ja du må jo stå ved at vi har hvad du har skrevet sort på hvidt, men om jeg var dig, ville jeg nok beklage som undskylde for de værste indlæg fra min side, for det pynter ikke altsammen og taler ikke til din ære og fordel altsammen af hvad du har skrevet. Jo før du tar afstand fra de dine indlæg der er noget så underlødige, tror jeg ikke du vil få det bedre med dig selv. Prøv at komme videre i dit liv bjørn, slå en streg i sandet, og sig at fra idag af tar du skeen i den anden hånd og vil efterstræbe at undgå personhetzende intimideringer, latterliggørelse, ringeagtelse, som beklikkelse og belyvelse andre debattører. Drop denne "us versus them" debataktivitet. Og drop ideen om at du altid er den klogeste, hvis du er dette, så vil det rent faktisk fremgå af hvad du skriver, dine svar til andre. Altså den uvane du har med at angribe andre for at være småt begavede til det grinagtige, og du selv så meget klogere, den skal du helt opgive. Og som sagt det vil jo dag for dag gennem hvad du magter at skrive, fremgå hvor kompetent og klog du er, så det kan du roligt hvile i.


"Min mission er som bekendt, at bidrage til en øget forståelse af, hvordan misforståelser opstår på grund af forkert brug af ord og udtryk"

man må sige dette ikke lykkes dig særligt godt, ja det er endda din store svaghed, for du øger misforståelserne gang på gang, fordi du ikke forholder dig tekstnært til hvad folk skriver, som du ej heller forsøger at forstå hvad det er de prøver at sige. Hvad gør du så istedet for, jo du fortolker meget subjektivt hvad det er folk skriver og hvad det er de står for, og dermed har vi balladen og debatten er afsporet, og som altid drejer det sig om hvor klog du er og hvor småt begavede de andre er. Det jeg kalder for din einsteins mindreværdskompleks, som i den grad dominerer din personlighed i så udtalt grad at jeg aldrig nogensinde før har mødt noget der ligner. Tydeligt er det at du har den gode vilje, men endnu tydeligere er det at du ikke formår at efterleve dine gode hensigter og intentioner, så du må være en meget splittet person, der kastes hid og did mellem det onde og det gode. Som du opfør dig på trosfrihed, sådan er jeg sikker på du ikke opfør dig ude blandt andre mennesker, så trosfrihed er et "bordel" for dig, hvor du kommer af med det mest primitive der bor i dig.

Nå men jeg vil slutte med at sige du bruger alt alt for mange kræfter på at retfærdiggøre dig selv og din debataktivitet. Dette kan du ikke, du kan kun ta afstand til din debataktivitet, måde at debattere på, og jo før du tar afstand hertil, virkelig gør op hermed, jo bedre vil det gå dig i fremtiden, både her og i dit liv ellers.

Russell anbefalede især ældre mennesker, at finde fejlindstillinger som adfærd hos sig selv, gøre dette til en sport, for der ville være nok at tage af, og dag for dag ville man blive mere og mere lykkelig som livsduelig.

Selv har jeg indrømmet at jeg har været en "debatterrorist", haft en dårlig og uheldig debatadfærd til tider. Og i den sammenhæng jeg droppede enhver form for selvretfærdiggørelse, at retfærdiggøre rationelt overfor I andre hvorfor jeg havde været så strid og dårlig en debattør til tider.

Jeg kan kun anbefale dig at gøre det samme bjørn, dine mentale cognitive evner vil forøges betydeligt ved denne "omvendelse", dette selv -opgør med en uheldig adfærd.

Fx vil dine uenigheder med andre debattører træde meget tydeligere frem (indimellem vil du endda kunne tilslutte dig andres synspunkter og uddybe og bygge videre herpå ud fra netop dit perspektiv).

venlig hilsen HansKrist

der ville ønske for dig at du ville opnå fred med dig selv, uden dårlig samvittighed, uden alle dine forsøg på at retfærdiggøre din til tider meget uheldige dårlige debatstil, for det kan ikke retfærdiggøres, og det virker ynkeligt at se dig konstant retfærdiggøre en adfærd der aldrig kan retfærdiggøres, men som man kun kan gøre op med og ta afstand fra og dermed begynder påny på en bedre måde.

