Vores forhold til religion er tvetydigt. På den ene side er folkekirken under pres, medlemstallet falder, og langt færre danskere bliver i dag døbt, konfirmeret og viet end for bare få generationer siden. På den anden side er vores religiøse nysgerrighed intakt, vi er i stigende grad optaget af den alternative verden med mindfulness, meditation og åndelig træning, og i den seneste værdiundersøgelse erklærer hele syv ud af 10 danskere sig enige i udsagnet: ’Jeg er et troende menneske’.

Mens naturvidenskaben tager sig af den fysiske verden, tager religionen sig af den metafysiske – eller som Jens Martin Knudsen, den nu afdøde marsforsker og professor i fysik, engang har formuleret det: »Jeg er sikker på, at tusind år ude i fremtiden vil naturvidenskaben have forklaret, hvordan det hele er gået til. Men den kan ikke forklare ’hvorfor’ – og det er det, vi allerhelst vil have svar på.«

Måske er det læren, som står tilbage efter sommerens ophedede trosdebat: På den ene side har vi nemt ved at forkaste forestillingen om en alfaderlig Gud, som sidder deroppe over skyerne og dømmer levende og døde. På den anden side har vi svært ved helt at undslå os behovet for at tale om alt det, der ligger uden for naturvidenskabens domæne. Tidligere havde vi statskirken til at fortælle os, hvad vi skulle mene, men i dag er markedet for religion liberaliseret og den kollektive kristne gudstro skiftet ud med en individuel åndelig søgen. Men forskellen er den samme. Uanset hvor vi finder ordene – om vi henter dem fra et poetisk, et spirituelt eller et religiøst vokabularium – så har de fleste af os brug for et sprog, der kan rumme uvisheden. Så vi sammen kan tale om det, ingen af os ved noget om.

Vil det sige at det altsammen er en illusion. Havregrøden, mælken, sukkeret. Hvordan kan jeg da blive mæt. Jeg tror ar jeg må løbe ud og fortælle dem det allesammen: Verden er en illusion.