0
registrerede
858
gæster og
274
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24763 - 21/02/2018 07:03
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ i kaffen, RM..
Jah, begravelser, denne sære forsamling stemninger, hvor nogle i sorg er tavse som graven, mens andre har lyst til blidt at synge den ud. Jeg husker da de blev gift, så deres lykkeligt røde kinder sort på hvidt, samme syn forsamlingen til begravelsen må ha’ siddet og set for sig. Også vandet må ha’ nynnet en kvietistisk sang for parret, sagnet om lykken til vands, hvorpå de i årevis nød liv på den stolte madamme. For sangen er jo vandets røst, men også Drachmanns, der lige så menneskeligt led når livet spillede sine puds – her næstsidste strofe af digtet, Med høj horizont:
„Fortæl dem Alle, hvorhen i gaar, I, mine dæmpede Toner! At Lykken at synge med ensomme Kaar, ja selv med forladthed forsoner; flyv kun, I dæmpede Toner! Og spørger Jer nogen saa Superklog
hvorfor I da netop vil dæmpe Jert Sprog, naar Lykke dog ligger i Sangen, saa svar ham ikke, men peg paa Vrangen! Kender han Livet, han vil jer forstaa. – Og at synge for Alle og fattes af Faa, det er netop Lykken, som Sangen kan naa.”
*
Har man sagt a, må man også sige b, her tar’ derfor Thøger Larsen sig af resten, med den smukke…
Solsangen
Nu hælder Europa mod Sol igen, og Syden blæser paa Norden. Fugletræk over Landene gaa, Mulden lugter saa mæt og raa, Det kribler i Ryggen af Jorden
Og Engen bli’r grøn, og Urten faar Køn, og Arret af Brynde lider. Nu trækker det op over alle Sted igen til den store Frugtbarhed, Genfødelsens svangre Tider.
Det bløder af Glæde i mit Sind. Saa klare Dagene rinder. Paa Marken staar Koen veltilfreds og æder af det salige Græs, som Solen gennemskinner.
Se, Træerne løves af ungt Begær. Paa Brinken de Følfod bære en Blomst saa trodsig gul, som en Ed mod Dagens solgrønne Herlighed, at Ukrudt evigt skal være.
Se Fjordens dybe, svale Blaa! Et Utal af faldne Brande fra Baalet højt i Himlens Blaa ligger og hopper lystigt derpaa. Der leger Ild over Vande.
Der fløjter Fugl, der summer Insekt - der ligger en Lykke forborgen. Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv besvangres skal med det evige Liv, som vaktes i Tidernes Morgen.
Det bløder af Glæde i mit Sind: O Rigdom, hvori jeg svømmer - Sol-Søvn, hvori jeg drømmer! Der kommer en Tid, en underfuld, da Græsset er grønt, og jeg er Muld.
- Thøger Larsen.
