1
registreret
(1 usynlig),
12
gæster og
958
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18422 - 07/09/2014 10:12
Verden set fra andegården - 3.
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
I mit sidste indlæg glemte jeg at sige, at der er enkelte situationer, hvor en smilende attitude ikke er den bedste holdning. Hvis man tilfældigt konfronteres med rockerbander eller indvandrerbander eller andre med en tydelig aggressiv opførsel, kan et smil blive opfattet som en provokation. Det er heller ikke den bedste måde at reagere på ved mødet med spastikere eller andre svært handikappede mennesker. Der må man anvende sin situationsfornemmelse til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig til dem. Men man kan også verbalt gøre meget for at påvirke sine omgivelser positivt. Hvis jeg oplever en irriteret buschauffør, der kører med rykvise opbremsninger og igangsættelser, har jeg opdaget, at man ofte kan gøre hans kørsel mere hensynfuld ved at sige: "Det må være meget stressende at køre bus, når de fleste bilister og cyklister kører som idioter". Ved at anerkende det stress, han er udsat for, bliver det pludselig vigtigt for ham at vise, at han ihvertfald ikke kører som en idiot. Mange mennesker, vi møder dagligt, er udsat for stress, og oplever lidet eller ingen forståelse for deres situation. Kassedamer bliver ofte udsat for klager over, at de "må have talt forkert sammen", og ekspedienter bliver bebrejdet, at varerne er for dyre, selv om de ingen indflydelse har på priserne. Prøv i stedet at sige; "Det var da billigt", og se deres ansigter skifte fra vantro til smil. De vil da alle hellere møde tilfredse kunder end brokkerier over priser, som de ikke er ansvarlige for. De fleste mennesker er af naturen hjælpsomme, især hvis hjælpen ikke koster dem noget, så det er altid positivt at spørge om vej eller bede om et godt råd. Især det sidste kan forvandle afvisende mennesker i den offentlige sektor til hjælpsomme medmennesker. I stedet for "det-er-ikke-mit-bord-holdningen", bliver det til "prøv at henvende dig til XXX. De kan sikkert hjælpe dig". Som en ekstra bonus giver det dem en følelse af at gøre nytte, i stedet for at se på henvendelsen som et besvær. Alle, vi møder i andegården ønsker sig anerkendelse for deres arbejde og deres holdning, og hader kritik og ekstra besvær. Del rigeligt ud af anerkendelse, og du vil selv møde masser af anerkendelse fra dit nærmiljø. Selv dine "særheder" og brud på de gængse fordomme vil blive dig tilgivet. Du kan kun kræve respekt for dine holdninger, hvis du selv klart udviser respekt for dem, du møder, uanset om du er uenige med dem. Hvis du selv gerne vil anerkendes for dine holdninger og meninger, hvad får dig så til at tro, at du har ret til særbehandling. Alle andre har jo det samme behov. Det er med dine egne handlinger, at du vælger dit forhold til omverdenen, så hvis du vil forbedre det, må du selv blive mere positiv overfor andre. Prøv det! Det virker som ved trolddom. Mvh Ole Bjørn :o) P.S. Det er så en trolddom, som internettrolde aldrig har forstået.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18441 - 09/09/2014 07:57
Verden set fra andegården - 4.
