1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#20686 - 13/05/2016 18:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen..
Lige et p.s. her i solens grønne lund, hvor jeg vil æde min hat på, at små myggefrøkner er ved at hvæsse de lange knive til en frokost i det grønne – også du er inviteret! Nå, de kælne frk. i en forhutlet vietnamesisk zoo, overgår trods alt samtlige frokoster man ka forestille sig, vi overlever...
Ja det er jo lidt specielt, det at læse andre menneskers breve: man er en voyeur med skarpt stillede briller – jeg har varmet kopper med kaffe, ingen uskyld her. Man er nattens sidste kunde, vender forsigtigt sider i et efterladt brev. Men hvilke sætninger, så nøgterne og lyriske, man læser sig frem, men historien ånder en i nakken - jødisk blod hvisker fra en koralrød horisont, stemmer livet… Ingen overlevede koncentrationslejrene, ikke rigtigt – det er bare at læse Tadeusz Borowski, for at forstå det –, den efterfølgende evige søgen efter jeg’ets hvilested. Mange endte med selv at grave det, tilhørende det endelige ’de’. Det blev simpelthen for svært, relationer, ægteskab osv. Nå, her et til:
Allesjæle
Hvad har jeg gjort? Befrugtet natten, som fandtes der atter andre, mere natlig end denne.
Fugleflugt, stenflugt, tusind beskrevne baner. Blikke, stjålne og plukkede. Havet, smagt, fordrukket, fordrømt. En time, sjæleformørket. Den næste, et efterårslys, rakt frem mod en blind følelse, der kom denne vej. Andre, mange, stedløse og ude af sig selv: sete og forbigåede. Hittebørn, stjerner, sorte og fulde af sprog: opkaldt efter en brudt ed.
Og engang (hvornår? også det er glemt): modhagerne mærket, hvor pulsen vovede en modtakt.
- Paul Celan.
mvh & god weekend ;)
Redigeret af Simon (13/05/2016 18:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20689 - 14/05/2016 17:23
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Gittes monologer om Alperne
Du sku’ alså ha’ set’em, Susanne, Alpern’, ikk’ oss’, Jungfrau og all’ de andre, Matterhorn, - Mont Blanc! Den vill’ Preben alså se, Mont Blanc, f’di det hed hans fars fyldepen den gang han var lill’. Vi had’ nær aldrig funden’en, det’ alså besværlig. Alpern’, der er en hel mass’ andre bjerg’, end dem der hedder noget, ikk’ oss’, de’ ikk’ berømt’, dem ska’ man udenom! Det’ da heller ikk’ te’ og se på en bjerg, om den’ berømt eller den ikk’ hedder noget. Så vi holdt’ jo dær og kigget, mig og så Preben, det var alså så høj’ all’ sammen. ˶Hvaffor en a’em er’et, Preben?˝ sir jeg så, han ku’ ikk’ find’ud a’et. Der var ikk’ nogen a’em, der lignet en fyldepen, ikk’ det jeg ku’ se, ihverfel, men en a’em mått’ det jo vær’, der var skilt og alting! Så kigget vi på dem all’sammen, en for en, lissom for en sikkerheds skyld, ikk’ oss’. ˶Nu må vi altså ha’ set’en,˝ sagde Preben så til sidst, vi had’ holdt en hel kvarter! ˶Det ska’ jeg alså husk og sig’te den gammel derhjemm’, han har overhodet ikk’ set’en.˝ ˶Preben,˝ sagde jeg så, ˶det var nu heller ikk’ for meget så, om du fik hans fyldepen,˝ sagde jeg så, - te sin tid, Susanne. Han var ellers sur det mest’ a’ tiden vi var der, Preben, han gad ikk’ og kør’ sårn en sted. ˶Det’ alså opad og nedad hel’ tiden,˝ sagde han, ˶Vi sku’ ha’ blev’n op’ i Tyskland, dær var’et mer ligeud det’ for meget rally, det her!˝ Han var oss’ sur over bjergen’, ikk’ oss’, de var lissom for høj’, syn’s han, og jeg forstod ham, Susanne, det gjord’ jeg, de’ alså høj’, Alpern’, oss’ for høj’, og så sne på, ikk’ oss’, de højest’, alså, evig! Somom det var fuldstændig ligemeget me’ os. Det var alså ikk’ rar, det var’et ik’, vi sad jo i hans bil, ikk’ oss’, rull’seler, ikk’ oss’.
- Per Højholt.
bedste hilsner i solen.. Simon
Redigeret af Simon (14/05/2016 17:28)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20703 - 15/05/2016 17:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Snetigeren
Ja undskyld men den snetiger her ved bagdøren som står og luder mellem lange bløde driver den må da vist være drømt og i hvert fald ikke af mig selv om jeg nu længe har været holdt fast af dens blik Den må være en andens: selv er jeg mest til små dyr min drømmefauna omfatter egern og mus og firben flokke af småfugle hundestejler samt visse insekter Naturligvis kan også jeg i vågen tilstand drømme om at begå selvmord i en hvals hjerne eller campere mellem forbenene på en dinosaur men alligevel: jeg synes at den der spilder sin drømmesøvn på at holde den tiger på benene skulle se at vågne det er jo ikke til at komme ud når den står der og går jeg i seng drømmer jeg bare en der er større.
