Anas said, “The Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, addressed us with a speech whose like I have never heard.
He said, ‘If you were to know what I know, you would laugh little and weep much.’
The Companions of the Messenger of Allah covered their faces and sobbed.”
[Bukhari, Muslim]

Everyone is aware of the devastation that natural disasters bring with them. Many lose their lives, hundreds of thousands lose relatives, entire communities are wiped out and countless buildings and properties are destroyed. Thousands, even millions are left homeless, having lost everything they once owned, living under open skies with nothing to eat and cover themselves with. Even after the calamity has subsided, the death toll continues to increase with the spread of disease.

When calamities strike, we often think about our roles and responsibilities, as human beings and as Muslims. It is unfortunate that for most of us, it takes such calamities to make us reflect on the Power and lofty Attributes of Allāh ta‘ālā. Rather than expressing shallow sorrow and a momentary shock, there are a few points that we need to reflect and act upon, so that events like these can cause us to become better Muslims for the rest of our lives:

1. Allāh ta‘ālā is the Hākim (The Supreme Ruler) and the Hakīm (The Most Wise)

First of all, one has to reaffirm in one’s mind and heart that whatever happens, whether good or bad in appearance, is according to the Wish of Allāh ta‘ālā. Allāh ta‘ālā is Hākim i.e. He has Power over everything. Every single particle in the whole universe is under His Control. The turning of the leaf in the air while it is falling from the tree, to the up turning and shaking of the earth itself, as in the case of an earthquake, everything is in His Absolute Control. The commands, wishes and controls of everyone else are subjugated to His Command and Governance. The varied circumstances that one observes or experiences in one’s life are also in His total Control.

There are many incidents and events in a person’s life, during which one hopes for a positive outcome through worldly means e.g. when a relative is seriously ill we can hope for recovery by consulting a specialist, along with our belief that only that will happen which Allāh ta‘ālā has ordained. Nevertheless we take the help of worldly means to satisfy ourselves and try to rectify the situation to the best of our ability.

However, when faced with natural disasters like storms, earthquakes and floods, there is no hope of any worldly means which we can employ to circumvent, overcome or prevent re-occurrence of such situations. Such natural disasters are entirely in the Control of Almighty Allāh and we are forced to acknowledge that. Indeed as Muslims we should never have disregarded and ignored the Absolute Power of Allāh ta‘ālā and it should have been reflected upon in our day to day actions and deeds.

However, it is comforting to know that Allāh ta‘ālā is not only the Hākim (The Supreme Ruler) but He is also the Hakīm (The Most Wise). Allāh’s ta‘ālā Governance of the universe is unlike that of worldly rulers. His Control and Governance is full of Supreme Wisdom and Divine Justice. Hence even in natural disasters, there is the hidden Wisdom of the Almighty, which may not be apparent to our physical eyes.

2. Turn Towards Allāh ta‘ālā in Repentance

Every person, during such times should turn towards Allāh ta‘ālā with humbleness, faith and genuine repentance. According to the Sharī‘ah, common and open disobedience of Allāh ta‘ālā is one of the many reasons for the cause of calamities like earthquakes. When the land is overloaded with the disobedience of Allāh ta‘ālā, earthquakes from beneath and violent storms from above are commonplace. There are various scientific explanations as to why natural disasters occur, however the underlying facts point towards ‘how’ they happen and not ‘why’ they happen. The answer to ‘why’ and ‘when’ and even to ‘how’, in reality, remains with Allāh ta‘ālā. An answer to ‘why’ has been revealed in the Qur’ān:

(Corruption and) Mischief has appeared on land and sea because of what the hands of men have earned, that He (Allāh) may give them a taste of some of their deeds in order that they may turn back (from evil). (30:41)

Incidents like these are, as it were, ‘wakeup’ alarm calls from Allāh ta‘ālā. Allāh ta‘ālā in His Infinite Mercy is jolting us through such incidents, so that we may mend our ways and reflect on our transgressions and as a result rectify ourselves before it is too late. Allāh ta‘ālā has revealed to his beloved Prophet sallallahu ‘alayhi wasallam, that as long as this Ummah continues to repent for their wrong-doings, He will not punish them through calamities. Incidents like these should not be viewed with some momentary sympathy or investigated out of curiosity, but treated strictly as a reminder to wake up and reflect on our lives of disobedience. The way Allāh has the Power to cause calamities in any part of the world, He also has the Power to cause a catastrophe here, in this very city, in the very vicinity of our homes.