Troels Kløvedal har lagt første strofe af Solsangen ind i Alle mine morgener på jorden, jeg savnede ligesom resten, men strålende ér det jo set, Janushovedets opdukken i hver en livssituation. For øvrigt skyldes tavsheden under begravelser vel for det meste også klumpen i halsen, selv om sang ved solstråle eller gravtale for mit vedkommende nok blir et hysh, thi din mund! Uanset go’ dag under strålerne, med tak for stroferne..;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (21/02/2018 07:09)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24766 - 21/02/2018 19:00
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
P.s.: Digtet Andre steder: Der ulmer et modent sind i erkendelsen af opløsningen som også en forløsning, hvorudaf der kræves dette ene, bevægelsen mod knopskud, om man vil, et sindelag der næsten gør digtet arkaisk – en tid, hvor opløsningsstunder (krige) kaldte på evnen til at se fremtid i øjnene, ta’ hånd om øjeblikket i tryg forvisning om resterende samhørighed overlevet, som måske det eneste genopstået i ruiner – eller, måske blot Henrik’sk af sind, da det i sin klassiske opbygning er meget personligt. I al fald en strålende appetitvækker, og tak for den..;)
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24769 - 23/02/2018 12:58
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Fra Græske stemmer, 20 fortællinger: Markos Lasaridis, f. 1911 i Smyrna, opvokset i Peloponnes og siden bosat i Abessinien. Hans bog „Sydkorset” blev prisbelønnet 1953. „Den smilende Buddha” er en selvstændig fortælling fra et bind noveller (Tropisk svimmelhed):
Den smilende Buddha
En morgen blev æggekonerne, som stablede deres æg og høns sammen på pladsen foran De hellige Apostles kirke, forbavsede; det samme gjorde grønttorvets sælgere; det var også et mærkeligt fænomen: en kineser, en rigtig kineser! Hvordan var dette fremmede væsen dukket op? Ingen vidste det. Han stillede sig op foran portalen til kirken, hvis overjordiske ro druknede i markedsråb, åbnede to store jernkufferter og bredte sine varer ud på jorden. Hans lange sorte hårpisk havde meget hurtigt lokket en mængde gadedrenge til, som kvæles i hverdagens kedsommelighed og er villige til at slå et kraftspring for en smule afveksling; desuden nogle kvinder af folket, tjenestepiger og bydrenge, som slæbte på net og kurve fulde af frugt og grøntsager. De slog kreds om kineseren og stod og gloede. Hans ansigt, bredt som fuldmånen, med de fremspringende gule kinder og de skæve øjne, hvis sorte pupiller strålede glat og koldt som hos en væsel, og som skjulte trætheden fra rejsen og en uudslukkelig lyst efter guld under et iskoldt smil, tiltrak sig som en magnet alles blikke. Han havde khakifarvet dragt på. Ikke et eneste dun beskyggede hans overlæbe eller hage, og den lange hårpisk fik mange til at spørge, om han var en mand eller en kvinde. Han talte ikke, han skjulte bare et eller andet i munden og kvidrede som en kanariefugl. Hans levende hænder spillede på sælsom vis med de brogede papirblomster, som åbnede og lukkede sig og ændrede form så hurtigt, at man blev ganske forvirret. Foran hans fødder lå små bunker af hvide koraller, strålende muslinger fra Det gule Hav, bemalede vifter af træ, papirknive af elfenben med ciselerede drager, cigaretmundstykker af perlemor, statuetter af duftende sandeltræ, og i midten en stor tyk porcellænsbuddha siddende med korslagte ben. Hans skallede hoved var helt rundt og glinsede som en billardkugle, og hans ansigt bar et bredt, lyksaligt smil til skue. Fire små kineserbørn, der var iført kimonos med blomstertryk, legede med ham som børnebørn med en elskelig bedstefar. Også de lo af fuld hals. To af dem lå i hans skød og klappede med