Hej RM..

Den er meget smuk ;)
Kvitterer her med en anden ørebid, en af de rigtig gode tilmed…
https://www.youtube.com/watch?v=KWzJGRh_Tsw

mvh
Simon
P.s.: Man skal unde sig en gåtur rundt på det Frederiksberg hvor Storm boede, runde museet og le i sit stille sind sammen, det er det værd!
Bagefter kan man jo på Frederiksberg Allé læske ganen og få lidt mad..;)

Godmorgen Simon

Morgenkaffe og Chet Baker er nu ikke en helt dårlig cocktail :))

Det lyder nu heller ikke helt dårligt med et besøg på Frederiksberg og et kig til Storm P. :)))Jeg har aldrig kigget indenfor der, så den oplevelse skylder jeg mig selv ... og Storm såmænd også ;))

Tak for opmuntringen i både ord og toner. Det er altid godt at få smilerynkerne motioneret og finde julestemningen frem :))

At slentre i snefnug på Alléen med gran i håret og julelys i øjnene ;))

Morgennisserier og hilsner
RoseMarie

Morn’ RM..

Den morgentrætte glæde vil udover sin kaffe med en røg og små fine huiiit på den grønne gren, sikkert sætte pris på et mojn fra Højholt, han ville ligefrem ha’ gjort et nummer ud af at kalde det for Praksis – desuden skinner solen allerede på tusinder af flerfarvede cykeltoppe i strækbukser (sprælske pyjamas’er?), der gir forhjul et baghjul med solbriller på, kækt skal det være, så…

MORGEN

Fra gensyn med de talløse spindelvæv
augustduggen kalder frem ved man de fint
vibrerer: Når en vind rører sig ser man dem
dryppe rundt om i græsset vandrette
og tomme spændt ud som under små faldende.


TRÆF

1115 slag på tasken og hvis byen så væltede
står den nu her igen og blinker med friske lys
og en håndgribelig vrimmel der myldrer fra forskel
til forskel: Alle følges til dørs! Blinde
bærer vi farverne ud af byen. Ånd peger!


Personen i gang

Især steder i huset hvor en hånd hver dag sættes
skinner mørkt og med lød, den lød ting får langsomt
greb kun gentagen brug gør synlige: Første gang er
ingen gang for et håndtag men tilfældet danner skik
og praksis, en sød orden: Ingen gang er væsentlig
eller bidrag af betydning, kun tilbagevenden brug
ligesom også mange tærskler i huset er slidt godt ned
og ikke kun af mig. Sådanne steder tilføjer et liv
mønstre det dårligt nok ved af og først sent ænser!
Tid, lang tid kalder dem frem uden videre, efterhånden
som tærsklerne bliver lavere og lavere og lavere.


Personen i udbrud

Set fra mine øjne er morgenen skam klar nok
solsorten sidder med sit gule næb løftet
lidt tidligt måske så krav på vind har man
ikke endnu til trods for at stilhedens sum
gør mig mere påfaldende end jeg og naturen
er vilde med, men enfin; Jeg affinder mig!
Flerfarvet sommerfugl brudt ud af aldrende puppe!

- Per Højholt, Praksis 11: Lynskud, 1995.

Nu ku’ man jo godt affinde sig med det, men her et sidste suk fra vemodets kyst:


HUNDREDE KILOMETER

Grene i tæt,. blaa Luft. En svag Fuglelyd,
spirende ud over Himlene. Savklingens lyd,
brummende under den søde Lugt af Brænde,
og Lyngen, der virrer mod havet uden Ende …

Ind over Huden blæser det unge Vejr.
Stoffernes Farver sitrer i Solfigurer
under de lukkede Laag. Og bag Solskinsmure
løber Børnenes Stemmer med hvide Skær – –

De fjerne Motorer, et Øjebliks Stilhed gi’r frem,
gaar dæmpet og frodigt i Baade, som vender Hjem.
Halvøer blaaner. langt, og i Lys begravet.
Og pludselig synger en Lærke over Havet.

Hundrede Kilometer fra København
falmer en Blyant over en haard, hvid Blok.
Bare at nævne Tingene ved Navn
blev i et Øjeblik til Glæde nok.

Den rolige Registrering af dette her:
Børnenes Raab, Lyngen, og Havets Skær.
Det som et skraanende Sollys tilfældigt fandt.
Dette, som ogsaa er sandt.

NÆR

Pludselig gik der et Efteraar
gennem den hvidlige Foraarsdag.
Bladende vendte sig susende om,
Fliserne mørknede som et Slag.

Endnu stod Solen i vores Hud,
Kulden var bare en Ting, vi saa:
Løvet, der hældede blegt og mørkt,
Skygge, som Fødderne traadte paa.

