Tro og erkendelse har intet med hinanden at gøre. Hvis man blander dem sammen har man intet forstået. Som Ole Bjørn påpegede over for mig er det vigtigt hvilke ord, man bruger.
Det er også vigtigt at skelne mellem ordenes iboende værdi og deres påførte værdi. Med ordenes iboende værdi mener jeg, at mange ord, især engelske, men også mange danske, giver udtryk for e, som desværre ikke længere er tilstede. Tag bare ordet erkendelse og del det op i to: er-kendelse. At kende det, som er.
Hvis man i alvor skal undersøge disse ting er det vigtigt at forstå, at ord blot er et kommunikationsmiddel. Derfor kan den samme ting blive udtrykt med forskellige ord af forskellige mennesker. Det er essensen af kunsten at lytte, at kunne høre, at det som folk bruger forskellige ord om, i virkeligheden er et og det samme. Ordet for denne essens er skelneevnen. Denne evne til at skelne er en vigtig egenskab ved intelligensen.
Hvad er det så, at disse ord kommunikerer? Hvis man har undersøgt noget meget nøje, så har man dannet sig et billede. Det er dette samlede billede ordene formidler.
Dette samlede billede bliver presset ud gennem munden og det er klart, at man må lade en person tale færdig for at han kan formidle hele billedet. Ikke mindst fordi dette billede ofte er meget kompliceret og tilsyneladende selvmodsigende. Vi har et udtryk, som kaldes "halve sandheder", hvad betyder det?
For at lomme videre af forståelsens vej må man også forstå den sandhed at enhver må udtrykke sig i sin egen tids vendinger og med de ord som den tid giver ham til rådighed. Hvis man derfor afkoder fortidens snørklede vendinger, finder man at fleste bliver anvendt i dag. De bliver bare udtrykt med andre ord.
Har man forstået (set sandheden) i dette, kan man gå videre med lektion 2, som især omhandler ords påførte værdi.
Undersøger man de religiøse misforståelser finder man, groft sagt, 2 grundformer: de, som er det rene vrøvl og fantasi og de, som har et grundlag af misforståelse. De første smider man straks væk og de sidste undersøger man nærmere. Men for at kunne gå videre må man forstå sandhedens begreb, dette punkt hvor videnskaben og religionens mødes i skøn samdrægtighed.
Al sandhed bygger på perception ellers er det blot fantasi. Derfor har tro og erkendelse intet med hinanden at gøre. De ord, som udtrykker disse grundlæggende erkendelser (opdagelser) om verden bliver så, især af såkaldt religiøse mennesker, påført en værdi i en sådan grad at de simpelthen mister deres værdi. De fleste ord har i dag mistet deres værdi.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på dette, blot give et par eksempler fra jmps ordbog over ords påførte værdier.
Hvis vi vender tilbage til det samlede billede og vendingen "halve sandheder", så har en næsten klog mand engang sagt: "sandheden må altid udtrykkes i modsætninger".
Hvad han i virkeligheden mente var at sandheden altid altid må udtrykkes i sin egen modsætning. Dette er et udtryk for transcendens.
Der er ingen grænser for hvad dette ord betyder for forskellige mennesker, lige fra ånder, dæmoner og alfer over åndelige verdener til noget, som eksisterer uafhængigt af den fysiske.
I virkeligheden betyder ordet "udover sanserne". Ordet "udover" henviser ikke til noget uafhængigt, i sig selv eksisterende. Man kunne med rette omformulere sætningen til: "indeholdende, men mere end dette indhold".
Ordet "kreationist" er et moderne ord der henviser til uintelligente mennesker der har gjort den samme iagttagelse som Einstein. Som alle os andre betragtede han den viden han havde tilegnet sig og undrede sig over hvor kompliceret livet egentlig er. Ordet tilfældig er meningsløst i denne sammenhæng. Denne erkendelse modsiger på alle måder betydningen af ordet "tilfældig". Einstein blev stående på denne sande erkendelse. At vi mennesker egentlig ikke kan vide noget om noget som helst. Det, som vi kalder viden er ikke en konstant størrelse. Denne viden er i konstant forandring og under konstant udvikling alt efter de opdagelser vi mennesker gør.
Arne har derfor ret. At opdage og undres over verdens mangfoldighed er den højeste form for erkendelse, vi som mennesker kan nå. At blive stående der og lade undren og nysgerrighed være ledestjerner i vores liv synes imidlertid at være umuligt for mange mennesker.
De uvidende springer derfor straks til med et utal af forklaringer, hvilket er tåbeligt idet det netop ikke kan forklares og man derfor øjeblikkelig kan afvises som noget vrøvl.
De springer yderligere til med en række ubegavede spørgsmål som ikke kan besvares og som man derfor ikke burde spilde tid på at fantasere over. Jeg skal dog bevidst begå den samme fejl og besvare det tåbelige spørgsmål om hvad der er universets oprindelige årsag.
Universet har ingen oprindelig årsag, det har altid eksisteret. Eftersom vi selv har et liv, der har en begyndelse og en afslutning, har vi mennesker åbenbart svært ved at forestille os noget der altid har eksisteret og altid vil eksistere selv når vi ikke er her mere. Universet har ingen begyndelse og ingen afslutning.
Her kan jeg vist få såvel gudstroende som Big Bang troende på nakken.
Næste gang tror jeg at jeg vil "væve" lidt over det temmelig misforståede ord "evighed".
?