1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25977 - 28/08/2018 17:26
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Læsningen til lyst og deling er vendt tilbage, og Vendepunktet er fornyet, så jeg har den lidt længere til fordybelse i Manns poetiske sprog. Men først og til stadighed er glæden ved Maggiterningens magi ... poesiens sprog og blå blomst i lyrikken :))
Imellem dem åndedrættet, pulsen, bevidstheden, som dag efter dag må forsynes med mad og søvn og lys og luft og vand og ord og ... og se:
***
Det er landskabets tid. Time efter time ligger landskabet og betragter os, mens det gør sig sine egne tanker, fortrinsvis i form af græs. Af og til sætter det en menneskehed i verden; formodentlig i håb om at kunne tale. Så ligger sumpene og venter, mens de forsyner pilekrattet med vand, og blomsterne driver rundt i flokke og gennem det ene århundrede efter det andet, og bjergene holder sig oprejst lidt endnu. Du kan sikkert huske landskabet et bestemt sted på jorden, om formiddagen, en søndag f. eks., mens fisken stod stille i vandet, og der kun lød et enkelt højt råb, som der ikke kom noget svar på. På samme måde bliver du pludselig en morgen standset af en blomst, som kigger nysgerrigt på dig. Hele det omkringliggende landskab holder vejret. Men det eneste du kan er at længes efter regn. Sådan bliver vi ved med at være en tilfældigt forbipasserende menneskehed, der overfaldes af kærlighed og forstummer. Så begynder græsset forfra. Og planterne som er Guds blanding. Palmerne som bliver anbragt i den gamle fabrikshal. Træhusene som vi kan tage på os som frakker. Stenene der går videre som sko. Uendelig langsomt. Landskabet, der læger alle sår. Længe efter du er død.
Inger Christensen
***
Af og til kan man fyldes af glæde på en måde der er helt utidssvarende. Hvis man røver omfanget af den ville det virke stødende som om man var glædesblotter man risikerede at blive pålignet en særlig forlystelsesskat eller i bedste fald slippe med en advarsel Lad det ikke ske igen og aldrig i andres påsyn.
Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed den står der og er blomst på en genial måde som om det var det naturligste i verden hvad det naturligvis også er men man ville næppe slippe godt fra at fortælle det til andre. Se engang hvor den blomst den er den blomsteste blomst i miles omkreds blomst helt ud i bladspidserne ikke ét overflødigt blad det er virkelig professionelt arbejde alt i den rod stængel kronblade støvdrager udfylder indefra dens blomsthed til dens yderste grænse
MEN
og her kommer vi til det geniale den overskrider endog denne grænse i kraft af sin vellugt i kraft af sin skønhed som når mange meter væk se selv lugt selv glæd jer selv.
Folk ville stirre rystet på en eller med pegefingeren foretage en drejende bevægelse ud for tindingen. Eller når det går op for én hvilket mirakel det egentlig er at man er samtidig med sin elskede menneskeheden har jo millioner år på bagen sammenlagt er det store tal vi taler om og naturligvis har mange af dem mødt hinanden en eller flere gange men prøv så at regne ud hvor mange mennesker der gennem tiderne aldrig har mødt hinanden. Hvis de alligevel fik chancen mødtes i samme århundrede på samme sted ville mange af dem ikke have noget at sige til hinanden ville sidde forlegne trille tommelfingre og skotte ud ad vinduet hvordan mon vejret blir i morgen og ønske sig langt væk hvad de jo heldigvis også var i virkeligheden.
Men ud af denne ufattelige mængde mennesker som dels aldrig mødte hinanden dels ikke ville have fået noget ud af det var min kone og jeg så usandsynligt heldige at det netop var os to der mødtes synkront på samme sted og tilmed straks havde så meget at sige hinanden at vi sagtens kunne bruge et par liv til men det er nok at tage munden for fuld.
Hvis ikke det er et mirakel men prøv at forklare sådan noget til andre de vil straks komme med særdeles ledende spørgsmål vedrørende ens drikkevaner så jeg går lidt stille med det og håber det kan blive mellem os.
Benny Andersen
Bedste hilsner i både regn og sol ... og sne RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (28/08/2018 17:28)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25980 - 29/08/2018 01:39
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Aften' i natningen, RM..
Ja, læse- og skrivelyst kommer jo og går, naturligvis, helt forsvinde vil den forhåbentlig aldrig, men helt sikker ka' ingen jo vide sig. Men det er nu godt at stimulere den med et lille bad i havet af vidunderlige forfattere/digtere, det ingen vel ka' få øjnene fra, når først de er plumpet i. Måske Vendepunktet bare ska' læses en anden god gang, at der er andet lysten hellere vil absorbere. Jeg ka' ha' så knagende lyst til en gammel krimi, at ellers langt foretrukne godt ka' pakke deres grej og rejse. Vendepunktet opdagede mig midt Heinrich Mann, og så er det jo ingen sag at se sig stimuleret. Desuden er jeg så umådelig glad i forf. fra den tid, så jeg er jo et let offer - der ofte kaster læserier i hovedet på fam., venner m.m. Det er noget med at måtte snage i andre værker af samme forf., så det ka' man jo bruge ufattelig meget tid på, hvis man fx havner i en rigtig flittig skribents suppedas. Bare badet gør godt...
