hej Ole!

Du skriver til Arne: "Du er agnostiker, som jo betyder uden kundskab (a gnosis), og det passer jo fint med din forherligelse af uvidenhed."

Dit udsagn ovenfor kan undre. Definitionen "uden kundskab" (om gud) har jeg forstået på den måde, at en agnostiker altid vil tilføje, at han/hun godt kunne komme til tro, hvis de kunne få mere viden (kundskab) om - eller evidens for Guds eksistens. Tilsvarende har jeg hørt ateister erklære.

Det kan vel ikke betyde andet end at disse ateister altså godt kan ændre opfattelse og komme til tro, hvis de får mere eller mindre evidens for Guds eksistens. Jeg har ikke undersøgt sagen, men jeg tvivler ikke på, at din definition (uden kundskab) er korrekt. Det forekommer blot som om, at definitionen er alt for smal, da den kan omfatte både agnostikere og ateister.

Der findes også kristne agnostikere - ja endog ordinerede folkekirkepræster. De sætter pris på Jesus' forkyndelse, men de tror ikke på en skabende og opretholdende Gud. Denne kategori af kristne kunne måske betegnes som ateister..?

Med venlig hilsen
Ove

Ganske som ventet, Arne, du vil ikke svare på spørgsmål, og nu løber du også fra dit postulat om, at du er agnostiker, ved at kalde det din form for agnosticisme. Og hvad er så din form for agnosticisme? Hvordan adskiller den sig fra hvad resten af verden kalder agnosticisme, og fra hvordan det defineres i ordbøgerne? Det er jo blot dit sædvanlige ordkløveri, fordi du er en tøsedreng, der ikke vil stå ved, hvad du selv siger. Det skal altid bortforklares, som værende noget andet.

Du er nemlig ikke agnostiker. Du er blot en sur internet-trold der ikke bidrager med noget som helst godt til nogen debat, og du og Hans brøleabe er hovedårsagen til, at alle de seriøse debattører, vi havde, har forladt trosfrihed.dk. De gider ikke dit ordkløveri, for det bliver ingen klogere af.

Du har lavet dit eget trolde-sprog, som ingen andre vil kunne forstå, fordi dine ord hele tiden ændrer mening efter dit eget forgodtbefindende. Så fortsæt du bare med dine sure opstød, som åbenbart er blevet hele dit livsindhold, for jeg tror ikke at nogen ærligt troende kan tage dig alvorligt mere. Ateisterne har forlængst gennemskuet dig.

:o)

Jeg må sige, at jeg også engang definerede mig selv som agnostiker indtil jeg opdagede, at ordet var optaget, dvs. defineret på en måde, som ikke gav udtryk for hvad jeg mente med det, så jeg gik bort fra det.

Jeg opdagede også, at den luksus jeg havde tillagt mig, selv at vælge ordene til at definere min tænkning, fungerede udmærket sålænge de forblev inde i mit hoved, men når de så kom ud af munden til mennesker, som brugte de samme ord i en helt anden betydning, så faldt det hele jo til jorden med et brag.

Ordet "gnosis" forbinder jeg med den form for viden som man kunne kunne kalde okkult og esoterisk. Aet forbinder jeg med fornægtelsen eller negationen af denne viden.

Man kan forbinde hele forskellen mellem det uvidende sind og det oplyste sind med disse to ord "uden" og "negation" eller tomhed og tilsyneladende tomhed.

På det religiøse område kan man se hvordan det uvidende sind bliver skuffet i sin tro og derfor skifter til en anden tro. Man kunne kalde det, at gå fra den ene misforståelse til den anden. Det er temmelig indlysende, at det er temmelig ligegyldigt HVAD man tror på. Det er selve det, at tro PÅ noget, som er problemets kerne og den måde hvorved det uvidende sin dulmet frygten og giver sig selv tryghed. At denne tryghed så manifesterer sig ved en ro i kroppen, som får disse mennesker til at leve længere end os andre er jo bare ærgerligt. Hvem sagde, at livet er retfærdigt?

Det oplyste sind derimod, finder ved sin undersøgelse af begrebet religion, at ikke blot en specifik religion, men al religion, er falsk og fornægter religion en masse på et oplyst grundlag.

Jeg ved ikke om man kan udtrykke det på denne måde men for mig betyder negationen den tomhed som er hvor der før var noget, mens uvidenhed er den tomhed, der er, hvor der før hellerikke var noget.

Jeg finder derfor negationen uendelig vigtig og derfor kaldte jeg mig engang for agnostiker.

Det gør jeg så ikke mere.

Kære Ove.

Du har ganske ret i din kommentar. Ateister kan også være agnostikere, for hvis der kom en ny Jesus og gjorde mirakler, som selv James Randi ikke kunne afsløre som fup, ville der blive lyttet til hans ord. Faktisk er nogle videnskabsmænd erklærede agnostikere vel at mærke i den forstand, at de ikke vil fælde afgørende domme på noget område. Selv standardmodellen i partikelfysik anses ikke som den endelige forklaring. Ikke engang fundet af den savnede Higgspartikel, som fysikerne jublede over, at den endeligt bekræftede standardmodellen, får nogen fysikere til at tro, at den repræsenterer "sandheden".

Vi opererer med tre vidt forskellige verdensbilleder, der hver især er fremragende til at forudsige, hvordan stof og kræfter opfører sig under givne omstændigheder men indbyrdes er de usammenlignelige. Men andre spændende teorier er undervejs, som måske kan give os en bedre forklaringsmodel, men som jeg har redegjort for i et andet indlæg, er det altså kun modeller.

Det kan man også kalde religionerne for, men de bygger på gamle myter og ikke på fakta, så de har intet fælles med videnskaben, selv om sensationshungrende videnskabsjournalister har kaldt Higgspartiklen for "the God particle".

Men selv om de religiøse myter ikke kan danne grundlag for en naturvidenskab, så indeholder de en hel del livsvisdom, hvis man forstår at tolke dem. Det har jeg haft nogle spændende diskussioner med Johannes Møllehave om, og jeg kan da godt røbe, at vi ikke var enige, for han mener jo, at de er inspireret af Gud, og jeg fortolker dem ud fra min viden om psykologi.

Men nu har du også fået et lille indblik i, hvorfor diskussionerne med troldene altid ender i ørkesløse skænderier. Når man ikke kan stole på, at den anden mener, hvad han siger, så kommer man jo ingen vegne.

Mvh

Ole Bjørn :o)