"Derimod har det alt at gøre med at lytte til Talsmanden, som Jesus sendte, nemlig Helligånden".

- Dette har ikke noget at gøre med kristendommen og dens faktisk historie, men med idéer du tillægger den.

"Kristendom som religion ser jeg på som værende på vej ud, ligesom andre religioner vil være det".

- Ja, men der vil gå mange generationer før dette sker, Zenia, det er ikke noget vi kommer til at opleve, hvorfor du kan nyde din tro i forvisning om, at det også vil ske for rigtig mange mennesker i generationer fremover ;)

Hvad vi kan gøre i vores levetid, er derimod at bygge ideologier med basis i realismen, for det er trods alt virkeligheden vi gerne vil indrette til noget bedre for os alle, ikke sandt? Derfor må vore visioner, drømme, ønsker og forhåbninger selvfølgelig ha' et virkelighedsgehalt, eller en forankring i det virkelige liv (idéer om guder uden evne til at gribe ind i livet, er trods alt ikke meget bevendt) - idéer om "helligånden" og storken der kommer baskende med de små babyer og den slags søde små historier, må vi nok tilskrive vores egen evne til at skabe disse søde små historier ;)

"Jesus har jo vist os Vejen dengang, men vi forstod det ikke".

- Der er intet i det tidlige kristne brugte af tankebilleder der ikke er forstået, Zenia, men disse tankebilleder kan du ikke frit overføre på dit eget liv, og det er præcis hvad troende kristne gør.

"Jeg takker Gud for Hans uendelige kærlighed og aldrig svigtende omsorg: At Han sendte Helligånden som hjælper for hver eneste af os i alle vore valg som menneske på jorden".

- Jeg ved det, og er ikke i tvivl om motivet: i udgangspunktet vil du simpelthen mennesket det godt. Problemet her er ikke motivationen, men selve midlerne - troens forhold til virkeligheden, troen som en reel beskrivelse af noget godt for mennesket, ja samfundet, etc. Det er her det visionære må stå sin kamp med illusionerne Zenia, her vi må stille en række krav til visionerne vi gerne vil bygge noget godt med.

Jeg er ikke det mindste bange for at "ødelægge" din tro, derfor heller ikke bange for at vise dig en side af din tro, der faktisk ikke bragte mennesker noget godt: den kristne tro som politisk virkemiddel! Dét var, hvad kristendom handlede om tilbage i tiden, overlevelse på nogle (for os at se) ret umenneskelige levevilkår, og igen fordi vi ikke formår at forstå hvordan mennesker faktisk levede og hvad der optog dem. Og livet for dem, handlede slet ikke om at elske hele verden til Morpheus selv faldt i søvn, men om hvordan man faktisk overlevede i et samfund, hvor enhver var sin egen lykkes smed - kærlighedsbudskabet ville i den tids lys se bedre ud, hvis man fortolkede det noget i retning af: vi må gøre mere for de fattige, dem der ikke ejer jorde og midler til selvforsørgelse, for se hvordan vi behandler hinanden, som omsætningsværdier!

Alle disse tanker formet som filosofier med retningslinjer for det etiske og moralske liv, havde man masser af dengang, det var skam ikke fordi man var uvidende om problemerne man stod overfor, snarere var man sig noget bevidst om selve mennesket, der jo kunne finde på det mest utrolige for egen vindings skyld - helt som vi siden så det ske og ser det i dag, altså et karakteristika som vi selv må lære at tøjle, hvis der skal være nogen idé i at tale om samfund og fællesskaber.
Det var dét, det handlede om dengang: visioner for fremtidens samfund, og disse visioner har retning tilbage til de store grækere med deres første eksempler på demokratiet, såvel som til de senere store romerske statsmænd, med deres første eksempler på hvordan man bedst iværksatte denne udviklingsproces. Vi har ikke historisk noget at takke lige så glubske kristne kirkefyrster for Zenia, men vi har derimod noget at takke de gamle grækere og romere for, og pointen med mit indlæg var, at kristendommen bare er en historisk parentes der ligesom de mange andre religioner varede alt for længe, og at disse religioner faktisk skabte og skaber en masse rod for menneskers selvforståelse, i lyset af en overnaturlig tro der ligger til grund for hele molevitten!

