1
registreret
(1 usynlig),
824
gæster og
283
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23982 - 14/11/2017 10:02
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn' RM..
Ja dvs. morgen og morgen, nåja, efteråret døser stadig i vinterkåben, så kattepoter ka liste usete om hjørnet; andre kalder nok mælkehatten for formiddag. Men uanset, et uhindret muk ska' du da ha', faktisk hele tre, og ikke et ord om tippen, tak! - der rød og fin som en anden basun, får selv arme træer til at hvisle. Mon ikke sådan et sleepyhead som dig vil sætte pris på lidt Ginsberg, den dejlige jødiske poet med de søvnige øjne, nåja, nu sover han den rigtig ud, men stadig får han øjne til at tindre, også mine, og han gik heller ikke på kattepoter:
To Aunt Rose
Aunt Rose – now – might I see you with your thin face and buck tooth smile and pain of rheumatism – and long black heavy shoe for your bony left leg limping down the long hall in Newark on the running carpet past the black grand piano in the day room where the parties were and I sang Spanish loyalist songs in a high squeaky voice (hysterical) the committee listening while you limped around the room collected the money – Aunt Honey, Uncle Sam, a stranger with a cloth arm in his pocket and huge young bald head of Abraham Lincoln Brigade
– your long sad face your tears of sexual frustration (what smothered sobs of bony hips under the pillows of Osborne Terrace) – the time I stood on the toilet seat naked and you powdered my thighs with Calomine against the poison ivy – my tender and shamed first black curled hairs what were you thinking in secret heart then knowing my a man already – and I an ignorant girl of family silence on the thin pedestal of my legs in the bathroom – Museum of Newark.
Aunt Rose Hitler is dead, Hitler is in Eternity; Hitler is with Tamburlane and Emily Brontë
Though I see you walking still, a ghost on Osborne Terrace down the long dark hall to the front door limping a little with a pinched smile in what must have been a silken flower dress welcoming my father, the poet, on the visit to Newark – see you arriving in the living room dancing on your crippled leg and clapping hands his book had been accepted by Liveright
Hitler is dead and Liveright’s gone out of business The Attic of the past and Every Minute are out of print Uncle Harry sold his last silk stocking Claire quit interpretive dancing school Buba sits a wrinkled monument in Old Ladies Home blinking at new babies
last time I saw you was the hospital pale skull protruding under ashen skin blue veined unconscious girl in an oxygen tent the war in Spain has ended long ago Aunt Rose
Paris 1958
- Allen Ginsberg, Kaddish and other poems, 1958 – 1960.
*
MORGENAVISERNE LYSNER EN NY DAG
Avisbuddet har sat sin anhængercykel, morgenavisen er klar til ankomst, så høres denne stolte kradsen liste fra en busk. Det er vores visitgæst, og den trænger også til en godbid fra morgenstunden, og det får den så, en rigtig rød elegancesirren . Og så starter snuseriet ellers. Det er Rødemis, men den har vist fundet en kæreste i vores lejlighed. Det er vores egen dejlige hunkat, Bille, steriliseret, og med en våd omvandrende snude, den er blevet husets butler. Kvindelig elegantier. Og så er der Rødemis lettet for sin nossepose, så lad dem endelig være kærester, der er ingen fare i fluen.
EN SEANCE STÅR IGEN TIL GENTAGELSE
Alle disse trin over lakgulvet, men så bliver der pludselig stille, den daglige oase. Vi står selvfølgelig kun skimtende, men sikke et fotografi, de står og sætter mund til hinanden, det er en verden vi kan lide. Hvor den dog ligner vores.
Undtagen Paris, eller Chiracs gemene arrogance, han burde sparjes ind i et bundet fletværk, bare at se dette latterlige mundheld halte, i en balje med olie, og gid han blev dernede. Denne europæiske svindler, denne kosmetiske figur, og med en snude der trænger til Jørgen „Gamle” Hansens hånd.
Nu lister kattene med fruen først ud til sommerskovsvejr, hvad er det dog for lyster? En time senere sover de den af, i hver sin vindueskarm. Hold kæft hvor de ligner os.
- F.P. Jac, Kattenes eventyrlige rumsteren, 2009.
mvh Simon
Redigeret af Simon (14/11/2017 10:06)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23986 - 14/11/2017 17:01
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej med dig, Simon
Jadak til Jac, den herlige gut, der altid er fremkalder af mit milde smil :)) Med hans digte bli'r læsningen og ordene til levende billeder og næsten til et indre filmklip. Digtene her er fra En torden i det stille og er måske mere ordbilleder og -leg end filmklip.
