Hej serotonin.

Nu indfører du et nyt begreb som du kalder bevidsthed eller bevidsthed om. For mig at se mener du "at tænke på".

"Hvad er det som forhindre bevidstheden i, at være i kontakt med Selvet? Jeg tror det er sindets forvrængninger, illusioner om adskillelse, frygt.", siger du.

Alt dette er netop tankevirksomhed. Hvis bevidstheden vil være i kontakt med selvet, må tanken netop være stille. Så ER man sig selv. Hvis man er stille, i stedet for hele tiden at tænke, vil man også kunne se at nuet hverken har nogen årsag eller virkning, men det er selvfølgelig kun mens man er stille.

Snart banker livet på døren og så er der knageme årsag og virkning. Men uanset hvor hektisk det bliver kan man altid få øje på stilheden ud af øjenkrogen, jeg vil tro at det er fordi man har været i stand til at give tanken den rette plads i sit liv, men jeg ved det ikke.

Der er stor forskel på at tænke på "et selv" og så "være sig selv".

Hej jmp.

Så mødes vi også her, min kære ven.

Bevidsthed er vel det "rum" som tankerne krydser, og den oplevelse eller tilstand som er i bevidstheden, præges vel af reaktionen på tanken.

Når man ikke reagere på tankerne, så er det at stilheden opleves, eller hvad?

Den bevidste tilstand vi oplever, præges den ikke af vores reaktioner på vores tanker? Og egentligt så er reaktionen måske et udtryk for tanken i sig selv?

Og det vi reagere på, er det vi tror på er sandt og virkeligt, eller hvad?

Men det er altid indholdet som er det vigtige, mener jeg. Og indholdet er vores overbevisninger, opfattelser, tro, ønsker, ideer osv.

Spørgsmålet er jo hvad det er dette "selv" som vi identificere os med indeholder. Hvad er det dette "selv" tror på om sig selv?

Skaber vi selv dette "selv" udfra hvad vi tror på om dette "selv", eller er vi skabt som eet Selv?

Svaret findes helt klart i stilheden.

Kærligst Jan.

Der findes intet "selv". Det er et ord man bruger når man meddeler sig til hinanden, et ord som er blevet grueligt misforstået. Vi ER os selv.

"vores overbevisninger, opfattelser, tro, ønsker, ideer osv"

Det er dette som man må forstå mens man lever med i livet.

Det kan man kun forstå hvis man er opmærksom på sig selv i forbindelse med omverdenen hvilket vil sige det liv man lever.

Det betyder at man lever med sig selv og er opmærksom på sig selv og andre uden at retfærdiggøre eller fordømme.

Det er denne direkte opfattelse af en selv som er forståelsen af en selv. Det er klart at den direkte opfattelse af en selv ikke kan meddeles til en anden. Man kan meddele en anden hvad man føler, tænker og drømmer om men man kan kun selv opleve det.

Det er selvet.

Hej igen jmp.

Det er rigtig godt det du skriver.

"Den direkte opfattelse af en selv er forståelsen af en selv"

Så er der ingen adskillelse imellem den som opfatter og det som opfattes.

Normalt bruger vi det ydre til at opfatte os selv med, eller hvad?

Vi møder et menneske som vi så har en fortolkning af eller dømmer, og det fremkalder så en følelse eller reaktion i vores indre, og normalt så ser(opfatter) vi, at det er dette menneske som er årsagen til vores oplevelse, men i sandheden er det os selv der er årsagen, eller hvad?

Mødet med et andet menneske, er vel egentligt et møde med sig selv.

Vi ER os Selv.

Ja, adskillelse er en illusion.

Hvis mødet med et andet menneske er mødet med os selv så har vi endnu ikke forstået os selv.

Hvis vi forstår os selv er mødet med det andet menneske et møde med det andet menneske.