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Som jeg før har gjort opmærksom på, så er det vore handlinger, der karakteriserer os i nærmiljøet, ikke vores tro eller viden. Det ignorerer de fleste, og det har fået egoismen til at blomstre i det moderne samfund. Filosofien er; "Hvorfor skulle jeg gøre noget for andre, for de gør jo ikke noget for mig!" Hjælpsomhed synes begrænset til kun at omfatte mennesker, man kender personligt og sympatiserer med, men nærmiljøet omfatter jo alle de mennesker, man møder dagen igennem. Vil man gerne se det miljø forbedret, så må man selv tage initiativet og foregå omgivelserne med et godt eksempel. Men gør man det, så vil man hurtigt se, at eksemplet smitter. Det kan gøres på mange måder. Hvis jeg er på vej ind ad en dør, og nogen kommer nogle meter efter mig, så holder jeg døren åben og venter. Ud over et taknemligt smil, så vil de ofte holde døren for nogle, der kommer efter dem, og alle vinder ved det. Det samme gør jeg (holder døren), når jeg på togstationer går ind i en elevator. Det kan godt være, at det resulterer i, at jeg så kommer forsent til et tog, men det opvejes af de mange gange, hvor jeg har nået et tidligere tog, fordi andre holdt på elevatoren for mig. På stationer hvor jeg ofte kommer, hilser mange "fremmede" på mig med et smil, så de husker åbenbart, hvad jeg gjorde. Sidder jeg i et fyldt tog eller bus, rejser jeg mig op for alle mødre med små børn eller mennesker med mange pakker. Da jeg selv tydeligt har mange år på bagen, får det omgående flere yngre mennesker, som før var komplet ligeglade, til at rejse sig og tilbyde deres plads til mig. At eksemplet smitter, fik jeg sidste år i december et klart bevis for. På Helsingør station kom en ung mand hen til mig og sagde: "Nu har jeg set, at du i løbet af de sidste minutter hjalp en ældre dame frakken på, hjalp en mor med at løfte en barnevogn ud af toget, og gik hen til en rådvild turist og forklarede ham, hvordan han kom op til færgen. Hvis du havde haft rød nissehue på, ville jeg have svoret, at jeg havde mødt Julemanden." "Det var da ikke noget særligt", sagde jeg, "det tog jo kun nogle få sekunder". "Måske", sagde han, "men det gav mig i hvert fald lyst til at gøre det samme, så tak for det". Denne hjælpsomhed gør mig ikke til "et bedre menneske" end andre. Jeg har blot indset, at sådanne handlinger gavner mit forhold til andre, og giver mig masser af positive oplevelser hver dag, så kald det bare en form for egoisme. Men den gør min andegård til et bedre sted at være end "mig-selv-først-egoismen". I mindre samfund i udkantsdanmark er der mere hjælpsomhed end i de store bysamfund, hvor mange føler sig helt isolerede. Det er ganske naturligt, og det er af samme grund, at såkaldt "fritgående høns" der går sammen med hundredvis af andre høns, hakker hinanden til blods og tramper på hinandens æg. Vi kan ikke lære hønsene at holde fred, men vi kan måske lære "ænderne" det. Så tænk over, hvordan dine handlinger påvirker din lokale andegård. Det er klogere at se de andre som medmennesker, end som potentielle fjender. Mvh Ole Bjørn :o) P.S. Det er også klogere at tænke selv, end at lade teologer, autoriteter og internettrolde tænke for sig.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18456 - 12/09/2014 12:10
Verden set fra andegården - 5.
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Den vigtigste del af vores nærmiljø er selvfølgelig de mennesker, vi omgås med dagligt. Hvordan behandler vi dem?
En dame i vores bekendtskabskreds var inviteret med til et selskab, hvor hun kun kendte værten. På et tidspunkt under middagen, hvor samtalen gik livligt, sagde hendes bordherre: "Jeg håber ikke, at du føler dig alt for fremmed her, for vi andre kender jo allesammen hinanden godt."
"Lidt", svarede vor bekendt, "men jeg er da blevet klar over, at herren til højre for mig er gift med damen i den blå kjole, og herren overfor er gift med den mørkhårede dame i rød kjole, og den blonde dame med opsat hår er gift med herren, der har smidt jakken". Og sådan fortsatte hun at beskrive selskabets relationer og tilføjede; "Det kan man jo høre af den måde, de taler til hinanden på".
Der sænkede sig en tavshed over selskabet, da det gik op for dem, hvad det var, hun havde bemærket, nemlig at alle parrene kom med stikpiller til hinanden, og underholdt selskabet med historier om fejl, deres ægtefælle havde begået.