Hence it is absolutely essential for Muslims, not just from the affected regions, but from all over the world, to turn towards Allāh ta‘ālā. They must direct all their attention towards Him and reflect on their lives to find out where the Commands of Allāh ta‘ālā are being violated, then sincerely repent and resolve to adorn their future lives with taqwā, abstain from the disobedience of Allāh ta‘ālā, and observe His Commands.

3. Pray for the Afflicted

Our beloved Prophet sallallahu ‘alayhi wasallam has commanded us to support and help the victims of calamities, whether they be Muslims or otherwise. The best and the most valuable support and help is to make du‘ā i.e. sincere prayers for the wellbeing of the victims. Du‘ā is a very powerful and potent means, which is available to each and every one of us, the one with worldly resources as well as the one without. Hence one should sincerely pray for the well being of the victims. One should pray that Allāh ta‘ālā gives them strength, patience and comfort and that He protects and guides them through these critical times and provides rapid recovery from their physical, mental and spiritual wounds. Only Allāh ta‘ālā has the ability to provide the things asked for in the above prayers. No amount of worldly means will provide for the loss that has been suffered by the victims.

It is difficult to comprehend or empathise with the situation of the victims. Scores of them have death hovering over their heads while their dead family members lie beside them. Thousands of dead bodies are piled up like logs unable to receive a proper burial. Thousands of people have lost their sons and daughters and thousands of young children have become orphans. Only prayers will help those people. So take out some time from listening to the news, reading newspaper reports and chatting about the events and bow down to Allāh ta‘ālā, and pray sincerely and earnestly (after making repentance) for the victims of the calamity. The victims certainly deserve our prayers, to say the least. It is their right over the entire Muslim community.

It is also worth mentioning that it will be a gross transgression for anyone to forget their own deeds and start judging the victims, claiming their misdeeds to be the reason for the calamity. We are in no position to do that. Besides, this will be tantamount to trying to guess the ‘Hikmah’ (Wisdom) of Allāh! Therefore we should refrain from uttering such words.

4. Donate Generously

For people far from the afflicted region, the next best thing that they can do to help and support is to provide financial and material help. The victims have lost everything, their homes and the shelter above their heads, their entire belongings and their livelihoods. There is an immediate need to provide shelter (as a protection from the cold nights), food and clothing. There is also a dire need to provide them with medication and other medical accessories and supply them with clean water and sanitation.

Alhamdulillāh, Allāh ta‘ālā has given us abundantly, more than we need. We do not have to sacrifice our daily food or clothing in order to donate towards the cause. I request all my brothers and sisters to reflect upon the material blessings that Allāh ta‘ālā has bestowed upon us, despite our not being deserving of them, and donate generously for the victims of this calamity. There are people out there, among the victims, who, until yesterday, were the patrons of or contributors towards charities themselves, and had donated profusely. Now, having lost everything, they are in need of charity themselves. Allāh ta‘ālā will inshā’allāh look favourably upon our generosity and remove future calamities awaiting to befall us. The Prophet s has mentioned:

Truly sadaqah extinguishes the Wrath of Allāh and saves from an evil death. (Tirmidhī)

So, as human beings, and more so as Muslims, we should not let this suffering continue without providing help and support according to our individual capabilities. Do not wait for your zakāh to become due to make a donation. The need of the situation demands that we donate everything that is in our possession, even if that means undergoing hardships ourselves. However, since Allāh ta‘ālā has blessed us with adequate wealth we know that we can donate sufficiently without having to undergo such troubles. We should spend abundantly and generously, as generously as Allāh ta‘ālā has provided for us. Remember, whatever we will spend, we will do so from that which Allāh ta‘ālā has given us. It is His Money we will be spending to relieve His Creation. The Prophet sallallahu ‘alayhi wasallam said:

All creatures are the dependants of Allāh. The most beloved to Allāh from all Creation is he who treats His dependants the best. (Bayhaqī)

Therefore give as much as you can. This is not a time to wait for someone to come and knock at your door. Go out looking for reliable organizations and charities with correct channels, so that your money reaches the genuine victims and fulfills their needs.
May Allāh ta‘ālā give us the guidance to learn a lesson from such calamities and grant us the resolve to change our lives for the better. May Allāh ta‘ālā also give us the tawfīq to pray for the victims and to donate generously. Āmīn.

https://www.youtube.com/watch?v=BPHyGkFHQTI

https://www.youtube.com/watch?v=3xNKqjiq36I

https://www.youtube.com/watch?v=fARca1O7BYw

https://www.youtube.com/watch?v=kf2gQnmLuvk

https://www.youtube.com/watch?v=VRpkQ97en_4

Hvorfor skriver du ikke dansk?