Kristendom for dig, er noget ganske andet end hvad den var for mennesker tilbage i historien, og det har faktisk en betydning at der er en forskel, for du bygger tro på noget overnaturligt på helt andre præmisser end dine tidligere trosfæller gjorde det - du har adgang til viden de ikke havde, mens de havde adgang til et kristent trosindhold der var forankret i ønsket om et bedre liv, noget af det du har i dit liv. Spørgsmålet til dig fra mig, bliver derfor: hvad vil du bruge kristendommen til, hvis den altså ikke bare skal handle om hvad du føler for guden?

mvh
Simon

Hej Simon,

Dit spørgsmål besvarer jeg sådan:

Jeg vil til hver en tid bestræbe mig på at leve mit liv, så min indre verden er i FRED -

og det er en del af min VIDEN, at det kun kan ske i lydhørhed overfor det, Helligånden vil med mig - og dermed med alle de, som jeg har været - lige nu og fremover vil være i berøring med. ...

Fred er jo egentlig enkel nok ... ønsker du det for dig selv, skal du give det til andre ... så værs´go kære Simon ...

og kærlig hilsen medfølger
Zenia

Hej igen..

”Jeg vil til hver en tid bestræbe mig på at leve mit liv, så min indre verden er i FRED - og det er en del af min VIDEN, at det kun kan ske i lydhørhed overfor det, Helligånden vil med mig - og dermed med alle de, som jeg har været - lige nu og fremover vil være i berøring med”

- Mit spørgsmål var jo: hvad vil du bruge kristendommen til, hvis den altså ikke bare skal handle om hvad du føler for guden?
Her taler du om en personlig erfaring med sanseoplevelser med dig selv ved roret, som spørgsmålet imidlertid ikke relaterer sig til.

”Fred er jo egentlig enkel nok”.

- Vi har ingen historiske eksempler på at fred blev konsekvensen af menneskers indretning af samfund efter religiøse doktriner, vi har derimod erfaringer med, at politiske beslutninger (endda med krigshandlinger som forsvar imod div. overgreb) ændrede virkeligheden i en fredeligere retning, ikke sandt?

Mit spørgsmål er vigtigt, fordi det handler om menneskers forståelse af livet som en faktisk realitet, og altså ikke bare deres sanseoplevelser af en tankeverden uden realitet.

mvh
Simon

Hej igen Simon:

Du skriver:

Mit spørgsmål var jo: hvad vil du bruge kristendommen til, hvis den altså ikke bare skal handle om hvad du føler for guden?
Her taler du om en personlig erfaring med sanseoplevelser med dig selv ved roret, som spørgsmålet imidlertid ikke relaterer sig til.

Mit svar:

Til det første egentlig blot dette, at jeg i rigtig mange år - når jeg havde kaos indvendig eller problemer - analyserede det sådan, at det måtte være "andre menneskers skyld" ... og de kunne jo bare o.s.v. ...

Men efter at have vendt det om og med hjælpen oppefra ... er gaven en større fred med alle andre og mig selv ...

Og det er så min oplevelse, at denne fred breder sig som ringe i vandet ... så det er måske i al ydmyghed min foræring til verden.

Til det sidste, du skriver: Mit indlæg er at forstå som en personlig status over kristendommens betydning for mig. ...



m.v.h.
zenia

Hvad er kristendom? kristendom kan betegnes som en arv der stilles for näsen af os på et altfor tidligt tidspunkt i vort liv, ja så tidligt at vi knap aner om vi er til eller ej, indtil vi vågner efter et vildt fremmed väsen har dyppet os i lunkent vand.
En arv kan/skal man oftest tage stilling til om man vil modtage, eller afslå sig fra at modtage.

Arven kan indeholde nogle gäldsposter aom vi ikke vil häfte for, men måske også nogle ökonomiske gevinster vi ikke vil sige nej til, vi har dog selv chancen for at beslutte hvad vi vil gå med til.

Denne chance får du ikke når du "arver" kristendommen ved dåben, da presses den ned over dit Trosfrie hoved med magt og du er dermed stavnsbundet til kristendommen til du fylder atten år, da har du först retten til at få hävet stavnsbåndet, frasige dig retten til den triste arv, der ikke har noget fornuftigt indhold-what so ever, andet end at du kan fölge generationers forgäves forsög at fremtrylle indtil flere guder og de gejstliges kampe for at indrage den uvidende befolkning under kirkens åg, hvilket så desvärre er lykkedes i altfor stor stil.

Värdien af arven/kristendommen opfattes meget forskelligt, alt efter om man har accepteret arven, så er der ingen gränser for hvormeget dens luftige figurer har af värdi, selvom at de i the real world er totalt värdilöse, hvilket de der ikke vil modtage arven også mener, fantasifostre er og bliver värdilöse og det ligemeget hvormange der tänder på dem,
de kan ikke hjälpe noget menneske overhovedet,men hvis de tror det, så lad dem endelig blive i troen, den har mistet sine hugtänder.