Paa et lige saa vigtigt Punkt som Børneopdragelsen kan Menneskene ligeledes selv hjælpe med til at forbedre Tilstandene paa Jorden - nemlig gennem Lovgivningen - ved at give vel gennemtænkte Love; Love, der ikke tvangsbinder den frie Villies Initiativ, eller tvinger den enkelte til at handle mod det bedste og ædleste, som findes i ethvert Menneskesind, da Tvangslove - af hvilken som helst Art - der udstedes af ledende og regerende i de forskellige Lande, kun virker til Befordring af Mørkets Magt og hæmmer Lysets Fremgang. At der nødvendigvis maa gives Love for at ordne Landenes indre og ydre Forhold og Nationernes Stilling til hverandre, er selvfølgelig en given Ting; men ordnes det saaledes, at Lovene tvinger Menneskene til at handle mod deres indre Overbevisning, mod deres Samvittighed, eller saaledes at de hæmmer den frie Villies naturlige Vækst, da virker de kun nedbrydende, og da misbruger de styrende deres Magt.

Til saadanne Tvangslove maa f. Eks. den tvungne Værnepligt henregnes.

Saalænge som den militære Tjeneste kun er "fredelig", kan de mange Friluftsøvelser og den disciplinære Orden paa mange Punkter virke gavnlig for Legeme og Aand, naar Befalingsmænd og Overordnede optræder humant og ikke misbruger deres Myndighed i nedbrydende og usund Retning. Men saa snart som Krigslegen bliver blodig Alvor, og Soldaterne staar overfor den nøgne Virkelighed, naar de staar overfor en levende Masse, der skal være Maal for deres Kanoner, Sabler, Bajonetter og andre Vaaben, naar de véd, at de bliver Skyld i mange Menneskers Lemlæstelse eller Død, da maa de fleste gøre Vold paa sig selv for at kunne optræde saaledes, som Fædrelandets Styrelse kræver det. Meget ofte gaar det bedste og ædleste til Grunde i saadanne Menneskers Sjæleliv, idet de, for at døve den fremvældende Afsky for den Gerning, som de staar i Begreb med at udføre, lader sig gribe af Kamptummelens Raseri og handler blindt, kun for at slippe Tanken paa det grufulde, der er foran dem. Disse Mennesker burde aldrig tvinges til en saadan Gerning, da det meget ofte er dem, som i Kampens forvirrende og nedaddragende Hvirvel udøver de største og ganske unødige Grusomheder.
Men saa længe som Loven om tvungen Værnepligt bestaar, nytter det ikke, at den enkelte eller flere i Forening nægter at underkaste sig den Pligt, der paabydes af Landets Regering, da en saadan Opsætsighed kun virker til Skade for de ulydige og ikke paa nogen Maade kuldkaster det bestaaende. I saadanne Tilfælde er der kun eet at gøre: at give sig ind under de Pligter, som paalægges af Samfundet, selv om det, der skal udføres, strider mod ens inderste Følelser; ved at handle saaledes staar den enkelte fri overfor sin samvittighed, medens Ansvaret for de paatvungne Handlinger kommer til at hvile paa dem, der er Ophavsmænd til Lovene og deres Vedligeholdelse.
Ophævelsen af Tvangslove bør derfor komme fra de ledende, lovgivende og regerende; naar de kan indse, at en saadan Tvang ikke kan være i Overensstemmelse med Guds Ønsker og Hensigter, er Tidspunktet indtraadt, da saadanne bestaaende Love bør slettes og andre sættes i Stedet.

For at danne en Overgang fra de nuværende Tilstande, til den Tid er naaet, da en almindelig og fuldkommen Fredsslutning mellem alle Nationer er en fuldbyrdet Kendsgerning, burde al Militærtjeneste være en frivillig Sag, uden nogen som helst Tvang for den enkelte, da Ansvaret for de talrige brat afbrudte Menneskeliv, de mange Mord, Ødelæggelser og Vederstyggeligheder af Gud lægges paa de ledende, lovgivende og regerende, selv om den enkelte Soldat - Angriber som Forsvarer - maa staa til Regnskab for alle de unødige Grusomheder, som han gør sig skyldig i. Gøres derimod Militærtjenesten - indtil videre - til en frivillig Handling, fordeles Hovedansvaret ligeligt paa alle Krigsdeltagerne, saavel paa de ledende o. s. v. som paa de udøvende.