¨¨¨¨

\\\\\\\\



Profeten Muhammad (saws)


År 570 er omkring 1400 år siden. Det var på den tid, da Profeten Muhammad (saws) blev født i Arabien. Dengang var alting helt anderledes end det er nu. Der var ingen biler, ingen store fabrikker, ingen computere og ikke engang blyanter. Folk i hele verden levede for det meste i små byer, hvor husene som regel var lavet af ler og plantedele og man kendte ikke så meget til folk andre steder i verden. Folk i Afrika havde ikke hørt om indianerne i Mellemamerika og eskimoerne på Grønland vidste ikke, at der levede mennesker med en anden hudfarve i Australien. Men der var nu nogle folk, der rejste rundt. Det var folk, som tog til andre områder langt væk for at købe og sælge forskellige varer, som fx smykker, stof, krydderier, håndarbejde og lignende.

Der var også andre, der kom til fremmede lande, det var soldater eller krigere. Store områder i verden var nemlig kontrolleret af nogle få mænd, som elskede magt og rigdom. Derfor sendte de soldater ud for at bekrige andre folk, så de kunne få nye landområder. Alle de områder de fik i deres magt, var deres imperier. Det romersk-byzantinske rige var der, hvor vi i dag har Grækenland, Italien, Spanien, Tyrkiet, Palæstina, Israel, Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko. Det persiske imperium var det, vi i dag kender som Iran.

I Vesteuropa var der mange forskellige små grupper af folk, som bekrigede hinanden for at få fat i hinandens rigdomme og land, i Danmark og Sverige var det f.eks. vikingerne. Kina havde ellers været et stort samlet land, men så var de forskellige folk begyndt at bekrige hinanden. Indien var delt i små stater, som var i krig med hinanden. Andre steder i mere øde områder var der banditter, som overfaldt folk og stjal, hvor de kom. Hvis man kigger på et verdenskort, vil man se, at der var krig og ingen orden i store områder af verden.

Der var ikke mange skoler dengang. Almindelige mennesker gik ikke i skole. Det var kun folk med magt og penge, som fik deres børn i skole, og der var ingen piger, som kom i skole. I skolen lærte drengene som regel kun at sige digte eller religiøse tekster udenad. Så de fleste folk vidste ikke særlig meget om noget, og kun nogle få mennesker kunne læse og skrive. Hvis der var nogen dygtige og kloge mennesker, brugte man dem som regel til at opfinde nye ting, som man kunne bruge i krig. F.eks. skulle de opfinde bedre våben eller lave gode planer for, hvordan de kunne vinde i krig.

Ingen tænkte på at lære om fysik, biologi, kemi, geografi, kunst og så videre. Og bøger var luksus, som kun de rige havde råd til.

Folk dengang troede på mange forskellige religioner, vikingerne troede på, at der var flere guder, for eksempel Odin, Thor, Sif og Freja. Indianerne troede på, at der fandtes magtfulde ånder i vand og træer. I det persiske Imperium, troede de på, at ilden var guds søn. Og i det romersk-byzantinske rige var de kristne.

I Arabien, hvor Muhammad (saws) blev født, var de fleste folk beduiner. En beduin er en nomade, som ikke har noget hus, men som flytter fra sted til sted. Det var fattige mennesker, men de fleste havde nogle kameler eller heste eller geder. De flyttede rundt sammen med deres familier, for at finde mad til deres dyr. Med tiden havde mange af disse beduinfamilier slået sig ned forskellige steder, hvor der var vand og derfor også mad til dyrene. Sådan et sted hedder på arabisk wadi. Og efterhånden var det blevet til små landsbyer ved wadi’erne. Mange af de folk, der rejste fra Indien til Palæstina og Europa for at handle med varer, holdt pause i disse små byer. På den måde blev der også megen handel i de byer og araberne blev meget dygtige handelsfolk.

