0
registrerede
819
gæster og
104
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28538 - 11/11/2019 09:37
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Der knytter sig en fantastisk historie til Fernando Pessoas liv og gerning, hvor alene tanken om forundringen opstået under åbningen af hans skibskiste, hvori man fandt adskillige tusinde efterladte manuskripter, er i sig selv en enestående historie. Først herefter strømmede bøgerne ud, bl.a. oversat af Peter Poulsen:
"Jeg er ingenting / jeg bliver aldrig til noget / Alligevel drømmer jeg om alverdens ting / Vinduet i mit værelse / i mit værelse, som bebos af en af de millioner i verden, som ingen aner hvem er / Vender ud mod en gades mysterium / som hele tiden krydses af folk / mod en gade, som er utilgængelig for alle tanker, så virkelig, at den minder om en drøm, så velkendt, at den virker fremmed" mvh & go dag under mælkehatten.. Simon
Redigeret af Simon (11/11/2019 09:37)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28559 - 14/11/2019 07:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn' RM..
At få fortalt historie …
Sjældent er der noget bedre end at ligge dér med øjnene fæstnet på et særligt punkt, porten til rejsen ud ad fortællingens sti, der ligesom åndedræt og puls, hæver og sænker sig afhængig af historiens højdepunkter og fortællerkunsten. Den første vi oplever læse for os er far eller mor, eller en af bedsteforældrene, som regel er der en vi foretrækker, allerede da ved vi nemlig hvad der er godt. Min far, der som barn elskede at høre sin bedstemor læse op, var selv en fortræffelig fortæller, jeg elskede eventyret i hans stemme, hvor hver karakter havde sit eget særlige stemmeleje, mens den overordnede fortæller havde hans egen røst; jeg tror hans fortællerevne afstedkom fra det utal af historier han som barn fik slubret i sig, og som han siden ku’ ryste ud af ærmet alene ved hukommelsen, men jeg var nu ikke ene om at paralyseres, at elske at forsvinde ind i en fortalt verden, der såfremt den bød på uhyggelige scenarier, også bød på løsninger; akkurat som vi ved morgenbordet jo gerne ser børnene glade i øjnene, fordi de er trygge og udsovede.
I skolen var vi begunstiget med både en dansk og tysklærer, der ku’ den kunst at få en hel klasse til at holde vejret – ordsproget learning by doing ka’ altså med fordel udvides til lærdom ved at høre og se, gerne indad, og forøvrigt findes der vel heller intet så bekræftende for den gode lærer, end når denne ser ud over forsamlingen af fraværende øjne p.a. nærvær i fortællingen; nåja, medmindre læreren da ligefrem har brug for hele tiden at få bekræftet sin existensevne, som en bassemand her på Trosfrihed jo har for vane. Men mon dog ikke de gode lærer har så rigeligt med blot at få deres evne til kundskabsformidling bekræftet, det vil jeg mene. Og her er selve sproget jo så det altoverskyggende værktøj, også når det gælder pralerier på gangen eller i skolegården, guderne vide hvor mange vakse små ordkunstnere der har evnet at flytte nogens opmærksomhed fra slåskampe til spændende tankehorisonter, og derfor ku’ hoppe trallende hjemover p.a. deres sprogfærdigheder. Sikkert ikke så få. Afdækning af misinformation, kræver jo også sprogkundskaber, og måske særlig i en tid hvor febrilske øjne jo så ukritisk slubrer information i sig fra Internet, hvad der ku’ sidestilles med historiefortællingen, hvor øjne og ører så let afvæbnes. For overfor den rigtig gode historiefortæller, er man som regel så herligt forsvarsløs, helt og aldeles i dennes hule hånd, og kan altså kun håbe på nænsomhed, for ikke at gøre i bowserne når uhyggen breder sig – min søster, den skiderik, elskede at fortælle uhyggelige historier, og med syv år imellem os, var mit eneste forsvar jo at stange hende med hovedet i maven. Ak ja, stillet overfor så grusomme søskende, er der m.a.o. ikke andet at gøre end selv at lære at læse, hvilket minder mig om Harald Griegs’ Lesningens Velsignelse, en aldeles vidunderlig fortælling, hvori han beretter om sine forældres måde at indynde ham i ordenes verden. En anden herlig fortæller var jo Günter Grass, der som barn erobrede husets eneste bogskab, og med indholdet satte sig på en kasse ved et vindue oppe på loftet, hvor han så for første gang oplevede fordelen ved sit enestående underbid, når en pandelok skulle pustes væk til udsynet. Ind imellem kom hans mor op fra forretningen med et æble, og satte så den stride gevækst dér i toppen op med en af sine hårklemmer. Men Günter var som regel laangt væk, og registrerede først omverdenen og hans drillende mors grin, da den søde æblesmag erstattedes af smagen af sæbe, en smag han aldrig siden skulle glemme. Tja, mødre er jo ganske ofte også søskende, men meget apropos de vidunderlige døde forfattere, har jeg nu altid forestillet mig Knud Sønderby som en uovertruffen fortæller, lidt i stil med Jørn Riel, men har desværre aldrig hørt ham læse op, så her har også jeg været henvist til selv at læse hans bøger, hvad der jo også er en berigende oplevelse - og nu vi er ved de søvnige øjne omkring morgenbordet:
Søvnen
Jeg skulle over Kattegat på dæksplads – enten fordi kahytterne var optaget eller fordi jeg ikke havde råd til andet. Ferietiden gik mod slutningen, og damperen havde slagside ind mod kajen, da folk stod og vinkede farvel. Da damperen sendte sit mættede brøl mod himlen, steg afskeden et par sekunder til ekstase, lommetørklæder flagrede i luften, ansigter fulde af bevæget liv og overdøvende råb vendtes mod hinanden over den smalle stribe vand mellem bolværk og skib. Man stod længe og vinkede. Så stod man og betragtede kysten, der gled forbi, men et par stykker vinkede endnu til nogen, som altså måtte stå et sted og vinke til dem.