Hvad er årsagen til, at så mange ægtefolk taler negativt om hinanden? Er det udtryk for en magtkamp i forholdet? Eller er den kærlighed, de følte for hinanden i starten, død i tiden løb og erstattet af en følelse af frustration? Eller er det en "modesag", at ægtefolk skal nedgøre deres partnere, for at fremstå som den dominerende i forholdet?
Tænker vi nogensinde over, hvordan vore nærmeste opfatter de ting vi siger og gør? Når vi irettesætter vore børn, glemmer vi så, hvordan det føltes selv at blive irettesat eller straffet, da vi var børn? Forstod vi de voksnes reaktion? Følte vi, at det var fortjent?
Det er sundt en gang imellem at flytte fokus fra os selv som centrum for verden, og til hvordan det ser ud fra de andres synspunkt. Det fremmer forståelsen af vore omgivelser, og er en nødvendighed, hvis man vil forbedre klimaet i sin "andegård". Jeg gør det selv med jævne mellemrum, og jeg behøver ingen præster eller psykologer til at fortælle mig, hvad jeg burde have gjort anderledes, og hvad jeg bør arbejde på at rette.
Hvis nogen følger denne serie om mine personlige erfaringer som andegårdsbeboer, må de gerne give et "rap", så jeg ikke føler, at det blot er "spildte Guds ord på Ballelars".
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18482 - 18/09/2014 01:09
Re: Verden set fra andegården - 5.
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Link til en go'nathistorie , hvor man kan falde i søvn med et smil om munden Måske det vil virke her? Go'nathilsner i Andegården fra RoseMarie ... Rap!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18504 - 23/09/2014 09:06
Verden set fra andegården - 6.
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Det er selvfølgelig trist at se, hvor lidt interesse der er for en selvkritisk vurdering af, hvordan vi opfører os i det daglige nærmiljø, men forklaringen skal måske findes i den måde, som vi traditionelt behandler vore børn. Det er jo i barnedommen grundlaget lægges for vore reaktioner som voksne.
Er det fordi, vi har glemt eller fortrængt de følelser, vi havde som børn, når vi prøvede at forstå de voksnes opførsel? Hvad er det for processer, vi sætter igang i vores måde at behandle børn på, som resulterer i at vi betragter vore artsfæller som fjender, der skal underkues eller alternativt udryddes?
Prøv at tænke tilbage på din egen barndom. Prøv at huske, hvordan din hjerne lukkede ned, når du blev skældt ud, og din eneste tanke var; "Bare det ville holde op, for det gør ondt på mig." Prøv at huske på, hvor tit du så de voksne som "fangevogtere" mere end som vejledere. Prøv at huske de gange, du følte, at du var alene mod hele verden. Alle børn oplever det, men hvad gør det mod dem? Hvad har det gjort imod dig, som har gjort dig til den, du er i dag?
Jeg har ikke løsningen på problemet, og det har taget mig mange år og mange studier at forstå sammenhængen. Men jeg er blevet klar over, at det første trin til at ændre verden til noget bedre, er at blive en positiv faktor i sin egen andegård, for det er indenfor ethvert menneskes muligheder. Få af os har evner til at sætte et præg på verden udenfor andegården, men hvis man mislykkes i at forbedre sit eget nærmiljø, vil alle forsøg på at påvirke større kredse have negativ effekt.
Hermed slutter min lille andegårdsserie. Den er tænkt som en hjælp til at se objektivt på sin egen opførsel, og ikke som en moralsk opsang. Hvad der er god moral for den ene, er jo ofte skidt for andre, så i mine øjne er moralske bandbuller en af de værste forhindringer for at skabe et harmonisk samfund. Denne følelsesbetonede opfattelse af at vide bedre, blottet for en rationel tankegang, er den virkelige arvesynd, som videregives fra generation til generation som religion eller politisk overbevisning.
Hvad du gør med dit liv, er din egen sag. Jeg er tilfreds med, at jeg har fået mit eget nærmiljø til at fungere uden større gnidninger, så jeg kan se tilbage på et lykkeligt liv i harmoni med mine omgivelser.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|