Araberne havde ingen fælles konge eller leder. De levede i deres små grupper, eller stammer, hvor alle på en eller anden måde var i familie med hinanden. Hver stamme var ledet af en Sheik, han havde ret til at bestemme alt. Hver stamme fungerede, som om de var et lille land for sig selv, de havde deres egen leder og deres egne regler. Folk fra andre stammer var fremmede, og hvis en blev uvenner med en fra en anden stamme, hjalp man altid den fra sin egen stamme, lige meget om han havde ret eller uret. Mange gange overfaldt de forskellige stammer hinanden, bare for at vise hvor stærke de var.

Araberne havde mange forskellige religioner, nogen var kristne, nogen var jøder, men de fleste troede på, at der var mange forskellige guder, de var afgudsdyrkere. De lavede små figurer af ler eller træ, som de bad til og som de troede kunne hjælpe dem. Araberne var meget vilde. Når de angreb andre eller tog folk til fange, slog de dem ihjel på de mest uhyggelige måder. Mange arabere kunne ikke lide at få pige-børn, så de begravede de små babyer levende. Det var almindeligt at spille og drikke masser af vin og alkohol. En mand kunne gifte sig med lige så mange kvinder han ville, endda sin egen mor!. Det eneste gode, man kan sige om araberne på den tid, er, at de var meget modige, og at de behandlede deres gæster meget godt. En gæst blev altid budt velkommen, og kunne blive lige så længe han ville.

En af de arabiske stammer hed Quraish og de boede i byen Mekka. Ifølge folkene fra Quraish stammede de fra Profeten Ibrahim, hans hustru Hager og deres søn Ismail. Som du nok husker, var Hager og Ismail de første der bosatte sig i det område som blev til byen Mekka. Quraish stammen var afgudsdyrkere. De havde meget magt i Mekka, hvor der også levede andre arabiske stammer. Mange af folkene i Mekka var handelsfolk, de elskede rigdom og magt, men der var også mange fattige mennesker der. De havde det rigtig dårligt, fordi der ikke var nogen der hjalp dem.

Sådan så verden, Arabien og Mekka ud, da Allah sendte sin sidste profet til menneskene. Som du kan se, var der rigtignok stor brug for, at folk i hele verden lærte at leve på en bedre måde og lærte om den eneste rigtige Skaber, Allah.



Profeten (saws) og de ”første” muslimer

Islam er en gave, som Allah har sendt til alle os mennesker. For Allah er det lige meget om der er èn muslim eller flere millioner muslimer. vi skal ikke tilbede Ham fordi han har brug for det, og vi skal ikke lære om Islam for Hans skyld. Når vi er muslimer, er det fordi, det er det bedste for os. Det er os der har brug for Allahs hjælp og det er os, der har brug for at leve et godt liv, så Allah vil elske os og give os gode ting i dette liv og i det næste liv.

Allah har ikke brug for dem og Allah er fri fra alle behov. (64:6)

Da Muhammad (saws) blev profet, var der mange mennesker der begyndte at lære om alt det gode som der er i Islam. Der var mennesker som havde troet på at sten eller træfigurer kunne være guder, men som lærte om Islam fra Profeten (saws) og der var børn, som lærte om islam fra deres forældre, og som gjorde deres bedste for at være god muslimer, lige fra de var børn af.

Her kan du læse om Profeten (saws) og nogle af de første muslimer.

Det skal her nævnes, at hilsnen salalahu aleihi wa salam, (Allahs fred og velsignelse være med ham) hver gang Profetens navn nævnes. I teksten betegner vi hilsnen med forkortelsen (saws).

PROFETEN MUHAMMAD (saws)

Muhammed (saws) blev født i Arabien i stammen Quraish. Han voksede op som forældreløs. Hans far døde før han blev født, og hans mor døde da han var lille. Muhammed voksede derfor op først hos sin bedstefar, Abdul-Muttalib og derefter hos sin onkel Abu Talib. De holdt begge meget af den forældreløse Muhammed og de tog sig godt af ham. Da Muhammed blev stor og stærk nok til at kunne arbejde, begyndte han at arbejde som hyrde i udkanten af Mekka, hvor han boede.

