Her i løbet af lørdag formiddag har jeg stået overfor 3 tilbud:

1):

Djævlen ville tilbyde mig intelligens, masser af INTELLIGENS

2):

Filosofferne ville tilbyde mig FORNUFT og RATIONALITET

3):

Gud ville tilbyde mig MIN GODE FORSTAND

-0-0-0-

Men jeg valgte noget helt fjerde, nemlig den her statusopdatering og altså dermed at forsætte som den idiot jeg nu engang er.

Overvejede du slet ikke en af de 3 muligheder?

Jo, især tredje mulighed, den MIN GODE FORSTAND. Også fordi jeg nok har mest fidus til ham Gud fremfor djævlen og filosofferne.

Ja jeg overvejede faktisk om jeg ikke skulle tage imod MIN GODE FORSTAND. Men så var det jeg skrev den her statusopdatering og løbet var ligesom kørt.

Og jeg havde før jeg fik mig set om valgt:

4):

KOMMUNIKATION

Kommunikation med mig selv.

Hvordan skulle jeg ellers holde mit eget selskab ud, hvis der ikke var noget at snakke om.

Jeg har altid snakket med mig selv, hvilket min mor har drillet mig meget med.

Hvem er det du snakker med råbte hun når hun var på besøg. Og jeg måtte jo tilstå det var med mig selv. Det har jeg vist altid gjort. Også til mine naboers store forundring. Husker da jeg boede i Asagaarden i Holstebro at min overbo og hans kæreste vred sig højlydt af grin over mine førte samtaler.

Det hele bliver lidt surt hvis man ikke har nogen at snakke med. Og jeg har jo altid mig selv lige for hånden, i ånden, "i åndedrættet lige i øjet" at tale med. Hvorved der er åbnet op for at tænke over alle mine synspunkter, perspektiver og blik på tingene.

Du savner jo så ikke nogen at snakke, tale, med, du har jo dig selv til hver en tid forstår jeg. Men kunne du ikke godt engang imellem savne andre end lige dig selv at snakke og tale med?

Bliver det ikke lidt trivielt i længden at skulle snakke kun med dig selv? Og bliver du nogensinde sagt imod, får du et intelligent nok modspil, giver det dig nok? Kan du blive ved med at ernære dig selv på den måde, er der næring nok i det til at du kan vokse trives og udvikle dig. Sådan kommenterede min mor ofte på forholdet.

En nøjsom sjæl har du altid været. Ja min mor sagde også at jeg som barn sagtens kunne stå og gå selv her i verden og at jeg ikke nødvendigvis behøvede andre menneskers selskab. Jeg hvilede meget i mig selv som dreng og jeg har da også opholdt mig oceaner af tid alene ude i naturen. Mine mostre troede jeg ville blive en Dr Lieberkind. De kunne se mig fra køkkenvinduet forsvinde ned i mosen og op i skoven og ud i heden sammen med hundene. Jeg var en slags fjerde hund, ud over hyrdehunden og de to gravhunde jeg fulgtes med på eventyr.

Svært at sige hvor mange år som dreng jeg havde som hund. Men ihvertfald år nok, og gode minder nok, til at jeg her senere i livet, på mine ældre dage, ofte går i hundene flere år af gangen. Og det generer mig ikke. Mit liv som hund der som dreng har sat sit meget store præg på mig.

Hvordan kom du som dreng ud af dit hundeliv?

Jeg tror det begynder med matematik, der engang i femte klasse dukker geometri og matematik op på skoleskemaet og det ændrede ordblinde lille mig, det kom til at præge mig, jeg bliver fascineret af et stort rum eller et univers. I dag vil jeg sige det nok er/var min arbejdshukommelse og evne for koncentration, der viser sig, jeg der som dreng i forbindelse matematik og geometri bliver mere og mere fascineret af, tænk at kunne have så mange ting i hovedet på samme tid og at kunne vende og dreje disse ting, stille dem op overfor og imod hinanden, veje dem op imod og for hinanden og overvejer hvordan de er indbyrdes forbundet, ligefrem proportionalt eller omvendt etc etc etc. Men det var ikke noget der fik mig til at lave lektier eller fik mig til at kunne lide skolen, det var bare et rum eller univers der gjorde timerne i skolen til at holde ud og til at komme igennem, fordi jeg så kunne være i det rum eller univers af tænkning, fordybelse og koncentration og arbejdshukommelse hvor jeg kunne sidde og vende og dreje alting så jeg på den måde kunne holde skolen ud, den skole jeg mistrivedes voldsomt i.

Men når jeg fik fri fra skole var det hjem til hunden og mit liv som hund, mit hundeliv.

Engang som dreng der i mit hundeliv, var jeg meget tæt på at begå Kain Abel synden eller forbrydelsen. Min lillebror's røg steg flot lodret til himmels modsat mit. Min lillebror havde ikke et hundeliv, men var omgivet af legekammerater i rigt mål. En dag gjorde han mig opmærksom på forholdet, på forskellen, på hvor forskellige vi var på det punkt. Heldigvis slog jeg ham ikke ihjel, men jeg havde fået ham jordet og sad ovenpå ham med højre hånd højt hævet med en trebenet malkestol i næverne. Både min bror og jeg er klar over at det her ikke er en af de sædvanlige slagsmål vi er havnet i. Scenen er skæbnesvanger og fyldt med skæbne og religiøs arketypisk mytisk ragelse, men heldigvis som med Abraham og Isak så endte det hele godt, uden at jeg begår forbrydelsen.

