Ohøj hr. lægprædikant..
En mystisk oplevelse…
Brødrene Arthur og Hans går tur på marken:
”Du Arthur, ska vi ikke se hvem af os der ka pisse længst?”
Arthur, der sidste år vandt flidspræmie i næstekærlighed ved årets sidste bønnemøde i missionsforeningen, for som det hed sig: begrundet med særlig henvisning til den intuitive ADSL-forbindelse med kristus, vil så nødig skuffe sin brors forventninger, og mumler derfor…
”Øh joh, det ka vi vel…”
”Nej, nu har jeg det!” udbryder Hans med et uudgrundeligt sideblik, ”er det ikke meget sjovere at se hvem af os der hurtigst ka’ ramme hegnet dér?...”
Noget risler i samme øjeblik ned ad ryggen på Arthur…
”Øh joh, men…”
”Godt, du lægger for, så tar jeg tid…”
Foran hegnet lyner Arthur ned og ud springer en kær men noget bekymret lille ven, ja det er næsten som om den smiler vemodigt. Han ryster den irriteret og ser udover marken. Tankerne maser sig på. Hvad var det nu, det var noget fra fysiktimerne? Men nej, det vil ikke komme til ham…
”Sig mig, blir det til noget?” lyder det bag ham…
”Jaja, jeg prøver jo…”
Men i næste øjeblik smelter en stjerne ind i sig selv, det er som om hele universet med ét blir meget mindre. Efter flere lysår ser han pludselig Hans stå og vifte med en hånd foran hans øjne, og i næste nu kommer ordene ind til ham…
”Hallooo, nogen hjemme derinde? Ja det sgu’ da dig jeg taler til for fanden, men du ska sæføli bare sige til hvis jeg forstyrrer!”…
På hjemturen er begge tavse, Arthur går med lidt varsomme skridt.
”Duu Hans…”
”Hmm, hvad er der?”
”Årh, kom bare lige i tanke om noget fra fysiktimerne, noget med jorden…”
”Åh, vel ikke noget metafysisk?” kommer det leende.
mvh
Simon
Svar
Citer