Muhammed (saws) var stadig bare et barn, da han arbejdede som hyrde. Senere da han blev lidt ældre, plejede hans onkel Abu Talib at tage ham med på handelsrejser til andre områder. Abu Talib og mange andre mekkanere var nemlig handelsmænd. De tog på lange handelsrejser, og deres kameler bragte mange forskellige varer med tilbage til Mekka. Dette var en god og spændende oplevelse for Muhammed (saws), og da han blev ældre kunne han selv lede handelskaravaner.

I Mekka boede der en rig enke der hed Khadijah. Hun ejede flere handelskaravaner og hun ansatte Muhammed (saws) til at lede karavanerne. Der tog hun en klog beslutning, for Muhammed (saws) var en ærlig og dygtig handelsmand. Senere giftede Muhammed (saws) og Khadijah sig, de boede i Mekka, hvor de levede lykkeligt og fredeligt med deres børn.

Som årene gik og Muhammed (saws) blev ældre, begyndte han at tænke over mange ting. Selv om han var lykkelig med sin lille familie, var der mange ting som bekymrede ham. Han gik ofte op til bjergene udenfor Mekka, og i en hule i Hira-bjerget plejede han at sidde i fred og ro og tænke; Hvordan var det gået til, at han der engang var et forældreløs barn, nu var blevet en rig mand? Han tænkte også; Jeg har en god kone og dejlige børn, men alligevel er jeg ikke helt lykkelig!.

Muhammed (saws) vidste godt hvorfor det var sådan, for han havde længe været bekymret over situationen i Mekka: De fattige fik ingen hjælp, ingen hjalp de forældreløse og de syge fik ingen behandling. Folk i Mekka var vist bare interesseret i at tjene penge. Og når de havde tjent nogen penge ville de bare have mere!.

Disse tanker havde plaget Muhammed (saws) i årevis. Men så en dag da Muhammed (saws) var 40 år var han i sin hule i Hira-bjerget og en engel vist sig for ham. Englen som hed Jibril (Gabriel) sagde blandt andet til Muhammed (saws):



”Forkynd i din Herres navn, Ham som skabte, som skabte mennesket af en klump af blod”.

(al-Alaq: )



Muhammed (saws) forstod hvad englen mente. Han skulle gå til Mekka og fortælle folk, at Allah har skabt mennesket, at Allah har skabt alt det menneskene har brug for og at menneskene derfor skal være taknemmelige overfor Allah. Menneskene skal bede til Allah og skal følge Ham. Det er Allahs vilje at man skal tage sig af de syge og fattige, og at man altid skal sørge for at gøre godt og leve et værdigt liv. Gør man det, vil man efter døden få stor belønning fra Allah. Men de der med vilje gør ondt, vil få en streng straf, hvis ikke de ærligt fortryder det de har gjort og beder Allah om tilgivelse.

I begyndelsen var Muhammed (saws) urolig, for han havde aldrig set en engel før. Alligevel forstod han at englen havde givet ham svar på alle de spørgsmål, som havde plaget ham. Muhammed (saws) havde længe undret sig over hvem der havde hjulpet ham og nu forstod han at det var Allah (swt). Han havde jo også tænkt på hvorfor folk i Mekka var så nærrige og grådige overfor de fattige, og nu vidste han, at det var fordi de var ulydige overfor Allah. Men Allah har skabt mennesket og alt andet, så derfor må menneskene adlyde Allah (swt) og kun Ham.

Da Muhammed (saws) kom tilbage til byen, fortalte han sin kone Khadijah, hvad der var sket og alt hvad englen Jibril havde sagt. ”Allah vil aldrig lade der ske dig noget ondt” sagde hun til sin mand, ”for du gør mange gode ting. Du holder familier sammen, du hjælper de fattige og andre der har brug for det, du behandler dine gæster godt og du klarer tålmodigt vanskeligheder og er ærlig”.

Muhammed (saws) blev selvfølgelig glad for at hans kone også troede på Allah og ville støtte Ham. Han begyndte at fortælle sine venner om englen Jibril og om hvad Jibril havde sagt til ham. Til at begynde med, var det kun nogle få stykker der var interesseret i, hvad Muhammed fortalte. De fleste hørte ikke efter, for de havde så travlt med at tjene penge, så de havde ikke tid til at tænke på Allah.