Brat gik en Kulde i Pladsens Trær,
væltede frem med en lydløs Støj.
Mørke flød koldt som et Aandedrag
henover Foraarets lyse Tøj –

Pludselig mærkede jeg dig her,
du, der tilfældigvis var gaaet med,
pludselig mærkede jeg det ske,
uden at tale, uden at se.

– Morten Nielsen, Digte, 1967.

Morgenhilsner fra
Nissen – der hermed konstaterer, at der nu kun er 102 dage til nissegrød & julelys i øjnene!

P.s.: Ja det er vældig hyggeligt med sådan en lille spadsurtæer mellem Storms & Alstrups gamle fæstninger, og slottet på Asgårdsvej står der sgu’ endnu, man får næsten lyst til at inspicere herligheden indefra, dog ska’ man nok ikke regne med at husets ”nye” mutter serverer stormkaffe til tropperne. Han selv ligger som en anden humoristisk ubåd lige om hjørnet med tæer og pibe ret i vejret, og jeg vil næsten tro, at hele familien Rode også ligger der, det ku da bare mangle! Museet nupper man så i højt humør bagefter, dér ka’ man sagtens tilbringe en times tid eller mere, og kommer siden hjem med barometeret på Storm. Det ka’ kun anbefales ;)

Frederiksberg Kirke er i øvrigt ret hyggelig juleaftensdag, hvor museet jo har lukket, det havde ellers været en fornem cocktail. Vi må ha' noget mere Storm mellem linjerne her, der nu er kravlet helt på 200 sider, jamen det er jo blevet en hel poesibog..;)

Hej RM..

Der findes masser af litteratur af og om Storm P, der i og med han er godt for humøret jo er godt for helbredet, m.a.o. er han altså til trods sine i egne øjne manglende forkundskaber ud i det lægefaglige ganske lægende, det er da egenskab hvis ikke en kundskab. Måske det var humørbomben der fik Ebbe Rode til at ryge i vejret hver gang han så eller læste noget om Storm P, efter eget udsagn var den i al fald gal med ham helt fra barnsben, og i »På Stikord« fortæller han hvordan både forældrene og husets mange gæster hørte med overbærenhed på ham, så åbenbart var ikke alle lige begejstrede, eller trængte til at blive lægt & lagt af grin.
Selv mener jeg Ebbe Rode havde ret: Hr. Storm får straks lymfocytter til at gå til angreb på de fremmede som bidske vovser – ikke så snart var jeg midt i historien »Slaget om Asgårdsvej« før jeg glemte alt om lungebetændelse, og da jeg nåede til frem til enden, havde jeg atter kold snude og blank pels. Nå, men her er i al fald en erindring fortalt af lystigheden himself, der også involverer Gustav Wied:

Jeg mindes Gustav Wied. Der hænger her på Jernbanerestauranten en reklameplakat for et svensk badested – man ser nogle træer og et stort træhus, bagved er vand, Østersøen. Værten på hotellet hedder Schwartz, og da min fantasi ynder kurver – vinkler – triangler og kuber, fik jeg snart lavet navnet om til Hvid – Sylvester Hvid – Hvids Vinstue – ånd og hvid – Gustav Wied. Der stoppede jeg og faldt i staver, mens min smörgås krummede sig i kakkelovnsvarmen.

Gustav Wied – jeg husker engang, han havde købt nogle akvareller af mig, og da han kom ind til sin glarmester i Roskilde for at få dem indrammet, sagde den gæve glarmester til den lille digter: – Jamen Hr. Wied – vil de virkelig ha’ sådan noget skidt på væggene? – Næh, sagde Wied – aldrig i verden – de skal ligge på gulvet! –

Da Dagmarteateret opførte Wieds »Ranke Viljer«, fik jeg overdraget »en fange«. Rollen krævede, at han skulle have forårssyge – og da jeg aldrig har haft den sygdom, måtte jeg først studere den på hospitaler, og da jeg ikke havde nogen forkundskaber i lægekunsten og anså det hele for håbløst, afgav jeg rollen, men Wied overtalte mig til atter at modtage den – jeg kunne så spille stivbenet – halt – vindøjet eller hvad som helst. Jeg valgte at prøve mig for, og den ene aften var jeg stivbenet, den næste hæs, så skeløjet, forkølet og forskellige andre småting. Denne stadige forandring af figuren forvirrede dog ikke min fortræffelige medspillende – Adam Poulsen. Hver aften glædede han sig til at se, hvad jeg nu havde fundet på – og det var virkelig ikke for at gøre grin, jeg fandt på, det var kun fordi jeg ikke kunne »finde« figuren – jeg havde aldrig været i fængsel, jeg havde kun fået fem kroner i bøde for at køre uden lygte. Men til sidst lykkedes mine anstrengelser, og jeg fik en ganske anstændig forbrydertype ud af rollen. – Et sted skal Adam P. give mig en rulle skrå, som han har gemt i en gammel lænestol – den skrårulle blev efterhånden aftenenes clou, den forvandlede sig fra skrårulle til chokoladecigar, en sveske, et stykke røget ål osv. Men jeg lod mig heller ikke forvirre af dette forsøg på at få mig til at smile- jeg fandt også på – – det er utroligt hvad der kan laves på en scene, uden at publikum lægger mærke til det. Jeg skulle feje cellens gulv, og under dette anstrengende arbejde fandt jeg mange forskellige ting – en guldtyvekrone, en diamantnål, 6 hårnåle, en omstigningsbillet, 3 champagnepropper og mange andre ting, som jeg overrakte A. P. med et for aftenen forfattet lille bon mot.

