Kære jmp

Du skriver:

At være i nuet betyder netop at være sig selv i nuet.

Jo, jeg synes, at der er en skelnen i, at man ikke skal dyrke Selvet/sit selv men derimod blive mere bevidst om sig selv. Der er en forskel. At søge selvet, stilheden mm. handler ofte om, at man søger noget i sig selv. Det er derfor, at jeg skriver, at al snak om Selvet og Nu'et nemt bliver til klicheer (tomme ord).

Du gør så det, at du imødekommer mit indlæg ved stadig at fatsholde parolen, "nuet". Hvorfor jmp?

At være sig selv betyder ikke nødvendigvis at være sig selv i nuet, for dette - altså nuet - er mere et udtryk for en måde at være til stede på. Om dette har jeg skrevet lidt om til Ole Bjørn/Kræn-P.

Jeg tænker aldrig ved mig selv: I dag skal jeg være tilstede i nuet. Jeg tænker derimod på mangt og meget, hvad jeg skal nå denne dag og meget mere, for tankerne vil altid i mere eller mindre omfang være der. Pointen er derfor ikke et Nu men derimod, om du kan arbejde med dig selv, så du ikke glemmer at være tilstede selv på en presset dag.


Du skriver:

Men vigtigst synes jeg at det er: ikke at sammenligne men derimod at acceptere hinandens forskelligheder og dermed finder man også selv sin rette plads.


Jeg er slet ikke uenig i dit syn på, at mennesker så ofte sammenligner sig selv med andre. Jeg er selv en slem synder der, og den jeg rammer med et sådan ulideligt mønster er jo mig selv. Ved at acceptere hinandens forskelligheder, kunne man nok lære at blive bedre over for sig selv - og for andre. Ofte vil ens selvforhold kunne afspejles i forholdet til og interaktionen med andre.


Mvh
Anne

Hej Anne.

Jeg vil vende tilbage i morgen så jeg kan give dig et ordentligt svar. Lige nu er jeg for træt og så vil det blot være halvgjort gerning. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men snarere fordi det er vigtigt,vil jeg vente til imorgen.

Sov Godt

Kh

Kære Anne.

Det er et tankevækkende og indholdsrigt indlæg, du har skrevet. Tak for det. Jeg vil prøve at cirkle lidt omkring noget af det, som du nævner. Du skriver:

»Begrebsforvirringen omkring Selvet og Nu’et er kommet ind med østens religioner og New Age. Jeg mener godt, at vi kan hente noget tankegods fra østen men endnu mere fra jødedommen og græsk kultur/religion/filosofi, som jo er den kontekst, kristendommen er opstået i. Derfor, når jmp nævner Nu’et frygter jeg, at han m.fl. (Kræn-P?) er ovre i de buddhistiske tanker om det absolutte, tomheden, intetheden, stilheden, hvor vi kan give slip i oplevelsen af en dyb hvile.« (Citat slut).

Jeg vil naturligvis ikke bestride, at jeg har beskæftiget mig en hel del med østlige tankegange, og jeg må ligeledes vedgå, at dette sætter et vist præg på én. Men jeg var på forhånd indstillet på at knytte an til noget, der er groet frem i vor egen europæiske have, så man ikke automatisk konkluderede – som du er på nippet til – at nu havde Kræn-P igen serveret noget, der dybest set var en forklædt orientalisme.

Derfor valgte jeg at tage udgangspunkt i Søren Kierkegaard (SK), der har reflekteret over såvel Selvet som Øieblikket. Dette har jeg kunnet gøre helhjertet, fordi SK var mit eget udgangspunkt, før jeg rettede blikket mod øst. Det ene af de to SK-citater, som jeg tog udgangspunkt i, var følgende:

»Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det.« (Citat slut)

Her har adskillige af dem, jeg i årenes løb har talt med, været tilbøjelige til at overse ordet gjennemsigtigt, men gør man sig ikke klart, hvad SK mener med dette udtryk, kommer man ikke ind på livet af SK’s mening. For så vidt som SK var en eminent kender af klassisk græsk tankegang, kunne man her tage udgangspunkt i den berømte indskrift på Apollo Templet i Delfi: »Gnoti seauton« (Kend dig selv).