Så spadserede man på dækket. Der var en ung pige i en lys sommerfrakke, hun var den kønneste og hun spadserede også. På lugen midtskibs var der to studenter, der havde stillet rejsegrammofonen frem og spillede, og så var der mange, der helst spadserede der i nærheden. Den unge pige i den lyse frakke stillede sig også midtskibs ved rælingen, og studenterne skævede til hende et par gange, men hun stod med ryggen til og kiggede ud over vandet og holdt sig fuldstændig for sig selv.
Nedenunder på dækspladsen havde de ældre allerede sat sig til rette. Hen over alle bænkene sad folk, mest ældre damer, nogle havde allerede lagt sig på langs og var helt hvide i ansigterne, skønt der var stille. Ved bordene drak man kaffe og øl og et par steder var stemningen høj og altbeherskende med stærke latterudbrud, der tydeligt for alle tilkendegav, at muntre og vittige mennesker morede sig. Oppe på en behagelig bagagehylde lå en ung mand og kiggede. Man kunne se, at han straks, da han var kommet ombord, havde lagt sig der for at have den plads for sig selv. Han havde kaffe på en termoflaske og madpakke, men spiste liggende for at ingen skulle få noget af hans plads, hvis han trak benene til sig. Hans magre ansigt med de opvakte øjne fik mig til at tænke på en bestemt type drenge, selvglade og merkloge i petitessernes rige, som jeg huskede fra skolen og som alle senere blev polyteknikere. Man kunne se, hvor han nød den klogskab, der havde fået ham til at sikre sig pladsen og den forudseenhed, der gjorde at han ikke behøvede at give penge ud for at købe skibets kaffe, der sikkert oven i købet var dårligere end hans egen.
Solen var gået ned over Kattegat. Oppe i den friske luft havde fjorten spejdere allerede lagt sig hen over lugen som et patronbælte side om side i vandtætte soveposer. Nede i fælleskahyttens tobaksrøg og ølluft sad et gammelt ægtepar ret op og ned med fælles plaid over ryggen. Uden at tale med hinanden. Som gik de en stor lidelsens tid i møde, det prægede deres ansigter. Sådan sad de stadigvæk kl. syv den næste morgen. En ældre mor med sin yngre datter og datterens tre små børn lå i en krog på det hårde gulv. Det ene barn, en dreng, lå på ryggen og sov den dybe lydløse søvn, det andet, en fireårs pige, sad op med bare fødder og store tilfredse øjne og spiste en kiks, det tredje, en treårs pige, lå på ryggen og græd, vendte sig om på maven og græd, sparkede med benene og græd, var helt højrød i hovedet af gråd, overdøvede næsten to andre børn, der græd andre steder.
- Nu skal du sove, ellers kommer vi ikke hjem til far i morgen.
- Nu skal du spise en kiks, for ellers kommer du ikke hjem til far i morgen.
- Nu skal du lade være med at spytte bedstemors gode chokolade ud, for så kommer du ikke hjem til far i morgen.
Sådan gik et par timer
En mand flakkede rundt med fem klapstole og anbragte dem til slut foran et bord med service og syslede lang tid med at få dem stillet i det rette forhold til hinanden og få dem gjort magelige og få tæppet anbragt, så han kunne få det helt om sig. Da han havde fået puttet sig og tæppet om ryggen og helt ind under sig og armen ind under tæppet også, kom tjeneren og meddelte ham, at han lå i vejen, om han ikke kunne indse, at han ikke kunne ligge der. Manden rejste sig uden at sige et ord men helt forstyrret i øjnene. Med tre stole under den ene arm, to under den anden og plaiden hængende over skulderen, så hatten sad skævt, sjokkede han af for at søge et andet sted. Han ænsede intet. Søvnen jog ham rundt i uvirkelighedens ørken.
