1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23391 - 24/06/2017 20:58
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Mere Sophus Claussen om sommervejr og -drømme :))
Credo Der bølger Sollys om den grønne Sommer; der trækker Skyer op til Styrteregn; der hujer Stormkast, Efteraaret kommer; der blænder Snedrys i den golde Egn; — i Sné og Storm, igennem Regnen, Solen, som digter om og gøgler med vor Jord, ulænket knejser end i Kongestolen den evige Natur. Paa den jeg tror! Det store Hav af Mennesker! som dønner med udslidt Skvulpen og med Brændingsbrag, som elsker, hader, skriger Eder, Bønner, forliger sig og holder Dommedag; — jeg tror paa Slægten, men jeg tror den ikke; jeg tror, at dette Hav trods Pral og Ord vil frit i evig Bølgerinden ligge. Paa Livet, Svaghedens Triumf, jeg tror! Jeg tror paa god Natur. De friske Vinde skal hvirvle alle visne Løgne væk. Uendeligt det er i Livet inde, hvor alt er nyt og skønt med sine Træk. Den evige Natur, hvem intet saarer, hvem ingen Kvakler giver sin Bekomst, vil skænke Gudespot mod syge Taarer. Og midt i Døgnet plukker jeg en Blomst.
***
Kan du drømme med mig til en Lykke dig ind uden Sten paa vor Vej, uden Tvivl i vort Sind, hvor ej Døre i Laas mod den skrigende Flok er behov, vil vi ene os stænge; ti om nogen sig ind vilde trænge, var han ikke for os, ti vi selv var os nok. Kan du drømme os ind i en stjærneklar Nat med en legende Vind i det slumrende Krat mellem Ungskov og Bøge beskærmede tæt, hvor et Sted i de dugslørte Blade af en Drossel vi faar Serenade, mens drilagtige Myg vil omsvirre os let. Kan du drømme dig ind i en Salighedsstund, hvor med Kind imod Kind og med Mund imod Mund vi har favnet os hen i en eneste Tro paa vor Ungdom, vor Elskov, vor Lykke ...? — Paa en Sandhed vi da kunne bygge, ti en Drøm vinder Liv, naar den drømmes af to.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23396 - 25/06/2017 19:24
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.
Her lidt mere livsnødvendighed, apropos smilet der ler, en historie der også kunne ha’ heddet Det arkaiske smil, men Jørn Riel havde nok øje for...
En græsk gudinde
Helt pludselig blev jeg voksen. Fjorten år med ret til at drikke søndagssnaps og ryge stærk tobak i den pibe, min farmor havde givet mig i konfirmationsgave. Og så kom naturligvis det med kvinderne, det som alle dage har været vanskeligt at håndtere. Utallige er de tilfælde, hvor jeg med sorg eller dårlig samvittighed har måttet give afkald på det ene for at opnå det andet. Til og med mit trettende år havde jeg plejet en trofast kærlighed til Oda, en anæmisk bagerdatter fra Hindsholm. Pigen havde været betagende fra øverst til nederst og udmærket sig ved et par til hver sin side seende øjne. Da disse fantastiske øjne brutalt rettedes til ved en lille operation, svalnede mine følelser. Som bælgøjet havde Oda været anderledes og aldeles uimodståelig. For bælgøjet kom fra det franske ˶belle˝ sagde min farmor, og det smukke havde bredt sig ud over hele Oda. I København begyndte jeg at besøge Nationalmuseets etnografiske afdeling. Først de afrikanske samlinger, men siden meget flittigt afdelingen for Nordamerikanske indianere og eskimoer. At gå på Nationalmuseet var at foretage lange rejser. Her kunne man uden hindring sætte sig i en kajak og glide gennem det arktiske landskab, eller træde sig varm i indianske snesko over endeløs tundra. Jeg foretog disse rejser både i og udenfor museet, og på de natlige færder sneg en ung pige sig med. En indianerpige med lang, sort fletning, klædt i rådyrskind og med broderede mokasiner på de små fødder. En sød, terrængående eskimopige i hareskindstrusser, lange kamikker og anorak. Det var herlige færder gennem en fantastisk verden.