At kende sig selv til pinds ende er den nødvendige betingelse for, at man med SK’s ordvalg kan sige sig at være gjennemsigtig. Er man ikke det, bliver man ideligt ført bag lyset, fordi man i den vågne bevidsthed så at sige besmykker sine motiver. Ved selvudforskning kan man af og til støde på motiver, som ligger i den ubevidste del af psyken, og som fortæller en ganske anden historie om én selv end den, man hidtil har troet på.

Sådanne motiver kan være så ubehagelige at skulle anerkende som en del af ens motivation, at man er meget længe om at fordøje dem. Jeg taler her af erfaring. Man troede så meget pænt om sig selv og bliver så konfronteret med en skyggeside, som man end ikke anede eksistensen af.

Det drejer sig ofte om motiver, der i virkeligheden går ud på selvhævdelse, seksuel tilfredsstillelse eller opnåelse af magt. Lad os blot kalde det egoisme, men så i samme åndedrag sige, at mange populært kalder det udslag af egoet eller af jeg’et. Dette udtryk opfattes af mange som en slags selvstændig instans, der bor inde i os alle.

Forstået på denne måde er et sådant udtryk i allerhøjeste grad vildledende. Det vil være mere passende at opfatte forholdene på den måde, at man foretager en funktionsanalyse af de psykiske funktioner, der er på færde i det mellemmenneskelige forhold og derpå samler dem i grupper, som man hæfter en teknisk samlebetegnelse på.

Den kærlige omsorg for de halvvoksne børn, der bliver motiveret med vigtigheden af at styrke det gode familieliv, kan dække over incestuøse drifter rettet mod egne børn. Streng børneopdragelse motiveret med hensynet til barnets eget bedste kan være simpel magtudøvelse, der er kompensation for egne nederlag. Samfundsengagement, der giver sig udslag i ønsker om at gøre politisk karrière, kan være et dække over selvhævdelsestrang og magtbrynde,

Disse egeninteresserede funktioner i det mellemmenneskelige samkvem er aldeles nødvendige for vore muligheder for gennem handlekraft at skabe os selv og andre et værdifuldt liv, og på dette punkt tror jeg, at Hanskrist og jeg vil kunne mødes i enighed. Men jeg vil så tilføje, at dette værdifulde liv i etisk ansvarlighed bliver problematisk, så længe man ikke er sig sine egne dybeste handlingsmotiver bevidst. Så længe man ikke er gennemsigtig for sig selv i SK’s forstand.

Thi kun det dybe kendskab til kimene for ens egne handlinger gør det muligt at vælge etisk mellem foreliggende handlemuligheder. Den psykonautiske færd, som er en nødvendig forudsætning for at kunne nævne troldens navn, kan foretages på adskillige måder, blot de er ledsaget af dyb eftertanke, hvor man har mod til at sætte sine egne dybe motiver til undersøgelse. Store digterværker kan være en nøgle til at dirke den dør op, gennem hvilken man kan kaste lys over de konstituerende hovedhjørnestene i én selv. Så er vejen til gennemsigtigheden åben. Men det kræver mod. Og tid.

Jeg vil slutte her, kære Anne, men historien er langt længere.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Hanskrist.

Tak for et gedigent indlæg, der indeholder mangt og meget, som jeg uden videre kan tilslutte mig. Også tak, fordi du sagde ja til, at vi kunne genoptage vor fordums stammekrig her i disse nye og mere højloftede haller, som Peter Arentzen har bygget til os.

