Hej RM..

Kvitterer med den her, som sætter omverden på pause for en tid: http://www.youtube.com/watch?v=8uY1XXgCPJs

mvh
Simon

Hej Simon

Denne her sætter min tid i stå og vil altid minde mig om et bølgende Vesterhav

Det er nu ikke den allerbedste optagelse, der er en del knas og forvrængning, men jeg tror nu godt øret kan sortere støjen fra ;))

Forår-på-vej-hilsner fra

RoseMarie

Hej RM..

Det er ellers noget hjernen med tiden bliver mindre god til, at sortere støjen fra, hvordan dén så tager sig ud. Kor og Vesterhav' og jo sådan set & hørt én og samme sag, kan man sige, så den fascination forstår jeg til det uhørte ;)

Her lidt ørefrås, ikke mindst i forbindelsen til ”vore” politikeres evindelige ødelæggelse af skolen og universitetet, men også fordi denne store sanger nyligt døde og vi tilsyneladende skal begraves i SF’s dumheder mens ingen kunne finde på at hylde denne ældre herre, som heldigvis lagde en ordentlig én på opleveren bag sig og i huskeren på samtlige ører godt op i tidens tilhørere – og for øvrigt har jeg sjældent hørt så smukt et sunget og udtalt engelsk som fra Pete Seeger, for det er selvfølgelig ham dette drejer sig om; i hvilken forbindelse langt hovedparten af vor tids amerikanere og unge ”danskere”, der jo ikke kan udtale en sætning uden at ”snakke ængelsg”, kunne lære ikke så lidt deraf! http://www.youtube.com/watch?v=sapGadtF9Yg

http://www.youtube.com/watch?v=4lJGr_zE7eA (hvori ”Little boxes” også indgår – man tåler det!)

Digtet Pete Seeger modtog ”Who killed Norma Jean” er særlig smukt - jeg forstår så fint konspirationsteorierne opstod, for det var da virkelig en spøjs død denne smukke kvinde fik:… http://www.youtube.com/watch?v=UTzKDxJHPkY

Hyg en sang & sov godt,
Mvh
Simon

Foråret er over os, jorden under os, og snart er det anemonetid igen

Det må fejres med den allerbedste anemonedigter, jeg kender :


Med store undrende øjne går jeg,
hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld står jeg
og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen,
hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte, at netop svalen
Sku´ være svale og gøgen gøg?

Hvad er det dog for en slags reflekser,
der kalder pindsvin og tudse frem?
Og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne
og gir os grundig og god besked,
så må jeg svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved:
Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evigt stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte.
Jeg tror, han hviler i altings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsort fløjt og i hundeglam.
Og hvis du lytter til tudsens kvækken
og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste.
I sandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste. I alt det største:
Den mindste enhed. Den største kraft.
Hør, blæsten synger din sang, veninde!
Se, træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
en kraft, som aldrig kan drives ud.

Halfdan Rasmussen

Forårshilsner fra RoseMarie

Jeg har et håndskrevet ark med et stykke poesi fra Paul la Cour liggende på væggen foran mig her, jo-jo, det ligger pænt, og kan tit ikke lade være med at tænke på tiden hvori ordene blev til; smukt svajer pennen usynligt på linier man ser, tankekrøllerne hvirvler og står pludselig, nøjagtig som blev de til i går, og dog er der gået, år for år…

Ak ja, tiden der gik; engang var vi børn med hovedet på sned i solen på vindueskarmen, skuende udover æbletræers kroner og havens fatter med avisen hævet over den halvskaldede isse, afventende den snarlige afrejse med soluret på hold. Man skulle køre sent til København og sejle til Ålborg i nattens løb, for så sidenhen at køre videre mod toppen af landet med det sære solskin. Det kunne ikke gå hurtigt nok, men alt tog en evighed i mine barneøjne. I dag kan man dårligt nå at blive færdig med sit æble, før den nu elektroniske stemme afbryder ens gode gnasken i solens skær. Det hele går så hurtigt, og man er lige ved at stå af, hver gang endnu en minister vil bruge mia. på toge der skal stjæle endnu et hak af rejsetiden. Jeg kan nemlig godt lide rejsetiden, og fritiden er desuden ikke bedre brugt trods rejsetidsstjælerier. Der er noget over tiden der bruges til at skabe de forestillinger man siden forbløffes over blev så magisk anderledes, få ødelagt eller bekræftet sine forestillinger i det mellemrum, en rejse også er. Ligesom at sidde og synke lyden fra vandets klukken ind, hvis man ror fra en bred til en anden i en norsk fjeldsø med kun lidt fangst i bunden, mærke velværen der langsomt breder sig i skroget ved synet af et par lukkede øjne på den anden pind – og hvad skal vi vel også med al den fritid, hvis den alligevel bruges til at smide tiden væk med blikket sænket i en computer, ku’ nogen rask væk spørge. Ja jeg er lige ved at tro vi kunne blive tidens fittnisser kvit, hvis man nu skrottede dytten og i stedet gik – som Yeats sagde: Things fall apart, the centre cannot hold…;)

Nå, men det var dog nogle ualmindelig smukke linier du her byder til, med Hr. Rasmussen ved pennen – er ved at læse ”Fuglefri og fremmed” af Elsa Gress - lidt usentimentale vandringer i tid og sted på de tyske landeveje lige før krigen, med fremmedfølelser o.m.a...hvis du skulle få lyst til at synke ned i dét - og vil lægge linier til Rasmussen sidenhen. Nyd endelig dagens tåge indefra RM, ude kan man alligevel ikke se huset og nydes...;)

Mvh
Simon