I tiden derefter fortsatte englen Jibril med at vise sig for Muhammed (saws), og han mindede hele tiden Muhammed (saws) om de samme ting. Muhammed var blevet udvalgt til at være Allahs profet, og det var hans opgave at fortælle folk at de skulle gøre godt og at de ikke måtte tilbede andre end Allah. Muhammed (saws) skulle også fortælle dem, at de skulle give nogle af deres penge til de fattige.

Endelig begyndte Muhammed (saws) at få tag i/ at komme i kontakt med folket i Mekka. Han talte på en venlig og god måde om, hvad Allah ønskede de skulle gøre: Når du har nok at spise og der er fattige, som sulter, må du give dem noget af din mad at spise og noget af dit tøj at have på. De syge skal plejes og man skal tage sig af de forældreløse. Hvis du gør dette som Allah ønsker, vil du få belønning. Men Muhammed (saws) måtte også advare dem om, at hvis de ikke gjorde det, ville de få en hård straf fra Allah.

Desværre var der mange mennesker, som bare lo af det Muhammed (saws) fortalte dem. Men endnu værre var det, at de nægtede at tro på Allah, så de fortsatte med at tro på, at det var vigtigere at have mange penge. Nogen af dem kastede endda sten efter Profeten (saws), og de dræbte nogen af dem, som fulgte ham og troede på Allah. De blev mere og mere ondskabsfulde, og til sidst besluttede de sig for at få Muhammed (saws), hans venner, slægt og familie ud af byen. De sendte dem til en dal ved bjergene udenfor Mekka og ingen fik lov til at besøge dem eller at tage mad til dem. Der måtte de blive i 3 år og mange gange var de så sultne, at de måtte spise blade fra træerne, for de havde ikke noget mad.

Livet var så hårdt og efter nogen tid der døde Muhammeds kone Khadijah. Muhammed (saws) blev meget ked af det, men så kom englen Jibril og forklarede profeten Muhammed (saws) at Allah ville hjælpe ham. Han skulle tage sin familie og sine venner med sig væk fra Mekka og til en anden by, der hedder Medina. Englen sagde at folkene i Medina ville høre på ham og følge Allah (swt).

Muhammed (saws) bad sine børn og venner om at forlade Mekka og tage til Medina og alle som troede på Allah og som kun tilbad Ham rejste, de sidste der tog fra Mekka var Muhammed (saws) og hans ven Abu Bakr. Men dette var ikke nok for folkene i Mekka, nu ønskede de også at dræbe Profeten (saws), fordi han havde talt til dem om deres dårlige handlinger, men det lykkedes for Muhammed (saws) at komme ud af Mekka, mens Folkene var på vej for at dræbe ham. Ali, Profetens modige fætter, lagde sig i Profetens seng, så folkene skulle tro, at Muhammed (saws) stadig var der. Men Muhammed (saws) og Abu Bakr var allerede kommet langt væk fra Mekka, og der gemte de sig i en hule for at ingen skulle se dem.

Da folkene opdagede at det var Ali, der lå i Profetens seng og at Profeten (saws) var sluppet fra dem, blev de meget gale, men der var jo ingenting de kunne gøre på det tidspunkt, for Muhammed (saws) var allerede langt væk fra dem og deres onde planer.

Medina var helt anderledes end Mekka, for i Medina havde Muhammed (saws) flere venner. Men mekkanerne havde ikke opgivet deres onde plan, så de tog afsted til Medina for at starte en krig imod Profeten (saws) og de andre troende. Men Allah hjalp Profeten (saws) og de troende og Han beskyttede dem mod deres fjender.

I Medina modtog Muhammed (saws) flere budskaber gennem englen Jibril. Alle de budskab som kaldes åbenbaringer blev samlet i en bog som hedder Koranen. I Koranen kan vi læse hvad Allah har sagt til menneskene.

Profeten (saws) og de troende byggede en moské i Medina, hvor de bad fem gange hver dag. En gang om året fastede de en hel måned. I den måned måtte de hverken spise eller drikke noget hele dagen, de øvede sig i at være uden mad og drikke for Allahs skyld. Sådan lærte de at klare sig med lidt og så havde de også mere at give til de fattige. De gav også nogle af deres penge til de fattige.

