Hej Arne.
Jeg kan forstå at du går ind for åndelig rigdom og hvad mon det så er for et monstrom?, det kan vel kun väre noget der har med tro at göre, der er jo ikke meget andet der er så "åndet", eller er det ånden i flasken? snapseflasken.

Et ånderigt liv, må vel betegnes som et liv i en tro på en skaber, det troede jeg du var vokset over, som du hele tiden påstår.
Hansekristus driller Simon med hans ageren på Mellmrummet hvor han og RoseMarie udveksler digte mm, det kan vel også betegnes som noget åndeligt på et andet niveau, det de her skriver om, men det synes hansekristus så ikke??

Igår kom "ånden" over mig og jeg fik hjulpet en god ven med at rydde op i et gl.dödsbo, men det var måske ikke lige den ånd du "tilbeder". jo ved närmere eftertanke kan jeg se at "ånd" kan väre mange ting, så er det bare spörgsmålet om hvad du forbinder med "ånd".

Hej Treram..

"Hansekristus driller Simon med hans ageren på Mellmrummet hvor han og RoseMarie udveksler digte mm, det kan vel også betegnes som noget åndeligt på et andet niveau, det de her skriver om, men det synes hansekristus så ikke?".

- Læser sjældent hønsemands rablebrier – han kommer aldrig til kernen og står i et vadested. Drillerier er ellers dejlignødvendige mellem mennesker i fællesrum, men da hønsemand jo forstår lige så meget af lyrik som han forstår ved en filosofi han dog gerne snakker om, ville pointen at finde dér måske være som at sende pilen før buen er spændt ;)

Det "åndelige" er imidlertid substansen af al menneskelig refleksion, lutter tankevirksomhed, hvorfor der indiskutabelt er ”åndsarbejde” i den poesi som findes i verdenslitteraturen. Dog er der en væsensforskel mellem sangvinsk troende der forsøger at forstå verden gennem poetiske anekdoter fra religioner, og digtere der blot bearbejder deres indtryk fra verden med sproglige værktøjer. M.a.o. er der altså ingen fælles forbindelse derimellem, eller du kan sige, at digtningen ikke handler om at beskrive verden men sanseindtryk fra den. Om man genkender disse indtryk og får et udbytte deraf, afhænger af mennesket selv.

mvh
Simon

"Tænk alene at skulle leve sit liv baseret på "sandsynlige forklaringer".

- Ser du da slet ikke meningsløsheden i, først at skabe et usandsynligt verdensbillede, for igennem dette at begribe din egen placering i livet?

Men når du navigerer i livet, ja når du søger at finde frem til sandheden om dit og dat, udretter du din tænkning i ganske metodiske dialektiske analyser, du ræssonerer i netop noget sandsynligt, for det er du nemlig nødt til. Spørgsmålet blir jo, hvorfor du diskvalificerer denne metodik fra beskrivelser der drejer som om dit syn på livet, ja din væren og eksistensevne? Men det synes du måske slet ikke er en interessant selviagttagelse?

mvh
Simon

Hej Treram.

du skriver:



og henvendt til arne skriver du "men det var måske ikke lige den ånd du "tilbeder"?

Nej det er det ikke, arne tilbeder ikke nogen ånd, for ham er det verden og at verden er etc etc.

men sådan som du formulerer dig her treram: "Igår kom "ånden" over mig og jeg fik hjulpet en god ven med at rydde op i et gl.dödsbo", så rammer du ret præcist hvad det er jeg forbinder med ånd/gejst, og ja ekstatisk fornuft (vi mennesker råder over såvel fornuft som ekstatisk fornuft). Gud har at gøre med åndens ekstatiske nærvær og forskellige manifestationer i vores liv. Sådan, disse fænomener, "God himself as Spiritual Presence", har al religion til alle tider været optaget af som det helt centrale.

Den person, debattør, der forstår efterfølgende har forstået mit ståsted og hvad det er jeg tænker på når jeg betragter mig selv som kristen:



vigtig at forstå er at jeg er den eneste her på siden der præsenterer og repræsenterer kristendommen, hverken arne, jan sero, esther, michael, thomas gør det med tyngde og seriøsitet, men de elsker alle at lege lidt med ham Jesus, som de dog ikke har nogen bekendelse til som værende Kristus, da dette ifølge new age er politisk ukorrekt.

RM er skabskristen, usikker og bange for ret at bekende noget i den sammenhæng, da hun så vil få ørerne i maskinen hos simone og bamse, hvorfor hun retter ind. Dette er selvfølgelig en trist historie at man er bange for at ytre sig om trosspørgsmål på en debatportal der ovenikøbet hedder trosfrihed, men sådan er det blevet. På den måde inderliggøres og privatiseres troen, frem for at være noget personligt og et udtryk for vores personlighed og karisma, som vi holder tilbage og skjuler, folk skulle jo nødig få øje på vores begejstring og åndelige udtryk karisma, udstråling og ansigt, vores personhed.

mvh HansKrist