- Nu skal du lade være med at sparke tæppet af dig, for ellers kommer vi ikke til København til far i morgen tidlig!
Den lille pige var blevet stille. Med et ansigt, der var skoldet af gråd, lå hun utidig og varm og sparkede tæppet af sig med bare, bløde fødder.
På hvert eneste sted i det store rum, hvor der kunne være plads, lå der efterhånden mennesker og sov eller uden at være faldet i søvn endnu. Lamperne lyste svagt og en sød lugt fra lasten blandede sig efterhånden med tobaksrøgen.
Kun de standhaftigste var tilbage. På en træbænk ved et af bordene sad en sirlig dame i trediverne, hun var i sort silke spændt glat ud over de svulmende med lidt udflydende former, hun lagde kabaler.
- Tiden må jo gå med noget, sagde hun muntert, hun havde i sinde med samme muntre sind at lægge kabaler de resterende otte timer, kunne man forstå. Hun var jo en ung livlig pige.
En halv time senere lå hun med ryggen på bænken med kåben over sig og blæste hørligt ad både ungdom og livlighed.
Den ældre herre, som hun var kommet i snak med, svarede hende, at en rejse blot var et spørgsmål om mængden af tobak. Han skulle også sidde oppe. Han havde avisen verdensmandsagtigt foran sig. De var begge højt hævet over den almindelige dyriske søvnighed. En god time senere tog han med klattede øjne og fuldkommen ligeglad med alt og alle støvlerne af og tog dem i hånden og vaklede over i en krog og borede sig med hovedet først ind i en dynge presenninger, som gik han i hi. Med strømpesokkerne satte han i små latterlige spjæt af mod det glatte gulv. Et opsmøget bukseben og en violet sokkeholder var den sidste mindelse om denne verdensmand på dæksplads.
Sådan gik det selv de fornemste og mest genstridige af dem, der havde vinket farvel på kajen. Først en stiv, opspilet vågenhed i ansigterne, derpå lukkede øjne i oprejst stilling et par sekunder og endelig en næsten panisk opfindsomhed så snart overgivelsen havde fundet sted. Nogle kravlede ind over kufferter på bagagehylderne, andre ind under bænkene eller lagde sig op på bordene. Man luskede bort til afsides kroge og snoede sig til hvile som hunde, inden virkeligheden helt svandt bort.
Ved det bord, hvor man havde råbt højest og omkring en slagmark af ølflasker ligesom demonstreret sin enestående vitalitet, var der blevet stille. Den sidste, der sad alene tilbage, nikkede tre gange, og som ramt i nakken af et projektil knaldede han panden imod bordpladen – og sov.
Den der længst holdt sig i live i kahytten var den kønne unge pige. På bordet foran sig havde hun et ugeblad, en æske cigaretter og en pudderdåse. Den fine, lyse frakke havde hun lagt forsigtigt ved sin side. Benene havde hun over kors i en behersket, smuk stilling. Røgen pustede hun fra sig med spidse læber. Noget ubevidst i hende krævede, at hun holdt sig vågen, at hun ikke overgav sig til uskønhed og mangel på kontrol.
Minutterne sneglede sig afsted, blev til år. Jeg gik op på dækket for at bevæge mig og få frisk luft. Jeg kunne se fyrene blinke fra øer, som vi passerede. Stjernehimlen var smuk, og skibet blandede sine egne stjerner ind i natten, medens vi sejlede frem. Det var blot svært at fastholde, at det var noget, der kom mig ved. Der var en anden verden inden i mig selv, som var langt mere indbydende. Der var et hav, som var langt større end det, vi sejlede på, et hav af træthed og hvile, som jeg længtes efter at gå til bunds i.
En time senere så jeg den unge pige ligge for foden af en trappe midt på den fugtige, hårde løber i en åben, blæsende korridor. Hun havde vel siddet på trappen først. I den sarte, lyse frakke lå hun på den snavsede løber. Hendes mund stod åben, og hun var ligbleg i ansigtet, medens hun sov.
Jeg gik nedenunder for at finde et tæppe til hende. Flasker og kopper stod stadigvæk på bordene i det matte lys, men ikke en lyd ud over åndedrættene, ikke en bevægelse, selve rummet sov. Som en slagmark med forvredne skikkelser. Kun det gamle ægtepar sad og stirrede frem for sig som i dvale.
Og dybt nede under denne døde last durede skruen med en evig søvnens tone, noget alvidende, forstående, noget der holdt vagt, var der over den tone, medens skibet drog afsted.
