Vejen til dette svar var lang, fordi jeg flere gange har set dit indlæg i et nyt lys som så krævede et andet svar.
Jeg vælger dog
nu at poste dette nuværende svar, da du måske ellers ikke vil få noget.
Så læser jeg efterfølgende dit nye indlæg - "Tilføjelse" - som jeg ser du har postet, men som jeg pt. slet ikke har forholdt mig til på nogen måde.
******
Først hej og tak for dit svar.
Det glæder mig, du mener, vi begge forstår, det den anden skriver.
Jeg håber, det vil fortsætte, trods det jeg oplever, vi ikke ”taler samme sprog” - selv om jeg mener at genkende dit, fra tidligere i mit liv hvor jeg ”plukkede” ord fra flere forskellige livsanskuelser og gjorde dem til mine for at danne et sprogligt billede af min fortolkning at menneskelivets tilværelse i universet, og fordi jeg havde et ønske om at leve mit liv i renhed og sandhed.
Bibelen var på daværende tidspunkt ikke sand nok for mig, og derfor søgte jeg i ”øst og vest” efter svar på livets gåde.
I dag henter jeg mine sprogbilleder fra Bibelen, så jeg åndeligt næres og forhåbentligt udvikles, til at kunne elske næsten som migselv, så det engang måske kan blive en sand identitet helt renset for egoisme/synd og Satans forblindelse.
Når Bibelen omtaler mennesket som en synder, så syntes jeg det giver håb, håb om at det kan ændres til det bedre, modsat ideen om at menneskelivet er en egoistisk illusion af det virkelige liv - som for mig at se - ikke kan ændres til andet end en ny illusion, og dette kan godt give skøre tanker, der grænser til det skizofrene er min erfaring.
Jeg mener, mennesket skal ”kende sin plads.” Vi lever kort på tidens strøm, hvorimod den ”virkelige virkelighed, Gud”/livet eksisterer i evighedernes evighed uden tid, hvor vi ikke befinder os på grund af vores bevidsthed om at vi skal dø.
Derfor tro jeg, den virkelighed vi hver især oplever, er virkelig for den enkelte på det tidspunkt dette opleves i det liv der leves, også selvom det bliver oplevet som en illusion.
Håber mit svar giver mening.
Sara