1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
911
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28779 - 11/12/2019 23:21
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Blue Serge
Barytonsax under Nørrebros nat: Serge Chaloff, 1955, A Handful Of Stars.
Mørk lethed, saglig fortvivlelse undersøger sig selv i et mikroskop, hvisker diagnosen i øret på dig.
Abrupt snerren. Håbløst brøl. A Handful Of Stars.
Så igen: det lyse mørke, den vidende hvisken, afbrudt kun af ambulancer og dit eget, bankende hjerte: lømmel, desperado, elsker, igennem tre årtier: dit rør.
Paralyseret står du i natten svagt belyst af fjern neon, pokerspiller, som fandt det 14nde kort.
- Peter Poulsen.,
Tone i natten
Udenfor gaar blæstens fløjt. I din stue læses højt. Jeg kan se en fin profil, ane øjnenes smil.
Hører du den lette sne slaa mod ruderne? – Maaske banker længslens trætte fugl paa dit vindu om skjul.
Længslen fløj mod vest, mod vest som en vildsom nattegæst gennem regn og sne og vind – lukker ingen den ind?
Mørket ruger som en mur. Blot det ringer paa din dør, staar den kolde angst paa lur. Ingenting er som før.
Kunde du blot mærke nu, at jeg tænker paa dig, du, at jeg over angst og gru elsker, elsker dig, du.
*
Faldne Stjerner
Stum og nattestille drysser regnen, og paa vejen tindrer lønnens blade som et slæb af store faldne stjerner.
Svøbt i regndis, lygteskær og skumring løfter Lidingø sig op i rummet med de faldne stjerne ved dit hjerte.
- Otto Gelsted.
Kender en der stryger skjorter m.m. mens tv’et og radioen gnasker hende i ørene; ikke at hun hører noget som helst, hun koncentrerer sig gennem støjsendere… En gammel ven fra skoletiden havde det nogenlunde ligesådan: mens Mothers of Invention kælede for gardinerne, sad han og løste matematikopgaver! Jeg ku’ bare ikke forstå det, han lo bare, over min undren – jeg havde ham længe mistænkt for at høre musik, for at ku’ sove! Der findes bare mennesker der må være i et lydrum for at ku’ afskærme tankerummet. Det er måden de koncentrerer sig på. For øvrigt, virker det ikke længere for min ven, der i sin præoldtid må ha’ ro for overhovedet at ku’ tisse. Det er noget med, at den unge hjerne bedre end den aldrende, evner at skille lyde udfra hinanden – hvad der virkelig indgyder os optimisme, med tanke på udsigterne, når oldtiden for alvor sætter ind! Jah, vi har mange glæder, måske man alligevel sku’ ha’ været vovse?
Vovse? Ha’, den er god med dig! Næh du, engang var der stads over mit liv, med alle de dejlige strejfeture ud i det uvisse, se dén gang var der frihed at spore; en tid jeg ofte tænker tilbage på, og en tid hvor man ku’ være vis på også damerne fik gode idéer… Som regel mødtes man ved gadekrydset med vennerne, for så sammen at se sig lidt om i nabolaget, hvor man altid ku’ være sikker på at rende ind i en net lille godte med blank pels og elegante ben. Ak ja, se dét var tider! Ja hvor ofte kom man ikke lykkelig træt og stivbenet hjem efter et sådan par nætter på grisebassen, og fik kun med yderste forsigtighed løftet pjorten opover kurvens kant, for så saligt at slumre ind og først vågne ved duften af maden. Dengang blev man ikke kaldt for utilbens, og madfar lugtede heller ikke som hende madammen, der altid får et slagtilfælde over ”stanken”, som hun kalder mig: „Hvis ikke Du får vasket det kræ, ka’ han sove i et hundehus!” … ”kræ”, hva’ gir du, har man hørt mage! Puh! De begge sku’ ellers lige ta’ sig en snuser mellem egne ben, før de stak snuden mellem andres! Næh du, tobenede nu om stunder aner intet om hvad der er godt. Kender du fx noget bedre end at rulle sig godt og grundigt i døde fugle, for så sammen med vennerne at se hvem der først kommer over mudderbanken? Nu har man ikke andet end mas med madammen, der når man kommer ind står og holder på hovedet mens hum tordner: „Føj, føj, føj for en stank!” … tak for kaffe, må man lige være her! Næh du, de tobenede har nu fået alle firbenede til at ligne juletræer med kulørte lamper fra hale til spids, og vi snakker hele året! Og hopper du på ”juletræet” ovre på den anden side, får du sådan et stød i pjorten at det knitrer når du pisser! Og så den kææærlighed, ja jeg kalder det nu for omklamring. Men hva’ stiller man op? Lige meget hvor klart og tydeligt man udtrykker sin modvilje, tror de man er sulten. Og vrisser man ad dem, sender de én psykolog – en anden madamme, der foregiver at ku’ labrador; og har du først været i kløerne på dén tosse, da ville du ønske du var kat!