Lad os blive enige om forståelsen af udtrykket ego’et eller jeg’et. Dette udtryk opfattes af mange som en slags selvstændig instans, der bor inde i os alle. Forstået på denne måde er dette udtryk i allerhøjeste grad vildledende. Det vil være mere passende at opfatte forholdene på den måde, at man foretager en funktionsanalyse, der udskiller de psykiske funktioner, der hævder ens egen person i det mellemmenneskelige forhold og derpå hæfter den tekniske samlebetegnelse ego’et eller jeg’et på dem.

Den nævnte fejlopfattelse har du naturligvis ikke, fordi du er ret fortrolig med den psykologiske litteratur, og bemærkningen er derfor ikke møntet på dig.

I mine unge dage havde jeg en kammerat, der var uddannet som jagerpilot i USA. Han berettede om, at uddannelsen var såvel flyveteknisk som psykologisk. De amerikanske militærpsykologer trænede jagerpiloterne i blandt andet koncentration. De skulle fra tidlig morgen til sen aften koncentrere sig om ethvert skridt, de tog, og om ethvert gøremål, som de udførte.

Når de spiste i messen, skulle de have blikket rettet mod maden på bakken, og de skulle koncentrere sig om dette at spise, og kun om det. Når de trænede nærkamp, skulle de slås, og kun det. Når de talte sammen under kammeratligt samvær, skulle de holde sig til emnet, indtil det var uddebatteret.

Straffen for at falde ud af koncentrationen var ret besynderlig. Den bestod i, at man fik én eller anden genstand – for eksempel en radise – stukket i hånden, og den skulle man så gå med i hånden resten af dagen. Dette var en slags mobil skammekrog, hvor man blev udstillet som én, der havde svært ved at koncentrere sig, hvilket ville være fatalt i en rigtig kampsituation.

I min sprogbrug hedder dette, at de blev trænet i nærvær. Hvis man træner sig selv i nærvær, vil man hurtigt opdage, at dette ingenlunde er et foretagende, der er let at gå til. Ens tanker kommer meget let til at flakke fra det ene til det andet. Man ærgrer sig over noget forbigangent, hvor man har gjort en uheldig figur, eller man frygter for eller glæder sig til noget fremtidigt.

Men man er ikke nærværende i det gøremål, som man er i færd med nu – netop nu. Mange af os finder det magtpåliggende at gøre det, som man har sat sig for at ville gøre. Og har man sat sig noget så ejendommeligt for som at ville være nærværende, føler man sig forstyrret af, at tankerne bliver ved med at futte rundt i hovedet på én som en flue i en flaske.

Man føler, at man ikke har herredømme over sig selv, fordi tankernes flakken bliver til en stadig forstyrrelse. Altså begiver man sig ud i en træning, der sigter mod at holde sine tanker i tømme. Og hvis det lykkes, går det op for én, hvad Søren Kierkegaard mente med det uendelige nærvær i Øieblikket, der er evighedens nucleus, og al værens fylde.

Man oplever friheden til voluntært at lægge sine selvhævdende funktioner fra sig, som man lægger værktøjet fra sig efter endt brug. Man oplever også muligheden for atter at tage de selvhævdende funktioner frem, hvis naboen pløjer halvanden meter over skellet, så han på det jyske originalsprog skal have at vide, hvad han herefter har at rette sig efter.

Ser du, kære Hanskrist: Vi er på ingen måde uenige om nødvendigheden af at have velfungerende jeg-funktioner. Havde vi ikke det, ville vor tilværelse i mangt og meget ikke være til at skelne fra de højere pattedyrs. Men man skal efter min opfattelse ikke rutte med jeg-funktionerne. I hvert fald ikke, hvis man vil opleve noget mere omfattende end det, som egeninteressen og den evindelige cirklen herom tilbyder.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jan.

