En kold nattevind puffer til træerne, i huset der burde hedde »Sien« spøger den i sprækkerne, alt imens ben knuger om min søvnløse dyne og Bill Evans gamle trio sætter stemning på det hele, her i Jantes land hvor journalister dagen igennem har hoppet på tungen i imponerende selvforglemmelse af års meninger om Margrethes mand. Min far og hans venner oplevede i 1945 noget tilsvarende, idet hele landet pludselig gyngede af modstandsfolk og komisk fædrelandskærlige politikere, der næsten var de værste. I nat har Margrethe grædt sig i søvn, og vil til morgen vågne ved synet af sin mands sutsko og duften af hans trøje – hvordan fanden hun klarer dén begravelse er jo et godt spørgsmål, sandsynligvis går hun efterfølgende af, og hvem kan vel fortænke hende i det?

Her lidt fra Ingeborg Bachmann:

Fall ab, herz, vom baum der zeit / Fald ned, hjerte, fra tidens træ

Fald ned hjerte, fra tidens træ,
fald i blade, fra de forfrosne grene,
som solen omfavnede engang,
fald, som tårer falder fra det opspilede øje!

Endnu flyver lokkerne dagen lang i vinden
om landgudens solbrune pande,
under skjorten presser næven
allerede det gabende sår.

Vær derfor hård, når skyernes spæde ryg
endnu engang bøjer sig for dig,
lad dig ikke besnære, når Hymettos endnu engang
fylder vokskagerne for dig.

For et strå i tørken er ikke meget værd for landmanden,
en sommer er ikke meget for vores store slægt.

Og hvad bevidner dit hjerte?
Mellem i går og i morgen svinger det,
lydløst og fremmed,
og ethvert af dets slag
er et fald ud af tiden.

*

Sternen in märz / Stjerner i marts

Der er endnu længe til såningen. Frem
træder marker i regn og stjerner i marts.
Efter samme formel som ufrugtbare tanker
føjer universet sig ligesom
lyset, der ikke berører sneen.

Under sneen vil der også være støv
og det, som ikke blev nedbrudt, støvets
senere næring. O vind, der rejser sig!
Igen river plove mørket op.
Dagene vil være længere.

På lange dage sår man os uspurgte
i de krumme og lige linier,
og stjerner træder tilbage. På markerne
trives eller rådner vi vilkårligt,
lydige mod regnen og til sidst også mod lyset.

- Ingeborg Bachmann.

mvh & nat nat..;)

Imponerende: https://vimeo.com/248187654

mvh
Simon

Hej Simon

Prins Henriks citat om kærligheden til poesien må være helt på sin plads her i mellemrummet i dag:

"Poesi er en nødvendighed...Her formuleres følelser i ord. Her nærmer vi os verdens sande væsen og de evige spørgsmål, som mennesker stiller til deres liv".

Kærligheden til musikken:
https://vimeo.com/114236686

... og kærlighedsdigtet til kvinden i hans liv:


Skytsengel

Som skumringens luftsyn
I et grænseløst himmelrum
Vil jeg være den skygge
Som følger dit fodtrin.
Et syn, som svinder
Mens ørkenen mørkner
En dunkel skygge
Du aldrig får at se.
Skjult i det bløde sand
Vil jeg værge og våge
Over de svage spor
Du træder på famlende fødder.
Hvad gør det mig
Hvor scenen er sat
Mit brændende ønske er blot
At skjule din frysende krop
Med min skælvende skygge.
I det mørknende blå
Vil jeg jage blandt ulvene
Uophørligt følge dit spor
Til vort evige stævnemøde.

Han var virkelig, hvad jeg vil kalde, en genial original i ordets allerbedste og dybeste betydning ... og så er der latteren og lyset i øjnene. Den latter og det lys, som han delte så generøst ud af til mennesker fra både høj og lav, børn og gamle, tykke og tynde og gerne med sig selv som indsats :))

Der er et digt, der på en eller anden måde minder mig om ham. Ikke i ord, skrivestil og sprogbrug, men hele stemningen i digtet er lidt fanden i voldsk og alligevel med en meget dybere under- og overtone.


Spræng den himmel, der ikke vil lukke os ind,
spræng den, om så med atomer, der sprænger sig selv,
så portene af sig selv går op
under lydløse farvesignaler –

Spræng hellere himlen end jorden,
hvorfra vi skal springe på springbræts-gulvet.
Himle er til for at sprænges, så de kan mærke
at nogen vil ind og op.

Sidder Gud Fader selv i midten,
så skal vi varme ham op ved dans med alle hans engle,
hvis de er piger, som der kan danses med,
piger, som gerne vil udveksle ilden med ilden,
så skørterne fløjter i vejret
til avling af lettere slægter
end vore tungsindsfamilier her på jorden –

Sidder Gud Fader dér i midten
og børster stjærner af skægget
og meteorer af håret,
så er det nok sådan, at han venter
så tankefuld glemsom på os.

Lad os bare prise hans navn, fordi han var virksom
og pludselig fandt,
at livet er noget, der sker
i stedet for det, der ikke blev til.

Lad os ikke skuffe hinanden med lukkede himle
og døre, som vi selv låser indefra af.
Lad os nu banke på med knoer af kød og jærn,
så rummet knalder af genlyd –
skønt Gud er jo også filosofisk godmodig elsker
af kamre med stilhed til ny grubliserende visdom.

Det er klart, at døden kun er en dør, der kan åbnes
og aldrig mere lukkes igen af nogen –

Åh, om vi vidste lidt mer om den nye fødsel,
kendte lidt mer til nøglemesteren Gud,
gammel portner og postombærer i Kosmos –.

Men han kan ikke fordrage jet'ens hvinende jærn
og den lungeomvridende gas fra dens indre –.
filosofisk godmodig elsker af stilhed
i ophængte kamre af ny grubliserende visdom –
den mand, han har godhed til dig og mig,
når vi deler den ud til alle de andre -

Johannes Wulf

Dagens bedste hilsner
RoseMarie

P.s.

En hyldest til prins Henrik, poesien, livet og kærligheden ...
https://soundcloud.com/katrine-ring/prins-henrik-cote-a-cote

http://verdensballetten.dk/prins-henriks-ballet-ved-din-side/

Morgenhilsner til kaffen :))

Aften’ RM..

Jeg kan bare ikke udstå disse, ska’ vi sige, bagtaleriske ondskabsfuldheder, der altid ulmer i folk der sjældent selv kan skabe noget værd at forholde sig til, og som gennem de seneste generationer har sneget sig ind overalt, det er igrunden det hele.
Endnu har jeg ikke læst hans digte, så jeg ved intet om dem, men vil nu ikke blive overrasket hvis de også siger mig noget – det dér med ”gode digte” overlader jeg til såkaldte anmeldere at udbrede sig om, og vil sikkert fortsat undres over at nogen går i teatret, i biffen eller læser bøger p.a. meninger fra de kanter, der vel svarer til at man sætter et kryds på stemmesedlen efter at ha’ læst et partiprogram. Men tak for de fine sager, du lagde ind. Jeg tror for øvrigt at jeg ville kunne lide Margrethe, hvis jeg havde kendt hende, og tror egentlig hun er en rigtig læsehest, med puder i ryggen og smøger på natbordet, helt som Preben Christensen, hvis vi ser bort fra smøgerne..;)

mvh
Simon