1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23880 - 26/10/2017 11:44
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Tak for ord og billeder og endnu et tip til nye ord af Tage Voss. Lydbogsudgaven har jeg søgt efter uden held, men jeg har kigget lidt mere nysgerrigt og opsøgende ind i det Vossende univers for både far&søn og deres fælles kærlighed til havets bevægelser og horisont. Herlige fortællinger og stemninger fra skiwet ... :))
En smule hav og skiw er også at finde her i et par digte af Einar Már Guðmundsson fra Orkanens øje samt begyndelsen af Regndråbernes epilog.
Måske kommer ordene op af havet ligesom livets fornødenheder Fisk og fugle, vinger og haler: Imellem dem, mennesket. Jo dybere jeg dykker Jo højere flyver jeg.
***
Tal ikke om store nationer og små nationer udkanter, verdenshjørner og rande. Det her er en kugle; midten befinder sig under dine fodsåler og bevæger sig og følger med dig, uanset hvor du går
***
1. DEL - Skibet i stormen
Flammende blålys
Da torden og lynild eksploderer over den halvmørke aftensøvnige by, lyder det som om der bliver spillet på utallige elektriske instrumenter i luften. Alt ryster og rasler. Skrattende lyde, som af radiofoniske forstyrrelser, tumler rundt, og en hvinen som af mangfoldige ustemte violiner fylder ørerne såvel hos svævende afdøde som hos dem der går levende omkring. Det er som om der bliver slået med bordben på bækkener, som om pauker trakteres med træklodser eller en taktløs kompressor skælver oppe i himlen. Alt ryster og rumsterer over den halvmørke aftensøvnige by. Nogle mærker deres kranier dirre, og mens øjenlåg sitrer som ruder i vinduer, kan man til alle sider høre sindets jordskorpe slå revner. Et sted flakker pupiller omkring som lysekroner mellem vægge. Et sted stryger sprækker hen over skrøbelige sjæle. Et sted ... Men lige med ét. Igennem det mørkklædte hvælv farer raketter på størrelse med himmellegemer. De farer af sted med så voldsom fart at det et øjeblik er som om samtlige himmellegemer springer i luften. I det samme lyses jorden op af et skarpt, blitzagtigt blålys, og et lynhurtigt skær slår imod murstenshuse og betonblokke. Her er alting så lyst. Her er alting så klart. Selv mørkerædde katte bliver blændet, og bælgmørke musehuller lyses op og skinner som høje lyse sale. I byen har indbyggerne det, som befandt de sig i en kæmpemæssig celle, hvor nogen tog billeder af dem. Men byen. Byen selv. Aldeles forsvarsløs står den ved verdens iskolde yderrand som et nøgent træ på en klippehylde, knap nok større end en utæt hytte eller en lillebitte dråbe vand, hvis man betragter den i verdensøjets blå skær. Og havet, det skummende brusende hav. Oprørt og gråt slår det mod klipperne, hvor forkrøblede grene skælver i deres iskolde nøgenhed. Enten er deres blade ved at drysse af, eller de er forlængst føget langt pokker i vold, og i det blålysende mørke synes det som om alle husene, alle blokkene, alle bygningerne, de jernarmerede betonbygninger, er i færd med at ændre sig. Ja, i skæret fra det klare lys antager de spøgelsesagtige slottes ansigtstræk, og det er ikke så sært hvis en og anden føler det, som om det et eller andet sted hviner i rustne hængsler.
Varme hilsner på en soldag RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23881 - 26/10/2017 16:13
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Herligt med lidt efterårssol, der når den ligefrem glitrer i et roligt hav fremfor i pytter, skaber denne sære ro i den der sidder på rælingen med vinden i håret. En lille time med duften af Svaneke, gør nu også godt i øjnene, samme gør Havet om vort hus & Fra skærets horisont, der mærkeligt nok (endnu) ikke findes som lydbog. Det gør kun Moise Minskis vandring, der ved klik, ligger som flere læsemuligheder - dvs. Datoerne findes skam også som lydbog, men kun på kassettebånd. Anbefalingen af Moise Minskis vandring skyldes dog adskilligt, bl.a. dens fortættede stemning af forventning, fyldt med mindeværdigt erindringsstof; det er poesi, en levende fortælling, som du vil kunne genlæse uden helt at mindes første gang du satte foden på stigen. Igrunden undrer jeg mig stadig over hvorfor han ikke læses meget mere, i hvert fald af de der holder af litteratur der vedr. sidste verdenskrig. Men måske mennesket som solur betragtet, rammer det hele meget godt ind, tæl kun de lyse stunder - mennesker prioriterer fortællinger der behager forventningen, selvanskuelsen; "åh, så menneskeligt", ville Hr. Minski ha' sagt.
