"Hvad er det egentlig, Simon kaster sig ud i her".

- Enkelt, en så gammel metodetilgang til videnskab, som enhver der har gennemgået en lægefaglig udd. forstår og derved ved hvordan fungerer den dag idag – hvorfor naturligvis ingen læge af nogen art ville finde på at misforstå videnskaber, som netop du gennem årene har afsløret for os, Arne;)

At der er masser af samfundsanskuelser, det ved vi alle, det er jo netop kriticismen der medvirker til at forfine viden om forventninger vi stiller til de samfundsanordninger vi tilvejebringer, herunder etiske forventninger m.m. Problemer der knytter sig til dine religiøse anskuelser er derfor slet ikke af hverken samfundsmæssig eller menneskelig karakter, men hvad dine anskuelser overhovedet skal anvendes til – og det er spørgsmål du selv må tumle med Arne, for tydeligvis har du ikke fået dette klargjort, idet du aldrig har kunnet forklare nogen hvad dine religiøse anfægtelser skal bruges til.

mvh
Simon

Ja Aristoteles var faktisk en metodebygger der satte skub i naturvidenskabelig tænkning Arne, og det at beskrive den natur man undersøger, er stadigvæk den dag idag velfungerende metode. Ref. med ISBN er naturligvis ment for din skyld, idet du ved at flytte blikket fra dit træstykke, kan få lidt indsigt i hvorledes mennesker endda for små 2400 år siden reflekterede. Så det er længe siden gudetro har været plumpet sammen med naturtænkning Arne ;)
Sagen er jo, at du ikke har bestilt andet end blande tro og viden sammen - hvilket enhver ka' registrere ved et kig i din debatkasse! Spm. er stadig: hva' mon Arne forestiller sig (gude)troen ska' bruges til i fx. Astrofysik? ;)

mvh
Simon

"Simon har tydeligvis ikke fattet, at Aristoteles både udviklede de eksakte videnskaber og så deres begrænsning".

- Godav mand økseskaft!
Det var hans metode der fornyede både verdensbilledet og menneskets selvbillede Arne, en metode der skabte grunden for en udvikling der stadig er igangværende, og som enhver mediciner siden lærte at kende, med visse undtagelser åbenbart: dig! ;)

Det er idet hele taget din kritik af (natur)videnskaberne der er komplet forfejlet, fordi du kritiserer videnskaber for fordringer de slet ikke har. Din kritik har derimod sin rette plads i et politisk perspektiv: spørgsmål om hvordan og hvorfor samfundsindretning og udvikling afvikler samhørigheden mellem mennesker, hvad det ér der gør, at vi ligefrem skaber samfund der så grundlæggende lærer os en dybere mistillid til hverandre, og om dette ikke kan ændres med bedre og mere fornuftige politiske overvejelser.

Op gennem det 20 århundrede lagde vestlige samfund i stor grad religioners værdisyn bag sig gennem sekulariseringen og en stigende opmærksomhed på de rent menneskelige behov og ønsker, hvorved selve mennesket pludselig kom i centrum for samfundsindretning gennem humanismen. Hermed tabtes altså denne livets mening på gulvet, som disse religioner definitivt havde tilskrevet mennesket gennem myterne, og det dette tabte grundsyn du i dine sentimentale tilbageblik anklager videnskaber for at være skyldig i – ja, du har endda forsøgt dig med noget så fjumset, som at nivellere tro og viden som var de ligeværdige alternativer, selv om du jo udmærket forstår forskellen mellem tillidsvækkende forklaringer begrundet i noget sandsynligt, og usandsynlige trosanskuelser begrundet i bare håb og ønsker om at noget gerne måtte være sandt. Du er så at sige noget forvirret, og ved ikke helt hvilke midler du skal bringe i anvendelse for at fastholde de gamle værdisyn som ligger til grund for et livssyn du godt kan lide ;).