Nå men første alternativ til mit hundeliv, liv som hund, eller det første jeg møder der er anderledes, var altså det rum og univers der opstod der i femte klasse da matematik og geometri blev udfordrende. Idag ved jeg at dette rum og univers jeg blev så fascineret af og fortabt i, ja nærmest kunne fortabe mig i i timervis, er det der er kendt som arbejdshukommelse og koncentration. Et alternativ til mit Paw i Urskoven sanselige i naturen Jack London hundeliv. Nu kunne jeg også tænke, være helt væk og fortabt fra omverdenen i tanker og fantasier og forestillinger. Min bedstemor påstår også på et tidspunkt at jeg er en aparte dreng der gør mig for mange underlige tanker om det ene og det andet og at jeg risikerer at gå i hundene og ende som filosof boende i et hus i skoven. Det lød faktisk lidt tillokkende i mine øren hvad hun der ridsede op for mig.

Det næste alternativ til mit hundeliv, liv som hund, opstod ved et tilfælde. Ihvertfald det virkede meget tilfældigt. Jeg der var landsbydreng fra Skibbild, hvor jeg havde spillet drengefodbold gennem årene var nu kommet til at spille juniorfodbold i den store by Vildbjerg. Og det var sin sag for mig at skulle vænne mig til disse juniorer fra den store by Vildbjerg, fordi de var fyldt med sociale hormonier (teenager hormoner) og det gjorde dem ret social aktive og pågående og direkte i deres kontaktform overfor mig, hvilket jeg fandt det meget vanskelig for mig at være i. Igen mistrivsel, ud over skolen så nu også her i forbindelse Vildbjerg juniorfodbolden, og jeg havde det ikke godt med situationen og udeblev fra de første træninger året 1971. Uheldigvis en aften i forbindelse ungdomsklub i Vildbjerg møder jeg Verner Ebdrup, hvilket gjorde mig pinligt berørt, fordi jeg jo havde skulket fra de første træninger der året 1971. Endnu værre bliver situationen da han vælger at gå direkte hen til mig for at spørge mig om hvorfor jeg ikke har været til fodboldtræning. Den dag i dag er det mig stadig en gåde, hvordan jeg kunne finde på at stikke ham en plade, en løgn, måske nødløgn. Men jeg påstod overfor ham at jeg skulle til at køre cykelløb i stedet for. Fåg jeg følte mig lille bagefter, havde dårlig smag i munden, dårlig samvittighed. Det var jo blot en opdigtet påstand. Det eneste der var om det, var at vi var nogle der for sjovt havde været på et par cykelture på vores almindelige turistcykler, hvor vi legede "cykelrytter" (sådan sagde vi). Men på det her tidspunkt var der ingen planer om at vi skulle til at køre cykelløb for Herning Cykle Klub. Men presset af at jeg ikke ønskede at kunne blive beskyldt for at være en løgner tilsluttede jeg mig to andre teenager og vi meldte os ind i Herning Cykle Klub.

Jeg kunne straks mærke at det passede meget bedre til min enspænder natur at gå fra fodbold til cykling, som er en meget mere individualistisk sport, ihvertfald ikke så socialt krævende som fodbolden med dets intense sociale liv. Jeg blev faktisk meget glad for sporten og dette at træde i pedalerne (jeg blev glad for at træne må vi hellere sige) og udviste også straks stor talent for denne sport. Måske det gik lidt for hurtigt, ja allerede efter ca to måneder sidder jeg som ungdomsrytter en midtuge aften i en bus fra Herning på vej til et gadeløb i Lystrup, Århus. Min træner Gunner Vangsgaard er godt klar over at han i bonderøven Hans havde et stærkt kort og at der ikke ville være mange der ville magte at slå mig i en spurt, hvilket jeg havde demonstreret overfor ham under træning på ungskuepladsen i Herning.

Nå den aften i bussen fra Herning på vej til gadeløb i Lystrup var jeg fuldstændig væk i hvad lugt var. Og jeg var dybt koncentreret optaget af hvad er lugt. Jeg blev ved og ved med at spekulere over det fysiske fænomen lugt og til sidst spurgte jeg min træner Gunner Vangsgaard, der var lærer, om han kunne forklare mig hvad lugt var. Svært at sige om jeg havde fået færten af et og andet. Men nu havde jeg også levet hele mit barndomsliv som hund, hvor lugten er det vigtigste af alt, så måske ikke så mærkeligt at jeg ønskede besked om næseboernes liv. Det sanselige liv jeg kom fra.