Så med tak for IC & Hr. Andersen, her lidt fra ham det nærmest er en livstid siden vi sidst så - og måske ikke helt så tilfældigt et gensyn endda:
The Hollow Men A penny for the Old Guy
I
We are the hollow men we arethe stuffed men Leaning together Headpiece filled with straw. Alas! Our dried voices, when We whisper together Are quiet and meaningless As wind in dry grass Or rats’ feet over broken glass In our dry cellar
Shape without form, shade without colour, Paralysed force, gesture without motion;
Those who have crossed With direct eyes, to death’s other Kingdom Remember us – if at all – not as lost Violent souls, but only As hollow men the stuffed men.
II
Eyes I dare not meet in dreams In death’s dream kingdom These do nok appear: There, the eyes are Sunlight on a broken column There, is a tree swinging And voices are In the wind singing More distant and more solemn Than a fading star.
Let me be no nearer In death’s dream kingdom Let me also wear Such deliberate disguises Rat’s coat, crowskin, crossed staves In a field Behaving as the wind behaves No nearer –
Not that final meeting In the twilight kingdom
III
This is the dead land This is cactus land Here the stone images Are raised, here they recieve The supplication of a dead man’s hand Under the twinkle of a fading star. Is it like this In death’s other kingdom Waking alone At the hour when we are Trembling with tenderness Lips that would kiss Form prayers to broken stone.
IV
The eyes are not here There are no eyea here In this valley of dying stars In this hollow valley This broken jaw of our lost kingdoms
In this last of meeting places We grope together And avoid speech Gathered on this beach of the tumid river
Sightless, unless The eyws reappear As the perpetual star Multifoliate rose Of death’s twilight kingdom The hope only Of empty men.
V
Here we go around the prickly pear prickly pear prickly pear Here we go around the prickly pear At five o’clock in the morning.
Between the idea And the reality Between the motion And the act Falls the shadow
For Thine is the Kingdom
Between the conception And the creation Bewteen the emotion And the response Falls the shadow
Life is very long
Between the desire And the spasm Between the potency And the existence Between the essence And the decent Falls the shadow
For Thine is the Kingdom
For Thine is Life is For Thine is the
This is the way the world ends This is the way the world ends This is the way the world ends Not with a bang but a whimper.
*
Whispers of Immortality
Webster was much possessed by death And saw the skull beneath the skin; And breastless creatures under ground Leaned backward eith a lipless grin.
Daffodil bulbs instead of balls Stared from the sockets of the eyes! He knew that thought clings round dead limbs Tightning its lusts and luxuries.
Donne, I suppose, was such another Who found no substitude for sence, To seize and clutch and penetrate; Expert beyond experience,
He knew the anguish of the marrow The ague of the skeleton; No contact possible to flesh Allayed the fever of the bone.
. . . . .
Grishkin is nice: her Russian eye Is underlined for emphasis; Uncorseted, her friendly bust Gives promise of pneumatic bliss.
The couched Brazilian jaguar Compels the scampering marmoset With subtle effluence of cat; Grishkin has a maisonnette;
The sleek Brazilian jaguar Does nok in its arboreal gloom Distil so rank a feline smell As Grishkin in a drawing-room.
And even the Abstract Entities Circumambulate her charm; But our lot crawls between dry ribs To keep our metaphysics warm.
- T.S. Eliot.
mvh & nat nat.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25981 - 29/08/2018 08:27
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon Jeg har nu stadig mod på at ta' Klaus Mann i hånden, bladre på må og få og la' øjnene fange ord og passager, der umiddelbart går til hjertet. Det er sådan, jeg plejer at gribe det an, når længden og tekstens læsetæthed er lidt i overkanten for mig. Man har vel altid sine genveje, når noget godt er i vente ... :))) Her kommer også noget godt, som du måske har til gode for et åbent øre? https://www.radio24syv.dk/programmer/ak-24syv/35375118/musik-og-snak-om-digteren-morten-nielsen-2Det er godt nok en hel times radioudsendelse, men også her findes en genvej endda til en hel togrejse :))) https://www.perron.dk/Øjeblik
Vilde Roser i Dagregn! Og Toget er standset, med Ruder, der løber fulde af blændende Regnskær og Buskenes vilde Lys i det vaade og grønne.
Lykkeligt stort og ligetil blir Livet – Draabe, der rammer Draabe, Regn over Regn. Sekunderne lukker sig op for en lang Erindring: Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.
Jeg smager dem paa min Mund, de forsvundne Somre . . . Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar –
Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer. Med eet er der stille . . . Vilde Roser i Dagregn, Ruder, der løber fulde af blændende Regnskær og Buskenes vilde Lys i det vaade og grønne.
Morten NielsenHa' en dejlig dag i sol som i regn RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25982 - 29/08/2018 11:07
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7513
Sted: Sydsjælland
|
|
Foreslår, at du holder dig fra det, for du forstår det jo alligevel ikke - medmindre du har direkte perverse lyster, som du ikke kan modstå.
Hvor er det dog godt, at du bruger denne tråd til dit svineri
Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|