Hvad vil det sige at være et godt menneske?


Jeg kunne ønske mig at høre jeres tanker om hvordan man bliver/er et godt menneske.

Er det noget alle kan blive, og noget man kan blive enige om hvad er?


Hvordan griber man det an at blive et godt menneske og hvordan forbliver man dette gode menneske uden at blive fanatisk?


Selv forestiller jeg mig menneskene som "onde"/onde der har mulighed for at blive opdraget til at tænke og handle for fællesskabet og jordens beståen i stedet for at sætte sig selv først, men hvem sætter normerne for godhed og er godhed det samme som kærlighed?


¨¨¨¨

Tak for svar Arne.

Hvis jeg forstår dit svar ret, er jeg bestemt ikke enig med dig i, at mennesket er født godt og at det onde vi oplever i andre og os selv især skyldes indre psykiske konflikter.

*

Jeg mener som skrevet at menneskene er onde/"onde" og det er de på grund af egoismen.

*

Det er vel sådan, at det gode kun eksisterer i kraft af tanken om det onde som enten religionen og eller samfundet opsætter regler og normer for og som vi opdrages til igennem vores opvækst som fakta, som en nødvendighed for sammenhængskraften i det samfund/kultur vi skal leve/lever i.

*

Spørgsmålet "Hvad vil det sige at være et godt menneske?" har ikke tidligere været aktuelt for mig, da jeg har anvendt bibelens vejledning som en selvfølge.

Bibelen fortæller i øvrigt at ingen uden gud er god.

Jeg vil nok fortsat benytte bibelens vejledning, da den "langt hen ad vejen er ok" og fordi den er så indgroet. Ikke fordi jeg ønsker at være god, men fordi jeg i langt højere grad møder godhed fra andre mennesker, når jeg følger og efterlever de fastsatte normer og regler.


Så egoismen lærer at opføre sig ordentligt efter de gængse regler, fordi den bliver belønnet, det er jo ikke godhed men ren egoisme, men måske jeg blot ikke forstår ordet godhed, som jeg troede var en "tyndere" form for kærlighed fordi der i Galaterbrevet 5:22-23 står:

"Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse."



Jeg kan dog undre mig over at menneskers forståelse for godt og ondt kan være som dag og nat, når begæret bliver den styrende aktør ... så måske dette kunne være en rettesnor i forhold til det at blive/være et godt menneske at man holder begæret i "kort snor" så man mindst muligt skader andre mennesker, jorden og andet liv når gud og bibelen ikke har samme plads i mit liv pt. som tidligere.


¨¨¨¨

Ang. teodicé-problem.

Vi lever alle under tid og tilfælde, og har fravalgt guds ledelse, så at give gud skylden for ondskaben i verden er i mine øjne det samme som ikke at ville tage ansvaret for egne onde handlinger.

*
*

Hvad enten man tror/eller ikke tror på en skaber gud, evolutions læren, den Buddhistiske tro eller noget fjerde, så må man jo erkende at det tænkende menneske er egoistisk i større eller mindre grad, og sådan vil det nok altid være, så længe der findes mennesker.

Jeg tror ikke mennesket kan befri sig fra egoismen i sin bestræbelse på at være et godt menneske, da egoismen er et nødvendig ”værktøj” for overlevelse … men opdrages kan den, og skal den, hvis man ønsker et bedre liv for sigselv, medmennesket og den verden vi lever i.

¨¨¨¨