At tænke med og imod de store

kan virke kaotisk i begyndelsen, ja endda som vrøvl, men som arbejdet skrider frem vil der tegner sig et smukt billede.

Advarsel; ikke et populært indlæg, ikke et indlæg ret mange vil kunne blive klogere af. Men jeg nyder at tænke og ja at skrive sådan, ja nydelsen er mindst lige så stor som da jeg genså Good Will Hunting forleden aften.


Prolog:

Hos grækerne anses tiden selv at være et værende blandt det øvrige værende. Hos Paulus er Tiden ikke et værende blandt det øvrige værende, men Gud selv som transcendent mulighed med inde over vores liv, vores tid, livstid. Guds Tid med os er Kristus. Det er Gud der husker os, gemmer os og oppebevarer os, så vi ikke glemmer eller mister os selv, vores livstid og historie. Således at tiden ikke har løbet forgæves, således at fortiden ikke forgår, men at vores liv og historie, individualitet og singularitet, bevares for altid. Guds Tid er vores hukommelse, vores vedvarenhed og forbliven.





1. etape:

Paulus er en af religionshistoriens største mystiker, men ikke mystik i klassisk, især østlig religiøs, forstand der taber mund og mæle når den står overfor den ultimative Skabende og levende transcendentale åndelige virkelighed og Væren selv; Gud.

Hvorfor, jo fordi vi mennesker, vores individuation, selv/ego, som personlighed, ikke opløses eller går til grunde i Gud eller det guddommelige, tværtimod styrkes og bekræftes vi, som vi beriges.





Altså hos Paulus kan vi tale om (omtale) og tænke/reflektere om tingene (1)*, som hos Platon (ja hos de to som hos Jung og Hegel, mister vi ikke mund og mæle) fordi vi er tiltalt af Gud eller Væren selv, men ikke mindst den ny væren og virkelighed i og med Kristus, kan vi sætte ord på, fordi der er: "no loss of self", og de transcendentale åbenbaringer af Værens grundstruktur selv, den guddommelige virkelighed, såvel som Skaberen Selv, Gud, griber vi, begriber vi, på hermeneutisk vis. Ja Hegel går så vidt (i sin hermeneutiske gnosis, udlægning af Åndens Selvrealisering (individuation)) at han påstår Gud ikke har skjult noget for ham.



Sandheden er denne afdækning eller åbenbaring af den skjulte virkelighed; væren selv eller den skabende grund eller afgrund (hvis vi ingen fast grund har under os, og altså er til i en FRI medskabelse (ubestemthed eller in-derterminisme (2a)*); se Böhme; Schelling; Tillich og Berdyaev).

Når Kristus siger at han er sandheden, så hentyder han til at han åbenbarer det Guds Billede vi er skabte i, såvel som Guds vilje og det fællesskab, Guds Rige, Gud vil ha med os.

(2a)*:

Citat:

det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". (se (2A)* nederst)

.



Det er Væren selv (eller Værens mening) overfor vores i verden tilstede-væren (ontologisk) og de eksistensmuligheder (ontisk) vi har. På den måde er væren det værendes væren, og det er vores (ontisk) tilstede-væren (ontologisk) der altså er det ontologisk-ontisk særligt udmærkede værende.



Og det er Tiden der er den transcendentale horisont (liv som livstid, endeligt tid (sein zum tode), vores historicitet) for spørgsmålet angående væren og værens mening. Tiden er det perspektiv vi skal ha på vores tilstedeværens væren, vores i verden tilstedeværens væren/historicitet, der altid er historisk, hviler på det forgangne, vores fortid. At leve historisk, i tiden, tidsånden, er u-historikalsk, hvor tilstedeværens elementære historicitet forbliver skjult for tilstedeværen selv. Det er en af de mange forhold Heidegger vil hjælpe os med at gennemskue.





(1)*:







Hos den græsk akademisk trænede jødiske kristne tænker Paulus er tiden ikke et værende blandt det øvrige værende. Derfor finder vi en endnu mere radikal begribelse af værensproblemet hos Paulus end hos Platon og Aristoteles. Gud er Tiden selv, og Kristus er vores fremTid, fordi Gud her giver os sin Tid med os, giver sig TID til os (i Kristus har vi Tiden med Gud). Så vores tid, kommer under Guds Tid eller vi får Guds Tid.







(2A)*:



Sartre er inde på at vores eksistens går forud for vores essens, ja ligefrem at vores eksistens er vores essens (ihvertfald vores frie og skabende eksistentialitet) således at mennesket ingen essentiel natur skulle være i besiddelse af (dermed bliver Sartre the destroyer af enhver form for religiøsitet). Det er korrekt i den forstand at vores skabende frie eksistentialitet tilføjer og beriger vores essens. Tillichs begreb essentialisation (hentet fra Schelling (essens og eksistens)) skal netop ikke forstås i platonsk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". Disse forhold er kendt indenfor den epigenetiske forskning, hvor netop vi via vores måde at handle på eksistentielt kan forandre eller påvirke, ja ligefrem vælge vores essens, essentialitet, hvilke gener der skal komme til udtryk og bestemme over vores liv.