deres hænder hans nøgne, fede bryst og hans svulmende mave, to andre var kravlet op på hans skuldre og kildede ham i ørerne. Hvilken sorg og harme man end måtte føle ved synet af denne gruppe med dens overstrømende munterhed, kunne man ikke forblive hård. Den ubekendte kunstner, der et eller andet sted i det fjerne Kina havde skabt denne gruppe, havde med dens trolddomsmagt, som kun kunsten besidder, indfanget den rene glæde. Blandt de nysgerrige stod også en ung dame med et fint formet ansigt og i en enkelt kjole. Hendes store, eftertænksomme øjne udstrålede et gråt, melankolsk lys, der var mildt og blødt. Hendes tæt sammenpressede læber, der var uden sminke, gav hendes brune ansigt et udtryk af lidelse og tålmodig eftergivenhed. Man forstod, at glæde og latter ikke var hende særlig bekendt. Hendes hage derimod med de stærke linjer vidnede om vilje og beslutsomhed. Også hun så på kineseren. Men da hendes blik faldt på den lille buddha, blev hun ved med at stirre og kunne ikke løsrive sig. Den hemmelighedsfulde kraft hos denne smilende gud fra Asien havde atter gjort et mirakel. Pigens læber skiltes, og et smil foldede sig ud, som fordrev skyerne fra hendes ansigt. Hun pressede sig frem gennem mængden, bukkede sig ned og tog blidt i sin hånd smilets strålende guddom, hun kærtegnede den med sine lange fingre og lagde den ind til sit bryst, som var det et elsket barns hoved. „Hvor meget?”? spurgte hun kineseren. Ja, hvor meget koster livsglæden? Hvilken møntfod er dens? Hun gav så meget, han forlangte, og alligevel syntes hun, at hun havde fået den for intet. Kan man betale det ubetalelige? I sin ene hånd holdt hun buddhaen, i den anden nettet med sine indkøb, og vendte sig nu om for at skynde sig hjem, ja, hun ligefrem løb. Man skulle tro, hun havde fundet en skat og var bange for, at man kunne stjæle den fra hende. Hvilket dristigt håb rev hende med sig? Ville måske denne fremmede gud med sin latter forjage skyggen af de sorte vinger, der faldt ind over hendes hus? For hver dag blev skyggen tættere, og vingerne omspændte huset stadig fastere. Hvad hjalp det, at udenfor strålede solen og forgyldte appelsinerne og farvede fersknernes dunede kinder på de tungt hængende grene rosenrøde. Ind i hendes hjem trængte strålerne ikke. I hendes syge broders værelse vævede dag og nat en kæmpe-edderkop med sine hårede magre ben den dødsskjorte, der skulle indhylle ham. Hvad kunne denne fjerne gud gøre ved det? Skæbnen kan man ikke ændre. Magtesløse trækker lægerne sig tilbage og ryster bedrøvet på hovedet. Lægemidler? Når fortvivlelsen får magt over den menneskelige sjæl, griber den tøjlerne og lader ikke fornuften komme til orde. Skønt man havde sagt hende, at intet lægemiddel haves mod denne sygdom, ville hun ikke tro det. Hun solgte oliventræerne, solgte figentræerne, solgte markerne, haverne, som, mens deres forældre levede, fyldte det herskabelige hus’ lagre og kældre med deres afgrøde, og pengene, som hun fik ind derfor, forvandlede hun straks til alle mulige brogede medicinflasker, pulvere, piller, mineralvande, messebrød, kerter og votivgaver, dog uden at opnå, at en tilværelse, der i 12 år havde været bundet til sengen, bedrede sig. Olien i lampen var ved at være brugt op. Ubønhørligt om end langsomt nærmede slutningen sig. Den svage flamme flakkede og knitrede, før den helt gik ud. Søsterens tårer var udtørrede og læberne var blevet trætte af at bønfalde. Hun vidste, at denne fremmede gud ikke havde nogen mulighed for at frelse hendes broder. Men måske kunne han med sit smil skænke den prøvede en smule glæde, således som hun selv var blevet velsignet med et smil. Og i årevis havde hun ikke smilet. Selv det mindste lys er en trøst i mørket.