Gustav Wied opnoterede mange af disse bon mots – men jeg har dog ikke fundet nogen af dem i hans senere produktion. Han var en gentleman – og ikke som Shakespeare, der huggede alle sine dramaer fra Bacon og Eggs. –

Inden jeg slutter, må jeg lige fortælle om et besøg, jeg aflagde en kendt grosserer på hans kontor – lige midt i den travle formiddag. Altså – jeg går ind uden at banke på, grossereren sidder optaget ved en tilsyneladende vigtig telefonsamtale – jeg tager kopipressen og vælter den på gulvet, derefter hyler jeg som en ulv og lader en medbragt flaske champagne springe, mens jeg uafbrudt råber: – Gamle dreng – hiv og sving – gamle dreng – hiv og sving! –

Manden ser idiotisk på mig, ringer af og rejser sig op – to tiloversblevne hår rejser sig på hans lille runde hoved – derefter falder han med et smask ned i kontorstolen og siger: – Er de gal, mand – hvad er meningen med at komme her og forstyrre mig i mit arbejde!!? – Tag den med ro, sagde jeg og bød ham en cigar fyldt med dynamit – ser de, fortsatte jeg med en mine som Phileas Fogg i Ekstraklubben – ser De, min kære herre, jeg kommer her for at vise Dem, hvad det er at blive forstyrret i sit arbejde. Forleden aften var De i Cabaret »Edderkoppen«, og der sad De og afbrød de optrædende hele aftenen – og da jeg havde den ære at vise mig på tribunen for at aflevere et par historier, så råbte De og gebærdede Dem akkurat som jeg gjorde for et øjeblik siden – De må nemlig vide, at det var mit arbejde, De forstyrrede, og at der i lokalet sad folk, der gerne havde hørt, hvad jeg sagde – ja – det var det hele jeg ville, og be’r Dem undskylde, at jeg forstyrrede Dem.
Så rejste den lille mand sig, bukkede og sagde – Tak i lige måde, for han var nemlig en gentleman – trods alt.

- Robert Storm Petersen, fra »Bag rampe og kulisser«

mvh
Simon
P.s.: Da mennesket nu engang ér TV-apparatets lydigste hund, er det fuldt ud muligt at hunden er menneskets bedste ven…

Hej Simon, du muntre gut :))

Tak for latteren og de store smil som et herligt krydderi til morgenkaffen :))
Åh jo, med latteren og lattermildheden kan man bære meget på sine skuldre, her udtrykt med Immanuel Kants vise ord


"Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren."


Dostojevskij gi'r også her sit besyv med, som en modgift til selvhøjtideligheden overtag.


"Hvis vi alle turde være lidt mere latterlige, ville vi holde mere af hinanden."


Munterhed (ærligt og særligt fra hjertet) er at skabe plads til både sig selv, sit medmenneske og mange af de vilkår, vi står med ved at være menneske.

Som Johannes Møllehave udtrykker det i sangen "Mild, lattermild og gavmild"


Jeg tør være den jeg er når vi er sammen,
al min mistro svinder langsomt hen,
du er mild, du er lattermild og gavmild,
jeg bli'r tryg og tillidsfuld igen, ja ha.



Nå, fra Møllehave videre til Møllehave&Storm P. og "Tusind fluer med eet smæk". Jeg ved, at jeg har bogen, men mine bogreoler er lidt uoverskuelige og besværlige lige i øjeblikket. Heldigvis kan ereolen.dk og biblioteket komme mig til hjælp i den situation. På ereolen fandt jeg "Møllehave læser Storm P.", og de to er et særdeles godt makkerpar.

Og da, jeg gik på jagt i min egen bogreol, så faldt jeg lige over Ebbe Rodes bog "På stikord", som du lige nu og tidligere har citeret fra og anbefalet. Begge skal indåndes her i septemberfarver og -lys, for det er lige nu, verden er i farver og humoren som den springende hval ... :))


Lattermildeste hilsner
RoseMarie