Hej i natten RM, eller morgen, om du vil…;)
Forleden forsvandt så den fremragende historiefortæller og digter Klaus Rifbjerg fra det off. rum, i mine øjne, en fortæller og betragter af historiske episoder i tidsrum, der nu vil forekomme os lidt fjernere. For mange var han del af pensum, tilbage i tiden, senere en kritisk autoritet man kunne regne med, og ikke noget modstykke til en tidløs punkdigter der var ung med de gammelkloge, mere et levende pejlemærke i litteraturen og en fabelagtig hukommelse.
Typisk for tiden er desværre, at det eneste man finder værd at hæfte sig ved og kommentere i såkaldte nyheder, hvor meget Rifbjerg producerede og hvor meget han har tjent, men i vor tid imponeres man jo også kun over kvantitet og andres rigdom, ligesom man synger og skaber sig åndssvagt for bare at blive ”kendt”, der selvsagt ikke kan regnes – for noget.
Her et ældre digt fra den karakteristiske stemme, som jeg vil savne at høre; det hedder…
Evigheden
Fjerne søndage
hvor vi blot åbnede havedøren
og plantede os selv
som blomster over plænen
i piletræs-solen.
˶Niels har det godt˝,
sagde vi.
Eller:
˶Jørgen kommer hjem til Påske˝.
Lyden af en liggestol,
der blev slået ud.
Senere var der te
(en hvid tehætte
med blåt mønster
som i porcelænet)
og dugen blafrede
hvor metalklemmerne ikke
kunne sidde.
Den grundige læsning
af søndagsavisen.
Så blev den lagt
under tepotten
for ikke at spredes.
Min far så op
og kunne bekræfte
(med en svag nikken)
kronikkens konklusion:
Evigheden er her og nu.
*
Portræt 31
teskeerne er strømførende i dag
der er stryknin i kaffen
kagerne har et skær
af øjeblikkelig dødelighed
sofafjedrende er asymmetriske
og utilregneligt forsynet med
landminer ved hver kuvert
lokker et stykke plasticmarcipan
allerede ringeklokken ulmer
mistænkeligt og dørmåtten
suser af statisk elektricitet
i wcskålen gurgler en alligator
de små glas og vitriolkaraflen
er stillet frem indbydelserne
til den kulturelle komsammen
afsendt kærligt underskrevet med
sprængblyant
om lidt kommer veninderne
- Klaus Rifbjerg.
Synes ikke rigtigt jeg ka’ sige Rifbjerg, uden også at sige Wivel:
Hvad vokser i op til
Hvad vokser i op til, små lukkede spirer,
kastet som menneskefrø
på ufreds mark, hvor mange bereder sig,
ældede på at dø?
Venter et forår på jeres komme
bag vinterens horisont,
luende rød med døde skygger:
apokalypsens front?
Vokser i op som bregnevækster,
skjult i et hjørne mod nord,
tapre, vant til at trives i mørke
i havens sureste jord?
Eller forgår i som vilde sukke
stødt af vredens mund?
Blev i af afmægtige hænder
kastet på klippegrund?
- Ole Wivel
Her til slut en vældig Knudsensk Knudsen, der som vimplen i månelyset skal flagre for Rifbjerg, samt de spor han satte sig, i os:
Mit hjerte råber
Mit hjerte råber i frossen jord:
Fugle, hvor fløj I hen?
Måne, kom ud af din sky.
Blæst over støvede marker,
Regn på den glødende sten.
Jeg hører de brøler i natten,
De vilde dyr –
Jeg stjernerne prikke
På bjergryggen over min seng.
Jeg havde engang en fløjte,
Jeg vidste at bruge en kniv;
Mit navn har jeg ridset
I bjælker og sten,
Hvor ingen anden hånd kunne nå.
Min sang har jeg sunget
I perlemorsnætter,
og hørt den som ekko
I havfruens mund –
Ekko – en sang – min sang!
Blyport, luk mig ud!
Grib mig, sorte blæst,
Før mig bort fra mig selv!
Jeg er vimpel, jeg er bjælde,
Jeg må danse eller dø.
- Erik Knudsen.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (08/04/2015 03:55)
Svar
Citer