Jeg kan desværre ikke trøste dig, for jeg mener ikke mennesket har mistet noget det i virkeligheden havde brug for, idet jeg derimod mener at religionerne kun bidrog til at forkvakle mennesket ved skabelsen af selvbedrag, og at mennesket dybest set må erkende sin position i livet, for at kunne forstå den og derved skabe fremtid.
Kulturudvikling er jo langsommelig affære, og den tumult hele det 20 århundrede bestod af, med to verdenskrige og div. slag i sindbilledet sidenhen, er formentlig ikke engang arret færdig, hvorfor vi sikkert kun langsomt er ved at sætte perspektiv på et århundrede der stadig ryster os i politiske strukturer. Vi mennesker lærer jo fra barnsben at ha’ mistillid til alt og alle, og det gør vi, fordi vores forhistorie konsekvent meddeler sig gennem måden vi så indretter vort samfund på. Vi lærer så at sige os selv og hinanden fortsat at være på vagt overfor fortiden, og bruger mere tid på den slags, end på at jagte lykken og harmoniske fællesskaber med fremadrettede idéer i indbyggede strategier for sameksistens.

Så der er masser af misforhold i og omkring os at ta’ fat på – vore levebrødspolitikere laver af indlysende årsager derfor ikke andet end at rokere rundt på økonomi, de er slet ikke gearet til at bygge store visioner. Men vore problemer, skyldes altså ikke videnskaberne Arne, hvorfor selve grunden til at du oplever problemer med at forklare meningen med livet ved et sentimentalt religiøst livssyn, fremdeles må skyldes en realitetssans der som en anden libido sidder på din ene skulder og hvisker dig i øret. Diskrepansen er tydelig gennem forvirringen din.

Man kunne måske forestille sig, at det bare ér rigtig svært for mennesket idag at skabe mening med sit liv, dersom en sådan mening jo nødvendigvis må inkludere medmennesker der kan reflektere den, og at dette bare ikke forekommer særlig ofte, fordi mennesker idag er mere optaget af at drukne sig imellem hinanden eller hver for sig i storbyerne. Faktisk har jeg i den forbindelse aldrig hørt noget så åndssvagt som ordet ”Udkants Danmark” – som sgu’ da må være opfundet af disse ”livsstilseksperter”? –, for udkanten af det menneskemylder storbyerne tilbyder mennesket, er da det eneste sted et menneske kan overleve med sin forstands nogenlunde fulde brug!
Pointen her er naturligvis den, at mennesker har langt lettere ved at kende sig igen i mennesker som de rent faktisk har et nødvendigt forhold til, og det indebærer mindre men mere overskuelige bysamfund eller øsamfund, hvor altså en sådan indbyrdes afhængighed har mulighed for at komme til udtryk og udvikle sig som kultur. Men det er jo beklageligvis disse små ”overlevelseskulturer” vi er færd med at udradere med økonomiske virkemidler. I sidste ende, ville en pandemi jo sætte en brat stopper for dette storbyhysteri, alene i det lys kan man se fordelen ved at leve lidt mere spredt. Men kort og godt, er meningen med livet jo noget mennesker i enhver kultur har skabt sig, hvilket også var humlen i links til litteratur af Camus og Sartre – men hvad nytter vel links til en mand der hellere vil smile gennem tårer over tabte horisonter, ak ja. .

Du er blevet en sur mand Arne, en der skriver de samme sætninger hele tiden, og det er egentlig et trist syn, idet der jo underneden må ligge noget mening gemt af vejen, som sagtens kunne komme til udtryk. Så hvad jeg engang kunne ha’ ønsket at se fra dig, var altså disse meninger om hvorledes du så forestillede dig mere harmoniske vilkår, ja om du overhovedet havde forestillinger af den art, omgivet af så mange mennesker.
Og som eksempel på en af de for mig at se væsentlige bidragsydere om realiteter vs. ønsker for fremtiden, da har jeg ind imellem angivet Tage Voss som væsentlig markør. Og det har jeg, fordi han er en smukt læselig og knalddygtig fortæller med et historisk favn. Så det var selvfølgelig endnu et hint, men til ingen verdens nytte. Men du har altså tænkt dig vedblivende at sidde dér med dit træstykke i hænderne og skælde ud på videnskaber i sentimentalt selvynk, mens du pudser en mærkværdig idé du end ikke kan præcisere om din egen ”lykkelige væren”, er det virkelig det eneste der er tilbage at se, Arne? ;)

mvh
Simon