Hun kom hjem, gik hurtigt op ad trapperne, gav den gamle tjenestepige Lemonia nettet med pakkerne og stillede forsigtigt buddhaen på bordet. „Se engang Lemonia, hvad jeg har med hjem.” „Hvad er dog det for noget, mit kære barn? Ja hvor er den smuk!” sagde hun godmodigt, åbnede sine knoglede hænder lidt, hun kunne tilsyneladende ikke se sig mæt på den glade gud. „Kan du lide den, Lemonia?” „Om jeg kan! Man ser på ham – og ens hjerte åbner sig som en rose. Hvor har du den fra?” „Jeg har købt den.” „Hvad kostede den?” Men da hun nævnede summen, begyndte den gamle at jamre, „Ak, min egen, er det virkelig det rette øjeblik til at smide penge ud for den slags ting? Har du glemt, at vi i forgårs solgte sølvskeerne – og det kun for at købe dette nye lægemiddel!” „Vær nu rar, Lemonia. Jeg ville så gerne engang se hans læber smile.” „Ak. arme børn!” sagde den gamle kvinde og skjulte sit indfaldne, rynkede ansigt i hænderne. Hun satte sig ned på gulvet og begyndte at græde ganske stille. Hendes ryg var blevet krum af hendes tredsindstyve år og al den lidelse, hun havde set. Hun var en flygtning fra Anatolien, et ensomt menneske uden slægtninge. hendes mand var blevet knust under en mur, som styrtede sammen over ham under den store ildebrand i Smyrna. Hendes to sønner blev taget af tyrkerne, og hun så dem aldrig mere. En højtelsket datter havde hun også; hun blev voldtaget og sønderrevet for hendes øjne af de tyrkiske soldater. Sammen med mange andre fra Anatolien havnede hun i denne by på Peloponnes. Man indkvarterede dem, så godt man kunne, i skoler, kirker og lejre. Hendes unge frue fandt hende i et tobakslager, og da hun hørte om hendes skæbne, optog hun hende af medfølelse i sit hus. Men dette hus er nu ruineret, og den unge søn, husets søjle, ligger forstenet i sin seng. Nu gengælder den gamle Lemonia sin frues barmhjertighed. Da denne sagde til hende, at hun måtte hellere søge andetsteds hen, fordi hun ikke mere kunne betale hendes løn og nu selv var nødt til at gøre pigens arbejde, så blev den gamle Lemonia i huset og arbejdede uden løn. „Nej, hvad fruen har gjort, er rigtigt gjort,” sagde hun så og tørrede sine tårer af med forklædet. „Men lad også mig se, når han ler. Jeg har jo endnu aldrig set ham le.” „Godt Lemonia, lad os så blot gå ind.” Hun tog buddhaen i hånden og gik ind i den syges værelse. Foran den lukkede dør blev hun stående et øjeblik, så på buddhaen, samlede al sin styrke for at kunne smile. Hun trykkede klingen ned og trådte sagte ind med den lånte glædes maske på sit ansigt. Bag hende kom Lemonia. Den syge havde lukket øjnene. Hendes hjerte bævede. Sådan var det hver gang, hun åbnede døren og fandt ham sovende. Hans ansigt var så smalt, at man næsten kunne tro, at – – nej, Gud bevare hende for den tanke! Hun stillede buddhaen på bordet og nærmede sig den syge med lette skridt; hun bøjede sig over ham. Hans åndedrag var langsomt og mat, hans bryst bevægede sig næppe. Men hendes hjerte faldt til ro. Hun havde foretrukket at finde ham vågen; nu måtte hun vente. Og hun var så utålmodig efter at gøre ham glad, at se hans sørgmodige ansigt lyse op i et smil! Men ak, hvordan er et smil på et par læber, som har vænnet sig af med at smile? Det virker, som om harmonien i et landskab pludselig blev ødelagt af et voldsomt jordskælv, eller som om man pludselig fik øje på en grav, der var smykket med festlige, brogede flag. Lyset, der falder skråt igennem vinduet, kaster skyggen fra hans øjenvipper langt ned over de blege, fremadspringende kindben. Hans stolte, sorte øjenbryn forlener hans af smerte prægede ansigt med en mild alvor – forstærket af det tynde, mørke skæg, som bedækker hans hage, og hans tætte, sorte hår, som hviler på den snehvide pude. Hun strækker hånden ud og lægger den på den åbne bog, der hviler opslået i læsestøtten over dynen. Hun havde lavet denne læsestøtte til ham, da den frygtelige sygdom, der langsomt, men lumsk og ubønhørlig sneg sig fra fødderne op i kroppen, også lænkede hans hænder til sengen. I denne seng havde han tilbragt fire tusind tre hundrede tre og tredive dage, som gled hen i fortvivlelse, langsomt, enstonigt, uendeligt, som