i sandhedens ånd??[/i] [/b] Der slap det ud, dette metafysiske blændværk!
At skelne i "sandhedens ånd" er et typisk kristent udtryk, der netop vægter Jesu Kristi Ånd. Det vil nok for den ikke-troende være et sølle metafysisk blændværk, men for den troende må det være essentielt, at troens tilgang - der jo ikke hviler på noget fysisk konstaterbart - i en eller anden forstand bevæger sig på et metafysisk plan. Når vi taler om Gud, har vi allerede sat ord på noget, vi kun kan tro på. Og det gælder både for jøden, den kristne, muslimen etc.
Personligt er jeg ikke meget for at gøre troen til et højtsvævende kompliceret metafysisk begreb. Den 'tro' jeg selv finder "åbenbarende" gennem dagligdagens eksisterende vilkår og begivenheder kan beskrives som 'handling'. Denne handling finder jeg både på det indre plan (gudsforholdet så som tillid og overgivelse) og på det ydre plan (det kunne være kirken som det konkrete Guds hus eller Ordet som er overleveret os gennem skrifterne). De to handlingsrettede planer hænger sammen som begivenheder. Der må være en forbindelse mellem vores følelser/sanser/intuition/fornuft og den ydre virkelighed, vi befinder os i, hvor vi sætter tegn på det ikke-konstaterbare. Dette kan gøres på mange måder, f.eks. ved at skrive beretningen om Javhes folk Israel, ved at etablere en menighed med dertilhørende ritualer, der skal understrege både den enkeltes men også hele folkets gudsforhold, vi finder i kristendommen korset som symbol på den korsfæstede Jesus, vi finder beretningerne OM Jesus incl. ord AF Jesus som vidnesbyrd om den jordiske og himmelske Jesu liv, død og opstandelse (og status) osv.
Når vi vidner eller forkynder om Gud f.eks. ved at skrive/læse Jesu ord fra NT, beskæftiger vi os ikke kun med bogstaver men derimod med vores gudsforhold, hvorigennem vi lader Gud tale til os (såfremt vi tror det). Det er i den forbindelse, at det i og for sig kræver en opmærksomhed i "sandheden ånd" (= at kunne lytte til Gud). Oplæsningen - hvad enten det nu er Jesu ord, Romerbrevet, Torahen etc.) kan derfor bedst beskrives som den ydre handling, der forudsætter den indre handling, der består af vores personlige gudsforhold.
Jeg har aldrig været enig med Thomas i hans måde at kritisere de kristne på, men jeg har oplevet, at det er muligt at gå i en dialog, hvor det ikke blot handler om at få den anden underlagt sin egen holdning. Jeg har hertil oplevet på debatterne, hvor meget troendes individuelle vej ind i troen og gudsforholdet har betydning for det ståsted, vi i en debat agerer fra. Derfor er jeg begyndt at have dette med inde over i mine overvejelser, når jeg debatterer med en anden troende. Dette er måske også blevet en mere positiv mulighed, fordi jeg har mødt flere af jer gennem mere dæmpede udvekslinger bl.a. i private beskeder.
En debat, som denne tråd har udviklet sig til, er egentlig både trist og intetsigende.
Mvh
Anne