At gøre op med sig selv (sin gamle uheldige adfærd) og begynde påny, på en frisk, hver dag, er iøvrigt kernen i den paulinske kristendom, Kristusspiritualitet.



Dåben, det vigtigste kristne sakramente, er at vi aflægger det gamle menneske med dets gerninger, og ifører os det nye menneske, de nye skabninger vi er i Kristus, hvor vi møder Guds Kærlighed, tilgivelsen synderen, det tidligere gamle menneske vi var med uheldig (for os selv og andre) adfærd. Stort set alt hos en psykiater og psykolog, som hos Paulus, handler om dette forhold der er kristendommens inderste dynamik. For et selvopgør må ikke gå over i selvforkastelse, i så fald vender man hurtigt tilbage til sin uheldige adfærd, nej et selvopgør kan intet menneske foretage sig uden om den helt store selvaccept, dette er hvad al terapi går ud på, det er det vi finder hos psykiater og psykologer som hos ham Paulus. De arbejder nøjagtig med helt de samme indre psykiske, altså spirituelle, dynamiske selvforhold.

Guds Kærlighed Kristus er den helt store selvaccept, accept af sig selv. Det menneske der ikke kan fuldt ud acceptere sig selv (finde selvaccepten), kan ej heller bryde med sine uheldige vaner som primitive adfærd.

De fleste mennesker vil helst rationelt retfærdiggøre sig selv, men det er der ifølge psykiatrien (psykologien og psykoanalysen) såvel som kristendommen, noget der tyder på at vi ikke kan. Den store selvaccept (retfærdighed) skal komme et andet sted fra, meget dybere, Gud eller ideal jeget, vores samvittighed, der stikker så meget dybere end vores rationalitet.

Omvendelse (det største mysterium hos Paulus), dette at gøre op med tidligere liv, dårlige vaner og uheldig adfærd (eller manglende adfærd grundet dovenskab, manglende etisk kreativ skabende produktiv adfærd), kan totalt forandre et menneskes liv til det bedre, ja der er virkelig tale om noget mirakuløst i forbindelse de nye skabninger vi er i Kristus, hvor vi får en hel ny Guds Åndens handlingsbasis med ind over vores liv.


Du kan se det som om jeg missionerer lidt vel rigeligt her, men tråden hedder hvad er kristendom, og det er primært det jeg kaster lys over, med udgangspunkt i Paulus.

… at jeg har været en "debatterrorist", haft en dårlig og uheldig debatadfærd til tider. …

Du er stadig "debatterrorist" med et dårligt og uheldig debatadfærd. Du slynger om dig med ord og begreber du ikke aner betydningen af. Du stirrer i spejlet og projekterer din genspejling ud på snart den ene, så den anden. OB's debatadfærd er bestemt kritisabelt men de vilde ideer du får fra din refleksion, har intet at gøre med din opponent.

OB er ganske enkelt en alfahan; hvad du ikke er…

Jeg glemte at omtale en af de mest karakteristiske egenskaber ved missionærerne - deres klippefaste tro på deres egen moralske overlegenhed.

Så snart man påpeger nogle af deres fejl og/eller motiver til at vildlede andre mennesker for selv at fremstå som bannerførere for "den rette livsholdning", så bliver man overdænget med moralsk forargelse, tillagt grimme motiver og voldsomme følelser af enhver art.

Forhåbentlig kan de fleste forstå, at den eneste følelse, jeg har og har haft i forbindelse med debatterne her, er nysgerrighed efter at undersøge, hvordan mennesker bruger og opfatter verbal kommunikation, som præcis er det emne, jeg forsker i. At det ind imellem har nødvendiggjort, at jeg bruger en provokerende tone, vil enhver forsker kunne forstå og acceptere. Det er en helt almindelig videnskabelig metodik at anstille forsøg for at undersøge reaktionerne under forskellige påvirkninger.

Så vidt jeg kan konstatere, har ingen lidt skade ved det, bortset fra at enkelte har følt sig såret på deres forfængelighed og over at være afslørede som hyklere, men det kommer de nok over. Når jeg f.eks. ikke har reageret på Hanskrists grove tilsvining af mig, er det netop, fordi jeg ikke er følelsesmæssigt engageret i debatterne.