Så gik jeg op på øverste dæk og lod mig viljeløst falde ned i bunden af en redningsbåd.
- Knud Sønderby.
mvh Nissen - der godt nok synes det er blevet lidt køligere om ørerne, men savner sneen på luen!
Redigeret af Simon (14/11/2019 07:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28560 - 14/11/2019 13:26
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Apropos godnathistorien og de læselystne øjne, samt natbordes lange øjne efter litterær opmærksomhed, her en historie af den nydelsesfulde slags, hvortil det selvfølgelig går an at nippe en kop the i sig, endda uden at betragtes som syg eller udgået for kaffe – tilmed ka’ det ene natbord finde på at skæve lidt misundeligt til makkeren, når Den Gyldne The-bog af Tage Voss ligger dér og byder sig til. Bare en advarsel. Der er tale om en lærebog af herlig slags, helt uden ølfims og dårlig ånde, hvorimod en god cigar måske ville være i forfatteres ånd, ja så at sige dennes indsigt i det nydelsesfulde liv – men er man først nået dertil hvor man lige må løbe 10 km. for at holde pottetræningen ajour, ja så er det vist også ved at være på tide at tillade sindet få et hvil, cigar eller ej. En sukkerknald:
En forårsaften for 4723 år siden sad kejser Shen Nung ved en lejrild over hvilken en gryde vand var ved at komme i kog. Shen Nung kaldtes Den guddommelige Helbreder, optaget af sundhedsspørgsmål, urters medicinalske virkninger, men også af fornuftige hygiejniske forholdsregler. Således havde han påbudt, at drikkevand i landsbyer altid blev kogt.
Ilden bragede, den var gjort af camiliagrene, som netop groede der. Nogle tørre blade, som var hvirvlet til vejrs, faldt i kedlen, og kejseren var lige ved at hælde vandet bort og skifte det ud med rent, da en yndig duft bredte sig fra gryden og holdt ham tilbage. Vandet var blevet gyldent, og da han lokkedes til at smage, var det aromatisk, blomsterrent, stimilerende….
Således begynder theens historie, den lange brogede beretning, i Kina i år 2737 før Nul. Det sker i Kina, ikke blot fordi det er dér, man mener, at thebuskens hjemsted findes, (gad dog vide, om den ikke har været at finde andre steder på kloden, aldrig fundet fordi ingen har set efter den). Det sker i Kina, fordi højt kultiverede mennesker dér har været modne til at værdsætte den. Og at ifølge historien ingen ringere end en kejser finder dens brug, kan kun udtrykke respekten og glæden over denne gave til menneskene.
Udenfor Kina foer mennesker rundt og slog hverandre i hovedet med stenkøller eller udkæmpede stridigheder med bronzevåben, når de ikke havde travlt med at skaffe kraalens forsultne skurvede hob mad. Thedrikning var ligesom ikke sagen.
Den ægyptiske kultur i Nildalen var på den tid i sin første spæde spiring. Middelhavsbækkenet befolket af spredte jæger- og hyrdefolk, Norden næppe beboet, muligt af enkelte familier af nøgne muslingeædere, om overhovedet af nogen. Men i Kina drak man the af ædle porcelænsskåle og førte beåndet tale til blid musik.
Theens historie er fortalt snesevis af gange, mest af englændere, naturligvis nok. Ikke blot indgår thedrikning i engelsk dagligdag overalt i verden, præger engelsk livsstil og temperament, men the tegner sig også som en vældig udløsende faktor i engelsk historiskrivning, økonomi, industri. Man kan finde det lidt excentrisk at henføre regeringskriser, revolutioner og nationalkatastrofer, kolonikrige, opdagelsesrejser og imperiepolitik til theen. Men det er dog notorisk, at theen spiller en væsentlig rolle på afgørende punkter i historie og kulturhistorie. Det østasiatiske kompagnis opstigning (som imperie imperiet) og dets fald er knyttet tæt til themarkedet. Thetørst (og fortjenesten ved at stille den) startede de velorganiserede og mægtige britiske smuglerorganisationer med flåder, mæglere, fragtmænd, udenlandske agenter, kyst- og havnevagtkorps, vej- og havnebyggeri, officials , sagførere og børsmæglere. Skibsbygningens kulmination med de pragtfulde clipperskibe, den europæiske porcelænsindustris opblomstring, Amerikas Frihedskrig og løsrivelse fra Imperiet – alt med theen som centralt punkt, som argument og udløsende faktor. At se bort fra theen i disse sammenhænge er at underkende historiske kendsgerninger. Lad os kort godtgøre dette…
mvh & god weekend.. Nissen
Redigeret af Simon (14/11/2019 13:40)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|