Kære Debatkolleger.

Foråret så sagte kommer og dermed forårskådheden. Den har ovre på KD’s debatforum givet sig udslag i, at Hanskrist og Jmp boltrer sig som forårskåde hundehvalpe, der for jeg véd ikke hvilken gang kaster sig ud i kærlige slagsmål, hvor de på skrømt forsøger at bide ørerne af hinanden.

Det drejer sig denne gang – som det plejer at gøre – om forståelsen af, hvad »selvet« og »nu’et« monstro kan tænkes at være for nogle størrelser. Hanskrist skriver herom til Jmp blandt andet:

»Du skriver:

"jeg'et må dø for at Selvet kan leve" Citat slut.

det løber mig koldt ned ad ryggen,,,

hvilket selv????????????

mener du virkelig bare fordi du nævner et modeord, som selv, at du så kan tillade dig at se bort fra hvad Marx; Freud; Heidegger; Sartre og alle de andre kontinentale tænkere har sagt?

Hvilket selv er det du taler om????? « (Citat slut).

Og om nu’et siger Hanskrist følgende til Jmp:

»Med hensyn til Nu-et så aner du ikke hvad du taler om. Vi tilhører ikke nu-et, se dig i spejlet, se din næse, se dine øjne, se dine fødder, og dine hænder, hvordan vender disse organer, frem, nemlig, mod fremtiden,,,

du er retteligen et fjols jmp,, og du burde være under dynen og væk i dine fremtidsdrømme om frække dejlige kvinder

Selv dette organ burde vise dig vejen, pege fremad, være fremadrettet.« (Citat slut).

Her er det tilsyneladende ikke blot Jmp’s ører, Hanskrist forsøger at bide af.

Se, da jeg på trods af min alder, må vedkende mig at have en snert af de samme hundehvalpetilbøjeligheder, som får Hanskrist og Jmp til at boltre sig i kærligt slagsmål, har jeg via Mokkasin-Telegrafen spurgt Hanskrist, om jeg må være med. Det skulle i så fald være her på vort nye forum.

Dette har Hanskrist accepteret, blandt andet under henvisning til, at der er tale om en gammel stammekrig mellem ham og mig. Denne stammekrig har ikke – og vil aldrig få – nogen vinder. Vi fører den kun, fordi det er sjovt at være frænder og tildele hinanden slag med kraft og nænne. Så holder vi træningen vedlige.

Derfor vil jeg skrive to indlæg i forlængelse af dette, og de vil være stilet til min højt værdsatte penneven Hanskrist, over for hvem jeg tidligere har givet udtryk for min hengivenhed gennem en omskrivning af et digt af Halfdan Rasmussen:

Når Hanskrist trodses,
bli’r han vrissen,
og vé den, som ham kommer nær.
Han stiller tingene på spidsen
og spidsen på hans modparts tæ’r.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Hanskrist.

Du kan muligvis have ret i, at udtrykket Selvet er et modeord. Det afhænger af, hvor kort tid et udtryk skal være blevet brugt, for at man kan sige, at det kun er et modeord.. Da de ukendte forfattere til Bhagavadgita sad og skrev på det store epos Mahabharata, var Selvet et ord, som blev hyppigt anvendt. De skrev på sanskrit, og her hed det ’Atman’. Det var altså på mode dengang, men det er jo også kun godt og vel et par årtusinder siden.

Søren Kierkegaard (SK) har også skrevet om Selvet, og det er knap så længe siden. Den 30. juli i år vil det være 159 år siden, at han udgav en bog, hvori han om Selvet skrev følgende definition:

»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.« (Citat slut).

Ved læsning af SK skal man altid have opmærksomheden henvendt på, at mange af hans betydningfulde værker er skrevet under pseudonym. Det netop citerede er fra begyndelsen af værket »Sygdommen til Døden«, og det er skrevet af pseudonymet ’Anti-Climacus’. Dette psudonym er kristent, og værket skal forstås ud fra et kristent ståsted. At så din kære ateistiske ven Sigmund Freud fandt rig inspiration i værket, viser vel ret beset kun SK’s bredspektrede almenhed.

Her vil jeg lige indskyde, at vi har fået en debatkollega, der har registreret sig med brugernavnet V. Hafniensis. Dette kan være inspireret af det psudonym, som SK brugte som forfatter til det ret vanskeligt tilgængelige værk »Begrebet Angest«, hvor forfatteren var Vigilius Haufniensis (Den årvågne københavner).