At jeg rent privat selv lever efter den gyldne regel, betyder ikke, at jeg ser ned på mennesker, der lever efter andre regler. Som forsker accepterer jeg alle fakta som ligeværdige. Det er jo en nødvendig forudsætning for at kunne forholde sig objektivt til sit emne.

Konklusionerne på mine undersøgelser vil selvfølgelig blive forelagt i andre relevante fora, men alle er selvfølgelig velkomne til at drage deres egne konklusioner på basis af de foreliggende eksempler her. Det vil næppe være svært at forstå, hvor mange menneskelige misforståelser og fjendtligheder, der kan føres tilbage til forskelle i sproglig opfattelse, og det kan vel være værd at tænke over, hvis man selv ønsker at gøre sig forståelig overfor andre.

Jeg vil gerne takke alle her for deres (omend ufrivillige) bidrag til mine undersøgelser, og ønske jer en fortsat god tilværelse på jeres egne betingelser.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Du ævler bare rundt i samme idé i hvert et indlæg du fylder på debatten, der skrællet til den magre kerne, begrænser sig til en fortælling om følelser for en idé om noget guddommeligt du ser alle vegne omkring dig; en information alle registrerede i dine første indlæg. Informationsværdien i de øvrige er m.a.o. lig 0, hvorfor du reelt skriger op som en anden skoledreng for kun opmærksomhedens skyld, og hvor kritikken af denne "debatadfærd" kun anvendes til samme formål. Men du har måske en bedre forklaring? ;)

Ser man objektivt på indholdet i dine indlæg, er de bare gentagelser af information du allerede har leveret. Havde du set på det du skriver som noget du skulle aflevere til redaktøren, var du sendt tilbage til tastaturet. Beklager, men du leger bare lægmandspræst på debatten, nøjagtig som ”buldrende stemme”, somo og hønsemand. Du har bare ikke noget interessant at sige om verden og mennesker omkring dig Arne, længere er den ik' ;)

mvh
Simon

Hej HansKrist,

Det er det mest forståelige indlæg, jeg har set fra din hånd. Jeg vil næsten kalde det for en geni-streg! Hvis - hvis! - jeg har forstået dig denne gang, så er det et gennembrud her på Trosfrihed.

For at vise dig, hvad jeg mener, vil jeg plukke citater ud (og håbe at min forståelse af dig er nogenlunde korrekt):



Dette ser vi også hos Thomas à Kempis, som jeg kan forstå, at du er en stor tilhænger af. I hvert fald hvad angår dine bøger: Kristi efterlevelse, som du læser og giver væk.



Ja, her begynder det! Her tager vi en beslutning. Nu begynder jeg at kunne følge dig. Især når du uddyber med dine næste ord:



Det er nok dette, som jeg tilnærmelsesvis forstår som "anger". Der er i hvert fald et overlap. Der kan nemlig heller ikke være anger uden forståelse af, hvad man har gjort, og accepten af at man har gjort det, og at man nu skal forandres, blive en ny skabning - iklædes Kristus.



Det er klart. Uden selvaccept er der ingen egentlig forståelse af sig selv. Kan man ikke acceptere sig selv, så er der "skyggeområder" i en selv, som man ikke tør se nærmere på. Men selvaccept skaber lys, og lyset driver skyggerne bort, så man kan få lov at se. Og så kan forandringen indfinde sig.



Ja, jeg kan godt lide, at du bruger ordet 'samvittighed'. Det bekræfter, at jeg ikke kan være helt ved siden af, da jeg brugte ordet 'anger'.

Jeg læser dig således:
Ved dåben begynder forandringen. Vi accepterer os selv, og i selvacceptens lys tør vi erkende os selv. Denne selverkendelse er basis for forandring. Og forandringen drives bl.a. af vores samvittighed, som vi nu tager med ind over vores liv. Selvaccept er således ikke at sige 'hurra' for dårlig adfærd; det er derimod at erkende, at man har handlet ilde, og at man vil forbedre sig. Det skaber den erkendelse af sig selv, der skal til for at kunne forandres. Det begynder alt sammen med mod ... vi må turde at begynde processen. Er dette et 'ja' til dåben og omvendelsen?

Du skal få det sidste ord:



T