Muhammed (saws) og de troende troede på Allah og bad kun til ham, de var lydige mod Allah og gjorde som Allah ønskede de skulle gøre, derfor blev de kaldt muslimer. Alle de, der tror på Allah, tilbeder Ham og lever som Allah forklarer at vi skal i Koranen, er muslimer. De som ikke tror på Allah, som ikke vil leve som Allah ønsker det og som prøver at angribe og dræbe muslimer, er vantro.

Muhammed (saws) og de troende levede i Medina i mange år, og flere gange måtte de forsvare sig mod fjendernes angreb. Mange gange blev de tvunget til at slås mod dem, men i disse krige hjalp Allah muslimerne. I kapitlet om de muslimske slag, kan du læse hvordan muslimerne kunne klare sig, da mekkanerne angreb dem.

Efterhånden begyndte muslimernes fjender at forstå, at de ikke kunne klare sig mod muslimerne, når de havde hjælp fra Allah, til sidst sagde de til sig selv; ”Vi må opgive at slås mod dem, for ingen er stærkere end Allah (swt). Vi kan ikke vinde over Muhammed (saws), for Allah er på hans side. Det er nok bedre at vi også tror på Allah og kun tilbeder ham”.

Muhammed (saws) og de troende var meget glade for, at de mange krige endelig var ovre. Allah havde hjulpet dem som Han havde lovet dem, nu kunne de rejse tilbage til Mekka, hvor de havde været de første, som troede på Allah (swt).

Da de kom til Mekka, bad de alle sammen. Bagefter blev nogle af dem i Mekka, mens andre rejste tilbage til deres hjem i Medina, hvor de havde slået sig ned. Efter dette besøgte muslimerne i Medina en gang om året Mekka fordi Ka’baen var der.

Ka’baen er et stort stenhus uden vinduer, som ser ud som en stor kube. Huset er bygget af profeten Ibrahim (as), som levede længe før Muhammed (saws). Når du ser Ka’baen bliver du mindet om, hvad Allah har fortalt menneskene de skal gøre; De skal tro på Allah, De skal kun tilbede Ham og de skal altid handle godt. Dette er Allahs bud til mennesket. Allah, som har skabt mennesket og universet, har sendt mange profeter til menneskene med budskaber fra Ham. Muhammed var altså den sidste af disse profeter, og da han døde efterlod han sig Koranen, hvor hele Allahs budskab er nedskrevet.

I Koranen kan du også læse om nogle af de andre profeter, som Allah har sendt og som levede længe før profeten Muhammed (saws). Nogle af dem kan du også læse om i denne bog.

https://www.youtube.com/watch?v=8Tq2XYu8L7w

One day a farmer’s donkey fell down into a well. The animal cried piteously for hours as the farmer tried to figure out what to do. Finally, he decided the animal was old, and the well needed to be covered up anyway; it just wasn’t worth it to retrieve the donkey. He invited all his neighbors to come over and help him. They all grabbed a shovel and began to shovel dirt into the well. At first, the donkey realized what was happening and cried horribly.

Then, to everyone’s amazement he quieted down. A few shovel loads later, the farmer finally looked down the well. He was astonished at what he saw. With each shovel of dirt that hit his back, the donkey was doing something amazing. He would shake it off and take a step up.

As the farmer’s neighbors continued to shovel dirt on top of the animal, he would shake it off and take a step up. Pretty soon, everyone was amazed as the donkey stepped up over the edge of the well and happily trotted off!

MORAL : Life is going to shovel dirt on you, all kinds of dirt. The trick to getting out of the well is to shake it off and take a step up. Each of our troubles is a stepping stone. We can get out of the deepest wells just by not stopping, never giving up! Shake it off and take a step up. Remember the five simple rules to be happy:

1. Free your heart from hatred – Forgive.
2. Free your mind from worries – Most never happens.
3. Live simply and appreciate what you have.
4. Give more.
5. Expect less from people but more from yourself.

https://www.youtube.com/watch?v=fbOLUiNwmok

https://www.youtube.com/watch?v=IgbXbbJpb40

https://www.youtube.com/watch?v=XjJomf611Hk