var hver enkelt dag et helt år. Hvordan udfylde disse tomme dage? Langs vestvæggen i sygeværelset stod et helt bibliotek, tykke bøger, smukt indbundet, mørke bøger, som på deres hvide sider skjulte fremmede tanker, følelser, sorger og glæder, dem som vi gør til vore egne; og kolde, hårde bøger, som bringer os fortvivlelsen nær; varme, menneskelige bøger, som bringer kærlig trøst; kloge bøger, hvis afmægtige visdom ikke giver noget svar på de spørgsmål, som brænder os på læben. Det ene bind efter det andet havde han gennempløjet. Tre sprog havde han lært i sin seng. Men mennesket er et levende væsen. Trangen til bevægelse lever i vort blod og kan ikke overvindes. Der var timer, i hvilke bitterheden overmandede ham, og hvor han græd som et barn, der er blevet straffet med urette. Intet kunne forsone ham, hverken læsning eller visdom eller musikken, som hans søster spillede for ham på klaveret, intet, intet! Og nu kan han ikke mere bevæge armene for at vende bladende i bogen. Hun vendte dem for ham. Hvor mange blade har hun ikke allerede vendt for ham! Hvad bliver der af al den visdom, som han har opmagasineret i sit hoved, når den tid kommer, hvor sygdommen stiger højere op, rammer hans læber, binder hans tunge og gør hans øjne stive. Der er endnu et stykke vej igen – ti centimeter. Min Gud! ti centimeter! Hvis han nu allerede, medens hun var væk – Hun ryster ham forskrækket i armen: „Petros! Petros!” Den syges øjenlåg åbnes halvt og forbliver sådan. En dump stønnen kommer fra hans bryst, og da hans mund er lukket, trænger den videre gennem næsen. De to kvinder forfærdes. Ude af sig selv griber pigen ham om skuldrene og ryster ham voldsomt: „Petros! Petros!” Den gamle kvinde bøjer sig ind over ham og skriger: „Jesus Maria! Mit barn, mit barn!” En stærkere stønnen er der eneste svar. Hans øjne åbner sig ikke yderligere. To tårer lyser i øjenkrogene. Øjenlågene sænker sig og tårerne glider ned på kinden. „Petros! Petros!” Pigen kaster sig ned over sin broder, omfavner ham lidenskabeligt og bryder ud i hjertegribende gråd. Den gamle slår sig for brystet som en anden Hekuba: „Mine børn, mine kære børn.” Deres klageråb overdøver den døendes rallen som bliver stadig svagere og sluttelig glider over i en kort og frygtelig hiven efter vejret. „Det er forbi ,Lemonia, vores Petros går bort, han forlader os.” „Nej, han forløses, min datter. Måtte Gud endelig skænke ham fred!” „Gud” – „ak, Lemonia, jeg ved ikke mere, hvad jeg skal tro. Hvad kunne det dog have gjort, om han havde skånet ham endnu nogle øjeblikke, så han kunne være gået bort fra os med et smil? Blot et eneste smil!” „Spot ikke, min datter. Gud er uden skyld.” „Hvem er da skyldig, Lemonia. Hvem har befalet al den uret, som sker i verden?” „Gud er hævet over ret og uret, over ondt og godt, over glæde og sorg. Alt det er kun menneskers lod.” „Du taler mærkeligt. Hvem har lært dig at tale sådan?” „Livet, min datter, selv har jeg intet lært!” „Mit hoved og hjerte forstår ikke, hvad du siger.” „Menneskets hoved er for svagt til at begribe Guds planer, og dets hjerte er for lille til at rumme ham – det siger jeg.” „Gud har ingen medlidenhed med os, vi er alene her i verden,” sagde pigen, idet hun rystedes i gråd. „Græd mit barn, græd, så meget du vil, og let dit hjerte, men spot ikke! Din broder har nu fundet hvile, hans pande bliver kold,” sagde den gamle kone, som med sin arbejdsvante hånd klappede den dødes hoved. Så udstødte pigen et skingrende skrig og fæstnede sine læber på den forseglede, bitre mund, som var stivnet i kulde, uden at et sidste smils sødme var givet den til gave. Den gamle Lemonia gik langsomt hen til det åbne vindue. Hun så solen skinne ude i haven, hørte fuglene kvidre i træerne og vandet pludre i bækken, der gled ned over det lille vandfald. Hele denne skønhed syntes hende upassende. „Det hele er hjerteløst,” mumlede hun og lukkede skodderne. Idet hun vendte sig om, faldt hendes blik på buddhaen. Hendes hjerte gjorde oprør, da hun så den smile i halvmørket. Hun tog sit forklæde af og dækkede den til. Så gik hun ud for at hente eddike til at vaske den døde i.
