Morn' RM..

Ja, der er en årstid til forskel mellem det alvorlige og det selvhøjtidelige selvforhold, som er et helt andet bad i sig selv.
Her bader træer sig knopske i solen, og kaffen der nydes under samme tavse tremmeskov, varmer skroget lidt op for varmt er det nu ikke. Men det ligner, det kommer vi ikke udenom - vel noget lignende følelsen Ove Abildgaard fik med sig:

Hvidhed og kulde tynger
træernes løftede vinger,
mens snelyset falder
ind i en stilhed der svinger.

Ind i et frysende rum
der strammes af toner.
Hør vinterens frostviolin
under træernes kroner.

En glødende længsel
forvandlet til syngende stål
mens sneen daler som aske
fra solens fjerne bål.

Jørgen Gustava Brandts fugle må være til time, her er nemlig tavs som en skolegård forladt af børn. Men inden længe knopper det hele til, og da stiller vi igen ind efter morgensangernes urværk, der langt oversynger hanen ikke langt herfra, der holder hus med alle sine koner - der er fint med højtidelighed over gangarten, når han iført sine varme småbowser går rundt og prikker lidt snart den ene, så den anden af de stakkels fruer. En hønsegård er skam et billede på mangt og meget. Kender du mon Niels Larsen Stevns billeder?

mvh & go' soldag..
Simon

P.s.:

Høj himmel og sol i øjnene, her i landet daser man i et snefrit januar som var det april med Laugesen på bordet, der også beg. af årtusindskiftet så i krystalkuglen:

Anarkistsang

staten har ret
staten har lov
stat rammer plet
og staten er sjov
renter på renter
stat ved hvad stat har
og den der forventer
ret er en nar
loven er stat
og renten er gud
kom her kammerat
få dit nakkeskud

*

Har man undgået dette statstilskud og afventer morgenkoncerter med Bjørnvig, ristet brød m. ost, æg, juice og kaffe på bordet, mens man dovent vågner - kanske man er alt for tålmodig overfor det apparat, mens træer dog knopper én i møde:

Morgentanker

Der er den igen, den sværmende kugle
af skingrende fuglelyd, lydløst midt i den
en blødvinget ugle -

mit søvnsind prisgivet
morgentanker

- Thorkild Bjørnvig.

mvh
Simon

P.s.: Tillige er det en fryd at høre Martin A. Hansens Løgneren indlæst af Pouel Kern på mp3, det kan kun anbefales!

Det er nu næsten hundrede år siden Tom Kristensen skrev disse strofer, han der som det høje græs nu er ukendt for både skole og barn:

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med næsen mod jord.
Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan,
vokser min verden sig stor.

Under de grønlige spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg stå.
Tør ej gå vild i det lysende mørke!
Tør ej gå vild mellem strå!

Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme, som vågner og
kalder
en stigende : kommer du nu,
kommer du nu, kommer
du nu.

Og som svar
toner en klar,
underbar, drengeklar stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men når mit vanvid er omme,
når mine drømme om storhed er
omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.


Nu ligger denne lykkens pamfilius så og kroger sig på natbordet, i form af Livets Arabesk, netop som tårnede græsset sig..;)

mvh
Simon

Foraaret er her igen

Foraaret er her igen. Vor jord
er som et Barn, der kan Digte, o, mange …
Nu faar den rigelig Løn for den lange
tunge Læretid, som den erfoer.

Streng var den Lærer. Vi kunde dog lide
det hvide Skæg hos den gamle Mand.
Nu, om det Grønne, det Blaa vil vi vide
hvad de betyder: den kan det, den kan!

Jord, som har fri, vær nu med til en Vaarleg,
leg nu med Børnene. Dig vil vi fange,
jublende Jord. Den Gladeste faar dig.

Alt det, som Læreren lærte, som tynger,
hvad der staar trykt dybt i Rødder og lange
knudrede Stammer; den synger det, synger!

- Rilke.

Faser

Nymånen over bakken
åbner for rummet; halvcirklen
udstrømmer klarhed, som var
før skyer og skygger.

Fuldmånen over havet lukket
om utilgængelig skønhed;
intet at lægge til og alt at trække fra,
og derfor kun naboskab til døden.

Halvmånen mellem bakkerne svæver
lavt over dybet; under den
flokkes uvisse skygger, bredes
søvnens eventyrhave.

- Bjørnvig.

Stakkels Doktor Glas, der som barn sad dér i sengen og bare måtte skråle al sin lykke ud i natten over månen, der som livets node hang dér i vinduet, men som voksen følte sig snydt, for hvad var den så, andet end falsk solskin...

mvh
Simon

Henad de københavnske spejlblanke gader, ka' pludselig en bils tuden vække én fra Schades tanker:

Forårsaften

I blomstersøde aftner,
i måneblanke gader
går vi på restaurant.

Vi fløjter mens vi danser.

Vi går i søvne hjem
i sølvblank bimmelim.

Du knapper kjolen op,
du kender vore vaner.

Så smiler vi i sengen
med gådefulde smil.

*

I universitetets frokoststue

Her sidder jeg og Josefsen med lange hår,
mens gadelygter rundt i verden tændes -
Her svinder tid og rum som kaffen i en kop,
mens livets aftenblade langsomt vendes.

*

Regn på ruden

En mystisk, frisk, mild forårsregn
slår mod min rude, mod København -
blæstens varsomme tag i byen
får den svagt til at skælve,
rører ved noget -
dybt i mit hjerte,
får det svagt til at skælve
ved alle de ruder, der synger
ved regnens trommen -
ved lykken, som alle de mennesker fik
gennem regnen i samme øjeblik.

- Schade.

mvh
Simon