Hvad er kristendom? Der tegner sig et meget forskelligartet billede inden for denne religion, om end Jesus er central!

Hvordan mon kristenheden var ment fra Jesu og apostlenes mund?

T.

Helt anderledes end du tolker den, Thomas.

Hej Thomas, jeg har tænkt mig at besvare dit spørgsmål: Hvad er kristendom?


Husk alt det her efterfølgende (og hvad du i tidens løb har læst af mig) er hvordan jeg og dem jeg læner mig opad af teologer, filosoffer og religionsfilosoffer, historiker (Toynbee og Larry Seidentorp fx) og samfundsteoretiske filosoffer (Alain Badiou fx), neurofilosoffer og neurovidenskabs folk mfl, hvordan vi ser på "kristendommen". Det er også vigtig at forstå at jeg nytænker kristendommen som kun få andre formår det, men at jeg aldrig gør dette frit i luften svævende, aldrig gør det uden at kontekste det i forhold til den kulturelle teologiske anerkendte diskurs på området, som at jeg altså tænker tværvidenskabeligt, og altså inddrager videnskabelige fagområder som psykiatri fx og den ny videnskab om hvordan hjernen fungerer, som evolutionsbiologisk antropologi med flere andre tværvidenskabelige discipliner der for mig at se har gyldighed og relevans for hvordan det kristne trosliv og dens spiritualitet skal og kan forstås. Hav dette i mente når du læser min redegørelse som følger her:



Den selvbiografiske prolog redegørelse for mit kristne ståsted (i Kristus liv):

Min vej til kristendommen, eller bedre udtrykt: til Livet i Kristus; eller Livet skjult med Kristus i Gud. Eller Christianity:

Jeg er født i en ikke Kirkelig hjem. Mine forældre havde ikke et aktivt forhold til kristendom. Vi var frie, ja det var frihed og højt humør, og ja højt til loftet og stor stor foretagsomhed og virkelyst der prægede mit barndomshjem (ikke sådant at forstå at disse kvaliteter ikke også kan findes i kristne hjem, fx grundtvigske). Salmesang eller bordbøn var ikke en del af hjemmets skik og brug, men en radio og en pladespiller med omdrejninger 78 og 45 og 33 ikke mindst, hvor jeg især husker vinyl lp (33 long play-ing) skiverne/pladerne, som pigerne fra de højere klasser gerne ville med mig hjem i middagspausen og høre de sidste nye af. Jeg husker ingen bibel i mit hjem. Så jeg er kun præget af kristendom ved at være født i danmark 1956 og så den undervisning vi fik i skolen, hvor det dog var enhver frit for at mene hvad han/hun hørte i skolen om kristendom, hvilket alle vi drenge og piger, benyttede os frit af.

Dog var Gud et dynamisk levende erfaringsnært begreb for mig selv der som dreng, som en del af min væsen-lighed og personlighed, som en naturlig del af mit moralske handlingsliv og courage. Og jeg undrede mig over at mine jævnaldrende fra kristne hjem aldrig med Gud i ryggen greb ind overfor uretfærdigheder og talte med myndighed. Der gik nogle sjove historier om hvordan jeg revsede til højre og til venstre, forstås, hvordan jeg revsede de kristne børn og unge, og hvordan jeg revsede de børn der kom fra hjem hvor man bevidst i sognet tog afstand fra kristendom. Dette medførte at jeg nød lige stor respekt i begge grupper, og ja der stod en vis respekt om mit moralske courage. Grunden til at jeg tør nævne forholdet, er at det der for ca 50 år siden var kommet min farmor for øre, at der i skolen var en dreng der gang på gang i skolegården satte sig selv på spil i moralsk sammenhæng, for at bringe stridigheder og uretfærdigheder til ophør. Da det gik op for min farmor at denne dreng var hendes barnebarn (undertegnede) blev hun noget så overrasket, da hun som den eneste af de 4 bedsteforældre jeg havde, var meget skeptisk og kritisk overfor min mor og min far (hendes søn) deres frisind og frisindethed (uafhængighed af kristendommen). At så en søn fra netop dette sekulære hjem som hun var så kritisk overfor, markerede sig så stærkt i skolegården i moralske sammenhænge, var jo for hende en stor positiv overraskelse.

Ikke for at pudse glorien min, men jeg må gøre historien færdig, med endnu et stykke historisk dokument omkring dette stærke moralske træk ved min personlighed der som dreng allerede.

Jeg gik i 5. klasse og vi havde idræt sammen med også 6. og 7. klasse. Og i 7. klasse var der to alfahanner der var igang med at mobbe lidt groft en af mine klassekammerater som noget af det mest naturlige (ihvertfald ingen ville gribe ind heroverfor ej heller vores lærer i idræt, det var ligesom en naturlig del af den accepterede hakkeorden), men dette blev altså for meget for mig, og jeg gik hen til den værste af alfahannerne, og talte "donner" til ham. Ham og mig har været venner lige siden. Og det er rent faktisk ham der har gjort mig opmærksom på historien, episoden, som jeg selv havde glemt. Men sidst vi, en gruppe af tidligere cykelryttere fra Herning Cykle Klub, var samlet, hvor han og hans kone også hører med til, der fortalte han mig hvordan han aldrig nogensinde har glemt hvordan jeg som 5. klasse dreng myndigt gik frem imod ham 7. klasse alfahannen og talte donner til ham i alles påhør. Og han forklarede mig også at det er derfor han fra tid til anden kalder mig for Krigeren. Så nu forstod jeg hvad han har ment med disse ord fra tid til anden: "Hans du er Kriger, og det jeg ser her er ikke dig, det er kun en skygge af dig".

Alt det her for at være selvbiografisk tro/ærlig overfor at jeg allerede som dreng uløseligt har forbundet mit Gudsliv, liv med Gud, med det moralske, noget i den grad Albert Schweitzer også gør, og da ikke mindst ud fra hans forståelse og læsning af Kant og Paulus.


Så ja Thomas, også for mig hører dette at være kristen (eller seriøst beskæftiget med vores Gudsliv) og moral uløseligt sammen. Derfor min lidt lange selvbiografiske redegørelse ovenfor.


Men moralen er en theonom (eller noumonal) autonomi der er situationsbestemt, hvorfor vi ikke på heteronom vis kan henvise til nogen i bogstavelig forstand endegyldig moralsk sandhed vi skal efterleve, kun etiske moralske principper kan vi udfærdige, men ingen endegyldig absolut guddommelig moral eller etik har vi at henvise til som fx bibelfundamentalisterne og konservative katolikker (med deres rette lære) og visse fundamentalistiske muslimer i og med Koranen og Sharia loven, har det. Hermed sætter den paulinske kristendom sig kraftigt op imod enhver form for totalitær ideologi, politisk eller religiøs.

Jeg behøver vist ikke nævne at jeg aldrig har været i nærheden af en bogstavelig forståelse såvel som læsning af Bibelen. Ikke engang som dreng. Og endnu er det mig en gåde at kristne kan blande astrofysiske (såvel som kosmiske) forhold såvel som evolutionsbiologiske forhold sammen med den kristne tro på en sådan måde at der her skulle kunne opstå en konflikt eller strid. Paulus advarer kraftigt imod blind tro, så meget at han sætter vores lovsang med forstanden over den med ånden (noget Albert Schweitzer undrer sig over i stor respekt og anerkendelse at en af religionshistoriens største mystiker, han stiller sig på tænkningens side, hvilket er meget usædvanlig for en mystiker).

Albert Schweitzer kalder Paulus både for Åndens per se Apostel, men også for Frihedens og Tænkningens Skytshelgen. Paul Tillich en anden Paulus -teolog (hans Systematic Theology bygger på Paulus' konstruktive diskurs om vores mystiske væren i Kristus) og at han kan sige efterfølgende skyldes netop at Paulus er modstander af blind tro og sætter tænkningen, vores lovsang med fornuften over den med ånden:






Hele mit liv har jeg været naturvidenskabelig orienteret, især imod psykologien (såvel som psykiatrien); den ny videnskab om hjernen; medicinen (sundhed især); biologien og antropologien går disse mine interesser. At jeg er så naturvidenskabelig orienteret skyldes min evneprofil der er eller var i min skoletid de naturvidenskabelige fag, matematik og matematisk geometri (algebraisk matematik), fysik og kemi som biologi, og var disse fag ikke kommet, da ville min skoletid ikke ha været så sjovt. For det var netop i 5. klasse hvor disse fag meldte sig på skoleskemaet med større vægt som timeantal at fårene blev skilt fra bukkene og jeg der før havde kæmpet lidt med at være nummer et i klassen, pludselig i disse fag og kun i disse fag (alle de andre fag så jeg ned på og betragtede jeg som endeløs snak uden dybere mening), udmærkede mig i særdeleshed. Denne min naturvidenskabelige grundindstilling var det der førte mig som voksen mand til kristendommen og den har lige siden trivedes uden problemer side om side med mit liv i Kristus (mit nye liv i Kristus) mit kristne trosliv og spiritualitet som mystik, Kristusmystik (den Kristologiske antropologi som nok er den antropologi jeg sætter højest og forsøger tværvidenskabeligt at kontekste til alle de andre antropologier vi kender til).



Principielle essentielle forhold der altid er på tale i forbindelse den kristne tro (spiritualitet og mystik (Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur)) efter min mening følger her:


1):

Helbredelsesspørgsmålet.

Jeg forbinder uløseligt kristendom og kristen spiritualitet med helbredelses spørgsmålet, syg rask spørgsmålet. Udenom helbredelse kan man for mig at se ikke blive eller være kristen, da det først der sker i Kristus, er en healing og helbredelse.


2):

Omvendelsesspørgsmålet.

Helbredelses spørgsmålet ovenfor hænger sammen med omvendelses spørgsmålet; altså et nyt liv i Kristus i kraft af Den Hellige Guds Ånd nu immanent. Således gælder som Luther skriver det i fortalen til Romerbrevet:





Kort sagt forandres (forvandles hvis man har det temperament) et menneskes liv sig radikalt i og og med vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur.

Således kan jeg også se omvendelsesspørgsmålet som værende en del af Helliggørelsen, nemlig at vores liv bevæger sig imod en fuldendelsens fuldkommengørelse og ikke imod en svækkelse (hverken fysisk biologisk eller psykisk/mentalt åndeligt) eller opløsning i det udifferentierede, ubevidste, eller nogen alderdomssvækkelse i form af sygdoms skavanker eller i form af tiltagende åndelig sløvhed, alders demens.

Netop har alderdomsforskningen fundet ud af at hvordan vores velbefindende, såvel som fysiske konditioner som mentale konditioner, de udmønter sig for os i vores liv, har alt at gøre med hvad vi tror derom og ja forventer derom at skulle ske, hænde os med alderen. Og ja det undrer mig at folk forventer en svækkelse fysisk såvel som mentalt, det ser jeg ingen grund til overhovedet (uden at jeg er fanatisk benægter af det faktum at jeg nok aldrig vil komme til at præstere på en cykel eller i et marathonløb som jeg gjorde i mine yngre dage).


3):

Spiritualitet, den almene.

Spiritualitet, vores almene hverdagsagtige spirituelle transcendens erfaringer.

Her befinder sig alt der har at gøre med vores humør og gejst, begejstring som entusiasme. Som fx Flow eller "aha heureka-oplevelsen" i forbindelse vores arbejde eller en kulturel disciplin vi mestrer til perfektionisme, såvel som i forbindelse Runners High, som de fleste triathleter og langdistanceløbere kender (noget Andrew Newberg gør en hel del ud af).

Det har at gøre med alt der på ekstatisk vis transcenderer fornuften og vores hverdagsagtige ordinære bevidsthedstilstand som sindstilstand, humørtilstand, uden at fornuften ødelægges eller fortrænges. Det har at gøre med alt det gør os frie og løse af os selv, så vi bliver i stand til at overgå os selv for at participere engageret og lidenskabeligt i vores omgivelser, a): naturen eller det fysiske gennem at vi selv er fysisk biologiske væsner, b): det sociale, vore medmennesker (som venskab og kærlighedsforhold) til universelle etiske større politiske folkebevægelser vi vælger at tilslutte os og arbejde indenfor, c): kultursfæren, alt fra musik til filosofi og videnskab mm..



4):

Spirituelle, den specielle og enestående 4 a) som den mere generelle 4 b):

4 a): den vertikale diskontinuerte noumenal spontane oppefra og ned spiritualitet som et ekstatisk indbrud der mangedobler vores frihedsgrader og skabende kreativitet, som vore kræfter og vitalitet, såvel som vores gejst, humør og entusiasme, begejstring. Her står vi overfor Kristologisk Antropologisk Paulinsk Kristusmystik.

4 a): refererer til følgende forhold:



4 b): den kosmiske (eller AUB: absolute unitary being) hvor vi føler os et med Gud eller universet i fx en afstandsløs numinøs sansning og indenfor kristendommen takket være ikke mindst Hegel, foregår dette uden at vores individualitet går tabt, Stanley Rosen siger om Hegel i den forbindelse:




Jeg ser mig nødsaget til at stoppe, mit indlæg er allerede meget lang. Så måske når jeg retter mig op og får mig tænkt om, jeg vil have glemt endnu et par punkter, kardinalpunkter jeg har som værende uundgåelige en essentiel del af den kristne tro og spiritualitet.

Her lige hvor redigering stadig er muligt:

5):

et menneske må ifølge Paulus aldrig lide af menneskefrygt som at et menneske har fri taleret overfor Gud. Denne frihed i Kristus, fri taleret overfor Gud, har vi i det forhold at hvor Ånden (Guds Ånd, den Hellige Ånd) er, der er også Friheden, som at Paulus vurderer vores lovsang med forstanden at stå over lovsangen med/i Ånden.


Mange kærlige hilsner HansKrist.



PS:

Her kom hvad jeg skrev for et par dage siden om "hvad er kristendom", men jeg fandt det for filosofisk, derfor er det kun med som PS her:

Den mere filosofiske redegørelse for mit kristne ståsted (i Kristus ståsted):

Jeg forstår mig selv idag som et "hard core" paulinske Kristen menneske, med en levende Kristusmystik i min hverdag ved min side. Ja for mig er dette at være i Kristus, min mystiske væren i Kristus, en væsentlig del af mit liv, ja det er et altafgørende omdrejningspunkt som det var for Paulus og som det fandtes i de første urkristne menigheder.

Albert Schweitzer siger at den paulinske Kristusmystik (vores mystisk væren i Kristus) er kristendommens essens.

På grund af denne inkarnationens immanens Kristusmystik, blev de første kristne betegnet som dem der ikke troede på guder. Hvilket ikke altid var så smart i Romerriget på det tidspunkt historisk set.



Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus; Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv. Dette omtales i teologien som inkarnationsbegivenheden Kristus ind i verden. Og at inkarnationsbegivenheden Kristus ind i verden er en opstandelsesbegivenhed, betyder at det er uafhængig af tid og sted da det er en guddommelig troens åbenbaringsbegivenhed og ikke menneskeværk. Ingen mennesker kan af sig selv tricke eller katalysere 'omvendelses -trosbegivenheden Kristus' (1)*, det er en suveræn i kraft af Gud, Den Hellige Guds Ånd, noumenal spontan-ekstatisk ubetinget vertikal friheds -begivenhed ind i menneskers liv, hvor vores noumenale frihedsgrader (vertikale transcendens spiritualitet) på ekstatisk vis øges voldsomt, eller markant. Hvilket mangedobler vores intentionalitet, intelligens og kreativitet som igangsættende virkelyst og vitalitet.

(1)*:

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig og indtræffer denne indre katastrofe ikke med mig, da er den uden betydning.



Det principielle i Kristusmystikken i forhold til Gudsmystik (Kristusmystik er også Gudsmystik, men det er Gudsmystik med en klar og tydelig antropologi, nemlig Kristologien, den Kristologiske Antropologi; det er denne antropologi der sikrer at vi ikke som i østens religioner mister vores ego-self fornuft og forstands -struktur såvel som vores individualitet og personlighed, hvor dette netop i den østlige religiøse tradition som vi sporer det i new age, vore dages nyreligiøsitet, er en forhindring såvel som en illusion (mest udtalt hos debattører som michael og arne, og ja det findes også i EKIM bevægelsen, hvor vores ego-self strukturen som vores individualitet og personlighed ses om en fjende der ikke er omfattet af Guds mystik). Det siger sig selv om idealet er nirvana at alt hvad der har at gøre med vores individualitet og personlighed som eksistens, det står i vejen.

Derfor lyder det om Kristusmystikken:





Et smukt digt der følger dette princip er fra William Blake:

Da jeg var soldat, havde vi på vor stue en indremissionsk vestjyde, a la Hanskrist. Han revsede os hver dag til højre og venstre uanset hvor meget vi bad ham holde kæft. Ved sengetid lagde han sig på knæ ved sengen og bad højlydt til Gud om at tilgive os vore "synder" samme dag, hvilke han remsede op for hver enkelt af os. Til sidst blev det for meget for mine stuekammerater. De hentede en spand iskoldt vand og hældte ud over ham.

Hans eneste reaktion var at vende blikket mod himlen og sige "Herre tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør", hvorefter han fortsatte opremsningen af vort synderegister.

Gud bønhørte os ikke, men det gjorde telegraftroppernes ledelse, der sendte ham tilbage til vestjylland.


Ole Bjørn :o)

Hej Hanskrist,

Du har skrevet en masse!

Det, der klikker mest hos mig, er det med moral.

Jeg vil gerne tage hele brevet i sin længde - og det bliver der sikkert også mulighed for, eftersom der også er temaer, som du sikkert - forhåbentligt! - vil bringe op igen.

Med hensyn til moral:



Ok, jeg er absolutist, ikke relativist. Så det, der klinger mest hos mig, af det du skriver, er netop dette, at vi kan udfærdige moralske principper.

I øvrigt: At være absolutist kan have en afskrækkende virkning på relativister, der - efter min opfattelse - ofte oversætter relativisme med tolerance.

Men Hanskrist, tilbage til dit indlæg: Hvilke moralske principper kan vi så udfærdige - og hvordan?

T.