Useriøs spam indlæg, med usandheder der skydes andre debattører i skoene.
Som det er alene et forsøg på at latterliggøre og ringeagte en debatkollegaer, der er ikke skyggen af seriøs debateren fra simons side, for emnet i tråden er slet ikke berørt, omtalt, med et eneste ord (gad vide om du overhovedet har reflekteret over trådens emne da du skrev dette her automatisme indlæg, hvor der bare skal gøres grin med modparten, disse indlæg fra din side, har vi set tusindvis af, om det kan gøre det).
Sådanne indlæg med så mange usandheder der skydes modparten i skoene, er med til at ødelægge trosfrihed som et interessant sted at være beskæftiget med seriøs debat.
Hvis man har fulgt mig igennem årene pladrer jeg netop ikke alt sammen i en frugtskål, jeg tilhører netop den gruppe af tænker der forbyder dette, her tænker jeg på folk som Paulus; A. Schweitzer; Tillich; Barth; Jüngel (de 3 sidst nævnte uforståelige udenom Heidegger såvidt tid som livstid og endelig tid, og dermed en aktualisering af skæbne, skyld, frihed og autentisk liv ("sein zum tode)) og Alain Badiou. Netop fra dem jeg især har hentet min paulinske kristne spiritualitet, som forstået min eksistens ud fra tiden.
simon skriver:
Selv ev.teorien forklaret med nok så elegant metode, vil vore troende her jo kun nærme sig med (de apologetisk skabte) ismer i brug, for at skabe så tilpas afstand til fornuften at selvbilledet som guddommeligt afkom ka’ bevares.
Nej og atter nej, siden i 2003 har jeg været i utallige "klinch" med troende om det utilladelige i at gøre dette. Jeg er og har alle dage været den største forsvarer af evolutionsteorien som jeg ved flere lejligheder har sat mig grundigt ind i. Jeg har sagt det før, hvis mit virkelighedsbillede skal være forankret i en bestemt videnskabsdisciplin, så bliver det nok biologien der vinder. Hvilket mit efterhånden helt lille 'bibliotek' også vidner om.
citat simon:
Filosofi som sådan, der jo var en afstikker fra antik overnaturlig tro, betragter de rask væk som en religiøs stuepige, og vil fortsat også plaske dén til med guddommelig trøst – for livet er jo så hårdt, der må guder til for at holde det ud, hvem sku’ ellers ha’ skylden, ateisterne? ;)
Nej og atter nej (stort nej til det her:
""plaske dén til med guddommelig trøst – for livet er jo så hårdt,,"") og det takket være Heidegger
(1)* og Tillich
(2)* ("Mod på Livet" bogen især).
Det er netop et kardinalpunkt at der ikke må flygtes fra angsten.
Iøvrigt en af de første bøger jeg studerede på psykologistudiet var Boje Katzenelson's Angst. Og i forbindelse mindfulness og stressforskningen er/var jeg (hvilket jeg har fået megen klø for i de cirkler jeg færdes) en af de første fortaler for angstens såvel som stress positive funktioner i et sundt liv (at stresse er sundt hvorimod at være stresset (kronisk) har en uheldig indflydelse på sundheden og jo mere vi får opfyldt vores portion af naturlig stress der gestaltes, jo nemmere har vi ved at slappe af). (1)*:For Heidegger er angsten noget positivt, den tilbyder os en af de mest grundlæggende muligheder for at vi kan åbne os mod eksistensen og finde os selv. Modtager et menneske ikke denne mulighed, falder et menneske, det flygter fra sig selv, mister/taber sig selv i et inautentisk samvær med flokken (Das Man) eller personen mister sig selv i rastløs foretagsomhed, travlhed og total optagethed af tingsverdenen alene.
Ja for Heidegger er døden ej blot noget negativt, fyldt med angst som den er, som beslutsomhed omkring sin egen skæbne, eksistens, som man tør udforme. At se døden resolut i øjnene er at finde helhed i livet (først her gestaltes hvad et bestemt menneskeliv var). Den grænse døden, dette at jeg skal død sætter for mit liv, muliggør en gestaltning at finde skæbne og helhed over sit liv, hvor livet er blevet set under tidens størrelse, liv som livstid.
parentes at bemærke: Og ja uden hukommelsen hos dasein, den i verden væren tilstedeværen vi selv udgør, ville tiden overhovedet ikke have den betydning som den har hos Heidegger, nemlig eksistentiel tid, og tiden ville blive set på som michael og bjørn gør det, som fysikerne gør det, men begge tænker de os ud af ligningen når de taler om tid (selv om jeg bemærkede at mich havde taget lidt af hvad jeg gennem årene har påpeget overfor ham til sig; så der sporedes en begyndende tagen højde for eksistentiel tid).Og at ville Kristus er at ville sig selv på denne autentiske måde, hvis man altså er paulinsk Kristus -troende ud fra Tillich; Barth; Jüngel, der alle er inspireret af Heideggers forståelse af eksistensen ud fra tiden. Det er som Paulus ikke at være bange for skæbnen, at udforme sin egen skæbne.
(2)*:Tillich ser menneskets grundlæggende kamp og dilemma stående mellem angst og mod, hvor angsten er eksistensangst.
Eksistensangsten har ifølge Tillich tre former. De tre hænger sammen og fører over i hinanden. Mest grundlæggende findes en angst for at dø og en dertil koblet angst for skæbnen. Denne angst truer individets følelse af eksistensret. Dernæst findes en angst for meningsløshed og en dertil knyttet angst for tomhed. Denne angst truer individets spirituelle og meningssøgende del. Endelig findes en angst for skyld og en dertil koblet angst for fordømmelse fra andre. Denne angst truer individets moralske del.