Den sygdom, som SK skrev om, kalder han fortvivlelse. Dette ord skal ikke kun forstås som synonymt med dette at være meget ked af det – eller deprimeret. Man kunne måske sige, at det nærmere betyder noget i retning af at tvivle sig bort fra Selvet. Thi SK definerer et sted i værket fortvivlelsen residuelt ved at konstruere en formel for, hvornår man ikke er i fortvivlelsen:

»Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det.« (Citat slut).

Verbet ’at grunde’ skal ifølge datidens filosofiske sprogbrug forstås som synonymt med ’at være baseret på’, ’at hvile på’ eller ’at have som axiomatisk udgangspunkt’. Når formelen er skrevet af den kristne Anti-Climacus, kan vi gå ud fra, at den magt, som satte Selvet – d.v.s. var Selvets ophav – er ment som den kristne Gud.

Men også andre betingelser må være opfyldt, for at fortvivlelsen – lad os på nudansk kalde den den personlige fremmedgørelse – er ganske udryddet. Man skal for det første være gennemsigtig. Gennemsigtig for sig selv. Her kan du meget vel sammenligne med C. G. Jung’s begreb individuation. Jeg bemærker, at du behændigt har undgået hans navn i din opremsning over, hvem Jmp efter din opfattelse har negligeret. Thi for Jung var individuationen, hvor man i et langt forløb lærer sig selv at kende til pinds ende, en nødvendig forudsætning for, at man kunne nå frem til at kunne hvile i netop Selvet.

Og for det andet er det ifølge SK en forudsætning, at man forholder sig til sig selv og tillige vil være sig selv. At ville være sig selv, subsidiært at ville sine vilkår, kan være uendeligt svært. Blicher’s litterære figur Cecil i Hosekræmmeren ville ikke være sig selv, og hun ville ejheller sine vilkår. Hun ønskede sig døden, så hun kunne møde sin elskede Esben i Paradis. Med den blodige ragekniv opfyldte hun sit ønske om ikke at være sig selv og berede Esben til genmødet i Paradis.

Ser du, kære Hanskrist, nu behøver vi sådan set ikke at gå længere med hensyn til Selvet. Du er jo kristen og har derved forudsætningen for at kunne tage den kristne Gud som dit udgangspunkt. Men du vil ikke vedkende dig Selvet og har ikke det fjerneste ønske om at ville være Selvet. Du foretrækker at vandre den vej, hvor du ikke en gang imellem søger hvile i Selvet, men ideligt beskæftiger dig med den del af dit psykologiske inventar, som bereder dig så mange glæder: Dit paulinske ego.

I fortsættelsen vil jeg komme nærmere ind på Nu’et.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Hanskrist.

Når talen er om Nu’et kan vi igen begynde med Søren Kierkegaard (SK). Hans pseudonym Vigilius Haufniensis har i kapitel 3 i »Begrebet Angest« nogle dybsindige overvejelser over begrebet ’Øieblikket’, som herved bliver til et af de centrale begreber i SK’s filosofi. Øjeblikket er ikke fortid, thi fortiden er det, som er forbigangent. Øjeblikket er heller ikke fremtid, thi fremtiden er det vordende, og ikke det, som er.

Øjeblikket er derfor noget helt for sig selv, der står uden for tidens strøm. Derfor betegnede SK ’Øieblikket’ som ’Evighedens Nucleus’. Thi evigheden er hos SK det, der står uden for tidens succession, og som er »det uendeligt indholdsfulde Nærværende.« Evigheden er således ikke et tidsforløb in infinitum.

Skal du derfor opleve evigheden – det uendeligt indholdsfulde nærværende – er det i øjeblikket, i Nu’et, du skal finde det. Ikke i dit ego’s ulidelige cirklen om det forbigangne og det tilkommende, men i Nu’et – netop nu. For eksempel i den kristnes dybe og inderlige bøn, hvor der sker en nedsynken i Kristus.