- Markos Lasaridis.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24776 - 24/02/2018 10:16
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Hvilken smuk fortælling om det største i det mindste og det mindste i det største. Ja, velsignet er det at glemme sig selv i andre og selv mærke glæden og varmen ved at kunne få et andet menneske til at smile til liv og glæde
"Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre! Den sagde mig ikke tak; den tænkte ikke på mig; – den blev beundret og lovprist. Jeg var så glad derover, hvad måtte den da ikke være det. En dag hørte jeg, der blev sagt, at den fortjente en bedre potte. Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg blev kastet ud i gården, ligger der som et gammelt skår, – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke miste."
Fra H.C. Andersens Tepotten
Til liv og glæde er også Thøger Larsens digte, og selvom vi med hastige skridt nærmer os forårsjævndøgn, får vi alligevel med lugten af den sne i frost og sol måske lidt henad julestemning :))
Vintersolhverv Nu mørkner Vindens Stemme, og Sol er ikke hjemme, og Dag bli’r stadig mindre, en Drøm i Nattens Indre. Solen tog sin gyldne Gave, rejste bort med Edens Have, Natten er som Nat i Grave.
Smaa Blomsters Blus har Kulde blæst ud paa Mark og Mulde, og bladløst Træet breder sig uden Sang og Reder. Is om Næsset gnyr og knager, evneløs er Eng og Ager, Døden ud af Himlen klager.
I Natten Øjet møder en Sne af frosne Gløder, vemodigt gennemstraales det Mulm, som aldrig maales. Under Ild fra disse Kloder stivner sagte Sø og Floder, bliver Jorden aldrig Moder.
Og Maanen naadig smiler, naar den i Natten hviler, fortrolig, som den vidste, at alle laa i Kiste, som det i dens Lys fornemmes: Disse Børn skal stille gemmes, sove sødt og saligt glemmes.
Men just som Solen vender, et Haab igen sig tænder, og lyse Haner gale i Barndoms dybe Dale. Sangen brister frem fra neden, Lykkens Fugl har Æg i Reden, atter kommer Vaar og Eden.
Og Juletræet tændes, saa Barneøjne blændes, og alt i Drøm forgyldes, af Sole Stuen fyldes, Mands og Kvindes Hjerter gynge, hører fra den glade Klynge sene Somres Fugle synge.
Ha' en god soldag RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24778 - 24/02/2018 11:08
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM.. Mærkeligt er det jo, at man i norden ser så lidt til de mange græske fortællere, der bl.a. oversættes i Tyskland, der er ellers rigeligt at komme efter – men et udmærket exempel på sprogbarrierens betydning. Jeg mindes fx ikke litteraturprogrammet Babel på noget tidspunkt har inviteret en græsk forfatter til middag; i Norge er Hellas blot feriestedet for solplejede kroppe, som i Danmark... Thøger Larsens digte, ser vi også sjældent meget til, så dét er jo vidunderligt; hvad mon tidens øjne og ører har så travlt med, ku’ man spørge, men poesien har vist altid badet i sig selv, trods aktualitet eller smukke kreationer. Her et fint program med en yndlingsforfatter – et gensyn, javel, dog med eng. undertext, apropos sprogbarrieren – hvor højaktuelle synspunkter omk. politiske extremer i det europæiske hus, der jo altid har fundet grobund, måske er eftertanken værd: https://vimeo.com/80546401Bedste hilsner Simon
Redigeret af Simon (24/02/2018 11:08)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
Array
|
|