Netop på det tidspunkt forlod min far Afrika og kastede sig med lidenskabelig interesse over det antikke Grækenland. Klassiske figurer voksede frem mellem hans hænder og sugede liv af hans fantasi. For en tid forlod jeg mine arktiske venner og begav mig med mit ophav tilbage i antikkens verden. Figurerne blev skåret i egetræ, som på det tidspunkt var min fars foretrukne træsort, idet vi havde arvet et helt møblement af en fjern onkel i Odense. Egetræet bevirkede dog, at de udskårne figurer fik lyst hår, en bagatel min far naturligvis let kunne bortforklare. ˶De græske kvinder, ja for den sags skyld også mænd,˝ sagde han, ˶var ivrige soldyrkere. Lyst hår var på mode, og får at få det bleget gjorde de det vådt og sad i timer i solen med ansigtet i skygge af en stor hat.˝ ˶Men hvis de havde hat på, så blev håret da ikke bleget,˝ indvendte jeg. Far smilede overbærende. ˶De havde naturligvis skåret pulden bort,˝ sagde han, ˶spørg blot din farmor, hun har selv prøvet det.˝ Far og farmor var tit uenige. Men de stod last og brast, når noget skulle verificeres. Snart var jeg fortrolig med Grækenlands historie, mytologi og græsk livsmønster. Jeg begyndte at gøre afstikkere fra etnografisk samling til antikken. Her ledte jeg især efter det af min far så beundrede ˶arkaiske smil,˝ et fint og lokkende lille smil som han forsøgte at demonstrere for mig ved at skære ˶Fløjtespillersken fra den Lodivisiske trone˝. Uden fløjte. Især følte jeg mig tiltrukket af en minoisk slangegudinde. Det var en forelskelse, som jeg dog ikke blev rigtig bevidst, før jeg så hende lyslevende. På Enghave Plads. En eftermiddag. Hun var en smuk, lyshåret pige med ansigtstræk, der var en guddommelig fuldkommengørelse af det menneskelige. Over hendes læber lå det søde, arkaiske smil. Ved en hurtig rundspørge blandt venner fik jeg oplyst, at hun hed Vibeke Alfedt, at vi boede i samme gade og gik i samme skole. Det viste sig, at vi oven i købet også havde gået i børnehave sammen. Det var beklemmende. At jeg ikke for år tilbage havde bemærket denne græske gudinde. Sandsynligvis skyldtes min uvidenhed, at jeg i børnehaven endnu ikke havde hørt om det arkaiske smil, samt at skolen vi gik i var strengt adskilt i en pige og drengeafdeling. Desuden gik hun en klasse under mig og tilhørte derfor småtøsene. Jeg længtes stærkt efter at se hendes smil igen.
Det faldt så heldigt, at skolens sløjdsal befandt sig lige under pigernes gymnastiksal. Mellem disse tio sale gik en trappe, som førte op til en balkon over gymnastiksalen. Døren til trappen var naturligvis aflåst. I sløjd havde vi en tyk, elskelig lærer, Bonde Anders kaldet, som var i besiddelse af et sundt sovehjerte. Erfaringsmæssigt vidste vi, at han kunne saves i søvn i løbet af få minutter, hvis alle mand savede på samme tid. Var han først faldet hen, kunne vi uden videre reducere antallet af save til 5, hvorefter mere end to tredjedele af klassen kunne holde fri. En da så jeg fra sløjdsalen, at Vibekes klasse var på vej til gymnastik. Ideen meldte sig omgående, og jeg betroede den til mine nærmeste venner, som lod den gå klassen rundt. Vi savede hurtigt Bonde Anders ind i en comatilstand, og det lykkedes mig at fiske hovednøglen ud af hans kittellomme. Med de betryggende savelyde i ørerne låste jeg døren op, famlede op ad den mørke trappe og ud på balkonen. Efter mig havde jeg en hale af nysgerrige drenge. Vi mavede os over balkonens gulv og gloede ud gennem rækværket. På gulvet under hoppede 30 piger i gymnastiktøj. De gjorde små hop på stedet, og vi stirrede i dyb forundren. ˶Tak skal du ha’, hvor de dog hopper, ˝ hviskede min sidemand. Ingen svarede ham. Vi vidste alle, hvad han mente. Jeg fandt Vibeke, men kunne beklageligvis ikke se det arkaiske smil, da hun havde ryggen mod balkonen. Så blev tovene trukket frem, og pigerne vendte front mod os. Det første hold tog fat, og på et signal fra lærerinden begyndte de at arbejde sig opad. Det gik langsomt, og vi drenge begyndte at indgå væddemål. De lette piger havde ingen besvær, med små henrykte hvin gled de støt mod højderne fulgt af de lidt tungere og stønnende. Fjerde tov var en klar outsider. Hun var kraftig og gumpetung og måtte stoppe efter hvert tag for at puste ud. Lille Hans, som havde en svaghed for fyldige piger, holdt 3 mod 1 på, at hun til sidst ville nå helt op. Og den arme tøs kæmpede virkelig for ikke at skuffe ham. Det lykkedes hende ved beundringsværdig viljestyrke at erobre halvmeter efter halvmeter, og da hun i lang tid blev hængene blot en meter fra målet, kunne Lille Hans ikke styre sig. Han stak hovedet ud mellem tremmerne og skreg. ˶Lidt til Ulla, skide godt. Hold ud Ulla!˝ Pigen som var tomatfarvet i ansigtet af anstrengelse, så forskrækket op. Så udstødte hun et højt skrig og kurede i rasende fart mod gulvet, hvor hun landede med et dumpt drøn. Vi dundrede ned ad trappen og tilbage til sløjdsalen, hvor de fem mand tappert havde holdt savene i gang.