Som du véd, er jeg ikke kristen, men blot en søgende – slet og ret. Men det betyder ikke, at jeg af den grund har forladt evigheden som det uendeligt indholdsfulde nærværende. Derfor har jeg omskrevet den kristne Anti-Climacus’s formel for fortvivlelsens fravær til en ikke-kristelig version:

»Dette er nemlig formelen, som beskriver Selvets tilstand, når fortvivlelsen ganske er udryddet: I at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv hviler Selvet gennemsigtigt i den tomhed, som er oprindelsespotentialet for alt, hvad der kan foreligge i sindet.«

Lad mig supplere dette med noget autobiografisk. Det er ganske mange år siden, jeg selv for alvor kom frem til den forståelse af evigheden, som jeg netop har gjort rede for. Det skete en sommermorgen, da jeg gik til Charlottenlund Station for at tage S-toget ind til byen. Medens jeg gik, planlagde jeg et par møder, der skulle afholdes i dagens løb. Samtidig overvejede jeg, hvordan en vanskelig sag skulle gribes an.

Da jeg kom til stationen, gik det pludseligt op for mig, at jeg bevidsthedsmæssigt havde været et helt andet sted end dér, hvor jeg faktisk befandt mig. Dette gav mig en skuffelse, fordi jeg derved havde fortabt et stykke af mit liv. Derfor gik jeg tilbage til vort hus og tog turen én gang til fra entrédøren.

Det var en smuk sommermorgen, som jeg nød i fulde drag, medens jeg gik ad Bregnegårdsvej og hørte fuglesangen fra Charlottenlund Skov og spættens trommehvirvel inde i Forstbotanisk Have. Solen var allerede kommet et stykke op over trætoppene og varmede mildt i morgenens kølighed.

Dette var at leve. Leve i den tid, som er nu – netop nu – i stedet for at leve i fremtidens fiktive uvirkelighed eller i fortidens forbigangne illusion. Thi dette er det evige liv, at du følger Tømrersønnens opfordring til ikke at bekymre dig om dagen i morgen.

Og herefter, kære Hanskrist, er ordet dit, ligesom det også er debatkollegernes.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Inspirerende forklaring, Kristian.

Selv "zapper" jeg dagen igennem mellem to mentale tilstandsformer; en fysisk og psykisk samhørighedsfølelse med omgivelserne, som løbende påfylder min fortid materiale til simulationer, vekslende med en næsten ren psykisk tilstand af analyse og kreativ tænkning. I den første er jeg mig selv stærkt bevidst. I den anden træder jeg psykisk udenfor mig selv.

De mennesker, der aldrig eller kun lejlighedsvis kan sætte sig i denne nuets "modtagelighedstilstand", lever efter min opfattelse en pseudotilværelse. Jeg oplever at de fleste religiøse mennesker tilsyneladende lever et sådant liv, baseret på fordomme og gamle dogmer, som om de slet ikke fatter det mylder af liv, der omgiver dem og lever inde i dem. Ateister lider ofte af den samme mangel, så det er ikke et specielt religiøst fænomen.

Vi bruger ofte begrebet selverkendelse, men hvor mange mennesker har overhovedet optrænet denne evne? For mig at se udgør vi kun en uhyre beskeden minoritet. Det samme gælder begrebet selvbevidsthed, som i vore dage mere opfattes som en form for arrogance i stedet for den betydning, der egentlig ligger i begrebet - at være sig selv bevidst.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Venner.
Glemte I ikke lige noget i jeres betragtninger, jeg mener at selvværdet ikke bør overses i denne forbindelse.

Folk med lavt selvværd, mangler tro på deres egne formåener, mener der er ting de ikke kan udrette, men om så dette kan udledes til, at disse for det meste tilhører den religiøse del af befolkningen, kunne jeg godt tænke mig at høre om andres meninger om.

Det ser ud til at de har ikke troen på sig selv, men har alle muligvis en mere ellr mindre stærk religiøs tro, dette har jeg selv oplevet med flere familiemedlemmer og venner som jeg i hemmelighed har gransket og det slår yderst sjældent fejl.

Jeg har selv et simpelt valgsprog som jeg altid smider i hovedet på andre når de er i knibe på forskellige måder: du kan hvad du vil.
Men iflg.min mening, kræver det et højt selvværd for at kunne sige og udføre dette, jeg har selv tit "indviklet" mig i både tvivlsomme og store omfattende projekter, det har lykkeligvis altid lykkedes mig at få disse projekter op og stå. Dog ikke uden et indædt gåpåmod.
Jeg tror at ateister har en større mulighed for at se igennem problemerne på en anden måde, end troende har.