Al Krigsførelse er imod Guds Villie og strider mod Lysets Love, hvorfor det ikke gavner hverken den ene eller den anden krigsførende Nation at paakalde Guds Bistand som øverste Krigsherre; enhver Henvendelse til Gud om at velsigne Vaabnene eller velsigne Hærene, saa at de under Hans Ledelse kan sejre over Modstanderne - er derfor en gudsbespottelig Bøn.

Enhver Forestilling om Gud som Krigsgud, Kampleder o. s. v. maa oprykkes med Rode, da al Blodsudgydelse, alt Hærværk, al Nedbryden er absolut uforenelig med Guds Væsen. Atter og atter har Gud søgt at lede Menneskene til den fulde Forstaaelse af Næstekærligheden og Ejendomsretten. Gang paa Gang, lige fra de allerældste Tider, har Guds Udsendinge tilraabt Menneskene: "I maa ikke ihjelslaa, ikke tage med Vold, ikke røve og ikke plyndre!" Men endnu har Raabene lydt forgæves, endnu har Menneskene ikke formaaet at frigøre sig for Urdriften: den dyriske Selvhævdelse ved Vold paa sin Næstes Bekostning. Og saa længe Nationernes enkelte Medlemmer ikke udgør et sammensmeltet Hele, stræbende efter indbyrdes Fred og Fordragelighed, saa længe Menneskene ikke i fuld Tillid til Guds Faderlighed og Retfærdighed kan lægge alt i Hans Haand og trygt give sig ind under Hans Ledelse, saa længe de manges Villie ikke er forenet med Hans Villie, kan Blodsudgydelse, Vold og Krig ikke ophøre, og Fredstanken ikke føres til Sejer paa Jorden.

Gennem Troen paa Guds Tilværelse, gennem Tilliden til Hans Førelse skal Menneskene sejre over Mørkets Indflydelse, sejre over Had, Forbandelser, Misundelse og Magtbegær, derimod ikke ved Bønner om Hjælp til ved Voldshandlinger at knuse Fjender og Modstandere - da Gud ingen Sinde hører og ingen Sinde besvarer saadanne Bønner.

Kunde det tænkes, at et helt Folk stod enigt sammen i fuld Tillid til Gud og i fuld Forvisning om, at intet ondt kunde ramme det fra en magthaverisk, misundelig eller rovbegærlig Nabo, da vilde selv de ondeste Anslag falde til Jorden, prelle af mod den fælles absolute Tro. - Men, hvor findes et saadant Folk? - Menneskeheden er endnu i sin Barndom, og Aarhundreder eller Aartusinder vil maaske svinde, førend den fulde Forstaaelse af et saadant urokkeligt Tillidsforhold mellem Gud og Menneskene er naaet.

Al Skabelse, den primære (oversanselige) som den secundære (Stjerneuniverserne), samt alt hvad der, ved de Ældstes Fald, er fremkaldt af Mørket, kan, naar som helst Gud vil det, i Kraft af Hans altbeherskende Villie atter opløses i de Bestanddele, hvoraf det er skabt eller fremkaldt.

Da alt det værende og al Tilværelse kun eksisterer i Kraft af Altets Basis: Urtanken og Urvillien - der er første Aarsag, første Begyndelse til det bestaaende - kan Gud, der emanerede sig selv og ved sin Emanation blev i Stand til at skabe, paa hvilket Tidspunkt Han vil det, opløse saavel sin egen Personlighed som den hele Skabelse; altsaa: samtidig med det skabte selv vende tilbage til det, som Han uden Begyndelse var fra Evighed af - Tanke og Villie. Kun saa længe som Gud fastholder det skabte ved sin Tankes altomsluttende Love (Gravitation, Kohæsion, Adhæsion, Centrifugal- og Centripetalkraft o.s.v.), vedbliver Altet at være.

Teoretisk set kan Gud saaledes lade sig selv og al Skabelse synke tilbage i "Logos"; praktisk set vil Han ingen Sinde gøre det, da Han gennem sin uendelige Kærlighed til alle sine mange Børn har bundet sig i al Evighed ved at give dem Løftet om et evigtvarende Liv.