Disse tre angstformer hører til det normale. Patologisk angst er fordrejninger heraf, Savner et menneske mod til at konfrontere sig med angsten kan det flygte ind i neurosen (man glemmer og gemmer sig selv i "Das Man" (i anonymitet og mægden, gennemsnitligheden) fordi man ikke tør se sin angst og endelighed i øjnene (eller man flygter ind i, falder/forfalder til en total opslugthed af tingene i verden)).
Den samtidige filosof som Paul Tillich var mest påvirket af var Heidegger, ellers var det Schelling han havde især sit filosofiske udgangspunkt fra.
Og det er også tydeligt at Tillich er inspireret af Heideggers "sein zum tode" (menneskelivet som en væren til døden) som også Medard Boss er i sin forud for sin samtids forståelse angst og stress (hvor han ud fra Heidegger ikke finder at stress som sådan er et sygeligt fænomen, da vi altid lever vores liv stemt, i engagement og spænding (naturligt er vi spændte og stemte på forhånd), således ses det ud fra Heidegger at være en naturlig måde at være til på i forbindelse dasein, tilstedeværens i-verden-væren (iøvrigt sjovt som dette er evolutionsbiologisk korrekt tænkt, uden at Heidegger nok har haft dette i tankerne).(er ikke tilfreds med den vending og sammenhæng jeg fik påpeget i det ovenfor med kursiv, men tidsnød og mental-økonomiske prioriteringer (jeg har også andet for) gør at jeg lader det passere)Hilsen HansKrist.
PS:
du forkludrer alting når du putter 'troende' af meget forskellig observans ned i din den samme omgang unuancerede meningsløs religionskritik (der kun passer på bibelfundamentalister og blindt troende (autoritær tro)), der kun har et formål at ringeagte og latterliggøre disse frem for at forsøge at forstå hvor forskellige de er og ja hvad de står for og siger.
Hvis folk kom udefra og ind på trosfrihed og de læste hvad du og Ole Bjørn skriver om mig, såvel som arne, ville de jo i den grad blive misinformeret straks fra en begyndelse. Bjørn påstår jeg er religiøs fantast og kraftig benægter af virkeligheden, intet kunne være mere sandt. Du har gang på gang påstået at jeg blander religiøs tro med evolutionsbiologien; intet kunne være mere usandt. En ny debattør vil overhovedet ikke kunne orientere sig, så meget mudderkastning har du og bjørn gang i.
Håber inderligt at I snart finde ud af med jer selv at stoppe denne form for debatadfærd. Det er virkelig bedrøveligt og som vi kan konstatere det begynder at irriterer Admin, Peter Arentzen også. Vi nærmer os at der må skrides ind overfor den debatstil. Men ville det ikke være bedre om det var fornuften der sejrede??? Er vi virkelig de børn der skal skrides ind overfor??? Har vi overhovedet ikke en vokseninstans eller en samvittighedsfuld fornuft, der kan råde os her???
Jeg gir ikke op overfor jeres OS IMOD DEM (troldene) personforfølgende debatstil, hvor visse debattører pr automatisme skal intimideres, latterliggøres og ringeagtes, såvel som beklikkes og belyves konstant. Iøvrigt ødelægger denne debatstil alle trådene efterhånden. Som den her, hvor hverken du eller bjørn forsøger at debatterer trådens oprindelige emne, hvad den lagde op til.
PPPS:
til Arne,, det med blå typer, kan være relevant for dig i forbindelse din påpegning af:
Ro, harmoni og lykke?
og dit "et enten eller" (frem for et "både og" som hos mig (Heidegger; Viktor Frankl; Medard Boss) mellem:
binyrerbark -hormon og binyrermarv -hormon.
Og det er jo nok sandt at sådanne sindstilstande giver bedre plads til at kroppen kan vedligeholde og reparere sig selv (binyrebarkhormon) i stedet for næstens altid at være kampberedt (binyremarvhormon).
jeg erfarer at du og andre for meget gør det til et
enten eller spørgsmål, frem for et
både og.
vi må lære at påskønne begge sider af vores natur og de dermed mange eksistensmuligheder vi har til rådighed
sagde manden der alene takket være sit kamp flugt beredskab formår at løbe minimum 120 km/ugen
(i bogen "The Mystical Mind" Probing the Biology of Religious Experience) af Andrew Newberg og Eugene d'Aquili, fandt jeg de mystiske "runners high" endorfinske euforiske forhold omkring langdistanceløb beskrevet på biologisk vis ud fra vores autonome nervesystems tosidighed, hvor løb der motiveres og understøttes af adrenalin, noradrenalin og kortisol (ja jeg kunne ikke løbe uden disse forhold) fra vores sympatiske kamp flugt stress system pludselig paradoksalt nok slår over i en parasympatisk salig fredelig euforisk tilstand ("the person may experience an orgasmic, rapturous, or ecstatic rush arising from a generalized sense of flow and resulting i trance like states. This experience may occur as at result of practices such as Sufi dancing and marathon running and even occurs briefly during sexual climax" p 26 (forholdet benævnes i bogen: "The Hyperarousal State with Eruption of the Quiescent System" (det var Susan Hart der link'ede til Andrew Newberg og Eugene d'Aquili og deres beskrivelse forholdet)))