Mange kærlige hilsner HansKrist.

Den Hegelske dialektik er interessant især som den kommer til udtryk hos Marx. Hegel var selvfølgelig et barn af sin tid dvs. han troede på en indbildt Gud, men ikke desto mindre var han den første af de europæiske pladderfilosoffer, som anede, at den menneskelige individualitet ikke var noget gudgivent, men, at menneskets individualitet og identitet skabtes og eksisterede i forhold til omverdenen.

Med Marx blev dialektikken trukket ind i den virkelige verden og det kunne være interessant om der er nogen nulevende videnskabsmænd, som har undersøgte om den dialektiske bevægelse har nogen realitet eller om den bare er endnu et "filosofisk" fantasifoster?

Tiden som selvstændigt fænomen findes ikke. Der er altid kun det nuværende.

Alt stof er det samme, men det fremtræder forskelligt. Et godt eksempel er grundstofferne, der fremtræder forskelligt men i bund og grund er det samme.

Alt stof er kun en fremtrædelsesform for det, som vi kalder energi.

Energi er bevægelse. Hele universet er en stor bevægelse.

Vi kan kalde det for Kosmos og samtidig kan vi kalde mennesket for mikrokosmos.

I dette menneskelige mikrokosmos har stoffet form som det vi kalder tanken. Det vil sige, at vi lever idet vi sanser. Det, som vi sanser bliver til erindring. Af denne erindring fødes tanken.

Den psykologiske tid består af det, som ER sket, men som ikke ER længere, samt det vi ser frem til KOMMER TIL at ske, men som endnu ikke ER sket og som når det BLIVER TIL VIRKELIGHED (SKER) i nuet, aldrig er det, som vi forestillede os at det ville være.

Fremtiden er det ukendtes bevægelse gennem det nuværende hvor det bliver gjort kendt og derved bliver til erindringen om det, som var engang, men som nu ikke er mere.

Der har aldrig været andet og der vil aldrig være andet end det nuværende ogderfor er det nuværende det evige.

Alting i universet sker og ER lige nu. Det er altid nu, så det nuværende er også en bevægelse, som ikke er en bevægelse.

Hvis jeg står her og kigger på en stjerne, som ligger 20 lysår væk, så ser jeg ind i fortiden på grund af afstanden mellem denne stjerne og mig.

Men i det større rum sker alting lige nu og det, som sker lige nu på denne stjerne når først mine øjne om 20 år.

Tid er derfor lysets bevægelse gennem den afstand der er mellem mig og denne stjerne i rummet.

Når du engang har genvundet din forstand, så kan vi måske tale om afstanden mellem mennesker?

Den menneskelige tanke er fantastisk hvis den ikke forstyrres af følelsen og det, som kaldes egoet.

For de som forstår, at det nuværende til enhver tid og altid, er det eneste eksisterende, kunne man måske sige med en berømt eller "stor" (mindst 180 cm høj) mand som engang var:

"Her står jeg, jeg kan ikke andet."

Al filosofi er kun forsøg på at sætte ord på vores opfattelse af verden, og da denne opfattelse ændrer sig løbende i takt med en øget forståelse af forholdet mellem masse/energi og rumtid, forældes al filosofi med stadig stigende hastighed. Fortidens filosofiske tanker har derfor kun historisk interesse, da ingen af dem inkluderer vor nuværende øgede viden.

Problemet med nuets virkelighed er, at samtidighed kun refererer til det inertialsystem, hvori det defineres, så absolut samtidighed eksisterer ikke. Der findes derfor lige så mange virkeligheder, som der findes inertialsystemer i universet, og deres antal er nærmest uendeligt.

Kun i den moderne naturfilosofi og videnskabsteori er man sig dette bevidst, så al anden filosofi inklusive eksistentialismen er blot tankespind til adspredelse for menneskers fantasi. Tankefantasier gør os hverken klogere på naturen eller på vores egen eksistens. De er kun en leg med ord uden relation til virkeligheden i vort eget inertialsystem.

Mvh

Ole Bjørn :o)

”Problemet med nuets virkelighed er, at samtidighed kun refererer til det inertialsystem, hvori det defineres, så absolut samtidighed eksisterer ikke.”

- Ja, hvis man forsøger at tolke sit eget verdensbillede med antikke eller skolastiske begrebsmønstre, da bliver initialværdien akkurat 0. Det interessante fremkommer jo først, når man taler om selve samtiden hvori et givent verdensbillede som værdisystem skabtes, med alle de forhold der gør sig gældende, for da bliver det jo helt utroligt hvad mennesket faktisk formåede at skabe af viden til fordel for fremtiden. Men man ka’ selvfølgelig ikke, som vi har set utallige eksempler på hos de ukritiske troende, frit overtage gamle værdisyn i ren og skær hengivenhed til gudetro ;)

mvh
Simon

Kære Simon.

Jeg talte om inertialsystemer, ikke om initialværdier, hvilket er noget ganske andet.

Mvh

Ole Bjørn :o)