Straffen var den gammelkendte. ˶Hvem stjal mine nøgler?˝ spurgte Bonde Anders. Jeg trådte frem. ˶Lover de at lade være med at slå ham, hvis jeg siger, hvem det var?˝ spurgte jeg. Bonde Anders smilede et næsten arkaisk smil. Han havde nok hørt den før. Så nikkede han, og jeg gav ham nøglen. ˶Det var mig.˝ Han blev ved med at smile, da han tog min arm. ˶Løfter er til for at holde,˝ sagde han, ˶men du får fem af Peter Skrap for at sladre.˝ Rutineret fjernede han stilehæftet, jeg i hast havde stukket ned i buksebagen. Højtidelig tog han spanskrøret ud af det skab, hvor han gemte sine fineste stemmejern. Bonde Anders slag var berømte for deres langtidsvirkning. De påførtes med et smækkert spanskrør, der i lighed med historiske sværd også havde navn. Peter Skrap bed hurtigt og hårdt, og det tog flere dage, før jeg igen var istand til at sidde uden straks at blive mindet om Vibekes smil. Jeg var forelsket, den sag var klar. Derfor søgte jeg råd hos min farmor, som jeg fortalte om min forelskelse. Hun klappede mig medlidende på hovedet og sagde bedrøvet. ˶Kærlighed, min dreng, er smerte på smerte med en lille smule lykke i pauserne .Er det løgn Mads.˝ Farfar rystede på hovedet. Alt hvad farmor sagde var rigtigt, og i dette kapitel havde hub så inderlig ret. Som ung havde hun været skønhedsdronning i Svendborg, hvor hun mødte farfar, da han lå inde som husar. Hun blev sejlet til Langeland for at min oldefar, der var en bredbringet møller fra Tullebølle, kunne syne hende. Da hun steg i land i Rudkøbing i krinoline og med kysehat, havde den gamle satan grebet sin tunge kørepisk og slået knald henover de små frøkenfødder og brølet. ˶Ka hu å hopp?˝ Denne smertefulde erindring var nok grundlaget for farmors kærlighedsteori. ˶Kan det ikke være anderledes˝, rådede farmor, ˶så bliver du nødt til at invitere hende ud og behandle hende som en rigtig prinsesse.˝ Hun fik farfar til at give mig to kroner til formålet.
Og sådan blev det. Jeg inviterede Vibeke på Nationalmuseet, hvor vi efter hendes ønske beså etruskerne, som jeg ikke kendte noget til. Vibeke var utrolig sød. Hun fortalte mig, at vi da også kunne gå over på Glyptoteket, hvor de havde en endnu større samling af dette italienske oldtidsfolk. Hun smilede meget arkaisk, og jeg stod for første gang over for valget at opgive det ene for at opnå det andet. Tokronen brændte i lommen og jeg længtes pludselig, som så ofte senere i livet, efter de nordamerikanske indianere og eskimoer. Vi kom ikke på Glyptoteket. Og tokronen anvendte jeg dagen efter til en bog af Louis de Rougemont, som ledsagede mig ˶Tredive år blandt de vilde˝.
- Jørn Riel, Skrøner fra et rejseliv, 1989.
Goaften i solen..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23398 - 26/06/2017 09:16
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn' RM..
Lidt lyrik til morgenbordet, men få nu ikke krydderen galt i halsen, når Rilke her slukker glæden ved Zoo - for det ér jo forfærdeligt, at betale penge for at stå foran et vilddyrs tremmer, og se hvordan livet langsomt slukkes...
Panteren
I jardin des plantes Paris
Så træt er blikket blevet af sin færden langs gitret, at det slipper alt og glemmer. Der er som gaves der kun tusind tremmer og bag ved tusind tremmer ingen verden.
De smidigt stærke skridt, som blødt og tungt i allermindste kreds ensformigt går, er som en dans af kraft omkring et punkt, hvori en vældig vilje sløvet står.
Kun når den standser foran sine tremmer, og løfter fra pupillens ring et slør, går lydløst gennem anspændt stille lemmer et billed ind i hjertet, hvor det dør.
- Rilke.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|