*
Sabbat
I dag skal vi hvile i asken, se vores ansigter vokse af latter og træthed se marker med skridt under smilet lytte til kramfuglens sang se jorden gaa bort mellem lampen og døden mellem graverens haand og hospitalet. I dag skal vi hvile og bede som fredens folk, i dag skal vi vælge mellem døden og døden.
*
Nødden fra l’Estaque
I Da jeg en tidlig morgen trådte ud i haven mødte den mig neddykket i en uopnåelig Grå. Ikke naturens, den Picasso beskrev …
Hvor var midte her hvor intet var født? Penslen gik i ring og ved et sidste spring mellem al erfaring vandt jeg
kun nogle punkter, de nærmeste for farven. Så blandede himlen sig
med lindetræet tværs over sjælens afstande. Jeg så på græsset med fluens øjne.
Tidligt om morgenen gik jeg ud i haven for at arbejde på portrættet af Vallier
og kom døende ind. Indskibede mig en nød og rejste til l’Estaque, l’Estaque ved havet.
II Ces nymphes Dette træ ved kysten. En fyr højstammet med lave grene.
Vindene over l’Estaque bestryges af adskillige sådanne pensler.
Meget mindre var det ikke og fuldt af stemmer
da jeg stod og malede her i de vanskelige år.
Mumler også nu hvor man maler abstrakt i Paris.
III Stenene brast i planer for mit blik. Jeg måtte rejse dem igen, som korthuse.
Bag de fjerneste bjerge et landskab som løfter dem så de svæver.
Et strøg af elfenben – en farveprøve før pulsslagets definitive pavse. – skinner igennem ved næseroden.
Jeg måtte. Tvunget som en sten undervejs mod et spejl som gengiver, gengiver …
IV Jeg så hvordan husgerådet gik i et med bordpladen en intarsia flad og mærkelig.
Æblerne selv de kunstgjorte var at male som faldende dråber.
Hver ting jeg rørte med blikket faldt sammen eller udstod også mig.
V Aldrig solen på mine billeder. Min ven den eneste jeg ikke har portrætteret. Som skydeskive for kunst har den aldrig bevæget mig. Ike fra noget verdenshjørne har en lidenskab for maleri varmet mig – Nordstjernen undtaget en stålfin dissens som ingen fatter – kun tålmod venskabeligt som en hunds: Mens jeg foran min blå servante udviklede et univers af æbler og løg – glødende galakser omkring Pugets Amor – ventede solen gnistrende på trappen. Og hvor jeg nød når jeg malede ude at mærke den store Venlige om mig kredse om mig mild og anskuelig.
VI Her fra mit hul kan jeg se bugten: Svaner af min lysende skole trækker mod nord. O Paris.
Men fyrretræerne på hvis stammer den røde bark krakelerer i solvarmen og de små teglhængte huse som ligger strøet nedover skråningen som spillekort håber på en Cézanne.
*
Har de ret, les cygnes, disse mine unge venner blandt kunstnerne
som ved ankomsten til Aix fyldte perronen med kegler cylindre og kuber
har de ret til i samtaler og breve at tale om min sene blomstring.
At udvide min synskreds og ikke tage fat på denne nød.
VII Picasso i Aix
Fra mit vindue mod morgenen et træ. Infiltrationer i grenene efter de vindstille år. En revnet husmur skingrer med sin blottede nerve i solen. Højdedrag og skummende grønt om en hulvej lavlandet brunt som læder under bevoksningerne lysninger prismer af luft under fjernere træer – alt plettet som af en besynderlig regn eller flokke af skader: små mænd i sorte gammeldags klæder står eller sidder alle vegne. Det grønne hvidt omkring dem. En på Chemin des Lauves trukket nær i kikkert: sparket ud af skyggen endnu med et aftryk af solens fod på tøjet holder han rast støttet til en kæp. En stråhat dybt i panden, underansigtet dyppet i skæg som i en bisværm. Landskabet hviler tungt som en kamel mod hans øjensprækker. En anden (ældre) indfanges højere oppe blandt sten og grus ubevægelig i sin venten på solens rette vinkel. Ser op i det samme hageskægget en spydsod mod jorden. Over hans skulder Mont Sainte-Victoire tygget af hans øjne.
- Per Højholt.
mvh Simon P.s.: Benny Andersen bliver man sjældent træt af, Tikka, jeg tror såmænd han blot synker ned på sin plads i os; sidder dér og rasper skægstubbe af sig til toner fra Dissings Martin - hvis han da ikke har glemt den i en taxa, endnu engang..;)
Redigeret af Simon (15/05/2016 17:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|