Troen eller det religiøse spørgsmål, altså teologien, i en efter Kant-iansk sammenhæng.
Mange mennesker er ateister selv om de har religiøse (transcendente erfaringer (erfaringer af noget der overgår vores hverdagsbevidsthed)), forstået som også spirituelle - mystiske erfaringer. Disse religiøse (spirituelle mystiske) eller trancendente erfaringer, sætter ikke vores sunde fornuft ud af funktion eller fortrænger denne. Deres ateisme går på at de ikke kan tilskrive en gud (eksisterende uafhængig af mennesket og det menneskelige bevidsthedsliv) som værende årsag til disse erfaringer, her vil de hellere være åbne og forsøge at finde en naturlig forklaring og gerne videnskabelig forklaring hen af vejen, efterhånden som videnskaberne bliver i stand hertil. Og hvor disse ateister kigger hen i den sammenhæng er neurotheologien, som bygger på neuropsykologi som neuropsykiatri efter min mening.
Altså religion (religiøse, spirituelle mystiske erfaringer) forsvinder ikke som en fagvidenskabelig disciplin selv om man er ateist, religion har stadig substans og er væsentligt betydningsfuldt at være beskæftiget med selv som ateist.
Er religion så lig med en verdensforklaring (at forklare den verden vi har adgang til og kan undersøge; altså at forklare det kendte med noget ukendt)? Nej ikke siden Emmanuel Kant har dette været tilfældet indenfor teologien, måske nok primitive religioner (fundamentalisterne) kan give sig af hermed uden at det dog er det essentielle i forbindelse religiøse spirituelle mystiske erfaringer.
At blive klogere på naturen sker ved at vi studerer og undersøger naturen i vores praktiske såvel som teoretiske (videnskabelige) omgang med denne. Og troen har intet at gøre med at forklare naturen. Der er ingen konkurrence eller strid mellem naturvidenskab, som astrofysiske forhold eller evolutionsbiologiske forhold, og så troslivet, det religiøse, spirituelle mystiske. Her foregår ingen sammenblanding til trods for at utrolig mange troende og religiøse mennesker sammenblander og forvirrer disse forhold, men jeg taler her kun om den teologi og religionsfilosofi jeg kender fra Kant og frem, altså moderne teologi på kontinental europæisk grund, eller som har afsæt heri (Tillich bragte fx denne tradition til usa).
Moderne troende frister den ene og samme virkelighed som alle andre mennesker, selv ateister, og de har ingen alternative forklaringer på naturen, hverken astrofysik eller evolutionsbiologien.
Troslivet, det religiøse liv, med religiøse spirituelle mystiske erfaringer, drejer sig alene om at forstå os selv, hvem vi er, og hvem vi kan blive (karakter såvel som personlighedsudvikling i forbindelse en åndelig, eller spirituel religiøs mystisk form for selvrealisering)). Her siger troende at vi er spirituelle væsner og at vi via ånden har en lang række transcendente som ekstatiske erfaringer af noget der bryder med vores hverdagsbevidsthed, det normale; nemlig det ganske anderledes (det er et brud på vores sædvanlige væren og bevidsthed).
Disse religiøse spirituelle mystiske erfaringer har psykologien og psykiatrien gjort til genstand for deres forskning og undersøgelse i mange mange år. Og i moderne tid er der med neurotheologien og neuropsykologien (eller neuropsykiatrien som jeg personligt ka li at betegne de discipliner der støtter op om neurotheologien) sket et revolutionerende fremskridt på naturvidenskabelig grund, nærmest et paradigma skifte indenfor teologien.
Ateismen, der ikke er et entydigt begreb, må selvfølgelig hele tiden defineres påny. Ateismen er et dynamisk levende begreb der hele tiden er i udvikling. En del af disse brydninger i kulturlivet som ateisme forståelsen er skyld i skyldes selv sagt Dawkins; Dennett og deres slæng. Men det skyldes i endnu højere grad det paradigma skifte som neurotheologien er, hvor mange der før så sig selv som ateister, nu opfatter sig selv som troende, eller religiøse i den moderne kontekst og forståelse heraf. Neurotheologien kaster et nyt forståelsens forklarelsens lys over hvordan vi må forstå fx den spiritualitet, gejst (ånd (menneskets ånd)) såvel som ekstatisk begejstring (Ånden (den guddommelige Ånd)), fornuft såvel som ekstatisk fornuft, vi finder hos Paulus (brevlitteraturen) såvel som urkirkens spiritualitet og kristne religiøse mystik. Allerede før neurotheologien var det lykkedes Badiou og Zizek med flere at forstå de paulinske urmenigheder ud fra en theopolitisk vinkel eller forståelseramme.
Flere og flere ateister frasiger sig nu Dawkins ateisme felttog, som er et radikalt forsøg på at få udryddet enhver form for religiøs, spirituel mystisk engagement hos det moderne menneske. I dokumentar udsendelsen på DR2 fornylig der er fra 2013 skimtes for første gang, via små sidebemærkninger (han sagde dog eksplicit intet derom) at Dawkins er blevet klar over neurotheologiens revolutionerende indflydelse på teologien, men til trods opfordrede han til at man også skulle droppe disse moderne retninger indenfor teologien, hvor tro ikke er overtro, eller en tro på noget som helst der ikke er erfaringsnært eller som opfattes som værende spirituelt, altså vedrørende vores åndsliv, bevidsthedsliv. Også teologen D. Bonhoeffer mente at religion var fortid og ville forsvinde i moderne tid, og ja Dawkins kæmper ivrigt for at det skal blive tilfældet. Berdyaev sagde nej, han spående en religiøs renæssance, som han i begyndelsen af 1920 -erne påstod at europa stod over at skulle igennem en forfærdelig mørk tid i menneskehedens historiske udviklingsvej, men altså at herefter ville en ny autentisk religiøs søgen se dagens lys.
mvh Hanskrist
PS:
link til tro's, eller det religiøse, spørgsmålet i en moderne kontekst:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topi....html#Post16759 http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topi....html#Post16879