Jeg må tydeligvis snuse Einar Már Guðmundsson godt ind, ingen vej uden om den sag – med tak. Pt. står den dog på gode gamle Nicholas Blake (pseudonym), også kaldet mordgådernes mester, en fortælling der hurtigt får stearinlyset til at gå ud, men det er en anden historie..;)
Med nissehuevink Simon
Redigeret af Simon (26/10/2017 16:30)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23883 - 27/10/2017 21:17
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7549
Sted: Sydsjælland
|
|
Denne tråd i kategorien Åndelig fordybelse hedder Poetisk fryd. Tidligere hed den Mellemrummet, startet af Rosemarie 14/03/2013 med ordene:
Her er en tråd og et mellemrum for ord og lyd til opbyggelse og eftertanke ... Det får mig til at tænke, at også religiøs poesi vel må have en plads her
I hvert fald vil jeg benytte mig af min ytringsfrihed til at bringe et religiøst digt - for ja - sådan opfatter jeg det.
Det kaldes sædvanligvis Fadervor - og jeg vælger her den version jeg bedst ka' li':
Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. Det er jo - kan man vel sige - poesi brugt som bøn:
Fundamentet for den kristnes bøn udspringer af troen på en personlig Gud, der elsker mennesket og ønsker at kommunikere med det. For mig er denne bøns-poesi smuk og dejlig, men jeg kan ikke undslippe den - nok lidt lurvede - mistanke, at det hér drejer sig om en ønskedrøm
Måske har vi placeret os selv alt, alt for højt - og gjort os selv alt for meget elsket - her i dette univers - eller er det et multivers? - og måske skulle vi mere realistisk se os selv i en meget mere ydmyg position.
Og måske skulle vi tillige erkende, at en faderfigur nok er mere menneskelig end guddommelig.
I så fald kunne bønnen til "Faderen" måske i stedet være noget i retning af:
Du ufattelige kraft bag verdens væren, du første årsag til alt - du evighed. Jeg bøjer mig i tak for mit liv, vil elske det - og verden. M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23884 - 28/10/2017 09:31
Re: Poetisk fryd..
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Arne Tak for dit indlæg her i Mellemrummet, som for mig er velkomment, men det kunne også være en helt ny tråd, der kunne hedde Fadervor og bøn. For mig personligt betyder Fadervor, bøn, tro og kirke meget. Jeg holder selv meget af folkekirkens ritualer og dens inkluderende holdning til fællesskabet, og jeg er også selv "aktiv" bruger. Når jeg sætter "..." omkring aktiv, er det fordi, jeg ikke altid fysisk går i kirke, men i ligeså høj grad også benytter mig af både radio og tv programmer i den henseende :)) Det kunne f.eks. være disse to: https://www.youtube.com/watch?v=dGH5k5A-EnI https://www.youtube.com/watch?v=zxDMbDHNxnY&t=4sog fra radioen (ud over den daglige Morgenandagten og den ugentlige Højmessen: https://www.dr.dk/radio/p1/tidsaand/tidsand-35Fadervor kan f.eks. også udtrykkes(læses og synges) som her i denne nye salme: Vor Gud du som er i det skjulte men ved om de længsler og sår der gemmes i natskovens skygger du gav os dit fadervor den bøn som Jesus har lært os så alle der ikke ved vej men ængstes og famler i mørke får ord der når frem til dig
du lytter til mig når jeg kalder og mangler et sted at ty hen du tilgir og hører min klage og taler som ven med ven i kirkerne beder vi sammen men når jeg har mistet mig selv så folder du hænderne med mig i hverdagens huskapel
du gør os til ét når vi bede der og skænker os lys så vi ser de andre der kæmper derude i stormnattens vintervejr og går jeg fortravlet og glemsom i mængden da ser jeg du står ret nær i et hjørne af blæsten bag den der er udenfor
Vor far du som er i det skjulte du skabte det hele så godt og satte os fri så vi ikke skal tænke det gråt i gråt et skrøbeligt menneskehjerte kan huse dit himmelske ord der sover i bregner og nælder men våger i fadervor.
Lisbeth Smedegaard Andersen Mange hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (28/10/2017 09:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|