Vi kommer til Lystrup og det første vi får at vide er at vi ungdomsrytter skal cykle med de ældre juniorrytter og at Gert Frank også er der. Det regner. Mine bremser piver og virker meget dårlige i svingene, ja jeg kan faktisk ikke bremse som jeg gerne ville. Der gives to muligheder, enten at være forrest af alle rundt i hvert et sving eller bagerst, for at køre midt i feltet ville betyde med mine bremser, jeg ville komme til at køre op i de forankørende, da jeg ikke kunne bremse så hurtigt som dem. Jeg forsøgte først at være forrest, men fandt så mig selv alene i udbrud. Da det var overstået (mit soloudbrud), det var jo Gert Frank og juniorernes løb det her, specielt designet til deres helt store talent, så satte jeg mig ned bagerst i feltet og der blev jeg resten af de mange omgange med højtpivende bremser der vækkede opsigt ude blandt tilskuerne og det gjorde mig så genert at jeg mest af alt havde lyst til at kravle i et musehul. Men meget meget værre blev det hver gang vi skulle passere målstregen, fordi her stod min træner Gunner Vangsgaard, men ikke nok med at han stod der, han råbte, nej han skreg, så det kunne høres over hele Lystrup, "Hans du skal op foran". Jeg hvislede arrigt tilbage til min træner: "hold kæft Gunner, hold kæft Gunner" og dette gentog sig hver eneste omgang, "Hans du skal op foran" "hold kæft Gunner". Æv hvor var det pinligt. Men han havde nu ret i at jeg burde være oppe foran, fordi feltet var ret stor og Gert Frank og de ældre juniorer sad oppe foran og fra opløbssvinget var der knapt 500 meter til mål. Jeg kendte derfor godt min gameplan, som var sidst igennem opløbssvinget med mine skrigende bremser der ikke virkede og så bare træde alt hvad jeg kunne på vej op imod målstregen. Så der var ikke tvivl om hvordan jeg skulle køre. Spørgsmålet var blot om jeg kunne nå forbi feltet og nå målstregen først, for jeg var jo noget bagud. Preben Sørensen der var med i feltet for Herning Cykel Klub som juniorrytter, han morede sig vildt i bussen hele vejen hjem fra Lystrup til Herning. Hvor han var ved at knække sammen af grin over at de alle efter opløbssvinget sad med hovedet nede i styret og spurtede det bedste de havde lært (selv sad han ca midt i) og pludselig ude til højre i vinden kommer der en rytter susende forbi alt og alle og vandt med flere meter, og som han sagde grinende bagefter vi stod alle stille ved siden af Hans der bare kom flyvende. Alle vidste fra ungskuepladsen at jeg var hurtig i en spurt, men nu var jeg pludselig en levende sprinterlegende som det var enhver frit for at berette om. Nå men jeg fik blomster og sejrsbånd og det kæmpe store sølvfad de havde købt til Gert Frank. Det var ret pinligt. Da jeg så kommer ind i omklædningsrummet møder jeg Gert Frank og de andre juniorer, og nøj hvor blev jeg mobbet (ingen gad snakke om hvad lugt var), Gert Frank skældte mig ud og endte med at spytte på mig. Vi blev nu meget gode venner senere og et par år senere oplevede jeg at sidde på skødet af ham fra Grenå til Skive på forsædet af en personbil stuvende fyldt med juniorlandsholds ryttere. Vi havde været på juniorlandsholdets træningslejr en uges tid i Grenå og skulle afslutte dette med at køre til årets første cykelløb i Skive, en søndag i april med hagl og sne og ganske få grader. Men der på forsædet i bilen hvor jeg sad på skødet af Gert Frank var der hot, for nemlig kunne jeg mærke hans erigerede penis hele vejen fra Grenå til Skive, jeg vidste godt vi var blevet gode venner, men så gode venner var jeg ikke klar over (og mig der meldte mig ud af juniorfodbolden i Vildbjerg fordi jeg fandt dem alt for sociale nærgående overfor mig). At Gert Frank den dag i Skive kørte et suverænt cykelløb kommer vel ikke bag på nogen og året efter vinder han også OL bronze i 100 km holdløb sammen med Jørgen Emil, Jørn Lund og Verner Blaudzun i Montreal Canada.

Nå men tilbage i tiden igen et par år, til det der mit første Gadeløb i Lystrup som jeg uheldigvis kom til at vinde. Da jeg meget sent den aften kommer hjem til mine forældre der i Skibbild, de ser jo godt at jeg kommer ind af døren med ikke bare sportstasken min, men også blomster og sejrsbånd og et kæmpe stort sølvfad. De har gæster og der er 4 voksne inde i stuen, og jeg går derind og kyler det hele over i sofaen og fremstammer grædende at jeg har kørt mit sidste cykelløb.

Tror jeg lige der savnede mit hundeliv, mit liv som hund, mit Paw i Urskoven hundeliv og Jack London liv. Men altså ud over at først matematisk geometri (med arbejdshukommelsen og koncentrationsevnen) var med til at forstyrre mit liv som hund der som dreng, så må jeg nok også sige at det der køren cykelløb for Herning Cykel Klub også vendte op og ned på mit liv som hund i drengeårene.

Det næste der sker, der fjerner mig fra mit drengeliv som hund er at jeg sørme også går i skønne kønshormonier (nogen lignende Gert Frank) og begynder at blive rigtig meget interesseret i det modsatte køn. Og her findes endnu flere tossede historier om hvor svært det er at gå fra et liv som hund og så til pludselig at skulle magte et seksuelt forhold til det modsatte køn, disse skønne piger, kvinder, der aldrig har levet som hund, men været åh så sociale hele deres liv. Men det må blive en anden gang, hvor hundesvært dette kan være.

-0-0-0-

Udviklingsfaser:

1):

Mit liv som hund, mit hundeliv, mit drengeliv, Paw i Urskoven liv. Jack London liv. Jeg var et naturbarn fuldstændig optaget og væk i den sanselige moder natur. Naturen har gjort meget ved mig. Naturen i hovedet og hovedet i naturen. Jeg er vokset op i naturen og har opholdt mig der oceaner af tid alene med mig selv og hundene.

2):

Et bemærkelsesværdigt RUM eller UNIVERS begynder at dukke op i femte klasse med at matematik og geometri bliver krævende. Arbejdshukommelsen og koncentrationsevnen er det der pludselig der konsoliderer sig. Fra da af vil jeg til enhver tid kunne være væk i mig selv, fordybet og fortabt for omverdenen i tanker og forestillinger hvor tingene bliver endevendt i en uendelighed og beskuet fra alle sider og i alle mulige og umulige forbundne på en eller anden måde relationer.

3):

Min sociale position og rolle blandt hankønsvæsner (alfahanner også), altså blandt alle handyrene som mig selv. Min sociale maskuline identitet.

4):

Mit forhold til det modsatte køn.

5):

Femte forhold burde have været en samfundskontrakt. Men jeg har aldrig fået min kontrakt med samfundet op at stå, i orden.

Hans dit eneste problem her i livet er at du står udenfor enhver form for samfundskontrakt sagde Finn Einar Madsen (ham der overtog Rektor's talestol (Københavns Universitet) under ungdomsoprøret i 1968).

Første gang, fra første øjeblik, jeg møder Finn Einar Madsen er der bare kemi mellem os. Det har jeg sjældent nogensinde før eller senere oplevet i så udtalt grad. Jeg troede jeg var den eneste der havde Harald Høffding's samlede værker, men det havde Finn Einar Madsen også og så var snakken ligesom godt igang. Selv om jeg i udpræget grad er en bonderøv af opvækst og han radikal venstreorienteret fra København, så var der en metafysisk synernergi og empati straks vi slog os ned i hinandens selskab. Tavsheden mellem vore vidunderlige samtaler var sigende. Yderst behagelig og ganske uanstrengt var vores samvær. Endelig et menneske jeg ikke behøvede skjule min VÆREN overfor, så jeg var sammen med ham i hele min VÆRENSFYLDE, hvem jeg var og bare er.

Jeg turde være den HUND jeg er, det dyr jeg er.

En ensom klog ULV i ødemarken der følges af sin skygge, som sit eneste selskab, i den frostklare måneskins nat højt højt mod Sibelius's nord, mens europa hun ligger i ruiner.

At være sur.

Pigerne i skolen drillede mig ofte med at jeg var sur, ihvertfald så sur ud.

Tykke svulmende læber havde jeg i mange år og jeg havde ikke lyst til at grine, fordi jeg vidste det betød at mine læber tømtes for blod og jeg derved mistede den dejlige følelse af at være sur, af at være i kontrol.

Min mund var ret vigtig for mig. Jeg kunne sagtens holde min mund, modsat mine jævnaldrende.

Jeg var vel hverken begyndt at snakke eller kysse endnu ret for alvor. Ikke at jeg ikke kunne snakke, hvis jeg fandt det besværet værd at åbne min mund.

Den surhed og gæring (mystik og lukket mund, evnen til at holde min mund) jeg oplevede faldt sammen med puberteten som for mit vedkommende medførte at jeg blev spekulativ filosofisk indstillet i forhold til mine omgivelser.

Jeg lukkede verden ude med min evne til at være sur, til at fylde mine læber med blod og være stor i munden uden at åbne munden. Hvilket er hvad der mere end noget andet kendetegner en mystiker, dette at være mystiker, mere end nødvendigvis mystisk.

Denne surhed er ikke helt så stærkt som at være vred, eller helt det samme, for jeg var ikke nødvendigvis vred på nogen eller noget. Jeg var bare sur. Også uden at det betød jeg ikke var glad, ihvertfald føltes det meget tilfredsstillende at være sur, fyldt med det der i dag går under betegnelsen wellness.

Sindstilstanden sur har den meget vigtige funktion at den beskytter vores indre verden, vores vidunderlige mikrokosmiske univers og væren os selv imod andres overgreb og intimideringer af denne vores suverænitet og frihed til at være os selv i fred med hele universet optaget i os. Dette at vi mennesker er, udgør en hel verden i og som os selv i vores totalitet.

Det skal vi huske hver gang vi nærmer os et andet menneske, træder dette menneske nærmere, at det er et helt stort levende univers vi nærmer os. Og skal vi undgå at intimidere og voldtage dette univers da må vi ikke gå ind over, bare vade ind over, den andens grænser med træsko på. Heller ikke hvis politikerne har besluttet at dette menneske ikke er et mål i sig selv men et middel og lille brik i et større økonomisk spil?

Hvor stort et behov vi mennesker har for at få lov til at være sur kommer til udtryk når vi siger om vedkommende at andre mennesker skal lade ham være i fred. Denne pubertetens sindets surdejens gæring kræver tid. Kønsmodningen skal helst gives fred og ro over flere år, en lang række år er der tale om. For mig faldt det sammen med især geometri og matematik, jeg fik en kæmpe arbejdshukommelse og koncentrationsevne i disse år, som hang til spekulation og filosofisk granskning. Jeg kunne opholde mig i timevis i det mit indre univers der opstod i de år. Uden dette univers ville jeg ej heller kunne finde det tilfredsstillende at studere al den teologi jeg gør i dag fx. Det stammer fra dette vidunderlige mageløse indre univers der opstod i de år. Det gjorde mig ikke ekstrovert i samme grad som mine jævnaldrende, og jeg aner godt selv interesse forskellen mellem dem og mig.

Især for min far var det meget vigtigt at jeg fik lov til at have min surhed i fred, hvilket han ofte påpegede overfor mennesker der forsøgte at åbne mig op. De skulle lade mig være i fred.

På et tidspunkt bliver min forstand og hvilen i mig selv som evne til at rumme hele universet i hjertet så udtalt at det begynder at skræmme eller vække undren hos mine omgivelser. Så meget Gud (centrering (hvilen i mig selv og koncentration og fokus)) som VærensMagt og kosmisk energi og udstråling samlet i en person var for nogle i mine omgivelser skræmmende. Denne del af min natur er der kun filosofien og teologien der kan tilfredsstille.

Scientology Kirken i Guldsmedegade i Århus var vel ikke skræmte men nok mere anerkendende imponeret over det samme forhold, da de mødte det hos mig da jeg var omkring de 30 år. Hvilket jeg ved et tilfælde blev vidende om, da jeg en dag kom listende på gangen og døren stod åbnet ind til et kontor hvor flere var samlet og da jeg hører det er min person der bliver drøftet stopper jeg op for at lytte med. Jeg har altid været klar over at der var meget Gud med ind over mit liv, men troede ikke det var noget der kunne observeres af andre, men nu havde ihvertfald disse hyper intelligente, over intelligente, scientologer også fået øje på forholdet.

Men de kendte mig også ret godt, gennem den der Oxford personligheds test og gennem deres egne kurser i at provokere mig for at se om de den vej over kunne hyle mig ud af den, bringe mig ud af balance, min hvilen i mig selv.

Alt dette var gratis, jeg har ikke betalt en rød øre for måske nogle af de bedste (intensive og effektive) kurser jeg i mit liv nogensinde har deltaget i. Ofte har jeg kedet mig til kurser, fx Nørre Snede Vækstcenter, hvor tingene går åh alt alt for langsomt, men hos scientologerne jeg oplevede at der var anderledes fart over feltet, hvilket var meget tilfredsstillende for mit intellekt.

Jeg bryder mig ikke om de der orientalske former for selvudvikling der snegler sig afsted over en lang årrække med en kedelig praksis af daglige langvarige disciplinerede meditative øvelser, ovenikøbet uden gennemgribende emotionelle og motivationelle dynamiker (arketyper), affekter og ekstaser med inde over. Det er mit liv for kort til og det stemmer ikke med den min Gud jeg kun kender som "das ganz Andere" eller gennem tidslighedens eksistential ontologiske Kairos begivenheder ind over et menneskeliv som livshistorie, altså liv som tid, som livstid.

-0-0-0-0-

Sur der ikke er så stærkt som at være vred (selv om at være sur også har noget af vredens funktion over sig, nemlig at forsvare vores egen indre integreret og SELV såvel som kosmiske holisme (at vores liv er i synernergi med og organisk sammenfiltret naturen, universet og de kosmiske energier, som vi især modtager og fornemmer gennem vores hjerte åndedræt kredsløbs system)).

Selv om jeg ovenfor nævnte at vi har liv som historisk liv, livshistorie med dets drama og skæbnespil, den jødisk kristne tankegang så spiller også naturen og universet og kosmos en helt central rolle, fordi vi ikke ifølge den Ny Testamentlige Kristus tankegang er en del af naturen eller universet, men naturen universet er en del af os, vi rummer i KRISTUS hele Universet. I hjertet i KRISTUS rummer vi hele universet, der er en del af os og vi er dermed frie kosmiske væsner, altså ikke underlagt naturen og de kosmiske kræfter som en determinisme, fordi det er gennem os at naturen og kosmos kommer til udtryk, som kun mennesket formår fuldt ud at genspejle, selv om også kun mennesket formår at forsynde sig og være ude af trit med naturen og kosmos.

-0-0-0-

Forleden dag fortalte du om hvad det var der havde forstyrret dit liv som hund, så dit liv ikke gik fuldstændig i hund. På samme måde gælder vel at du også skal kunne blive dig selv løs og fri så du ikke går helt til grunde i filosofisk spekulation, i filosofi og spekulation (grublerier).

Uanset om du nyder i vildskab at være sur, dine sure læber og din store mund du holder lukket i et kraftigt sammenbid hvor du leger mystiker, og hvor du kan opholde dig timevis i SOLITUDE uden at du føler du går glip af noget, at livet glider dig forbi uden at du er involveret og optaget heri, i det gode liv. Findes der da ikke for dig en grænse for hvor langt du kan gå ind i filosofi og spekulation, findes der ikke en udgang og befrielse for dig, hvor du fx er et velfungerende samtalende samarbejdende menneske med andre mennesker omkring projekter og opgaver der skal lykkes for jer?

Hvad er dit projekt, kald, eller mål her i livet (du har måske ikke kald og mål her i livet? men kun knald i låget)? Der må da i en eller anden forstand være en mening, selv for dig skulle man synes. Som din mor altid sagde, "er det virkelig nok for dig Hans" og så tilføjede hun de kloge i pædagogisk henseende ord, "giver det dig nok at leve sådan"? At være sådan en slags filosof eller grubler, må ikke bare være en ydmyg bestilling, det virker ihvertfald også til på os andre at være ydmygende. Føler du dig ikke ydmyget?

Kan det ikke blive for surt i længden at være sur?

Det ender ikke op i at der kommer noget sur og indesluttethed med ind over det hele, hvor du risikere at gå til grunde i dig selv og kommer til at mangle de kræfter som vi mennesker nu engang kun kan få om vi bider skeer med virkeligheden og vore omgivelser. De kræfter der kun kan komme af, er en effekt af, at vi kan frigøre os fra os selv, blive os selv løs og fri i forbindelse vi stiller os solidarisk med andre, fællesskabet, i samtale og samarbejde om opgaver der skal løses, byrder der skal løftes og bæres.

-0-0-0-

For nu at gøre den her alt alt for lange historie kort, så siger det sig selv at de piger i skolen der drillede dig med at du så sur ud, de ville have dig til at åbne din mund og leve din mund i kys med dem, ja måske ligefrem tungekys.

Fik du gjort en ende på dit sure liv, fik du taget hul på at kysse pigerne? Fik du konstateret sandheden i disse ord fra din helt store helt Paulus:

om jeg har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed og kysser pigerne, er jeg intet. 1 Kor 13, 2.

-0-0-0-0-

Kys nu hende livet Hans

-0-0-0-0-

jeg har en livlig fantasi

jeg er fuld

fantasifuld

og har lige kysset dig

-0-0-0-0-

kys det nu, det forbandede liv

Kys hende nu

ta hende ind

som en liflig duft af triumf

der er noget i luften

din duft af kvinde

mine næsebor vibrerer

dine feromoner

din næse min næse

så tæt jeg blir tosset

taber hovedet til livet selv

dig med mig

jorden drejer rundt og rundt

gud jeg elsker kvinden i mit liv

kvindemin

-0-0-0-0-

du er gået i frø og stå mand, forstå det

du er ikke frøen der skal kysses

du betyder ikke et kvæk længere

spillet er ude for dig min ven

prinsen er død og borte

du kan kun narre dig selv

ikke en kvinde længere

de i livet haster dig forbi

du fanger dem blot

med ordene dine

i digt og fantasi

illusionerne

er dine

hun

?

Uanset hvad jeg fejlede så sagde min far at det ville jeg vokse fra. Da han så jeg ikke voksede fra min mor og birkepollen allergi blev han virkelig bekymret. Og han måtte erkende at jeg var undtagelsen der bekræftede hans regel.

I vestjylland er alt nerver. "Det er nerver" og med disse ord er sagen uddebateret. Uanset hvor farverigt et spektrum af psykiske mentale symptomer et menneske udviser er det nerverne den er galt med.

Vi var aldrig i tvivl om at nerver var noget rigtig skidt. Og heldigvis havde langt de fleste af os heller ikke nerver og da slet ikke dårlige nerver.

Ja nerver var der heldigvis kun et ganske lille fåtal der blev ramt af. Og dog, det skal lige siges at de missionske havde nerver, bøvlede rigtig meget med nerver, hvorfor alle vidste at Gud skulle man holde sig langt væk fra, hvis man ville undgå nerver.

Et muntert liv på det jævne uden nerver, sådan et gemyt var klart det foretrukne og det stod man sig bedst med og kom man længst med her i livet.

Jeg tror der er en stor portion visdom i denne holdning til nerver. Min erfaring er også at vi aldrig skal indlade os på en debat eller i det hele taget noget med vore nerver, fordi risikoen for at de vinder over os er ret så store. Så jeg vil tilslutte mig vestjydernes holdning om straks at afvise og holde nerver fra døren, da at invitere dem indenfor er en trussel imod det gode liv.

Jeg vil ønske alle en rigtig god dag uden nerver.

62 år er forsvundet

Nej 62 år er vundet

De er vel overstået og ingen ved vel bedre end dig hvor svære de har været at komme igennem, dit livs Paris Roubaix. Hvor mange styrt. Alle dine håbefulde udbrud der mislykkedes og punkteringer og sat af fra feltet hvor servicevognen blot suser forbi dig som ingen regner med længere du "gamle".

62 år er forsvundet

Nej 62 år er vundet

Som livserfaringer

Vores fortid, den person og dem vi er kan ingen tage fra os. Fortiden er det mest sikre og det mest værdifulde af alt og vi må lære at forstå det ikke er nogen død fortid vi har fået skibet sikkert i havn, men det er fortid som livserfaring og klogskab vi bruger hvert øjeblik til ikke at blive taget ved næsen, til at more os og til ikke at komme galt afsted som tidligere.

Vi må ej heller glemme at det er en fortid fyldt med de samme tåbelige spil vi kan gentage igen igen med til stadighed større virtuositet eller komik alt efter hvilken genre vi foretrækker.

Timeglasset, hvor øverste rum er vores fremtid og muligheder og hvor forsnævringen er nuet, som vore konkrete oplevelser og erfaringer med verden passerer for at bundfælde sig og blive en fast del af os som vores ballast i det nederste rum som vores levende fortid, livserfaring klogskab og viden (know how).

Vi vokser i timeglassets nederste rum.

Et timeglas hvor nederste rum er godt fyldt op er som en god solid ballast et skib ikke kan undvære uden i høj sø let at kæntre. Men et skib kan også blive så ballastet at det synker eller har svært ved at holde fart.

Du snakker og du snakker Hans, men du kan ikke snakke dig fra følgende presserende spørgsmål: hvad vil du bruge din nederste del af timeglasset til der nu er ved at være fyldt godt op. Hvad vil du bruge din fortid til, den fortid du påstår ikke er nogen død fortid, men en levende fortid som livserfaring, klogskab viden og "know how" (mere end knockout).

Hvad vil du bruge din livserfaring til?

Din fortid og livserfaring kan du måske slet ikke bruge til noget min ven?

Er det ikke bare kvinderne men også tiden der er løbet fra dig du gamle mand.

Hvad vil du bruge dine 62 års livserfaring og levet liv til min ven?

Du skal jo nok ikke satse på at vinde Tour de France eller en skønheds konkurrence mere, vel min ven? Ser du, jeg forsøger at hjælpe dig, så vi kan få skudt os ind på om der skulle være nogle steder hvor du står bedre end andre steder. For 62 år og ikke en skid klogere det siger du ikke.

62 år, du må satme have lært alle de steder her i livet hvor en naiv gut som dig bliver snydt og taget ved næsen.

62 år, og selv om du ikke har været i besiddelse af din fars evne til at vokse fra tingene, så må du sgu da ha lært ikke så lidt om dig selv min ven. Du må da kende ham dig selv der aldrig vokser fra noget her i livet, der aldrig udvikler sig.

Du må da vide hvad det vil sige at være underdrejet, ligge underdrejet og rotere, kredse, om dig selv det meste af tiden.

Du skal altså på ret køl igen Hans og have kursen sat flot ud i horisonten mod nye kyster med 62 år erfarne kaptajn Hansi ved roret. Med helt nye opdaterede søkort og bedre navigations udstyr.

Nej nej det går aldrig godt. Forlad det skib, og få kigget på om det overhovedet kan sættes så meget i stand at en længere søfart vil kunne gennemføres. Få kigget på, snakket med, ham der skal sejle skibet. Jeg tror slet ikke han aner hvor i verden det er han vil frem.

Du taler/skriver som om du tror øverste rum af timeglasset har flere frugter i turbanen til dig at skænke her i livet.
Hvad pokker har du ikke fået nok, er du ikke kørt træt og sur i det endnu.

Heartbeautifulness

Et Kristusbrev - et Kærlighedsbrev

En moderne apologet har talt:


I stedet for mindfulness burde vi nok tale om heartfulness eller Heartbeautifulness og derved nærme os Christfulness og på den måde bevæge os væk fra sindet og hovedet, bevidstheden, buddhismens fokus på iagttagelse og disciplinet opmærksomhed og et læresystem og over imod de ekstatiske suveræne livsytringer, hvor vi henrykkes og bliver frie og løse af os selv, liv og eksistens og kærlighed med sæde i hjertet frem for bevidst opmærksomhed, selvovervågning og selvforagt. Mindfuldness er alt alt for mentalt sagde Jung. I Christfulness er der ingen angst for at give slip på opmærksom bevidst iagttagelse og lade sig overvælde og medrive af de suveræne livsytringer.

Christfulness er ekstatisk at lade sig gribe henrykke og rive med af alle de suveræne livsytringer, det er nærmest det modsatte af mindfulness, nemlig at blive fri og løs af sig selv i en ekstasens henrykkelse og forrykkelse. Derfor er der så meget sang og musik i kirkens liv, fordi hvad andet end musik og sang formår at symbolisere og udtrykke den ekstatiske kristne spiritualitet.

-0-0-0-0-

Kvinden i mit liv = humøret i mit liv.

Mandens humør, anima, er hans indre kvinde.

Og mit primitive småsjofle anima gemyt og humør slår aldrig fejl.

Nogle gange er jeg lidt filosofisk men for det meste er og bliver jeg blot gemen filosjofel. Jamen hvorfor bliver du altid så filosjofisk? Fordi min anima hun er Sjofie (Sjofle Fie). Jung siger også at jeg skal finde mig en anden og mindre primitiv modsatkønnet anima spirit og humørbomber i mit liv.

Er du ude i et forsøg på at fralægge dig ansvaret for at du er en platugle hele vejen igennem Hans? Siden du opfinder en Sjofie til at skulle stå bag alle dine sangvinske sjoflerier, overfladiskheder.

Hvilken anima skal til i dit liv for at din selvrespekt indfinder sig og du bliver til for os voksne mennesker at høre på?

En mands selvrespekt bunder i hans anima forhold (forholdet til kvinden).

Ja du er klog Hans. Måske jeg har fået solstik?

For jeg har allerede haft mine 14 dages sommerferie og "legebarnlighed" i Rødhus, i min "polo sommermobil" og spillet petanque, løbet på stranden og svømmet stort set hver dag siden den 8 maj.

Jeg har været i Heartfulness og ja Heartbeautifulness til forskel fra mindfulness. Der er for meget legebarn og spontanitet (og sangvinsk hysteri) i mig til at jeg kan finde mig selv i mindfulness (og filosofi), uanset om jeg prøver så ryger jeg på ekstatisk vis ud af mindfulness (og filosofi) og havner i heartfulness eller Heartbeautifulness og alle barnlighedernes fjollerier og tumlerier og filosjofier. Jeg er måske lidt hysterisk og eksalteret.

Heartfulness eller Heartbeautifulness contra Mindfulness. Mindfulness stammer fra en falsk græsk og østlig ontologisk tænkning og heartfulness eller heartbeautifulness vil ontologisk set være bedre og mere i overensstemmelse med virkeligheden om hvem vi mennesker er.

Mindfulness er Fornuft.

Heartfulness eller Heartbeautifulness er Ekstatisk Fornuft.

Og jeg foretrækker det sidste, Ekstatisk Fornuft og HEARTBEAUTIFULNESS.

Sandheden om hjertet er at vi nok kan betragte det som en pumpemaskine -station, men vi glemmer to ting, 1): at hjertet det er sædet for alle livets de mest intense ekstatiske henrykkelses tilstande vi nogensinde vil komme ud for, hvor vi bliver os selv frie og løse i en ny og stærkere intensitet end den hidrørende vores gode primære narcissisme (naturoplevelser og forelskelsen er de gode eksempeler her hvor vi henrykkes og forrykkes) og 2): at enhver form for stærkt inspireret og motiveret tænkning foregår fra hjertet af over en gensidig vekselvirkning med hovedet og vores hovedkræfter, hvorved vores tænkning ikke foregår blot inde i hovedet af/på os, men på ekstatisk vis kommer til at stå og foregå som en eksistentiel totalerfaring med virkeligheden og vore omgivelser og altså derfor udenfor sindet og hovedet fordi objektet eller det objektive her formår at gøre sig gældende overfor subjektet og det subjektive, altså som en aktivitet der er hel og total, der angår hele vores personlighed og dets eksistens, hvor alle vores dimensioner med virkeligheden er inddraget på samme tid 3): at intet blod der bliver taget imod af hjertet bliver pumpet ud igen uden at have været en tur igennem lungerne (lungekredsløbet). Og nu kommer det afgørende vigtige nemlig at vores lungefunktion, vores åndedræt eller vejrtrækning er tæt forbundet med vores bevidsthed og opmærksomheds funktioner, som aldrig er neutrale fornuftige, men er lig med vores medfødte instinktive ekstatiske affektive dyriske bevidste og ubevidste orienterings funktioner, hvorfor altså neutral opmærksomhed ikke eksisterer (en bombe under mindfulness og meditation der må revideres i henhold til denne biologiske kendsgerning). Forstår du selv hvad du skriver? Nej men det lyder vildt! Ikke?

Vores dyriske orienteringsfunktioner er centreret omkring 1): sult og tørst (spise og drikke emner) og 2): seksualitet (seksualpartner) og 3): trygge restituerende omgivelser (hvor vi kan slappe af og binde hinanden røverhistorier på ærmet) og så venner og fjender i disse tre store eksistentielle livs sammenhænge.

Livet er altså "frygtelig spændende"
("mysterium tremendum et fascinosum" R Otto) og enhver seriøs ontologi må have et evolutionbiologisk afsæt i dette forhold.

Hvor "frygtelig spændende" vi oplever livet påvirker vores åndedræt eller vejrtrækning og den vej igennem også hjertet vores, dens arbejdsbetingelser, hjertets ekstatiske frydefulde frihedsgrader. Hvor "frygtelig spændende" vi oplever livet er altså altafgørende vigtige for vores Ekstatiske Fornuft, vores hjerte vitalitet (hjertelighed (spontanitet og åbenhjertighed (blandt andet talens åbenhjertighed))).

At mindfulness der modsat hertil mere er centreret til at være, foregå, i hovedet, er blevet så populær her i den vestlige verdens akademiske kredse skyldes at folk her, vi moderne mennesker her er depersonaliserede skizoide, hvis ikke skizofrene, ihvertfald er vi blevet fremmede overfor vores umiddelbarhed og spontanitet, latteren og humoren, og ja Ekstatisk Fornuft, den religiøse dimension og det ubevidste, især kollektive ubevidste. Der er for meget fornuft og mindfulness over det moderne menneske. Og for lidt latter, for få suveræne livsytringer, for lidt glæde og begejstring. Ihvertfald hvis vi kigger og sammenligner os med Paulus fra det Nye Testamente, så hænger vi for meget med hovedet.

Den eksistentielle grundstemning er altså ikke angst som de fleste kontinental europæiske eksistentialister var tilbøjelige til at mene. Nej den eksistentielle grundstemning er en "frygtelig spænding" at livet er "frygtelig spændende" ("mysterium tremendum et fascinosum").

Dette kan medføre angst dersom man ikke er bevidst om at livet er "frygtelig spændende", men er man bevidst herom vil man være ret godt sikret imod angst.

Tilbageholdt åndedræt, åndeløs spænding (standset vejrtrækning), kender vi alle og ihvertfald ingen rigtige mænd vil kunne fungere optimalt udenom dette forhold, som mere end alt andet er med til at udvikle vores sunde lungefunktion. Hvordan skulle en mand fx kunne fungere seksuelt udenom forholdet (at holde vejret en stund i overspænding, ophidsende overspænding)? Problemet er når det, tilbageholdt åndedræt, bliver kronisk. Jeg så godt Hansi, der på stranden i Rødhus, hvordan du stoppede med at trække vejret indtil hun havde passeret dig. Men jeg undrer mig over hvorfor du ikke sprang på hende, I var kun jer to i miles omkreds. Ja hvorfor skal vi læse om vores dyriske instinktive orienteringsfunktion og hvor "frygtelig spændende" en tilstedeværelse i verden vi frister og du så ikke selv lever op til en skid af hvad du teoretiserer over?

Træk vejret siger kvinderne til mændene, hvis de er bange for deres aggressivitet og seksualitet. Den nødvendige transcendens refleks i forbindelse en aggressiv udladning (konkurrence situation) eller i forbindelse den seksuelle akt går over tilbageholdt vejrtrækning, åndedræt, at vi holder vejret inde og tilbage en stund. En mand må jo ikke være slap. Hvilken mand, er det en Hansemand du taler om?

Problemet med mindfulness fornuft og yoga er at der en stor risiko for at det vil forårsage en underspændthed, at det vil gøre livet mindre "frygtelig spændende" og ekstatisk end det naturligvis er.

Livet er "frygtelig spændende" selv på en yoga måtte, ellers har vi valgt den forkerte yoga sild som underviser. Og ideen om at vi mænd hovedsageligt skal trække vejret med maven udenom vores øverste brystkasse er for usexet og uspændende. Indrømmet, selvfølgelig, også for den gode venepumpe funktions skyld, skal vi kunne mærke og registrere vejrtrækningen gennem mavens bevægelser. Men ihvertfald vi mænd må ikke glemme brystkassen vores (vores brystkasse volumen), uanset kvinders lyst til at feminisere os (punktere os og tage luften ud af vores opstemthed og oppustethed) lige på dette punkt, fordi de er aggressionshæmmede eller seksualforskrækkede.

Der er sgu da ingen kvinder nu om dage der er seksualforskrækkede Hansi! At de er bange for dig skyldes noget helt andet, nemlig at en parring med dig ville betyde yngel der ville kunne gøre ethvert moderdyr forskrækket til døde. Hvilket blot er hvad de tager sig i agt for.

Hansi du gør et skræmmende indtryk på dine omgivelser. Hvornår lærer du at opføre dig som en voksen mand?