- Vuf.
mvh Simon
Redigeret af Simon (11/12/2019 23:33)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28818 - 14/12/2019 00:26
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
"mvh og god weekend for nisser og andet godtfolk" skrev du i et tidligere indlæg. Her er der noget om trolde, som helt sikkert må høre ind under og andet godtfolk ... :))
Der boede fem smaa troldebørn i Mageløse skov. De lo og sang den hele dag og var saa fuld af sjov. - Fem smaa troldebørn.
Men troldemor og troldefar gik roligt arm i arm løb fem smaa troldeunger rundt og laved mægtig larm. - Fem smaa troldebørn.
De klatrede i træerne og skreg og raabte op og kurede paa halen ned fra bakkens høje top - Aah, hvor det kildede.
Og ingen kom og skældte ud og raabte: IKKE MAA! For fem smaa lodne trolde havde ingen bukser paa. - Det var behageligt!
Og der var ingen vicevært som klaged over støj, og troldemor og troldefar ku sagtens taale spøg. - De holdt af ungerne.
De laved et orkester, som var efter deres sind. Den første slog paa tromme paa sit eget maveskind Bom - bommelom - bombom.
Den anden skar en fløjte med en masse huller i. Og blæsten foer igennem den og laved melodi Dy - dydely - dydy.
Den tredje slog sin harpe an med meget fint gehør. Men harpen var et spindelvæv saa den var noget skør. Ding - dingeling - dingding.
Den fjerde spilled paa trompet, han var en lystig svend, saahan tog bare næsen af og blæste lyd i den. Bu - budelu - dudu.
Den femte lille trold slog takt med halens lille dusk og sang saa det ku høres af den aller mindste busk. Hej - tralla - dumdej.
Ja, det var et orkester. Du kan tro at det var flot. To trolde spilled træskovals og resten spilled hot. Dideli og tamtamtam.
Saa gik de gennem skoven og der mødte de en mand. - - - ham aad de op med hud og haar og skylled ned med vand. Rent køligt kildevand.
Den ene spiste armene. Den anden spiste ben. Den tredje spiste kroppen, han var en forslugen en. Næh, hvor han smaskede.
Den fjerde spiste hovedet med hat og stor cigar. Den femte spiste ingenting - for hun var vegetar. Hun fik en gulerod.
Da det var ved at blive mørkt gik fem smaa trolde hjem for de var meget søvnige og trætte alle fem. Aah, hvor de gabede.
De gik i seng. Den ene trold var glad og veltilpas. De andre var saa daarlige og maatte gaa paa das - hele den lange nat.
For manden de havde spist i straalende humør han havde drukket brændevin og øl og stærk likør. Det sved i maverne.
De fire lodne trolde maatte ud og kaste op. Først kom et ben, saa kom en arm, saa hovede og krop. Ih, hvor det lettede.
Saa løftede de mandens krop og satte arme paa og hovede og begge ben saa manden kunde gaa. Han saa mærkværdig ud.
Den fem smaa trolde lo saa de var ved at dø af grin. Forhovedet sad omvendt paa, men ellers var han fin. Aah, hvor de mored sig.
Men nu maa manden altid gaa med hovedet forkert, saa det er ikke mærkelig at han er lidt genert. Folk kigger efter ham.
Og møder du en lille mand med hodet omvendt i, saa kan du være sikker paa at det er trolderi. Trip - trap - trolderi.
For troldene gaar stadig rundt i Mageløse skov og spiller hot og træskovals og har det mægtig sjov. Fem smaa troldebørn.
Naar fem smaa troldebørn sover under himlens stjernehvælv gaar troldemor og troldefar og nynner for sig selv: Han fik hodet omvendt paa.
Halfdan Rasmussen
... og Halfdan får også lov til fortsættelsen:
Samtale
Jeg er den gæve kritikus som tænder åndens fidibus.
Jeg læsker åndens spejdertrops sørgmodige med sure drops.
Jeg gir de små poeter råd: Lad gråden ikke blive gråd!
Hvad rager det en rigtig skjald at denne verden står for fald?
Dans linedans på sværdets æg. Bind sløjfer i dit digterskæg.
Se, der er bundløs poesi i dyndet som vi hænger i,
og bag hver flækket pandeskal gror tusindfryd i tusindtal.
Vist er her mørkt og gråt og og trist. men hva' - det lysner nok tilsidst.
Vi har da lov at håbe på det nok skal gå som det kan gå.
Nisseligst med trylleri, trolderi og røde huer RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|