Selv velkommen Jan. Rart at møde dig her i det nye forum. Du stiller vanskelige – men gode – spørgsmål om begrebet bevidsthed. Det har altid været mig en gåde, hvad bevidsthed er for noget. Det er som om, man kommer ud i en endeløs selvreferens, når man gør forsøg på at danne sig en forestilling om, hvad bevidsthed nærmere er.

Thi det, som skal forstås, er samtidig det, hvormed man skal forstå. Man kunne sige, at det er en slags ’boot strap situation’, en situation, hvor man prøver at løfte sig selv ved at trække opad i sine støvlestropper. Eller som Münchhausen drage sig selv ad håret op af hængedyndet.

Eksempler på bevidsthedens forunderlighed er oplevelser, som man for eksempel kan have ved eksamensbordet. Her kan man opleve, at bevidstheden meget hurtigt kan skifte mellem forskellige grader af forkusering.

Da jeg i en fjern fortid læste jura, var der ikke noget, der hed forberedelsestid, og når man gik til mundtlig eksamen i de offentligretlige discipliner, vidste man end ikke, om man ville blive eksamineret i forfatningsret, folkeret eller forvaltningsret. Navnet på eksaminator fik man først at vide ved opslag samme morgen ved lokalet.

Når man satte sig ved det grønne bord havde man derfor bevidstheden fokuseret på det samlede offentligretlige lærebogsstof med tilhørende traktater og domsafgørelser. For mit eget vedkommende findes dette i mit bevidsthedsfelt som en visuel struktur, der omgiver mig på alle sider, men dog med overvægt bag mig, hvor der opstår en fornemmelse af at kunne se med rygraden.

Når eksaminator derefter siger: ’Vi vil gerne høre noget om administrativ frihedsberøvelse’, indsnævres fokuseringen til det statsforfatningsretlige stof, der også optræder som en visuel struktur. Den omfatter Grundloven, Alf Ross’ lærebog og de relevante domsafgørelser, og man begynder herefter af tale om Grundlovens paragraf 71, stk. 6. Undervejs dukker lærebogens udredninger op, og man kan tydeligt se systematiseringen af de væsentlige hensyn, der står opdelt med indstregninger på en højreside. Også de enkelte domsafgørelser om tvangsindlæggelser dukker op. Det er en besynderlig oplevelse, at det menneskelige centralnervesystem har disse egenskaber.

Ovenstående er skrevet på foranledning af, at du skriver følgende:

»Er nuet ikke en tilstand af bevidstheden om Selvet, og er Selvet ikke en tilstand som er hinsides bevidstheden?

Hvis Selvet er eet(eenhed), så tror jeg det må være hinsides bevidstheden, for bevidsthed indebære at der er en form for adskillelse, subjekt/objekt.« (Citat slut).

Jeg er lidt tvivlende over for, om bevidstheden om Selvet kan siges at være en tilstand, som ligger hinsides bevidstheden. Det forekommer mig at være i indre logisk modstrid at udtrykke det på denne måde. Jeg vil hellere hæfte mig ved bevidsthedens fokusering, som er søgt anskueliggjort i eksamenssituationen ovenfor, hvor bevidstheden meget hurtigt omstiller sig fra vidvinkel-camera til mikroskop.

I øvrigt mener jeg, at der ikke nødvendigvis må være tale om en subjekt/objekt-relation for at man kan tale om bevidsthed. Jeg har i et andet indlæg været inde på naturoplevelser. Den opgående sol og myren, der slæber en vissen grannål hen mod tuen, er objekter, der perciperes i bevidstheden.

Men der kan ske det, at man falder i staver, og man overgår til en tilstand – lad os sige en holistisk stemning – hvor man bliver ét med det samlede univers på en sådan måde, at der ikke længer er tale om adskillelse mellem ens erkendende subjekt og det omgivende univers. Alt bliver til ét, men om bevidsthed er der i overordentlig grad tale. Nærmest den højeste grad af bevidsthedspotensering, man kan opleve.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen