Hej RM..

Raindrops keep falling on my head…pludselig går der Jac i det, nøjagtig som i 1989:

en sol er skudt op,
og du står midt i den.

nu skal du bare følge solen.

- F. P. Jac

Et smut tilbage til 78…

Det er en regnvåd aften sort
i en by jeg kender godt
tit går jeg i den
både dag og nat
om dagen er den lille
om natten er den stor
om dagen en del af verden
om natten bare jord

- Peter Laugesen.

Rart at høre du nyder sommeren med de fineste stjernedrys, der trods vådterierne er mange af, noget særlig kikkertfolket i ferien har skyhøje forventninger til. Hvad angår de kære små snegle som især du passer godt på, skaber sommervejret jo rig mulighed for en god sommerferie for sneglebørn, særlig i haver der som du (næsten) siger, smager så fuldt ud af naturlige drømme og dette fordi, at alt til en vis grad får lov til at passe på sig selv, hvad naturen jo også er temmelig god til. Ja der er næppe grænser for sneglebørns lege i det høje græs, og som vi alle ved, er der jo intet der slår synet af trætte børn med rosa æblekinder og blanke øjne, som næppe hører et muk før øjnene drejer på Ole-knappen. Så mange snegleforældre i små landsbyer priser sikkert vejret i høje toner, og på kroerne snakker de sikkert meget det store havefolks uterlige klippe-rive-ødelægge-manier – sandsynligvis de samme mennesker der bare må ryste puden bag gæster nys gik på do: den stilfærdige karakterneurose der mellem planter og træer bare må udtrykke sig som en morderisk tilbøjelighed, vil snegle flest over et godt glas øl nok mene…
Men havefolks forhold til naturen kan jo også være et imponerende skue i selvdisciplin, exempelvis hos dem der får en arkitekt til med millimeters nøjagtighed at tegne hvad de forestiller sig er en pryd – hvor ofte det indendørs miljø ligeledes vil være støvsuget for tilfældigheder. Ja, næppe et hyggeligt sneglebo værdigt, som måske har noget i retning af hobbithullet over sig – har snegle mon samtalekøkkener med små runde vinduer ud til haven, ja hvordan mon deres naturfilosofi ser ud; hmm, dér var ellers lige noget Lindgren med fryd ville ha’ taget sig af, den vævre kone…;)

Nå, jeg har slet ikke set Ryge, RM, det har været småt med tv, men flere af programmerne ligger vel og netter sig i bunker af reklamer på YT, ka’ jeg forestille mig – i hvert fald hvis en behjertet sommersjæl har set ham – apropos sommerfuglen, der ligesom Halfdan hører sommertiden til:

Sommerfuglen er så let
som en piges åndedræt.
år de fine vinger bæver
ligner den en blomst der svæver.

Før jeg sover trygt og tyst
kan jeg mærke i mit bryst
hjærtets gode stilhed svinge
som en sommerfuglevinge.

- Halfdan Rasmussen.

Ja, guderne må vide hvad folk vil gøre uden sommerfugle, bier og alt andet småkravl der er så nødvendigt for livet – sandsynligvis bare fylde benzin på bilen i en verden af beton…

So the Platonic Year
Whirls out new right and wrong,
Whirls in the old instead;
All men are dancers and their tread
Goes to the barbarous clangour of a gong

- Yeats.

De nisseligste hilsner
Simon

Ohøj RM – du sneglemutter med huset ovenpå…;)

Skærsommernætters drømme varer jo længe endnu, særlig dem fra knagen her:

Noget om skærsommernætter

Nu nejer blomsterne. Og geden bræger
vemodigt, mens den ber sin rosenkrans.
På Kongens Nytorv sidder Oehlenschläger
og tænker på, at snart er det Sankt Hans.
I Vinje sidder Vesaas, der er nordmand,
og nynner Solveigs sang. I Malmø ser
hr. Svensson op på himlen fra den jord han
måske skal himle fra om tre kvarter.

Jeg ligger her hvor natten dugger ruden
og tænker på dem alle, men især
på den hvis skygge danser over puden
og under mine pilgrimsfærd.
Hun dufter grønt af kløver. Hendes læber
er vilde jordbær. Og jeg plukker løs.
Skønt jeg har læst en del om kys der dræber,
er jeg i grunden ikke spor nervøs.

Hvad ved vi om hinanden? Vesaas standser
sin sagte nynnen. Oehlenschläger glor
på Nyhavns Don Juan og førstedanser
der hiver dagens kæfert overbord.
En tagsten ryger ned i Havnegatan
det sted i Malmø hvor hr. Svensson står.
Nu ligger han og mumler sgu og satan
med alle himlens stjærner i sit hår.

Jeg ser på Sirius, der løfter rummet
og mætter det med tusind somres vejr,
mens pigen ligger sval og sammenkrummet
med mælkevejen mellem sine tæer.
Her hviler vi, et hundredetyve kilo
formummet drøm og drift fordelt på to,
og tænker på, at Venus var fra Milo
men har en datter her på Nørrebro.

Nu gaber Vesaas træt i Ytre Vinje
og klapper Halldis på det runde knæ.
Nu nynner Oehlenschläger denne linje:
Vort gamle Danmark skal bestå, så læ …
Nu opgir fire skånske nervelæger
hr. Svensson, som var død på et kvarter.
Nu sover blomsterne. Og geden bræger.
Og holder mund. Og bræger ikke mer.

Jeg vender mig i sengen før jeg sover.
Så over jeg og vender mig påny.
En fordvogn kører Svenssons kone over
så hun skal møde ham før morgengry.
En pige står i mørket. Blæsten kommer
og griber hendes hånd og vandrer hjem,
mens alle træer synger om skærsommer …
Mit hjærte flyver stille efter dem.

- Halfdan Rasmussen.

Sommerhilsner fra
Nissen

Go'morgen, Simon

Et smukt og frodigt regnvejrsdigt af Michael Strunge, så er dagen godt begyndt i medvær :))


Regn nat

Jeg hører regnen mod vinduet
den er så gennemsigtig
at den ikke ved det
men bare falder og falder
fordi den tiltrækkes af jorden
og dens løfter om medvær i væksten
mens den holder de grønne træer
og søer af vand
frem for sig.
Jeg hører regnen mod vinduet
den er så gennemsigtig

Søren Ulrik Thomsen kommer vi heller ikke udenom her i regntidens lys :))


regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd

regnhånd, lyskys
vandlys,blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn.


... og Ole Sarvig skriver om sommerregnen i juni


Regnmåleren
med den flade kumme
står i juninattens bløde regn
på sin søjle,
fyldes af vand,
mens mørke popler suser
og bevæger deres grene.

Nattens kan høres viden om.
Regnen gir genlyd i verden.
Der er tomt. Der er stille.
Alle skabninger sover.

Poplerne suser.
Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.


Rifbjerg ser regn og blæst, som et livsvilkår, der også er en nødvendighed ...


»Vi lever en stor del af vort liv under en lav stratus-himmel, som giver nedbøjede nakker og sure tæer, alligevel bliver vi sjældent ladt i stikken, for regn og blæst kommer. Der bliver spulet ud og renset igennem med mellemrum, alene derfor er der en vis garanti imod den totale forsumpning og nedstemthed, og derfor er vi også et folk af lyrikere.«


Og som rosinen i pølseenden endnu et uddrag af IC og Hemmelighedstilstanden :))


Og først når tilstrækkelig mange ord har fundet deres pladser i digtet, og dermed tilstrækkelig meget glemt, som er det vigtigste i livet, er hentet frem, og den almindelige viden er forbundet med den viden der er medfødt, når disse ting og mange flere er sket ved at gribe ord ud af luften eller rive dem ned fra bibliotekernes hylder, genbrug af genbrug, så opstår det til sidst en balance, det osmotiske tryk udlignes og menbranens funktion ophører. Ordet er helt sig selv.

Og det betyder ikke, at man så ikke længere kan komme i samtale med digtet. Tværtimod. Det betyder snarere, at der i hvert fald midlertidigt er oprettet balance mellem ude og inde, at membranen er gjort uigennemtrængelig - og ordet at digte betyder jo netop undurchlässig machen - uigennemtrængelig fordi der ikke længere er noget, der trænger sig på for at overtage og beherske et andet niveau, alt synes i digtet at svæve, uafbrudt bevægeligt, men stille, som midt i stormens øje, i det Novalis kalder "das seltsame Verhältnisspiel der Dinge". (Tingenes sælsomme relationsspil).

Og det er bestemt en meget eftertragtelsesværdig tilstand, som mennesker vil gå meget langt for at opnå. For måske har vi det sådan, at denne tilstand, denne i egentligste forstand verdensforklarende tilstand, ikke rigtig eksisterer, hvis ikke ordene nævner den og dermed skaber den igen og igen for vore undrende øjne.


Med ord og undrende øjne går vi dagen i møde med gummistøvler og regnhår :))

De grønneste hilsner
RoseMarie

Gomorgen RM..

Herligt! Vil tygge til kaffen og lyden af dråberegn, men indendørs - også længe siden at Strunge har sunget her i mellemrummet, må man sige, og han er stadig en vidunderlig poet i mine ører, som andre du her disker op med.
Ha' en fornøjelig dag du også ;)

Simon

Hej RM..

Her lidt Borum i mellemrumsdryp:

HELT SOLSORT

Halvt sne halvt regn
helt solsort
fordybet
i klang

Bakkers linjer
skybuer
hård luft
og en stemme

Det pisker i øjnene
fløjtende
det er helt af tid
og udenfor

Selvkredsende
uden selv
halvt sne halvt regn
hel solsort

*

ALLE BLADENDE

Alle bladende
på alle træerne
har alle bevægelserne
helt forskellige

Solen rammer dem
hele tiden
Også blæsten

*

SÅ AT SIGE ALTING

Alting på én gang
jeg vil ha alting på én gang
jeg vil ikke stå dér og nøjes

Her i griseland
hvor vi mulder os frem
mellem sofa og seng

Der skal fandme eksplodere nogen regnbuer
og det skal fandme være nu

*

VERDEN EFTER VERDEN

Verden efter verden
de ruller sig ind over mig de knuser mig
blomster huse bevægelige mennesker
jeg kan ikke gemme dem må bruge dem nu
hver eneste lille død
er en fremmedhed jeg må gøre kendt og forstået
vandet spejler mig
det brænder bag skyerne jorden holder mig oppe
det foreløbige
kalder jeg min evighed og jeg ejer ikke andet
jeg samler støvkorn
jeg tæller dem jeg kan dem snart udenad
jeg knuger dig til mig
mens jeg taler og taler om at forgå
sol efter sol sprænger himlen
men jeg blir ikke ældre end jeg var da jeg fødtes
og sammen med dig kan jeg se
en endeløs række af dage der ender et sted

- Poul Borum

mvh
Simon