Første mellemistid
måske nok brugt men vel aldrig opbrugt,
har stået til brug for solen i uoverskuelige tider men aldrig med tanke for noget endeligt.
måske nok død som ting men aldrig døende,
der er ikke noget tilfældigt med det jordiske gods, det er gået og går imellem os som hænder eller som redskaber med nye muligheder,
man behøver ikke farvelægge alle ting er farve, og vil kunne lide at skifte plads og position eller bare blive brugt som vores liv er opstået,
hermed erklæres et jordisk glimt for åbnet,
***
En solpause vil aldrig findes
himlen kender intet til mørke det kan være mindre end lyst men altid klarheden dybt under altid en trøst at spejles ind i
stenene skjuler jo aldrig sandet men legitimerer en flade varme lægger sig godt og porøst ind så alle har en lille hemmeliged
i stuerne er lyset et andet det er menneskers lys i flæng ikke så varmt men dog oplysende og en stille kontrast til åbenhed
et gadekryds samler et spurvepar de overtræder vore normer og lyser op hvorfor ikke samle alt på gaderne
skyerne fortæller at de er figurer senere rammer regnen os som skyts men der er et lys der tilgiver dråberne
en øllysning ses nede ved havnen her stimler man om fisketimen og lader fisken lytte til den sidste snak
så sent som mørket ses kun lyset så overalt er døgnet det samme
***
Hver eneste streg er universets
dine hænder er dunkende af tid tid til at vinde alle grænser
på fugten faldet ud fra armhulen står en sød regn ud i rummet tætner med træthed og eftergivenhed en overskuelse som er umulig
din tinding er spændt ud i luften en luft befolket af al tid og med en viden af overvindelse
gravstene står som en ny begyndelse navne tilbage led på led på led og en jord der skabes som stadig som en morgen ny i alle vinduer
dine hænder er dunkende af tid tid til at vinde alle grænser
alle kloder griner med bevægelse og tænker på os med omdrejning så vi sover trygge på sengen
dine hænder er fastholdt til hilsen
***
Når stenen slutter alt omkring os
den sidste dag er selve bestøvelsens her er sidstebesøgende på alle niveauer og lyngen lægger kranse om panden
en kvinde har sejret på klitterne og er ikke uden bølge i sin afsked hun går kant om hånden og tæller og kan mærke at dagene er gået
den sidste dag er selve betagelsens her står det fast her er det gået men ingen begejstring står i tidsstykker så den holder skinnerne over og toget
en sidste sol tilraner sig postkortene inden de uskrevne falder i taskerne men det der er skrevet skrev sig og behøver ikke dubletter i sig
den sidste dag er selve undfangelsens så er der sejret så er der fødsel og den står i laurbærrenes mønstre
årene skal ikke tælles mere de skal mærkes i deres nu
sådan som de hviler i søvn i søvn der bevæger og ryster søvn der bærer en kraft oppe
Nisseligst RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (14/11/2017 17:02)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23990 - 15/11/2017 04:48
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej dér, på nattevinden..;)
Ja han var virkelig en herlig gut, denne milde dreng med det voksne sind og en billedkælder med duften af hav, sagt med tak for de fine dias, kvitteret for herunder på rundtur med Bille:
Vesterhavet, denne erotiske bølge
Sand der får ro imellem tæerne, så er digtet allerede i hovedet, og jeg går med følge, katten Bille går i sit billede, nysgerrighed.
Den har aldrig set Jylland før, men hvor den trives så tæt på bølgeforskræk, men vi følges hjem til sommerhuset, en prinsessse vil også nuancere verden.
Vi sidder under den sidste sol, og leget oson og grill under en mørknende plæne. Bille gavtyv spadserer sin forsigtighed, rundt om huset, men dufter nu til røgen.
Som altid betror jeg mig til alkohol og kvinden, det er de trygge virkeligheder.
- Jac.
Faktisk lå jeg og ”nyseroden” og læste Bjørnvigs essaysamling Virkeligheden er til, i hvilken Pär Lagerkvist genoplives i den megen død, med særlig henvisning til barndomsminder i Gæst hos virkeligheden, et tema udstrakt i forfatterskabet og med indvirkning på bl.a. Bergmans billedmaskine, ja ”rødder” glemmer helt at nyse i Thorkild Bjørnvigs selskab. Bare et hint, hvis pludselig du selv sku’ blie nødt til at hive i hornet..;)
Mojn fra Nissen
Redigeret af Simon (15/11/2017 04:49)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24002 - 16/11/2017 08:28
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ på brændingen, RM..;)
Jah, effekten af disse ”oprydninger” efterlader ingen helt tosset fornemmelse, om hvilken nogen også bruger ord som ’renselse’; anset en god gang massage af sindet, netop som under spadsurtæeren langs Vesterhavet eller over tid at mærke vinden rydde op i sig, en fornemmelse af nødvendig man akkurat også bemærker på tur i Bjørnvigs forankring i landskabet. Han der står så støt som nogen, ingen ligegyldige overflødigheder dér.
At låne Billes knurhår og øjne, er bestemt heller ikke dårligt tænkt af Jac, nærmest Halfdansk – med ord som Himmeldybet, er man nærmest også på vej ned i noget udenfor sig, for dermed at få lidt samling på sager i sig, og hvem ka’ ikke trænge til det? Man forstår Ebbe Rodes stjerner i øjnene, ved tanken om en tur på Bodillens kost. Forøvrigt tror jeg Gæst hos virkeligheden ligger som hørespil på svensk radioteater – heller ingen dårlig oplevelse ;)
Så nisseligt Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|