Så er jagten igen gået ind...

Og Ole Bjørn fortsætter:

på det imaginære "Selv" og på det forrædderiske "Nu", uden at nogen af jægerne gør sig den ulejlighed at definere klart, hvordan disse størrelser skal forstås. Jagtsæsonen kan derfor, som HansKrist rigtigt påpeger, udstrækkes til den ligeså ubegrænsede "fremtid".


Nu er jeg ikke rigtig jægertypen ud i det animalske, men jeg skyder gerne af og til en pil i håbet om at ramme det rigtige ord.

Det, der kan trække slige debatter i langdrag, er netop jagten på - jf. dine formuleringer - det imaginære "Selv" og på det forrædderiske "Nu".

Selvet og Nu'et er blevet til klicheer. Når vi søger Selvet er det et eller andet sted os selv, vi søger. Det Nu vi ønsker at hvile i, lader sig simpelthen ikke gøre, idet Nu'et må være et samspil af fortid og fremtid; de tanker og følelser, der måtte opstå i det såkaldte NU er konstitueret af den tid, der lige gik os forbi (måske det, Ole Bjørn, kalder feedbackprocesser?). Det er derimod helt andre processer, der er på spil, når vi taler om at "hvile i Nu'et".

- Hvorfor har vi brug for at "hvile i Nu'et"?

- Hvad sker der lige med os, når vi er på vej til noget, vi planlægger, og vores tanker knokler, så vi glemmer at opleve myretuen dér på stien?

Jeg kan på sin vis godt følge Kristian, når han går tilbage og starter turen på ny. Dette gør han nok for at komme mere tilstede på sin gåtur, ikke blot oppe i hovedet men også med sin krop og sine sanser. Men det handler i virkeligheden ikke så meget - måske i digterisk og religiøs forstand - om Nu'et men derimod om, hvordan man er til stede i sig selv og ift sine omgivelser. I stedet for at søge oplevelsen, som Kristian gjorde, kunne man også vælge at reflektere over, hvad der sætter tankerne i gang og ikke mindst, hvilke følelser, der er med til at præge den holdning, man går dagen og dens gøremål i møde med. Dette er muligt uden at hænge sig i freudianske begreber eller for den sags skyld Jung.

Ole Bjørn skriver endvidere:

I det filosofiske værk, jeg i nogle år har arbejdet på, indfører jeg begreberne mesokosmos og mesotid som betegnelser for de områder af rumtiden, som er nogenlunde fattelige for den menneskelige hjerne.

- Kunne du evt. uddybe, hvordan "rumtiden" skal forstås?

Slutteligt et lille Kirkegaardcitat fra en lille bog, "Hjertet tager aldrig fejl":

Hvad er glæde, eller det at være glad? Det er, i sandhed at være sig selv nærværende; men dette at være sig selv nærværende, det er dette >>I dag<<, dette, at være i dag, i sandhed at være i dag


Mvh
Anne

Kære Anne.

Rumtiden er Einsteins konstatering af, at rum og tid er uløseligt forbundet i det firedimensionale univers. Enhver hændelse finder sted i rumtiden, d.v.s. at vi behøver fire koordinater til at fastslå begivenheden, nemlig tre rumlige koordinater til at fastslå hvor, og en tidsangivelse til at fastslå hvornår.

Grafisk fremstiller man det som at alting har en verdenslinie, d.v.s. en rute gennem rumtiden. Når du møder et andet menneske krydser jeres verdenslinier hinanden. Hvis du passerer et sted en halv time før en anden person, krydser jeres verdenslinier ikke hinanden.

Når vi bevæger os gennem rumtiden, opfatter vi kun begivenheder, der er knyttet til tiden og stedet i snæver forstand. Dette er vores mesokosmos, og dermed vores virkelighed. Resten er tankeforestillinger.

Mvh

Ole Bjørn ;)

QUAD:

Nutidig observation.

Hvis man leder efter nuet,
finder man det aldrig der,
hvor man netop har det skuet,
for det er ej mere her.
:confused:

Ole Bjorn ;)

ja, men så kan jeg da, nu jeg er her, benytte lejligheden til at sige at jeg synes at det er et eminent indlæg du kommer med.

At være i nuet betyder netop at være sig selv i nuet. Når vi har svært ved at være os selv er det fordi vi har lært at sammenligne os selv med andre.

Men det er noget pjat.

Nogle er gode til det ene og andre er gode til det andet. Hvis vi kan lære at sætte pris på os selv uden at sammenligne os med andre er det meget lettere at lære sig selv at kende.

Som sagt, i virkeligheden er det noget pjat, at sammenligne sig selv med andre. Om vi er snedkere eller direktører er blot sociale roller. Det er da bedre med en snedker der er dygtig til sit job end end en direktør som er uduelig til sit.

På det personlige plan sammenligner vi også konstant os selv med andre godt hjulpet af et omgivende samfund hvor konkurrenceelementet er i højsædet.

Hvis vi hver især kunne lære at sætte pris på os selv uden at sammenligne os med andre, ville vi også kunne finde en frihed til at udfolde os.

Når vi så selv udgør det omgivende samfund for en anden kunne vi også lære ikke at sammenligne. At tage den anden for det vedkommende er.

Når alt kommer til alt har vi også selv både gode og dårlige sider. Det er en del af det, at lære sig selv at kende, at erkende at vi ikke er fuldkomne.

Når vi erkender at vi ikke selv er fuldkomne burde det være lettere at acceptere andre.

Men vigtigst synes jeg at det er: ikke at sammenligne men derimod at acceptere hinandens forskelligheder og dermed finder man også selv sin rette plads.

(jeg håber ikke at det var altfor akademisk. Jeg er jo ikke akademiker).

NB! Der mangler en smilie med et rigtigt smil.

Hej i tråden.

Dejligt at læse jeres inspirende indlæg.

Hvad forstår i ved årsag/virkning, og hvad mener i kan forklares udfra årsag/virkning?

F.eks, kan nuet være årsag og virkning på samme tid, eller er årsag og virkning adskilte i nuet?

Er nuet ikke en tilstand af bevidstheden om Selvet, og er Selvet ikke en tilstand som er hinsides bevidstheden?

Hvis Selvet er eet(eenhed), så tror jeg det må være hinsides bevidstheden, for bevidsthed indebære at der er en form for adskillelse, subjekt/objekt.

Men hvis det er muligt at være bevidst om Selvet, så må der også være en forbindelse imellem bevidstheden og Selvet.

Hvad er det som forhindre bevidstheden i, at være i kontakt med Selvet? Jeg tror det er sindets forvrængninger, illusioner om adskillelse, frygt.

Hvad tror i?

Kærligst Jan.