Hej Treram..

”Det er ellers noget, der her og nu intersserer milliarder af mennesker-og har gjort det i årtusinder. Det tror jeg ikke er rigtigt, de troende er jo dødsikre på at en mystisk galning er ophavsmanden, hvor han så ellers skulle have fået disse enorme kræfter fra.”

- Troen er pr. def. et usikkert grundlag for standpunkter, hvorfor vi jo netop søger at sandsynliggøre forklaringer vi indbyrdes kommunikerer. Problemet med Arnes ”store spørgsmål” er netop, at de ikke retter sig imod noget konkret, de har ingen forankring i noget sandsynligt. Det er diffuse spørgsmål der tar udgangspunkt i lige så diffust et meningsindhold. Og i realiteten er overnaturlig/religiøs tro akkurat et sløset fundament at validere på – tænk bare på, hvis diagnoser bestod af så sløset en form for kommunikation. Det væsentlige spørgsmål er jo, hvad det reelt ér de troende forsøger at kommunikere?
Spørgsmål får først værdi når de har et forhold til livets konkrete indhold, for dermed kan vi kommunikere med stor succes imod at skabe forståelse. Man kan ikke tilskrive idéer om noget guddommeligt værdi ved hjælp af diffuse spørgsmål, og det er desværre hvad Arne fortsat cykler rundt i – det er tom snak, og en temmelig spøjs måde at værdsætte forhold i livet på. Han gør sit eget liv til et diffust spørgsmål.

Næh, så sætter jeg langt større pris på beskrivelser at sanseindtryk fra mere eller mindre konkrete forhold i livet, der jo heller ikke er ment at skulle forklare livet, men indtryk i det. Her kan vi indbyrdes kommunikere til fælles fordel og endog nydelse – det var derfor jeg bad Arne konkretisere oplevelserne han anser som et udtryk for noget guddommeligt. I akkurat den forbindelse, er det ikke just nyt at se en troende mystificere sin oplevelsessfære såvel som sit eget sanseapparat og tilskrive dette overnaturlige evner.

Der findes rigtig mange sjove historier af den slags på James Randi org., og indtil videre har ingen af mystikerne hævet den million dollars der blev stillet dem i udsigt - det havde ellers været en let måde at få lidt flere lommepenge på, men de har åbenbart penge nok...;)

mvh
Simon

Hej Arne..

”Der er i hvert fald – mig bekendt – ingen af os mennesker, der er kommet levende herfra.”

- Jamen der ér jo poesi i dig, det dufter flot af Jim Morrison, det dér! ;)

”Alligevel ser dén kendsgerning ud til at være et tabu for næsten os alle.
Vi vil helst ikke tænke på det, vi vil helst ikke tale om det.”

- Og det er præcis hvad religioner (og buddhismen!) har medvirket til at skabe, ved akkurat at favorisere virkelighedsfjerne selvbedrag, fremfor mulig erkendelse og et samliv med forgængeligheden!
I tidligere kulturformer var døden meget tæt på livet, den gennemsnitlige levealder var meget lav. At religionerne eksisterede, betyder ikke pr. def. de var nødvendige, men derimod hvad man havde som værktøj.

Det sker tit, når svær sygdom med døden i udsigt står for døren, at livets oplevelser og indhold evalueres med dybe erkendelser og en indbyrdes fortrolighed som resultat. Min egen oplevelse, da en tæt ven skulle dø, var denne umådelige fortættethed af tiden i måneden inden slutningen, en sammenhørighed i det øjeblikkelige, hvor et væld af ting og sager, omstændigheder, der efterfølgende og stadig forekommer mig temmelig ligegyldige, blev en følge. Pludselig evner vi at koncentrere os og fastholde fokus på det centrale imellem os, og får det meste ud af selv det mindste, hvad der får ret meget til pludselig at synes os ret uvedkommende eller mindre vigtigt.
Bagefter er man så meningsfuldt træt, og går rundt i et afslappet direkte forhold til meget der måske førhen fik én lidt op på tæerne, måske på en mærkelig måde glad i sin sorg, for noget er slut og man er tilbage uden. Jeg tror netop tabuet forsvinder, når vi går tæt på og indbyrdes arrangerer vores forhold til tabet og døden, hvor børnene jo også skal være med i forløbet, som en familie eller venner der jo siden skal være sammen. Og jeg tror mange oplever det omtrent sådan, at vi fyldes af erfaringer med tabet, som vi altid og til vores egen død, vil være i vore tanker. Og jeg tror dette er vigtigt, for netop ikke at falde ud af kontakten med sig selv, og det at være i live.
Det er svært opslidende hele tiden at være på, vi bliver nødt til at ha et sted i os, hvor vi kan læne os tilbage i et harmonisk selvforhold, hvile ud og da særlig hvis vi befinder os i et oplevelsesrum der kræver meget af os.
Jeg tror det er en skrøne, at mennesker flest oplever døden som et tabu, en skrøne som religiøse mennesker tit anvender for at berettige deres tro og kirken som en nødvendighed i forhold til døden. Hvad der derimod ikke er en skrøne, er, at mange mennesker erkender hvad det vil sige og betyder, når nogen dør fra os, fordi de har og vil få erfaringer og forstår det. Lidt som påstanden, ”Danmark er et kristent land” – skrøner vi ikke længere behøver leve med og tage på os. Hvad jeg med dette mener, er, at det nok ikke er døden, vi har så svært ved at forholde os til og acceptere, mere det at kommunikere følelserne af tabet over dem vi pludselig står der i livet og mangler – tabet af os selv, når vi selv er døde, vil det være usandsynligt at vi vil mærke, for også den tanke består i de fabler religionerne selv har sat i scene, men ikke af vores erfaringer. Dermed ikke sagt, at man ikke kan opleve religionen som nødvendig for sin måde at forholde sig til livet/døden, det ser vi jo mange steder er tilfældet.

”Men er det nu så klogt for de fleste af os altid at undvige denne frygtindgydende og uundgåelige begivenhed?”

- Så netop ikke, og det tror jeg heller ikke mennesker almindeligvis gør, Arne.

Citatet er fint og fyldt med mening – når bare vi erkender, at det er helt naturligt at vi ikke kan sluge hvert eneste sekund i minuttet med indføling, for vi må jo også hvile i os selv, regenerere osv. Det var bare det ;)

mvh
Simon

Hej Arne..

”De etablerede religioner har meget på deres samvittigheder, men at beskylde dem for at tabuisere døden.”

- ”Evigt liv” er religioners arrangement og tabuisering af livets forgængelighed, hvor døden med fantasien i brug i stedet ender i sentimentale selvbedrag, som fx det vi her ser. Det er en måde hvorpå man omgår dels erkendelse og dels en kulturudvikling der afvikler religioner som nyttigt redskab.

”Umiddelbart lyder det som om, du accepterer, at mennesker kan have behov for religion?.”

- Det er fuldt ud forklarligt hvorfor mennesket påvirkes af religioner, og gennem disse udvikler sentimentale natursyn med sig selv som guddommeligt ophøjede afkom. Men prøv Camus dagbøger, dér får du et menneskeligt indblik i en brydningstid med tanken i centrum ;)

mvh
Simon