud på små rejser ind i hans liv, for han gør sgu’ så godt i en tid hvor frafaldet synes kolossalt, og egentlig har jeg lyst til at henlede opmærksomheden på kap. 11 om sommerhus-refleksioner, men vil næsten hellere slutte af med hans epilog, der er ganske smuk og fuldt ud afspejler det fine sind, som den lille digterhytte bestemt må være broderet af:
”Når solen går ned i begyndelse af juni, sidder der altid en solsort eller en stær på toppen af gårdens flagstang og synger i vilden sky, og duggen kommer drivende nede fra ydermosen og bliver til tusmørkedråber, og på en nærliggende mark drær rugen. Og ellekrattet er levende med nattergale, der fortæller os, at sommeren er her lige nu.
Og morgenerne, alle mine morgener på jorden … tør jeg slet ikke skrive om, for da drukner bakkerne i skønhed, og lærken er allerede på vingerne et par timer efter solopgangen, og solens varme får de islandske heste til at søge ned i skyggen ved grøften, og kvierne på nabomarken beslutter sig til at lægge sig ned og tygge drøv.
Midt i al denne skønhed og efter 50 år ombord på Nordkaperen har jeg slugt ankeret, som de gamle kaptajner sagde, når de gik i land. Jeg har testamenteret skibet til mine fem børn og ti unge styrmænd- og kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den. Min ven, advokaten Knud Foldschack, har skruet en fond sammen omkring skibet, og vi fandt pudsigt nok ud af, at vi har en fælles oldefar.
Jeg er syg og mærker hver dag, hvordan mit legeme forfalder. Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig stille og roligt. Det føles som at gå på en skovsti, og så forsvinder mit før så sunde legeme pludselig ned ad en anden sti, mens mit hoved fortsætter som planlagt. Jeg kan ikke synke mad mere og får næring gennem en sonde i maven, kan ikke trække vejret mere uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op af lungerne mange timer hver dag.
Når man bliver dødeligt syg, spørger mange mennesker, om man er religiøs. Det er jeg ikke, selv om jeg har mødt alverdens religioner og sat mig rimeligt godt ind i de fleste. Jeg har altid haft stor glæde ved de naturvidenskabelige forklaringer, som har været rige i min levetid. Hvorfor er himlem blå? Det gav min første navigationsbog den smukkeste forklaring på.
Jeg tror man falder som et gammelt træ i skoven, og det giver en lysning, hvor nye skud kan gro op mod solen.
Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen.
Sådan er livet.”
- Troels Kløvedal.
Smukkere kan det ikke siges, men gør jo så forfærdeligt ondt i hele den store familie, der rækker langt udover den nære med børn og venner, for her mister vi vist alle et menneske vi gennem så mange år er kommet til at holde meget af, og som gennem fantastisk smukke tv-programmer og fortællinger, har taget os med på rejser gennem historien, kort sagt givet en masse fra sig, ikke sandt?
mvh & fortsat god søndag..
Simon
Redigeret af Simon (18/02/2018 15:35)